Af direktør Sabine Kirchmeier-Andersen, Jyllands-Posten, 26. august 2008
Umiddelbart ser det ud til at hundeejere har et temmelig afslappet forhold til retskrivningsreglerne. Søger man fx efter racen airedaleterrier med søgemaskinen Google, kan man finde alle tænkelige stavemåder, fx Airedale Terrier, airedaleterrier, airedale terrier, Airedale terrier og Airedaleterrier.
Hovedreglen når man skal stave artsbetegnelser, er at de skal skrives med lille. Det gælder racer og sorter, fx blomster (rose, nellike, tulipan) eller æblesorter (gravensten, coxorange, ingridmarie) osv. Især ved sorter som ingridmarie bliver mange imidlertid i tvivl fordi ordet jo består af to pigenavne som vi er vant til at se skrevet med stort. Forskellen i stavemåde gør det til gengæld nemt at finde ud af hvem der spiser hvem, i sætninger som: Ingrid Marie spiser ingridmarie.
Princippet med lille begyndelsesbogstav gælder også hunderacer. Vi bruger kun stort begyndelsesbogstav når vi vil betegne et bestemt individ, og derfor skriver vi hundens navn med stort, men racen med lille. Det hedder altså collien Fido og labradoren Trofast.
I betegnelser for hunderacer indgår der ofte navne på de steder hvor racen er opdrættet, fx godset Broholm, øen Newfoundland, og landkredsen Rottweil i Tyskland. Navne på personer kan også indgå i racebetegnelsen. Det kan være mennesker der har spillet en særlig rolle for racens udvikling, fx skatteopkræveren Karl Friedrich Dobermann. Ifølge retskrivningsreglerne skal afledninger af egennavne som hovedregel skrives med lille. Så hunderacerne hedder rottweiler og dobermann. Lidt sværere bliver det med præsten Jack Russell der fremavlede den lille terrier. Her træder der en anden regel i kraft, nemlig reglen om at sammensætninger med flere egennavne skal skrives med bindestreg før sidste led. Så den lille fyr hedder altså Jack Russell–terrier og følger samme mønster som ordet Sarah Bernhardt–kage.
Endvidere gælder det på dansk at man så vidt muligt skriver navneord som består af flere ord, i ét ord. Det hedder derfor ikke Grand Danois og Cocker Spaniel, men granddanois og cockerspaniel. Denne regel gælder naturligvis ikke når første led i ordet er et dansk tillægsord, og derfor skriver man fx irsk ulvehund og engelsk setter.
Også bøjningen af racenavne kan volde vanskeligheder. Da mange racenavne er dannet af udenlandske betegnelser, kan man være fristet til også at bruge de udenlandske bøjningstyper, typisk det engelske flertals –s. Skal terrier i ubestemt form flertal så hedde flere terriere eller flere terriers? Ifølge Retskrivningsordbogen er kun den første form korrekt.
For nogle år siden udarbejdede man klare principper for betegnelser for danske planter (Anbefalede plantenavne, Plantedirektoratet 2003), og her har man fået bugt selv med sære vækster som himalayavenushår og carolinakanelbusk ved at bruge de danske retskrivningsprincipper som jeg har skitseret ovenfor. Der er gjort et stort arbejde for at standardisere de mange hunderacer. Måske er tiden inde nu til også at standardisere stavningen af racernes navne?