Har vi kasus i dansk?

Af seniorforsker Ole Ravnholt, Jyllands-Posten, 17. marts 2009

Dem der offentligt skriver sådan som jeg gør her, med den bøjede form af stedordet som grundled, udsætter sig for ret voldsomme reaktioner fra deres læsere. Jeg løber alligevel risikoen, for jeg mener ikke at det bør regnes for ukorrekt at skrive sådan, og jeg er sikker på at der ikke er nogen der aldrig overtræder den traditionelle regel om at stedord der er grundled, er ubøjede. Hvem siger eller skriver Hun der går derovre ved skoven, er min tante eller Han Petersen er en klog mand? Problemet er at vi alle sammen bruger to regler, én der siger at grundleddet er ubøjet (de), og en anden, måske oprindelig jysk, der siger at et stedord der ikke kan være trykløst, fx fordi der følger en nærmere bestemmelse efter, er bøjet (dem). Men vi trækker ikke grænsen mellem de to reglers anvendelsesområde på helt samme måde. Nogle bruger kun trykreglen ved hun og han, andre også ved de og dem.

Grammatikeren Paul Diderichsen skrev i sin grammatik fra 1946 at bøjede former som grundled især findes i vulgært, dvs. folkeligt, sprog (ordet er ikke anvendt nedsættende i denne forbindelse) og i børnesprog, dvs. ikke i voksnes standardsprog. I mellemtiden er børnene blevet voksne, og mange flere har fået adgang til uddannelse, åbenbart uden at ændre deres sprogbrug, så nu kan den ikke længere karakteriseres som folkelig eller barnlig.

Derfor er det på tide at den bliver accepteret som korrekt, altså at der udvises tolerance over for anderledes skrivende.

Det er efterhånden 6-700 år siden at reduktionen af kasusbøjningen i dansk begyndte, og tilsvarende længe siden at kasusbøjningen kunne udfylde den funktion at markere leddenes status i sætningen, fx som grundled og genstandsled. I dag er kasusbøjningen helt forsvundet i tillægsord og navneord (bortset fra rester i faste vendinger som på fode), og markeringen af ledfunktionen er overtaget af leddenes rækkefølge.

Derfor er det ikke mærkeligt at de rester af kasusbøjning der stadig findes i stedordene, bliver omtolket og får nye funktioner, faktisk nærmest uundgåeligt. Sprogbrugere bryder sig normalt ikke om forskelle der ikke gør nogen forskel, og på grund af leddenes faste rækkefølge er kasusbøjningen stort set blevet overflødig som markør af ledfunktion.

Så de der vil, kan udvide trykreglens område, og dem der ikke vil det, kan fastholde kasusreglens område. Vi kommer ikke til at misforstå hinanden af den grund.