Af seniorforsker Eva Skafte Jensen
Når man mødes, kan man sige goddag. Hvis man mødes om morgenen, kan man præcisere og sige godmorgen, og tilsvarende kan man sige godeftermiddag og godaften om eftermiddagen og om aftenen. Det tjener som en hilsen, som man netop bruger, når man mødes. Det betyder så meget som ‘godt at se dig igen’ eller simpelthen ‘nu ses vi’. Godnat fungerer ikke på samme måde. Godnat er nærmest en afskedshilsen. Man siger kun godnat, når der er en forventning om, at mindst den ene går i seng eller lægger sig til at sove umiddelbart efter. Godnat siger man til det barn, man netop har lagt. Man er færdig med at læse historie eller synge en sang; man har talt færdig om dagens begivenheder, og nu er det slut. Lyset slukkes, og barnet skal sove – altså godnat. Godnat dur også efter en aften i byen. Igen er forventningen, at man nu går hjem og sover. Den forventning er så stærk, at man kan føle trang til at påpege, hvis man slet ikke er på vej i seng: ‘Tak, men jeg har faktisk noget, jeg skal have læst til i morgen’, eller: ‘Åh ja, men jeg skal lige skype med min mor i Australien først’. Forventningen om at gå i seng er stærkere end tidspunktet på døgnet. Man kan f. eks. sagtens sige »godnat« midt på dagen. Hvis man trækker sig tilbage for at tage en middagslur, er der ikke noget mærkeligt i at sige godnat. Så ved den, der er blevet “godnattet”, at man er gået ind for at sove, og at man helst ikke vil forstyrres lige med det første. Man siger ikke godnat, når man mødes foran en bar kl. 24 for at tage sig en drink. Man siger heller ikke godnat til den nattevagt, der møder ind på jobbet kl. 23; og hvis man gør det, er det netop i spøg. For den, der har vagten 23-7, er jo ikke på vej i seng. Sprog er sjovt på den måde. Det er ikke altid symmetrisk, og det er ikke altid logisk i den forstand, at alting skal gå op. De situationer, vi bruger ord og vendinger i, bliver knyttet nært sammen med selve betydningen. Det er stærkt fascinerende.