Af forsker Marianne Rathje
”Det er udmærket”, hører man af og til folk sige. Et umiddelbart ganske uskyldigt udtryk, men under overfladen lurer faren. For hvad betyder egentlig denne vurdering? Er der tale om noget ganske fremragende, noget middelmådigt eller noget der bare er nogenlunde acceptabelt? Når en af Sprognævnets tidligere medarbejdere på 88 år omtaler en præstation med vendingen ”Det var udmærket!”, er man ikke i tvivl om at dette er den største ros man kan få: Han synes at præstationen var formidabel. Og han har ordbøgerne i ryggen. Samtlige betydningsordbøger, ny som gammel, karakteriserer udmærket med positive tillægsord som ypperlig, fortrinlig, storartet, glimrende, fortræffelig. Hvis man siger ”Det er udmærket”, kan man altså ifølge ordbøgerne ikke få armene ned, som det hedder på nudansk.
Men hvad så når en yngre person med nedadvendte mundvige og uden særlig begejstring om en film siger at ”Den var udmærket”? Og måske endda tilføjer at det ikke er en film han vil anbefale? Er det da en storartet, ypperlig, glimrende film? Naturligvis ikke. Udmærket bruges nemlig blandt yngre sprogbrugere i betydningen ’okay, nogenlunde, acceptabel’ og måske sågar ’halvdårlig’ – også selvom ordbøgerne siger noget andet. Ordet udmærket er altså gået hen og blevet et af de risikable ord der kan betyde to næsten modsatte ting alt efter hvilken generation taleren tilhører. For yngre generationer vil udmærket, hvis det overhovedet bruges, netop betyde ’nogenlunde’ eller ligefrem ’halvdårlig’, mens det for den ældre generation betyder ’fremragende’.
Og hvad med aldersgruppen midt imellem – hvad betyder udmærket for dem? En universitetsprofessor der netop tilhører den midaldrende generation bedømte engang nogle udkast jeg havde sendt ham, med bemærkningen ”Det er udmærket”, og jeg var derfor nødt til at spørge ham ”Mener du i den nye eller gamle betydning?”. Det var heldigvis i den gamle.
I den netop overståede juleferie havde jeg fornøjelsen af at gense Disneys juleshow med min datter. Her kan man høre Ove Sprogøe i skikkelse af Jesper Fårekylling vurdere Pinoccios dansepræstation med netop ordene ”Det var udEmærket”. Betydning er uden tvivl den traditionelle, nemlig ’fremragende’, men udtalen af udmærket er ganske moderne. Især ældre mennesker udtaler udmærket med to hovedtryk, altså ’UD-MÆRket’, mens især den yngre generation klemmer et lille e ind, dvs. ’UD-e-MÆRket’. Udtalen med det ekstra e kan forklares med at vi normalt ikke har to hovedtryk i et ord, og for ikke at få sammenstødet mellem to hovedtryk, putter yngre mennesker, og altså også salig Ove Sprogøe, gerne et tryksvagt e ind i udmærket. Strategien er forståelig, men giver også anledning til stavefejlen udemærket. Udmærket varierer altså ikke bare i betydning, men også i udtale og stavning. Så der er udmærkede grunde til at være særlig opmærksom når man bruger dette udmærkede ord.