Af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 23. marts 2013
Bøjningsformer har altid en makker. Nutid har datid som makker, bestemt form har ubestemt form, ental har flertal og så fremdeles.
Nu skulle man tro at sådan to makkere delte arbejdet ligeligt mellem sig, men det gør de ikke.
Tag nu bare ental og flertal: Ental kan meget mere end flertal.
På spørgsmålet »Har du en frakke?« kan man for eksempel sagtens svare »Ja, jeg har to«. Det er der ikke noget mærkeligt eller ulogisk i.
Faktisk ville det netop være mærkeligt at svare »Nej, jeg har to«, og det ville også være mærkeligt at tage højde for alle situationer på forhånd ved at spørge: »Har du en frakke eller flere frakker?« Det er så faktisk heller ikke nødvendigt.
I den slags sammenhænge klarer entalsformen uden videre hele feltet.
I mine børns børnehave gik man meget ind for altid at have billeder på væggen af hvad der var sket i løbet af dagen.
Det holdt vi forældre – og såmænd også børnene – meget af. Når de havde været på tur, kunne der sagtens være et billede hvor der stod “Børnene spiser deres madpakke”.
Denne billedtekst kunne både bruges om at børnene spiste hver sin madpakke, eller der kunne være tale om at de havde en stor fælles madpakke de allesammen spiste af.
Der kunne også stå “Børnene spiser deres madpakker”, men så kunne der kun være tale om at de spiste hver sin.
Engang havde det været en del af forberedelserne til turen at madmor havde lavet én stor madpakke sammen med børnene.
Den skulle de så deles om, og det gjorde de med stor ildhu! Spisebilledet fra den tur var netop »Børnene spiser deres madpakke«. Til billedet fra den tur kunne man ikke have brugt flertalsformen; det ville have været direkte forkert. »Børnene spiser deres madpakker« kan simpelthen kun betyde hver sin. Flertal kan meget mindre end ental.