Af seniorforsker Ole Ravnholt, Jyllands-Posten, 2. juli 2011
»Det er også en stor dag for mor og jeg.« Sådan siger mange fædre når de skal holde konfirmations- og bryllupstaler for deres børn.
Men det regnes som regel for ukorrekt at sige “jeg” når ordet kommer efter “for, til” eller andre forholdsord. Der skal man nemlig sige “mig”, for “jeg” må bruges kun som grundled. Formuleringer som “for mor og jeg” forekommer især når lejligheden er højtidelig, for så skal sproget også være højtideligt og korrekt, og så kan man nemt komme til at overkorrigere – eller hyperkorrigere, som sprogvidenskabsfolk siger.
Der findes nemlig en norm der siger at det er forkert at sige “Peter og mig skal i skoven i morgen” fordi “mig” ikke kan være grundled.
Når den bliver brugt som om man aldrig må sige “Peter og mig”, så kan vi få et hyperkorrekt “jeg” på et sted hvor det ikke efter de strengeste normer skulle have været.
Normen om “jeg” som grundled regnes normalt ikke for hyperkorrekt, men den er i konkurrence med en anden norm der siger at “jeg” kan blive til “mig” hvis det er obligatorisk trykstærkt.
Vi siger (efter en vis alder) ikke “mig skal i skoven” for “jeg/mig” har ikke obligatorisk tryk når det står alene som grundled, men vi kan efter denne norm sige “Peter og mig skal i skoven”, for her er “jeg/mig” obligatorisk trykstærkt.
Konkurrencen mellem de to normer giver en del variation i sprogbrugen, og det er det jo nogle der finder irriterende.
Kunne vi så ikke bare insistere på den traditionelle grundledsnorm: “Peter og jeg skal i skoven”? Nej, så nemt er det ikke, for vi siger “hende dér skal også med i skoven”, ikke “hun dér skal også med i skoven” – det er for opstyltet, eller ligefrem hyperkorrekt. Der er altså to yderpunkter hvor den ene eller den anden norm er enerådende, og imellem dem et kontinuum af tilfælde hvor normerne er i konkurrence.
Men man kan ikke bare afskaffe den ene norm.
Hyperkorrektioner regnes som regel for værre end andre afvigelser fra normerne fordi man mener at de opstår når sprogbrugerne forsøger at gøre sig finere end de egentlig er. Men man kunne måske også vælge at se det sådan at hyperkorrektioner er sprog i pingvintøj, og der er det jo de færreste der føler sig helt hjemme.