Af seniorforsker Eva Skafte Jensen
Ordet påmindelse er egentlig ganske neutralt. En påmindelse minder nogen om noget. Når man modtager en påmindelse, gælder det typisk sager der har en tidsfrist: En påmindelse fra biblioteket går normalt ud på at lånetiden for en bog snart løber ud. En påmindelse fra tandlægen minder en om at næste eftersyn er lige om hjørnet.
En påmindelse er altså i udgangspunktet en praktisk foranstaltning, og ordet har i sig selv ingen negative elementer i sig. Ikke desto mindre kan man blive ret ubehageligt til mode over at få en påmindelse. Det sker først og fremmest i de tilfælde hvor ordet bliver brugt i forbindelse med sager hvor en tidsfrist allerede er overskredet, og ordet med andre ord bliver brugt i betydningen ‘rykker’.
En håndværker der har repareret havedøren, sender en regning på beløbet og skriver samtidig vilkårene for betaling. Kun i de tilfælde hvor regningen ikke bliver betalt til tiden, vil håndværkeren henvende sig igen – denne gang med en rykker. Denne kan sagtens bære overskriften ‘påmindelse’. Håndværkeren vil selvfølgelig gerne have sine penge, men har nok ikke lyst til at lægge sig ud med den forsømmelige kunde. Påmindelse bliver da brugt som en høflighedsstrategi. Desværre medfører denne brug af påmindelse at de associationer der knytter sig til rykkerbrugen, kan smitte af på den neutrale brug. Ordet kan nu både bruges neutralt og i betydningen ‘rykker’.
Nogle er nu begyndt at føje ordet venlig til; således får jeg beskeder hvor der står en venlig påmindelse. Måske skal dette virke som modgift til rykkerassociationen. Desværre kan en venlig påmindelse undergå samme udvikling som påmindelse har gjort, og så er man lige vidt.
Mange af dem der sender mig beskeder om at en tidsfrist nærmer sig (biblioteket, tandlægen, blodbanken…), bruger slet ikke ordet mere. I stedet skriver de direkte ‘ Lånetiden udløber snart…’, ‘ Husk din aftale hos…’, ‘ Husk du har en tid…’, og lignende. Så er dét på plads.