Dobbelt purisme

Indholdet på denne side er mere end 14 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af seniorforsker Ole Ravnholt, Jyllands-Posten, 7. oktober 2008

Da jeg for snart ti år siden blev ansat på Sprognævnet, brugte jeg ordet e-mail om elektronisk post og udtalte det med det danske navn på bogstavet e, altså med en e-lyd med stød sådan at det rimer på tre, ikke med det engelske navn, der har en lang i-lyd og rimer på ih. En kollega undrede sig over denne udtale som han karakteriserede som en hybrid. Han mente at man måtte vælge mellem det engelske ord med engelsk udtale af e’et eller de tilsvarende danske med dansk udtale af e’et: e-post, e-brev.

Altså en slags dobbelt purisme, en purisme der gælder begge de involverede sprog: Du skal holde dit dansk frit for fremmed indflydelse. OG dit engelsk! Og hvis du bruger et ord af engelsk oprindelse, så er det engelsk, ikke dansk.

Det gik hurtigt op for mig at Sprognævnet, i hvert fald officielt, brugte de danske oversættelser, selv om de ikke havde større udbredelse i samfundet i øvrigt. Jeg forsøgte at vænne mig til dem, men det viste sig jo hurtigt at de fleste sagde mail eller e-mail selv om vi skrev e-post, e-brev, og efter et stykke tid vendte jeg delvis tilbage til udgangspunktet, så nu bruger jeg som regel mail. Og min udtale af e-mail har ændret sig, sådan at jeg nu har en lang i-lyd ligesom de fleste andre. Det ærgrer mig lidt, for de ret få der har udtalen med e, ligner veteraner hvad angår brugen af mail, og det er en gruppe som jeg ikke ville have noget mod at blive identificeret med.

Betydningsmæssigt er mail uhjælpeligt fordansket. Det bruges nemlig kun i betydningen ‘e-post, e-brev’, mens det på engelsk bruges om ‘post i almindelighed, herunder e-post’, men ikke om ‘e-post’ i særdeleshed, og ikke om det det enkelte ‘e-brev’.

I en vis forstand er min nye udtale af e-mail mere hybrid end den gamle, for den var mere tilpasset til det danske lydsystem end den nye. I et dansk ord skulle stavelsen med det lange i have stød, i hvert fald i mit sprog, og det har den ikke, så man kunne sige at det er et udansk træk – selv om de sydligste danske dialekter ikke har stød. Og mail skulle egentlig rime på pægl, men har ikke stød. Og l’et i slutningen af ordet udtales ikke med et tykt engelsk l, og det er jo uengelsk – men forskellen mellem de to l’er gør ikke betydningsforskel i noget af de to sprog.

Bogstavforbindelsen ai findes kun i fremmedord, fx fra fransk, hvor den normalt udtales som æ, som også erstatter den i mange ord: mayonnaise, majonæse, eller fra engelsk, hvor den normalt udtales på samme måde som bogstavforbindelsen æg: maile udtales som mægle. Så måske karakteriserede kollegaen min udtale som hybrid fordi stavemåden viser at ordet er fremmed, og fordi han mente at så skal udtalen ikke fordanskes, den skal være fremmed.

Dobbelt purisme er sikkert med til at forhindre at nye importerede ord bliver integreret i dansk, ligesom hovedparten af de gamle er blevet det, hvad enten de nu var af græsk-latinsk, tysk, fransk eller engelsk oprindelse. Ja, også engelsk: Gamle engelske lån er ikke altid afstikkende, hverken i udtale eller stavning: hive, strejke, sjutte, slæk, smart. Men okay, kendskabet til engelsk var også begrænset i gamle dage.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sproget” er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.