Afdankede sutter

Indholdet på denne side er mere end 14 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af forsker Margrethe Heidemann Andersen, Jyllands-Posten, 21. april 2009

Der findes mange betegnelser for alkoholikere.

Flere af dem angiver ikke blot at personen er misbruger, men også at han eller hun lever et forhutlet liv, dvs. et liv der er præget af fattigdom. En af disse betegnelser er “sut” (eller “druksut”), der er en nedsættende betegnelse for netop en forhutlet og fordrukken person. Man kan sige om en sådan person at han er “suttet” eller “forsuttet”.

Begge ord betyder det samme som “forsumpet”, og de betegner altså misbrugere (fx af alkohol) eller andre personer der lever et liv præget af fattigdom.

Et andet ord for “forsuttet” er “afdanket”, der kommer af tysk “abdanken”, dvs. “takke til afsked”. En afdanket person er egentlig blot en person der er blevet afskediget, men i dag bruges ordet ofte om hærgede eller udslidte personer.

Alkoholikere ser ofte hærgede ud, og det kan derfor ikke undre at en søgning på nettet viser at “afdanket” netop ofte bruges i forbindelse med alkoholikere, jf. følgende citater: “Seagal ligner en gammel afdanket og halvfed alkoholiker” (www.scope.dk/film) og “Hancock er en actionkomedie der følger en afdanket og fordrukken superhelt” (www.kino.dk/film).

En anden betegnelse for en person der ikke nødvendigvis er misbruger, men dog lever et forhutlet liv, er “bums”. “Bums” kommer egentlig fra amerikansk “bum”, der bruges om vagabonder.

Den amerikanske flertalsform af “bum” er “bums”, og denne flertalsform er gledet ind i dansk således at “bums” i dag er entalsformen, mens flertalsformen er “bumser”. Et andet engelsk ord for en mere eller mindre subsistensløs person er “outcast”, der betegner et socialt udstødt menneske.

Man kan undre sig over at ordet “outcast” bruges af og til på dansk, når vi i forvejen har så mange andre ord for misbrugere og subsistensløse personer. Og et af svarene er formentlig at vi ved at bruge et engelsk ord kan lægge afstand til fænomenet.

Det samme er tilfældet med slangord som vi også ofte anvender når vi skal omtale ting, personer eller fænomener som er tabubelagte, og som vi ikke rigtig ved hvordan vi skal håndtere. Tænk blot på hvor mange ord vi har for retarderede personer eller for at gå på toilettet – og altså også for forskellige typer af misbrugere. Sutter, bumser og outcasts er slangprægede ord for hjemløse, forsuttede, forsumpede og afdankede personer. Listen over lignende ord er lang – og kun tiden vil vise hvilke nye ord der opstår.