Sprogprisen 2023

Årets Sprogpriser blev uddelt på Sprogdagen onsdag den 4. oktober hos DMJX i Aarhus.

Sprogprisen, der uddeles én gang om året, sætter fokus på det skriftlige sprog i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor ved at anerkende og belønne det gode danske sprog. I år var temaet for sprogdagen kunstig intelligens. 

Der blev uddelt 5 priser:

Anne Sophia Hermansen, journalist fra Weekendavisen, modtog Sprogprisen 2023 i kategorien “Årets bedste tekst”. I sin velskrevne tekst reflekterede hun over en tiårig udvikling mod mere subjektive sprogformer som “jeg føler” og “jeg tænker” på bekostning af mere objektive udtryk.

I kategorien “Årets bedste tekst på sociale medier” blev sprogprisen tildelt brillefirmaet Louis Nielsen for deres Facebookopslag med den kvikke kommentar: “Snæversynethed kan vi desværre ikke afhjælpe.” 

Prisen for “Årets bedste visuelle budskab” gik til Danner, en organisation der støtter kvinders rettigheder, for deres brug af røde flag i en kampagne mod partnervold. 

Netto og Irma vandt en særpris for deres arbejde med sproget. I en venskabelig branchedyst forsøgte de to supermarkedskæder med kreativt sprog at overbevise potentielle kunder om deres respektive fortrin. 

Endelig gik prisen for bedste brug af autogenereret tekst til #FutureClassroomLab for deres platform SkoleGPT, der hjælper børn og unge med at forstå brugen og misbrugen af nye sprogteknologier. 

Bag Sprogprisen står #DanskSprognævn, #sproget.dk, #Det Danske Sprog-og Litteraturselskab, #KommunikationogSprog, #DMJX Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, #kurtstrand.dk og #Syntaksis.