Sproget udvikler sig hele tiden, og i sin nyeste udgivelse, Sproglige tildenser, tager seniorforsker ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje pulsen på nogle af de seneste sprogforandringer i dansk. Få bl.a. svar på spørgsmål som:
- Hvorfor siger folk bære den af i stedet for bære nag?
- Er det fimset at kalde sin kone for hustru?
- Hvor mange gange kan man sige hvad hedder det og øh i minuttet?
- Burde Tøsedrengene have sunget Indfødt amerikaaaaaner i stedet for Iiiiiindianer dengang i 80’erne?
- Hvad kalder man seksualakten i dag hvis man gerne vil være med på noderne?
- Og er sgu stadig et bandeord?
På udgivelsesdagen, den 16. september, har du desuden mulighed for at få signeret bogen og stille Marianne Rathje dit eget sproglige spørgsmål. Det sker under sprogfestivalen SPROGENSE i Bogense, hvor seniorforskerne Marianne Rathje, Eva Skafte Jensen og Margrethe Heidemann Andersen ved foredraget ”I dialog med Dansk Sprognævn” fortæller om Sprognævnets virke og efterfølgende svarer på spørgsmål.
- Om forfatteren: Marianne Rathje er ph.d. i dansk sprog og seniorforsker ved Dansk Sprognævn. Hun forsker i sprogbrug på sociale medier, aggressiv sprogbrug og skriftsproglighed i uddannelsessystemet. Derudover skriver hun hver uge Politikens faste sprogklumme.
- I dialog med Dansk Sprognævn finder sted fredag den 16. september 2022 kl. 14:30-15:15 i Østergade, 5400 Bogense. Læs mere på SPROGENSE.dk.
- Sproglige tildenser. Sprogforandringer i dansk, Marianne Rathje, 2022, Syddansk Universitetsforlag, 198 kr., 144 s., ISBN: 978-87-408-3415-4. Læs mere om, og køb Sproglige tildenser på Syddansk Universitetsforlags hjemmeside.