Indholdet på denne side er mere end 13 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Sproglaboratoriet på P1: Hvad skal være Årets Ord 2011?

På Sproglaboratoriets hjemmeside kan du komme med forslag til Årets Ord 2011.

“I 2008 var det nederen, ungeren, ordnli’ syg og nice. I 2009 var det kødklister, CO2-neutral, finanskrise, kirkeasyl og lømmelpakke, der var på alles læber, mens der i 2010 blev talt en del om Wikileaks, Askesky, vuvuzela og ghettoplan.”

Sådan hedder det på Sproglaboratoriets hjemmeside om de seneste års mest brugte ord. I 2009 vandt ‘lømmelpakke’, i 2010 vandt ‘vuvuzela’, og nu er det blevet tid til at kåre Årets Ord 2011.

Hver uge frem til kåringen, som vil finde sted d. 22. december 2011, vil Sproglaboratoriet tage de foreslåede ord under kærlig behandling: “De vil blive undersøgt og vurderet af relevante eksperter eksempelvis i lydord, syngende vokaler, healing og astrologi alt sammen for at kvalificere processen med at udvælge Årets Ord.”