Mange gymnasielærere i fremmedsprog oplever at elevers (mis)brug af digitale oversættelsesværktøjer begrænser elevernes læring, og at dette gør det sværere at vurdere elevernes reelle fremmedsproglige kompetencer. Til sprogdagen diskuteres de udfordringer der er forbundet med digitale oversættelsesværktøjer. Formålet er at udveksle ideer til hvordan disse værktøjer i stedet kan bruges til at forbedre elevernes fremmedsproglige kompetencer.
Anden del af sprogdagen vedrører emnet sprog og køn. Fokus er på hvordan binære og non-binære køn inkluderes i sprogbrugen, og hvilke udfordringer der kan være i undervisningen i fremmedsprog som fx tysk og de romanske sprog, der har grammatiske køn.
Sprogdagens to emner, digitale oversættelsesværtøjer samt sprog og køn, belyses både gennem faglige oplæg og workshops. Det koster 300 kr. at deltage i sprogdagen, hvilket dækker materialer og forplejning. Tilmelding skal ske senest den 9. marts 2023.
- Tid og sted: torsdag den 16. marts 2023, kl. 08:30-16:00. Søndre Campus, auditorium 4A-0-69.
- Læs mere om sprogdagen, og tilmeld dig senest den 9. marts 2023 på Københavns Universitets hjemmeside.