Indholdet på denne side er mere end 10 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

“Ska” og “ku” optræder sjældnere

Verbale kortformer som “ska”, “ku” og “blir” er udbredte på de sociale medier, men når det kommer til avisartikler og danske stile, ses formerne sjældnere end for 20 år siden.

SMS-sprog med en forkortet form af udsagnsord som eksempelvis ha og gir smitter ikke af i danske stile eller avisartikler.

Det viser foreløbige resultater fra en undersøgelse som adjunkt ved Syddansk Universitet Marianne Rathje har foretaget.

En gennemgang af avisartikler fra 2014 sammenholdt med artikler fra 1990’erne viser at det dengang var hyppigere at se disse verbale kortformer.

– Der er en signifikant forskel. Det var tre gange så hyppigt at bruge verbale kortformer i aviserne i 90’erne som det er i dag, fortæller Marianne Rathje.

Undersøgelsen er en del af Marianne Rathjes postdocprojekt ved Dansk Sprognævn om skolebørns fritids- og skoletekster: “R de nye medier 1 trusl mod skriftsprågd? Nye mediers påvirkning af det konventionelle skriftsprog”. Projektet er finansieret af Kulturministeriets Forskningspulje.

Læs mere om det sproglige joggingtøj på Syddansk Universitets hjemmeside.