Samfundssind
En jury bestående af Mette Marie Nørlev (debattør), Anna Libak (debattør), Adrian L. Hughes (vært på Klog på Sprog), Thomas Hestbæk Andersen (direktør for Dansk Sprognævn) og Lars Trap-Jensen (seniorredaktør på Det Danske Sprog og Litteraturselskab) har kåret det ord der bedst karakteriserer 2020.
Via Sprognævnets hjemmeside og DR’s facebookprofil har alle danskere haft mulighed for at pege på det ord som de synes skulle kåres som årets ord. I alt er 291 forskellige ord blevet foreslået, og det er næppe nogen overraskelse at mange af disse vedrørte coronakrisen. Blandt de nominerede til årets ord 2020 var:
- afstand
- albuehilsen
- bodegavirolog
- corona
- flokimmunitet
- hjemmelsudfordring
- hudsult
- mundbind
- samfundssind
- seriekrænker
I sidste ende vandt samfundssind titlen som årets ord og skriver sig dermed ind ved siden af hvidvask (2018) og klimatosse (2019).
Corona
Afdeling for Dansk Tegnsprog i Dansk Sprognævn har arrangeret kåringen af årets tegn, og juryen pegede på corona som det tegn der bedst kendetegner 2020. Juryen bestod af medlemmer der alle har dansk tegnsprog som modersmål: Ayse Dogru (bestyrelsesmedlem for Danske Døves Ungdomsforbund), Tine Lind (formand for Fredericia Tegnsprogsforening), Lars Knudsen (formand for Danske Døves Landsforbund), Asger Bergmann (næstformand i Dansk Tegnsprogsråd) og Louise No Myrup (underviser ved Tegnsprogstolkeuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole).
Kandidaterne til årets tegn vedrørte i høj grad også den pandemi der har præget verden i 2020:
- corona
- karantæne
- Mette Frederiksen
- tyve-århundrede
- Zoom (videomødeplatform)
- restriktion
- privilegie
- afstand
- pressemøde
Det er kun anden gang at årets tegn bliver kåret. I 2019 blev tegnet for tolk valgt til årets tegn.