Mathias Juul Jensen, kandidatstuderende i lingvistik ved Københavns Universitet, har bidt mærke i sine medstuderendes brug af udtrykket sån der. Han har undersøgt udtrykkets udbredelse og brug i to københavnske gymnasieklasser.
Juul Jensen tager i sin undersøgelse udgangspunkt i tidligere kategoriseringer af det beslægtede udtryk sån, og når frem til at sån der kan udfylde følgende sproglige funktioner: tilnærmelse, tøven, citatmarkør, fokus og interaktionelt interjektional.
Resultaterne fra undersøgelsen viser at den mest frekvente funktion som sån der varetager, er fokusfunktionen, fx “vi sad bare helt bagerst hun sad sån der helt forrest i den anden side”.
Resultaterne tyder også på at brugen af udtrykket fordeles ligeligt mellem piger og drenge.
Mathias Juul Jensen afslutter sit indlæg med at opfordre til yderligere undersøgelser af dette særlige talesprogsfænomen, som kan være interessant fra flere forskellige sproglige vinkler, bl.a. et diskursivt, psykolingvistisk og sociolingvistisk perspektiv.