§ 1-6. Bogstaver og tegn

§ 1. Bogstaverne

(1) Alfabetet

Det danske alfabet består af 29 bogstaver. Hvert af bogstaverne findes både som lille bogstav og som stort bogstav:

a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å.

Om brugen af store og små bogstaver, se § 11-14.

(2) Fremmede bogstaver

I proprier og i ord der citeres fra andre sprog, kan der forekomme andre bogstaver, fx Ü/ü, Ä/ä, Ö/ö, Ð/ð, Þ/þ. – Om sådanne bogstavers placering i alfabetet, se § 4.3.

§ 2. Tegn

(1) Almindelige tegn

I almindelige danske ord og tekster bruges følgende tegn (accenter og interpunktionstegn):

´	accenttegn (accent aigu, § 5)
’	apostrof (§ 6)
.	punktum (§ 41-43)
;	semikolon (§ 44)
,	komma (§ 45-51)
:	kolon (§ 52)
?	spørgsmålstegn (§ 53)
!	udråbstegn (§ 54)
–	tankestreg (§ 55)
( )	parentes (§ 56)
–	bindestreg (§ 57)
» «	anførselstegn (kan også have andre former, se nærmere § 58)
/	skråstreg (§ 60)

(2) Særlige tegn

Desuden forekommer der en række andre accenter og interpunktionstegn, især i proprier og i ord og tekster der citeres fra andre sprog, samt i mere tekniske eller faglige tekster, fx

`	accent grave
¸	cedille
^	cirkumfleks (accent circonflexe)
¨	trema
~	tilde
[ ]	kantet parentes (skarp parentes)

§ 3. Å og dobbelt-a

Bogstavet Å/å blev med Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 22.3.1948 indført til erstatning af Aa/aa (dobbelt-a) som betegnelse for en å-lyd. I den nugældende retskrivning er å enerådende i sprogets almindelige ord (se nærmere i punkt 1 nedenfor), mens aa stadig har en vis udbredelse i stednavne (punkt 2) og i personnavne (punkt 3).

(1) Almindelige ord

I sprogets almindelige ord, dvs. de ord der ikke er proprier, skrives der altid å og ikke aa som betegnelse for en å-lyd:

• åben, ål, år, tå, tåler, påstå, småål.

Afledninger til og sammensætninger med navne der lokalt ønskes skrevet med aa (se § 3.2), kan dog også skrives med aa. I selve Retskrivningsordbogen er sådanne ord opført som dobbeltformer, fx

• ål|bor|gen|ser (el. aalborgenser) sb., -en, -e, -ne (jf. § 3.1)
• aal|bor|gen|ser (el. ålborgenser) sb., -en, -e, -ne (jf. § 3.1)

I nogle ord er bogstavforbindelsen aa den eneste mulighed. Den betegner dog i sådanne tilfælde ikke en å-lyd, men en eller flere a-lyde afrikaans, kanaanæer, ekstraarbejde.

I et enkelt ord der kan udtales enten med å-lyd eller med a-lyd, kan man valgfrit skrive å eller aa krål/kraal.

(2) Stednavne

Det er altid korrekt at skrive danske stednavne med å Åbenrå, Ålborg, Århus, Fåborg, Grenå, Tåsinge, Tåstrup.

En del lokale myndigheder foretrækker imidlertid skrivemåderne med aa, fx Aabenraa, Aalborg, Aarhus, Grenaa, og disse ønsker fremgår af Stednavneudvalgets liste over autoriserede danske stednavne. I de tilfælde hvor sådanne stednavne er medtaget i Retskrivningsordbogen, er navnene opført som dobbeltformer, fx

• Gren|å (el. Grenaa) (jf. § 3.2)
• Gren|aa (el. Grenå) (jf. § 3.2)

Om muligheden for at bruge aa i afledninger til og sammensætninger med sådanne navne, se § 3.1.

I stednavne på norsk og svensk skal der altid skrives å og ikke aa som betegnelse for en å-lyd: Ålesund, Åbo, Borås, Skåne. Bogstavforbindelsen aa kan forekomme i udenlandske stednavne, men betegner i sådanne tilfælde ikke en å-lyd, men en eller flere a-lyde:

• Aachen, Dar-es-Salaam, Kanaan, Kirunavaara, Maastricht, Saar.

(3) Personnavne

I personnavne forekommer både å og aa som betegnelse for en å-lyd. Man kan dog ikke veksle frit mellem skrivemåder som fx Åse og Aase, og Vestergård og Vestergaard, men bør skrive sådanne personnavne på samme måde som den enkelte bærer af navnet selv skriver dem.

Om brugen af å og aa i navne på firmaer, foreninger og lign., se § 61.3.b.

§ 4. Alfabetisk rækkefølge

(1) De almindelige bogstaver

Rækkefølgen af de almindelige bogstaver fremgår af alfabetet i § 1. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med stort og det andet med lille, kommer formen med stort bogstav først, fx Karl – karl.

(2) Placeringen af aa

Når bogstavforbindelsen aa udtales som én vokal, alfabetiseres den som å uanset om den betegner en a-lyd eller en å-lyd. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med å og det andet med aa, kommer formen med å først, fx krål – kraal, Nygård – Nygaard.

Når aa udtales som to vokaler (dvs. når de to a‘er hører til hver sin stavelse som i fx ekstraarbejde), alfabetiseres forbindelsen som to a‘er.

I overensstemmelse med disse principper er ordene afrikaaner, afrikaans, Kanaan, kanaanæer, kanaanæisk og kraal opført i Retskrivningsordbogens alfabetiske del som om de var skrevet med å. Af praktiske hensyn er de dog også opført dér hvor de ville høre til hvis aa betegnede to a‘er.

(3) Fremmede bogstaver og accenter

Fremmede bogstaver alfabetiseres på følgende måde: ü alfabetiseres som y, ä som æ, ö som ø, ð som d, þ som th; fransk œ (sammenskrevet o og e) alfabetiseres som o + e. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med fremmede bogstaver (ü, ä, ö) og det andet med almindelige bogstaver (y, æ, ø), kommer formen med almindeligt bogstav først, fx Schytt – Schütt.

Der ses ved alfabetiseringen bort fra accenter, således at fx é, è og ë alfabetiseres som e, og ç og som c. Hvis den eneste forskel på to ord er at det ene skrives med accent og det andet uden, kommer formen uden accent først, fx morter – mortér, Ree – Rée.

(4) Ordforbindelser

Ved alfabetisering af forbindelser der består af mere end ét ord, fx a cappella og ad libitum, er der to forskellige principper:

(a) Ordning som ét ord

Efter det ene princip alfabetiserer man kun ud fra bogstaverne, dvs. at man ser bort fra ordmellemrum og alfabetiserer ordforbindelser som om de var skrevet i ét ord. Følgende ord og ordforbindelser er alfabetiseret efter dette princip:

• abe – a cappella – adgang – ad hoc-udvalg – adjø – ad libitum – admiral – ad notam.

Dette princip er fulgt i Retskrivningsordbogen.

(b) »Ingenting før noget«

Efter det andet princip følger man en regel om at »ingenting kommer før noget«, og regner ordmellemrum for et særligt tegn (blanktegn) der kommer før a i alfabetet. De samme ord og ordforbindelser som ovenfor er i det følgende alfabetiseret efter dette princip:

• a cappella – abe – ad hoc-udvalg – ad libitum – ad notam – adgang – adjø – admiral.

Dette princip anføres som hovedregel i den nedennævnte publikation fra Dansk Standard.

(5) Dansk standard

Mere detaljerede regler for alfabetisering af fx forkortelser, personnavne og firmanavne kan findes i Dansk Standards Alfabetiseringsregler (DS 377:1980).

§ 5. Accenttegn (accent aigu)

Man kan bruge accenttegn (´ = accent aigu) for at forebygge misforståelser eller fejllæsninger. Accenttegn kan bruges over både små og store bogstaver. Med accenten viser man at en stavelse udtales med stærkt tryk (jf. dog punkt 5 nedenfor). Accenttegnet er således et hjælpemiddel som man kan bruge for at lette læsningen. Men man er aldrig tvunget til at bruge accent: Der er intet ord i Retskrivningsordbogen som altid skal skrives med accent.

(1) Én, ét, dér, hér

Man kan sætte accenttegn i en, et, der og her når de udtales trykstærkt. En sådan brug af accent er ofte til stor hjælp for læseren:

• Jeg købte kun én stol (dvs. ikke to stole).
• Den slags er jo værst for én selv.
• Én er for lille, og én er for stor.
• Han var én af de bedste på holdet.
• Det kan komme ud på ét.
• Hvem dér?
• Dér har vi aldrig været før.
• Der var mange deltagere dér fra byen.
• Vi har aldrig været dérovre.
• Hér kommer ingen kunder.

Når en og et indgår som dele af andre ord, sættes der normalt ikke accent: engangsbeløb, enoghalvtreds, femtien, ente (fx en hundred(e) og ente-del), etbenet, etplanshus, ettal, etårig, tre-i-ener.

(2) Ord på trykstærkt -e

Man kan valgfrit sætte accenttegn i flerstavelsesord der ender på trykstærkt -e. Det drejer sig i de allerfleste tilfælde om oprindelig franske ord som også i fransk skrives med accent aigu. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer:

• allé, armé, dragé, dublé, entré, karré, passé, piqué, puré, rosé.

Men accenten kan også bruges i ord der ikke kan forveksles med andre:

• attaché, chargé d’affaires, gelé, idé, kupé, negligé, odyssé, resumé, varieté.

Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent: entrédør, rosévin, attachétaske, geléklump, lindeallé, rygekupé, idémæssig, puréagtig, allés (fx den gamle allés træer), entréen, resuméet, varietéerne.

(3) Ord på trykstærkt -er

Man kan sætte accenttegn i ord der ender på trykstærkt -er, og som ellers falder sammen med andre ubøjede ord:

• manér, mortér, visér.

Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, kan man ligeledes bruge accent: mortérgranat, manérer.

(4) Imperativer på trykstærkt -er

Man kan sætte accenttegn i imperativer der ender på trykstærkt -er. Accenten er især til hjælp for læseren i de ord der ellers falder sammen med andre ord eller ordformer:

• analysér, basér, brodér, farsér, gravér, kopiér, notér, polér.

(5) Accenttegn til lettelse af læsningen

Man kan sætte accenttegn i tilfælde hvor ord, ordformer eller sætninger i den givne sammenhæng ellers ville kunne forveksles med andre ord, ordformer eller sætninger, eller hvor en accent i øvrigt vil kunne lette læsningen:

• Vi fór ned ad trappen.
• Jeg skal nok stå fór mens du klæder om.
• Dét må dú klare.
• Han har aldrig fornærmet ós.
• Vi stód op under hele turen.
• Diskutér filmen med dine kammerater!
• kánon, kanón, planét, ballét, syrén, gravérnål, præcisére, juvelér.

Det anbefales dog at være tilbageholdende med at bruge accent i sådanne tilfælde, og accenttegn over Å/å bør helt undgås. Ofte kan man i stedet markere en fremhævelse ved understregning, ved kursivering eller ved at bruge fed skrift.

Når accenten bruges til at skelne mellem ord der begge har stærkt tryk, betegner accenten lang vokal:

• en vís mand.
• Han er mát (medhjælper på et skib).
• Jeg foretrækker nu mós til gullasch.

Når sådanne ord indgår som dele af andre ord eller ordformer, sættes der ikke accent: vismand, koksmat, kartoffelmos, syrenhæk, bevis, visdom, præcisering, mosede.

§ 6. Apostrof

Apostrof (’) bruges til i visse tilfælde at markere grænsen mellem et ords stamme og endelser.

(1) Forkortelser uden forkortelsespunktum

Der sættes apostrof foran endelser til forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum:

• PC’en el. pc’en, TV’et el. tv’et, HK’erne, en PH’sk satire, 2 cm’s mellemrum, pH’en, USA’s præsident, EU’s medlemslande, SMS’erne el. sms’erne.

Ved forkortelser der kan udtales som egentlige ord, er det dog valgfrit om man vil tilføje endelsen direkte eller bruge apostrof:

• aidsen el. aids’en
• epos el. epo’s indvirkning på kroppen
• Natos el. Nato’s el. NATOs el. NATO’s.

Foran tungere suffikser bruges ikke apostrof, men bindestreg, fx SF-agtig, IT-mæssig el. it-mæssig (jf § 57.3.b).

Der sættes ikke apostrof foran endelser til forkortelser der skrives med forkortelsespunktum: cand.mag.en, stud.polyt.er, ph.d.erne, kbh.ere, Kbh.s, 10-pkt.s-program.

(2) Taltegn, symboler, citatord mv.

Der sættes apostrof foran endelser til taltegn og symboler:

• Han var meget kendt i 1930’erne.
• 165’s nattegn
• en 13’er (el. trettener)
• linje 5’s endestation
• 60’er-rock (el. tresserrock)
• Christian IV’s breve
• 20 %’s rabat (el. 20 pct.s rabat el. 20 procents rabat). (Om procent uden s, se § 18.2.

Der sættes dog ikke apostrof efter ordenstal (arabertal) fulgt af punktum: Christian 4.s breve.

Der sættes også apostrof ved citatord mv.:

• De flade a’er er på retur.
• Du bruger for mange og’er.
• Der er en del men’er ved sagen.
• Du skriver dine Jensen’er for utydeligt.

(3) Fremmedord på -ee

Der sættes apostrof foran visse endelser til fremmedord der ender på -ee udtalt som i, fx frisbee’en, yankee’er. (Men: en frisbees flyveegenskaber, firmaets trainee’er el. trainees).

(4) Proprier

Der sættes som hovedregel ikke apostrof foran endelser (bøjningsendelser eller suffikser) til proprier:

• Alle de små Jensener var med.
• De to Tysklande blev genforenet i 1990.
• I Danmark er der tre Nykøbinger.
• Volvoen
• grundtvigianer
• Dette er et typisk Villy Sørensensk udtryk.
• bornholmsk
• darwinist
• vordingborgenser.

Der kan dog for tydelighedens skyld sættes apostrof foran endelser som resulterer i usædvanlige bogstavforbindelser, eller som kan give anledning til fejllæsninger:

• Rasmus Rask’sk
• Hvor mange Ree’er er der i telefonbogen?
• to Albert’er (dvs. to personer ved navn Albert)
• to Alberte’r (dvs. to personer ved navn Alberte)
• iPad’en (el. iPadden).

Se også § 6.3 om fremmedord på –ee.

(5) Genitivendelse

Apostrof alene bruges til at betegne genitiv af ord der ender på s, z eller x, se § 21.2.

(6) Udeladte bogstaver (og tal)

Apostrof bruges til at vise at man har udeladt et eller flere bogstaver for at gengive en udtale:

• hva’, syn’s, ku’, la’ vær’, se’fø’li’, ik’ el. ikk’, rock’n’roll.

Der bruges ikke apostrof ved udeladelse af århundredbetegnelsen i årstal, fx

• vinteren 94
• 13.2.94.

(7) Orddeling

Ved orddeling ved linjeskift i forbindelse med apostrof deles der efter apostroffen, fx

• 1930′-
  erne
• se’fø’-
  li’.