Regeringen afsætter 30 mio. kr. i forbindelse med Danmarks første nationale strategi for kunstig intelligens til at udvikle en fælles dansk sprogresurse. En sprogresurse er en struktureret samling af datasæt.
Den fælles sprogbank skal både kunne benyttes af offentlige og private til at udvikle gode løsninger og styrke forskning og kunstig intelligens på dansk.
“Det er et virkelig fint initiativ som flugter med vores anbefalinger”, udtaler Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier.
“Sprognævnet har længe gjort opmærksom på at det danske sprog kræver særlig opmærksomhed i forbindelse med kunstig intelligens hvis vi ikke skal sakke agterud i forhold til fx de engelsktalende lande. Endvidere bør borgerne møde et korrekt og forståeligt dansk når de kommunikerer med fx robotter og taleassistenter”.