Mange kender videnskabsmanden H.C. Ørsted som elektromagnetismens fader, men Ørsted var også meget fokuseret på sproget. Én af Ørsteds ambitioner var at gøre naturvidenskaben mere tilgængelig for folket, og derfor introducerede han bl.a. ordene ilt og brint, som stadig bruges i dag.
Ørsted har beriget det danske sprog med omkring 2.000 nye ord. Disse er samlet i bind 2 af bogværket Sprogrenseren H. C. Ørsted I-II, som den nu afdøde professor i Nordisk sprog Niels Aage Nielsen udgav på Aarhus Universitetsforlag i 1981.
Ordbogen er blevet digitaliseret af medlem af Videnskabernes Selskab Andrew D. Jackson i samarbejde med hustru og forskerkollega Karen Jelved.
Mange af Ørsteds nyopfundne, sammensatte ord bruges stadig i dag: hverdagssprog, erfaringsbegreb, grundforestilling, billedkunst osv.
- Gå på opdagelse i alle Ørsteds sprogblomster i “Sprogrenseren H. C. Ørsted” (pdf).
- Læs om digitaliseringsprojektet på Videnskabernes Selskabs hjemmeside.
- Læs mere om Ørsteds sproglige virke på Videnskab.dk.