Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Ord der smager

Synæstesi er betegnelsen for det at nogle mennesker oplever at påvirkning af én sans, fx hørelsen, fremkalder et sanseindtryk i en anden sans, fx synet.

James Wannerton lider af synæstesi. Når han eksempelvis hører, læser eller skriver ordet “yoghurt”, får han en smag af hårspray i munden. James Wannerton nyder at lytte til amerikanere fordi de bl.a. blander d- og t-lyde, og fordi sprogets hastighed og sammentrækningerne eliminerer nogle af Wannertons smagsindtryk, der ellers bliver fremprovokeret af bestemte ord. James Wannertons synæstesi er den type hvor syns- og høresansen fremkalder en bestemt smag.

Neurokirurg David Eagleman, medforfatter på bogen Wednesday is Indigo Blue, har foretaget hjerneskanninger på flere mennesker der har synæstesi. Det viser sig at når de oplever deres usædvanlige perception af sanserne, aktiveres dele i hjernen som ikke på samme måde aktiveres i hjernen på mennesker der ikke har synæstesi. Forskere har observeret tilfælde hvor synæstesi er gået igen i generationer. Udover de her nævnte resultater er det endnu ikke lykkedes at bestemme hvordan synæstesi rent biologisk opstår.