Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Nyt nummer af Nyt fra Sprognævnet og nyt register

Sprogteknologi og digital mobning er hovedemnerne i årets sidste udgave af Nyt fra Sprognævnet.

Nyt fra Sprognævnet 2015/4

Sprogteknologien vinder i disse år for alvor indpas som daglige værktøjer i både den offentlige og den private sektor. I løbet af 2015 har Nyt fra Sprognævnet derfor bragt en serie artikler om udvalgte sprogteknologiske værktøjer. I den fjerde og sidste artikel i serien skriver Bodil Nistrup Madsen og Pia Lyngby Hoffmann om “Sprogteknologi til håndtering af fagsproglig viden”.

Med de sociale mediers opståen og udbredelse er der skabt en ny og ganske udbredt form for mobning. Betegnelserne for denne type mobning er emnet for artiklen “Digital mobning” af Margrethe Heidemann Andersen.

Den 3. oktober 2015 fyldte Sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier, 60 år, og i den anledning hyldede en række venner og kolleger hende med festskriftet Rette Ord. Bogen indeholder to forord som bringes i det nyeste nummer af Nyt fra Sprognævnet.

Register til Nyt fra Sprognævnet

Siden 1985 er Nyt fra Sprognævnet udkommet med fire numre om året, som regel i marts, juni, september og december. På Sprognævnets hjemmeside kan man læse samtlige numre af Nyt fra Sprognævnet. Sprognævnet har udarbejdet et register over indholdet i bladet fra 1985 til i dag. Og håbet er at dette samlede register vil betyde en væsentlig forøgelse af bladets nytteværdi som opslagsværk.