Med udgangen af 2009 er Nyt fra Sprognævnet udkommet i 25 år. Det fejrer vi med et udvidet særnummer, der indeholder i alt 15 artikler skrevet af ansatte i Dansk Sprognævn og af to tidligere formænd.
I nummeret kan man bl.a. læse om den nye retskrivningsordbog, der efter planen skal udkomme i 2011. Man kan også læse om bandeord, om sproget på Facebook og om såkaldt hyperkorrekthed, dvs. det der sker når sprogbrugerne er så ivrige efter at gøre det rigtige at de kommer til at gøre det forkerte. I nummeret finder man også en længere artikel om og med 25 års nye ord. Nyt fra Sprognævnet 2009/4 kan læses på Sprognævnets hjemmeside om kort tid.
Abonnement på Nyt fra Sprognævnet fra 2010 kan bestilles ved at sende en mail til Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævn. Det koster 100 kr. om året for 4 numre. Det er muligt samme sted at bestille jubilæumsnummeret for 20 kr. + porto.