Indholdet på denne side er mere end 6 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

NyS 54 er udkommet

Det nyeste nummer af NyS, Nydanske Sprogstudier, er et temanummer om anvendt sprogvidenskab.

NyS 54 illustrerer hvordan sprogvidenskabelig teori og metode kan bidrage til løsning af forskellige samfundsmæssige problemstillinger. Artiklerne repræsenterer forskellige områder som læseforskning, kommunikationsforskning, sundhedskommunikation og retslingvistik.

Artikler:

  • Holger Juul, Anne-Mette Veber Nielsen og Hanne Trebbien Daugaard beskriver i artiklen ”Morfologi på mellemtrinnet” et undervisningsforløb som de har udviklet til elever i 5.-7. klasse.
  • ”Hvad må vi så gøre? Repetitive spørgsmål og adfærdsregulerende responser i interaktion med en person med demens”, beskriver hvordan demensramtes sprog kan forstås. Forfatterne er Elisabeth Muth Andersen, Gitte Rasmussen og Elisabeth Dalby Kristiansen.
  • ”De stressedes sprog: nærsproglige analyser af det opsplittede selv og kontroltab”, handler om et stigende samfundsproblem, nemlig stress. Forfatterne er Louise Hallstrøm Abildgaard, Christina Fogtmann og Christian Gaden Jensen.
  • Anne Kjærgaard, Gitte Gravengaard, Sine Hjuler og Camilla Dindlers artikel ”Tænke højt-protokoller. En metode til at undersøge modtageres tekstforståelse og -oplevelse” undersøger hvordan læsere reagerer på skrivelser fra offentlige institutioner og private virksomheder.
  • Rasmus Puggaards artikel ”Telefoniske båndpasfiltres indflydelse på talergenkendelse: høje frekvenser og dansk /t/” er en undersøgelse af hvordan transmissionen af lyd påvirkes af signalfiltrene i forskellige telefontyper, og hvilke implikationer denne påvirkning kan have for retsfonetikken.
  • I artiklen ”Grammatisk talesprogsanalyse som tilgang til at studere forståelser af depression” undersøger Hanne Sæderup Pedersen hvordan henholdsvis psykiatere og praktiserende læger taler om depression, og hvordan dette kan medvirke til en forståelse af sygdomsforløbet.

Udover artiklerne rummer NyS 54 en anmeldelse af bogen Creativity and Continuity. Perspectives on the Dynamics of Language Conventionalisation, som er redigeret af Dorthe Duncker og Bettina Perregaard.