Indholdet på denne side er mere end 7 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Ny hjemmeside om tegnsprog

Siden hedder dansktegnsprog.dk, og på den kan man blive klogere på dansk tegnsprog.

Dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog med sin egen grammatik og uden forbindelse til dansk tale- og skriftsprog. Man anslår at sproget er modersmål for ca. 4.000 danskere – dvs. for lidt under en promille af den danske befolkning.

dansktegnsprog.dk kan du finde ud af hvordan nye tegn kommer ind i sproget, hvorfor alle døve ikke taler samme tegnsprog, og hvad tegnet for ’Danmark’ og kongeligt porcelæn har med hinanden at gøre.

Du kan også finde svar på spørgsmål om dansk tegnsprog, og du kan finde nyheder og linksamlinger – fx en oversigt over hvor i landet der bliver udbudt undervisning i dansk tegnsprog.

Siden er tosproget

Næsten alt indhold på dansktegnsprog.dk er på både dansk tegnsprog og dansk. På den måde kan du få indholdet serveret på det sprog du foretrækker.

Hvem står bag siden?

Hjemmesiden redigeres af Afdeling for Dansk Tegnsprog under Dansk Sprognævn.