Indholdet på denne side er mere end 8 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Ny bog sætter tal på staveproblemerne

Skoleelevers stavefærdighed er ofte til debat, men hvordan står det egentlig til? Det kan man få svar på i en ny bog i serien Dansk Sprognævns skrifter.

“Den der skriver d i gjort, han skal have sin ende smurt”. Det gamle huskevers bruges ikke meget mere, men de traditionelle stavefejl er ikke forsvundet. Tværtimod, vil nogle mene.

Den der skriver d i gjort. Staveproblemer i folkeskolens ældste klasser viser at nutidens unge staver lidt dårligere end forældregenerationen  men ikke meget  og drengene staver dårligere end pigerne.

Bogen beskriver resultaterne af en større undersøgelse af stavefærdighed i folkeskolens ældste klasser og sætter tal på omfanget af stavefejl. Den gør rede for fejl og fejltyper hos gode, mellemgode og svage stavere. To af de hyppige fejltyper er udeladelse af præsens-r, fx når der skrives ændre for ændrer, og sammensætninger skrevet i to ord, fx avis artikler for avisartikler.

Udover at bidrage til debatten om stavefærdighed er håbet at bogen med sin gennemgang af forskellige prøveord og deres sværhedsgrad også kan give inspiration til fremtidige undervisningsmaterialer i stavning.

Den der skriver d i gjort vil samtidig være lærerens redskab til forståelse af hvorfor nogle ord er svære at stave for de fleste mens andre typisk ikke volder problemer.

Bogen er skrevet af Anita Ågerup Jervelund, seniorkonsulent i Dansk Sprognævn, og Jørgen Schack, seniorforsker i Dansk Sprognævn.

Den der skriver d i gjort udkommer 15. august 2016 til en vejledende pris på 199 kr. Bogen kan købes hos boghandlen og i Dansk Sprognævns webshop.