Indholdet på denne side er mere end 8 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Ny bog: “Korrekt stavning. Den lille hjælper”

“Korrekt stavning. Den lille hjælper”, som netop er udkommet, er en opslagsbog du kan bruge som hjælp under dit skriftlige arbejde.

I bogen kan du finde viden om alle de vigtige retskrivningsproblemer. Du kan for eksempel læse om hvornår ord skrives i ét ord, hvornår der skal –r på et ord, og hvornår du skal skrive henholdsvis lægge og ligge.

Den lille hjælper er målrettet folkeskolens udskolingselever og studerende på ungdomsuddannelser, men den kan anvendes af alle der gerne vil have hjælp til dansk retskrivning lige ved hånden.

I serien findes også bogen Korrekt stavning. Underviserens håndbog i dansk retskrivning, som behandler den danske retskrivning i dybden. Bogen falder i to dele. Den første del beskriver forudsætningerne for at kunne give sig i kast med det at lære den danske retskrivning. Den anden del beskriver mere specifikke retskrivningsregler.

Begge bøger i serien er skrevet af Ida Elisabeth Mørch, som er redaktør af sproget.dk og seniorkonsulent ved Dansk Sprognævn.