Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Nordens populæreste navne

En ny oversigt fra Statistisk sentralbyrå i Norge viser at pigenavnet Emma er tilbage på førstepladsen, mens det mest populære drengenavn i 2013 var en overraskelse.

Forrige år blev Emma, der ellers i tre år havde været det mest populære pigenavn i Norge, overgået af navnet Nora. I 2013 kom Emma dog tilbage på førstepladsen sammen med, på drengesiden, fire stavevarianter af Philip, der overraskede ved at hoppe 18 pladser op fra 2012 til 2013. Philip kommer fra det græske ord Philippos, der betyder “ham som elsker heste”. Den mest almindelige stavemåde før i tiden var Philip, men indenfor det seneste tiår er varianten Filip blevet den mest brugte.

I 2012 var det Lukas/Lucas der var det mest populære drengenavn i Norge.

I Sverige var Lucas det mest populære i 2013, mens Alice lå nummer et på pigesiden, det viser en oversigt fra Statistiska Centralbyrån.

I Danmark viser tal fra Danmarks Statistik at Sofia var det mest populære pigenavn i 2013 (med Norges nummer et, Emma, på fjerdepladsen), mens William var det mest populære drengenavn (efterfulgt af Sveriges nummer et, Lucas, på andenpladsen).