Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Museer lader sig inspirere af strategisk kommunikation

Ny afhandling fra Center for Virksomhedskommunikation undersøger danske museers voksende fokus på kommunikation.

Man forbinder normalt strategisk kommunikation med det private erhvervsliv, men i løbet af de seneste ti år er de danske museer blevet opmærksomme på de muligheder der ligger i at arbejde målrettet med kommunikation, og det har ført til det man ifølge Anna Karina Kjeldsen kan kalde et paradigmeskift indenfor museumsverden.

Anna Karina Kjeldsen er forfatter til en afhandling om emnet, der bygger på en kvalitativ undersøgelse af de tre museer Trapholt, ARoS og KØS, som alle er museer der har taget den strategiske kommunikation til sig.

“Museerne er langt i implementeringen af en kommunikationsstrategisk tænkning og praksis, og de har accepteret det som en opskrift på, hvordan man er et godt og professionelt arbejdende museum. Men samtidig står det klart, at museerne på en række områder forstår og håndterer arbejdet på deres egen måde – en måde som passer til forskellene mellem et museum og en virksomhed”, skriver Anna Karina Kjeldsen.

  • Læs mere i Anna Karina Kjeldsens artikel “Museer skaber nye former for kommunikation” på Videnskab.dk (d. 4. maj 2013) eller på Kommunikationsforum (d. 12. marts 2013).