Løgne bliver som oftest fortalt på en helt bestemt måde, en måde der – såfremt man kender den – ikke kun gør én i stand til at afsløre når nogen fortæller en løgn, men også gør en bedre til at lyve.
Løgnehistorier bliver eksempelvis fortalt med færre detaljer, men med større følelsesudbrud og væsentlig mindre reference til den person der fortæller historien.
Når man derimod skal fortælle en sand historie, er det som oftest med mange og beskrivende ord fordi det er nemmere at beskrive en situation hvis vi man rent faktisk har oplevet den.
I en løgn risikerer man at eksplicitere følelser som ellers ville ligge implicit i historien hvis den var rigtig. Man ville, som man kan læse det på kommunikationsforum.dk, eksempelvis antage at den der lytter til historien om at man har fået sin vielsesring stjålet godt ved at det må være en meget ubehagelig oplevelse. Er historien imidlertid løgn er man tilbøjelig til at gøre opmærksom på åbenlyse følelser i forsøget på at gøre historien mere seriøs eller vægtig.
Til alle de sproglige iagttagelser man kan gøre sig vedrørende løgnehistorier, kommer naturligvis kropssproget, ansigtsudtrykket og fortælleteknikken i øvrigt.
- For at læse artiklen i sin fulde længde og se de tilhørende filmede eksempler på historier der er hhv. sande og falske,