Indholdet på denne side er mere end 12 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Lis Madsen modtager Admiral Carl Hammerichs Mindelegat

Uddannelsesleder Lis Madsen har modtaget Admiral Carl Hammerichs Mindelegat på baggrund af sit mangeårige arbejde for at styrke den nordiske sprogforståelse.

Lis Madsen (uddannelsesleder på UCC/læreruddannelsen Zahle) har netop modtaget Admiral Carl Hammerichs Mindelegat på 50.000 kroner. Det kan man læse på Dansklærerforeningens hjemmeside.

Begrundelsen herfor er det store arbejde hun gennem årene har ydet for styrkelsen af den nordiske sprogforståelse. Især arbejdet med projektet Nordiske sprogpiloter har været af stor betydning da det har bidraget til fornyet interesse for nabosprog såvel i skolen som i den politiske diskurs.

Baggrunden for mindelegatet er Admiral Carl Hammerichs stiftelse af Norgeshjælpen der under 2. Verdenskrig stod for humanitær hjælp til Norge. Carl Hammerich omkom under bombardementet af Gestapos københavnske hovedkvarter, men ved krigens afslutning var der 13 millioner kroner tilbage som blev overført til Fondet for dansk-norsk samarbejde.

Lis Madsen fremhævede ved modtagelsen af legatet at arbejdet med nabosprog både beriger modersmålet og er en genvej til læring af fremmedsprog.