Prisen uddeles til forfattere af akademiske artikler der undersøger sociolingvistiske og uddannelsesrelaterede emner i multikulturelle miljøer.
Lian Malai Madsen modtager prisen for artiklen “High” and “low” in urban Danish speech styles udgivet i tidsskriftet Language in Society.
Lian Malai Madsen har foretaget en etnografisk undersøgelse af skolebørn i København. I artiklen viser hun hvordan de sproglige tegn der hidtil har angivet ‘fremmedhed’, er med til at angive en ‘høj-lav’-indeksering i måden at tale på. Videreførelsen af den etniske lagdeling i en social lagdeling, mener dommerkomiteen, har afgørende betydning for forståelsen af de sociolingvistiske dynamikker der findes i nutidens multikulturelle samfund.
Det er andet år i træk, at en forsker fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab modtager Tom Vallen-prisen. Sidste år gik prisen til Martha Sif Karrebæk for artiklen “What’s in your lunch box!” udgivet i Journal of Linguistic Athropology.