Landbrugssprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (landbr.), der angiver at ordet har været brugt indenfor landbruget.

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (landbr.), der angiver at ordet har været brugt indenfor landbruget.

Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.

afharvev. [‘auhAr’v∂] -ede. vbs. -ning. (landbr.) ved harvning fjerne (ukrudt olgn.) ell. bearbejde (et stykke jord). MO. LandmB.I.554.
afhestev. [‘auhæsd∂] -ede. (landbr. ell. dial.) lade (en hoppe) bedække, saal. at drægtighed indtræder; heste af. Kværnd. oftest i part. afhestet, drægtig og uvillig til at modtage hingsten. LandbO.II.598. jf. MDL. Feilb.
Afkomspræmieen. (landbr.) præmie (til avlsdyr) for godt afkom. LandbO.I.28.
Afkomsskueet. (landbr.) dyrskue, hvor avlsdyrenes afkom bedømmes.smst.28.
afkoppev. [‘aukωb∂] -ede. (landbr.) afplukke humlerankernes “kopper” (dvs.: blomsterstande). en Bunke afkoppede Ranker. Tolderl.F.185.
aftøjrev. [‘autωi’r∂] -ede. vbs. -ing. (ænyd. aftyre; landbr.) lade afgræsse ved kvæg i tøjr. Klever til Høe, Dito til Aftøiring. Begtr.Sjæll.II.98. paa Græsmarker, særlig saadanne Stykker, som ere aftøjrede, og hvor der findes de Smaatotter, som Kvæget har ladet staa. IdrætsB. II.325. LandmB.II.146.
Aksløfteren. [1] (landbr.) Mejemaskiner er forsynet med Aksløftere, d. v. s. forlængede Fingre, som tjener til at løfte liggende Sæd. smst. III.538.
Aktietyren. (landbr.) tyr, der ejes af en (andels)forening; andelstyr. SorøAmtstid. 27/4 1911.
Arbejdsslaget.1) teknikhjul Arbejdsslag (i en Eksplosionsmotor). Scheller.MarO.2) (landbr.) race (af husdyr), som især anvendes til arbejde. LandmB.II.155.
Avlsvalget. [1.3 slutn.]1) (landbr.) det udvalg af avlsdyr, der finder sted ved den med racens forædling som formaal bevidst ledede (sammen)parring af husdyr. blandt Husdyrene, hvor Parringsvalget er indskrænket eller helt afløst af Avlsvalget. Sal.I.442. Vilh Rasm.VU.457.2) (biol.) d. s. s. Artsvalg. Larsen. D&H.
Avneblæseren. (landbr.) paa tærskeværk: apparat, som fjerner avnerne fra kornet. Tidsskr.f.Frøavl. 12/7 1917.571.
Avnehvedeen. (landbr.) blomst navn paa en gruppe (under-) arter af hvede, hos hvilke kærnen er sammenvokset med inderavnerne (mods. nøgen hvede). LandmB.III.66. LandbO.II.715.
Avnesoldet. (landbr.; jf. -blæser). Tidsskr.f. Frøavl. 12/7 1917.567.
Bagrebet. (landbr.) reb, hvormed den bageste del af et læs bindes til vognen. Moth. B15. VSO. Junge. Feilb. jf. Forordn. 13/12 1793.§49.
Bedelamet. [I] (især landbr.) gildet væderlam. Moth.B100. Feilb.
Bedetiden.1) [V.2] (jf. -stund, -time). VSO.2) [VI] (især foræld. ell. landbr.) Holst.Napol.239. Der maa gives Hesten regelmæssige og passende lange Bedetider. LandbO.II.622.
Bedpløjningen. [IV] (landbr.) pløjningsmaade, hvorved der anlægges smalle og høje agre m. dybe og brede agerfurer imellem. Sal.II.742.
Bedækningshingsten. [3] (landbr.) den gode Bedækningshingst og den værdifulde Følhoppe. LandmB.II.205.
Bedækningsladet. [3] (landbr.) indretning til støtte for koen under parringen. LandmB.II.69.269.
Befugtningsengen. (landbr.) Grænsen mellem Befugtningsenge og egentlige Vandingsenge (er) ikke skarp. LandmB.I.325.
Befugtningsvandingen. (landbr.) en kortvarig Befugtning af Engen (Befugtningsvanding). Sal.V.1127.
Bengødningen. [I.1] (landbr.) kunstgødning af knuste dyreknogler; benmel. en viis Øvrighed, paa hvis Foranstaltning her er indført Vexeldrift og Beengjødning og Staldfodring med Kartofler. Heib.Poet.II.52. Sal. II.848.
Beskelersygeen. (vet., landbr.) smitsom sygdom hos hesten, der overføres ved parringen. LandmB.II.358. Landb O.I.253.
Beskyttelseshypningen. (landbr.) hypning af kartofler, der skal forhindre overførelse af kartoffelskimmel fra toppen til knoldene. LandbO.I.254.
Beskæringsladet. [I] (landbr., vet.) lad, rampe til at fastholde tyre under beskæringen af deres klove. LandbO.I.257.
Bindebordet. [3.1] (landbr.) paa mejemaskine(“selvbinder”): vandret flade, hvorpaa kornet samles før bindingen; “bord”. LandmB.I.640.
Bindegarnet.1) [3.1] (landbr.) garn til selvbindermaskiner. LandmB.I.642.2) [3.2] (bogb.) hæftegarn til indbinding af bøger. Haandv.6.
Bindemaskineen. [3.1] (landbr.) (meje)maskine til binding af sæd. LandbO.I.278.
Binderskeen. (landbr.) til Binder 1.1: Aakj.RS.42. || (gart.) til Binder 3: BerlTid. 28/8 1906.M.3Till.3.sp.6.
Bjergkvæget. [1.2] (landbr.) fællesbetegnelse for de kvægracer, der har hjemme i bjergegne. LandbO.I.285.
Blandingsavlen. [2.2] (landbr.) anvendelse af individer af blandet herkomst til avl. LandmB.II.65.
Blandingsgødningen. (landbr.) gødning bestaaende af forsk. affald blandet m. jord m. m.; kompostgødning (jf. Blandgødning). MøllH.I.197. Sal.III.106.
Blandingskornet. (landbr.) d. s. s. Blandkorn. Moth.B207. Wied.S.248.
Blandingskulturen. spec. (landbr.): behandling af tørvejord ved tilførsel af et lag mineralsk jord, som nedpløjes og nedharves flere gange. LandmB.I.374.
Blandingskvæget. [2.2] (landbr.) ikke-racerent kvæg. Landm B.II.248.
Blodajleen. (landbr., vet.) sygdom hos koen, der ytrer sig ved, at urinen antager blodlignende farve (jf. -pis). MøllH.I.211.
Blodbrødet. (landbr.) blanding af blod og malet korn(til foder). Bek.Nr.141 5/9 1891.§24.
Blodfoderet. (landbr.) foderstof tilberedt med dyreblod. VareL.292.
Blodgødningen. (landbr.) gødning af tørret og pulveriseret dyreblod. OpfB.1IV. 329.
Blodkageen.1) (med.) det øverste størknede lag af udtømt blod. Panum.68.2) (landbr.) foderkage af dyreblod. Sal.2III.435.
Blodmalkningen. (landbr.) udskillelse af blod i mælken under malkning. MøllH.I.214.
Blodmelet. (landbr.) d. s. s. -gødning. LandmB.I.518. HavebrL.1456.
Blodmælken. (landbr.) blodig mælk ved blodmalkning. MøllH.I.214.
Blodpiset. (med.) sygdom, hvorved der udskilles blod i urinen. Moth.Conv.B155. Apot.(1791).185. Sal.2III.440. især (landbr., vet.) d. s. s. -ajle. MøllH.I.211. Feilb. Sal.2III.440.
Blodspaten. (landbr.) udvidelse af den indvendige hudblodaare paa hasen af hestens bagben. Blich.III.613. MøllH.I.7.
Blokhakningen. [6.3] (landbr.) udtynding af roer, hvorved blokke foreløbig bliver staaende til senere endelig udtynding. LandbO. I.319.
blødmælketadj. [III.1] (landbr.) om køer: som let slipper mælken under malkningen. Moth.B266. VSO. MO. Feilb. SjællBond.82. (om diegivende kvinde:) Kaarsb.Kv.69.
Boghvedeudslætet. (landbr., vet.) sygdom hos faar og svin, der har ædt boghvede. LandbO.I. 344. jf. Dania.III.91.
Bolsloden. (landbr.). jord, der hører til et bolssted. Schand.BS.16. LCNiels.ML.7.
Bolssted ell. Bolstedet.1) (landbr.) d. s. s. II. Bol 2 ell. blot om det dertil hørende hus (jf. -hus). OecMag.VI.450. hvor hans Fosterfaders Gaard havde staaet, fandt han kun et lidet Bolsted.Oehl.ØS.318. Schand.F.369. Hun var fra et Boelssted ude i Mosen.AndNx.M.72. 55 Gaarde, 51 Bolsteder . . og 15 Huse med Havejord. Rosendal.D.II.197.2) (jf. oldn. ból, leje; poct.) rede. *da saa’ jeg . . | et AgerhønsBoelsted, af Plovklingen skaanet.Drachm. DS.125.
Bordsejlet. [I.7] (landbr.) d. s. s. -dug 2. LandbO.III.540.
Bortfelderroeen. (gart., landbr.) d. s. s. bortfeldsk roe. Dybdahl.Kjøkkenhaveplanterne.(1877).144. HavebrL.2669. Fynsk Bortfelder.LandbO.IV.620.
Brakaaret. [II] (landbr.) aar, da en mark ligger ubesaaet for at bearbejdes til næste aars afgrøde. MO. MøllH.I.260. || (foræld.) om det 7. aar hos jøderne, da jorden efter loven (jf. 2Mos.23.11) skulde hvile uden at blive dyrket; sabbatsaar. Sal.XV.445.
Brakafgrødeen. [II] (landbr.) afgrøde m. kort voksetid, der tages af marken ved “benyttet brak”. LandbO.I.366.
Brakfrugten. [II] (efter ty. brachfrucht; landbr.)1) (nu næppe br.) radsaaet afgrøde (især: rodfrugter) m. stor afstand, som traadte i stedet for brakbehandling. Olufs.NyOec.I.46. MO.2) d. s. s. -afgrøde. MøllH.I.264.
Brakgrøften. [II] (landbr.; nu l. br.) grøft ml. agre paa udrænet jord (anlagt, medens jorden har ligget brak). Begtr.Sjæll.II.452. MO. Vig Møll.HJ.15. MøllH.I.264.
Brakharveen. (kors -harv. MO.). [II] (landbr.) harve til behandling af brakjord. Begtr.Sjæll.II.32. Sal.VIII. 550.
Brakjorden. [II] (landbr.) Schand.IF.288. Pont.F.I.43.
Braklandet. [II] (landbr.; sj.) d. s. s. -jord. vAph.(1764). VSO. graagrønt vissent Brakland.Rist.ER.32.
brakpløjev. [II] (landbr.) pløje brakmark. MO. næsten kun som vbs.: Brakpløjning. MO. LandbO. I.368.
Brakskifteet. [II] (landbr.) den del af en markjord, der efter tur ligger brak. LandmB.I.495.
Brakvæksten. [II] (landbr.; sj.) d. s. s. -afgrøde. MO. MøllH.I.264.
Brandskimmelen. [I.1.4] (landbr.) brunskimlet hest m. brunt hoved og hals og sort manke, hale og ben. LandmB.II. 196.
Brandstøvet. [I.4.6] (landbr.) modne sporer af brandsvamp. MøllH.I.265. || blomst (nu næppe br.) d. s. s. -svamp (jf. Støvbrand). Hornemann.OP.3II.758.907.
bredgravev. (landbr.) grave (grøfter olgn.) med en “bred” (dvs.: forneden afskaaret, almindelig) spade (mods. spidsgrave). LandmB.I.365.
bredsaav. vbs. -ning. (landbr. og gart.) saa paa den maade, at frøet falder spredt paa jorden (mods. radsaa ell. saa i riller). LandmB.I.554. jf.: Ved Bredsaaningen spredes Udsæden enten ved Haanden eller ved dertil indrettede Bredsaamaskiner.smst.553.
Brolaget. (vist af (den jy. form for) Braa, bryn, jf. I. Braa 2; landbr.) i straatage olgn.: det nederste lag af tækkematerialet, som lægges lige over gesimsen. Hvor man af Mangel paa Tagrør maa tække med Straa, anbefales det dog at lægge Brolag af Rør. LandmB.III.356. Feilb.BL.34. jf. Feilb.I. 118 (I. bro 4).
Brugsdyret. (landbr.) arbejdsdyr (mods. Avlsdyr). LandbO.I.385.
Brugsfejlen. (landbr.) fejl, der gør et husdyr mindre brugbart. LandbO.II.520.
Brugsfrøet. (landbr.) almindeligt handelsfrø, som bruges til udsæd paa markerne. LandbO. I.390.
Brugstiden. Udglødning af Kjæder efter en vis Brugstid.Wagn.Tekn.312. || (landbr., nu næppe br.) tid, hvori en mark bruges ell. dyrkes (mods. Hviletid). MO.
Brunhøet. (landbr.) tørvelignende fodermasse dannet af grøn afgrøde pakket fast sammen uden lufttilførsel. MøllH. III.218.
Brunkvæget. (landbr.) brunt alpekvæg; schwyzerkvæg. LandbO.IV.191.
Brydegildeet. [III.1.1] (landbr., dial.) Naar den store Dag kom, da Hørren skulde brydes, og der skulde være Brydegilde, da var der Fest paa hele Gaarden.SjællBond.61.
Brændingskulturen. [1] (landbr.) d. s. s. Brændkultur. Landb O.I.401.
Brændkulturen. (landbr.) behandling af mosejord ved afbrænding af det øverste lag og nedpløjning af asken i den ny overflade. LandmB.I.378.
Brødrugen. (landbr.) rug til at bage brød af, mods. Sæderug. VSO. MO.
Brøndstøtteen. (landbr. ell. dial.) opstander, hvorpaa brøndvippen hviler. MO. Esp.37. Sjæll Bond.41.
bukkebenetadj. som har bukkeben. MO. den bukkebenede Pan.JLange. II.403. || især (vet., landbr.) overf., om hest m. fremad krummede forben. Levin. IdrætsB. II.818.
Bulharveen. [I.2.2] (landbr. ell. dial.) harve, hvor tænderne sidder i en træbul; foldharve; danskharve. AarbFrborg.1918.73.
Bundgræset. [I.1.2 ell. 7] (dial. og landbr.) lav, bladrig plantevækst i bunden af græsbevoksning. LandmB.III. 163. Feilb.
bunkebrændtpart. adj. [I.1.1] (landbr. og dial.) om korn: som er brændt sammen (jf. II. brænde 3.2) ved at ligge i dynge. Feilb. Kværnd.
Bygladeen. [I.1] (landbr. ell. dial.) AarbFrborg. 1918.27. SjællBond.39 (jf. -gulv).
Bygloen. [I.1] (landbr. ell. dial.). AarbFrborg.1918.27.
Bygskæget. [I.1] (landbr. ell. dial.) akseskæg, “stak”, paa bygaks. D&H. Feilb.
Bygstuben. [I.1] (især landbr.)1) især i flt., om stubbene af afmejet byg. Feilb.2) stubmark efter byghøst. Gæssene gik . . om paa Bygstubben.Schack.452. JakKnu.F.139. C Ferdinandsen.Ukrudsformationer.(1918).263.
Bælgsæden. [I.4] (landbr.) sæd bestaaende af bælgplanter (jf. -korn). Olufs.NyOec.I.184. LandmB. I.233. Hage.3677.
Bæssingbjælkeen. (landbr., dial.) d. s. s. Bæssing 1. bejslingbjælken. DanmarksFolkeminder.I.(1908).38.
Bæssingstenen. (landbr., dial.) d. s. s. Bæssing 2. Feilb.
Bæssingtræet. (landbr., dial.) d. s. s. Bæssing 1. Aakj.VB.98. sa.PA.28.
Bøttekalven. [I.1.1] (landbr.; gldgs.) kalv, som opdrættes med mælk; mælkekalv; ogs.: drikkekalv (mods. Diekalv). LandbO.I.474.
Bøttekælderen. [I.1.3] (landbr.; foræld.) mælkekælder i et bøttemejeri. Bøggild.Mælkeribruget.(1896).301.
Bøttemejeriet. [I.1.3] (landbr., foræld.) mejeridrift (efter det holstenske system), hvorved mælken henstilledes i bøtter for at trække fløde; ogs. om de enkelte virksomheder, der anvendte dette system. LandbO.I.474. VortHj.IV4.29.
Bøttesystemet. [I.1.3] (landbr., foræld.) mejeridrift efter bøttemejeri-systemet.MøllH.I.372.
Bøtteudstillingen. [I.1.1] (landbr.) især i flt., om mindre smørudstillinger, afholdt flere gange aarlig (i amtskredse) for at prøve smørret. LandbO. I.474.
damptærskev. (landbr.) Jeg har damptærsket 100 Tdr. Rug.Bogan.II.186.
Damptærskeværket. (landbr.) Dagbl. 4/7 1874.3.sp.1. Pont.LP.VIII.203. AndNx.MS. 119. i sammenligning: han hivede, stønnede og hvæsede værre end et Damptærskeværk.Skovrøy.Fort.31. || overf.: dette Veltalenhedens Damptærskeværk.KMads.SS.5.
Dibbel(saa)maskineen. [‘dib(∂)l-] (landbr.; se dible 2). LandbO.IV.148. Sal.XV.437.
Dibbelsaaningen. (landbr.; se dible 2). LandbO.IV.152.
Diskharveen. [1] (fra eng. diskharrow; landbr.) harve, som virker ved roterende, skaalformede skiver; tallerkenharve. LandmB.I.377.
Dobbeltkornet. (landbr.) to havrekorn, hvoraf det størstes rygavne (inderavne) griber om og næsten helt omslutter det mindste. LandbO.II.549.
Dobbeltlaaret. (landbr.) betegnelse for en abnorm stærk udvikling af muskulaturen hos hornkvæg (især i laarpartiet; jf. -laaret, -lænder). LandbO.I.411.
dobbeltlaaretadj. (landbr.) som har dobbeltlaar. Feilb. Sal.2VI.260.
Dobbeltlænderen. (landbr.) dobbeltlændet kreatur. FlensbA. 29/10 1903.3.sp.3.
dobbeltlændetadj. (landbr.) d. s. s. -laaret (jf. -lænder). Sal.2VI.260.
Dobbeltploven. [2.3] (landbr.) plov (m. to plovjærn), som pløjer to furer ad gangen (jf. dobbelt plov u. dobbelt 2.3). MøllH.I.459. LandbO.III. 822.
dobbeltvoksetpart. adj. [1.2] spec. (landbr.) om uld: som ikke er klippet (af faaret) i tide. VareL.2813.
Dragkædeen. (ogs. Drage-. Feilb.). (især landbr.) kæde, hvormed noget trækkes (af trækdyr). Mil TeknO.59.
Draglæderet. (landbr.) betegnelse for en slags forstykker til skagler. MøllH.V.172.
Driftstiden. (landbr.) periode, i hvilken en jord drives (mods. Hviletid). Landhuusholdings-Selskabs Skrifter.I.(1776).251. D&H.
Drikkekalven. (landbr., l. br.) kalv, som opdrættes ved mælk (mods. Diekalv; jf. Bøttekalv). Olufs.Landoecon.430(se u. Diekalv).
Drilharveen. (af IV. drille; landbr.) harve til radsaaet jord; kamharve. LandbO. II.535.
Drilkulturen. (af IV. drille; landbr.) dyrkning af planter i rækker (ved radsaaning). Hag.III.254.
Drilsaamaskineen. (til IV. drille; landbr.) LandbO.I.581.
Drilsaaningen. (til IV. drille; landbr.) Hag.III.254.
Drægtigheden.1) [1]
1.1) [1.1] (landbr., vet.) m. h. t. dyr: den tilstand at være drægtig; ogs.: tiden, i hvilken et dyr er drægtigt. Moth.D118. MO. LandmB.II.71.
1.2) [1.2] bog overf.: svulmende fylde, omfang olgn. Længslen efter V.s frugtbare og svulmende Piger, deres herlige Kryds, deres flamske Drægtighed.HSeedorf.(Pol. 22/11 1920.7. sp.5).2) [2] (l. br.) Agerens, Sædens Drægtighed.VSO. || (sj.) m. h. t. grube, leje olgn.: righoldighed; mægtighed. Beregningen over Salpeterlejernes Drægtighed.WSchwanenfl. TF.150.3) [3] anker m. h. t. skibe: bæreevne; ogs.: tonnage. Moth.D118. OeconT.I.65. Sø Lex.(1808). i Almindelighed overfyldes Skibet . . idet nemlig Skibets Drægtighed angives langt større, end den i Virkeligheden er.Holst.V.187. StatistiskAarbog.1903. 181.
Duebønneen. (landbr.) en slags hestebønne. LandbO.II.615.
Durkløberen. [-lø·()b∂r] (især landbr.) ride- ell. trækdyr (især hest), som er tilbøjelig til at løbe løbsk; ogs. (navnlig spøg.): meget hurtig hest. Goldschm.I.329. de Brune er Durkløbere.Schand.BS.46. Han havde et sort Øg, . . det var den værste Durkløber i det hele Herred.Aakj.FJ.143.
Dybdebehandlingen. (landbr.) behandling af det jordlag, der ikke ligger lige under overfladen (jf. -kultur). LandbO.I.616.
Dybgaaendekulturen. [III.1.2] (landbr.) d. s. s. -behandling. MøllH.I.492.
Dyndengen. (landbr.) en “Eng”, som er meget fugtig, og hvis Jordbund er Dynd (kan) bedst betegnes som Dyndeng. LandbO.III.590. smst.I.686.
Dyndjorden. (især landbr.)1) jord, hvoraf dynd udgør hovedbestanddelen. Have D.(1762).8. Dyrevennen.1905.56.sp.1.2) areal bestaaende af denne jordbund. frugtbare Dyndjorder.LandmB.I.101.
Dæggelamet.1) (dial. ell. landbr.) lam, der dægges (1) (mods. Dielam). Moth.D49. JSneed. I.151. Oehl.Digtn.I.38. *et Dæggelam, der . . slikker hver en mødende paa Haanden. Grundtv.PS.IV.416. *Kain offrede sin Neg, | Abel Dæggelammet.sa.SS.II.26. Rich.III. 222. Feilb. || i sammenligninger (jf. bet. 2). *Kiælen var hun, venlig, som hvide Dæggelam.Oehl.HK.94. (han) ser saa from som et Dæggelam ud af Øjnene.ThitJens.(Berl Tid. 10/11 1918.M.Till.22.sp.1).2) (især dagl.) forkælet person; kæledægge (jf. u. -barn). (han sang) en Mængde smaa Romancer, og var næsten alle de unge Pigers Dæggelam.Winth.IX.141. *De kaade Pigers Dæggelam –! | Hvor lo hans Øjne blaa, | naar søde Hænder pynted ham | med Damehatten paa! Bergstedt.III.40.
Dækfrugten. (landbr.) plantebestand, som vokser sammen m. en anden (langsommere voksende) bestand og dækker denne i opvæksten; overfrugt (jf. Dæksæd). LandmB.I. 505.III.146.
Dækkulturen. (landbr.) en slags mosekultur, hvorved overfladen dækkes med et. (mods. tørven) særlig vægtfyldigt jordlag. LandmB.I.370.
Dæksæden. (landbr.) d. s. s. Dækfrugt. Hag.III.304.
dødbrændtpart. adj.1) [II.2.7] (landbr.) i udtr. dødbrændt mose, højmose, der er afbrændt saa stærkt, at der intet mere vil vokse derpaa. LandbO.I.641.2) [II.2.10] (fagl.) som har mistet sine sædvanlige egenskaber ved for stærk brænding. dødbrændt gips, for stærkt glødet gips, der ikke vil hærdne efter berøring m. vand. OpfB2.II.402. Christ.Kemi.126. dødbrændt kalk, kalk, der er brændt saa stærkt, at den ikke kan læskes og anvendes til mørtel. Green.UR.331. Christ.Kemi.125. Gnudtzm.Husb.19.
Eftergræsningen. (landbr.) græsning ell. græsvækst paa en afhøstet mark (ager) ell. paa en eng efter høhøst. Ævret og Eftergræsningen paa Engen (regnes) for slet intet. Olufs.NyOec.I.51. LandbO.I.652. Feilb.
Eftergrødeen. (landbr. ell. dial.) det efter den første høst paafølgende høstudbytte (af ager ell. eng); især om den anden afgrøde (jf. -græs, -slæt). Moth.G293. VSO. Denne Eng kan endnu give en god Eftergrøde. MO. FlensbA. 25/7 1893.3.sp.2. Eftergrøde . . kan (først) tages i . . August eller endog i September. Sal.V.781. Feilb.
Efterkulturen. (landbr.) senere dyrkning (beplantning) af jorden (efter at den tidligere har været udnyttet). Grønkaal (kan) til Nød . . anvendes som Efterkultur. LandmB.III.184.
Eftersygeen. (landbr.) Knolde (af kartofler) kan blive smittet ved Berøring med smittet Kartoffeltop . .; herved fremkommer den saakaldte “Eftersyge”. LandbO.III.75.
Engharveen. (landbr.) særlig slags harve til brug paa eng. LandmB.I.429.
Enghøvlen. (landbr.) redskab til jævning af engs overflade. LandbO.I.695.
Engkrogen. (landbr.) engstykke, afgrænset af en aabugt og med særlig (sandet) jordart. Dalgas.BH.100. LandbO.I.697.
Engskifteet. (landbr.) engstykke; eng. MO. Pont.LP.VIII.132. jf. Moth.E73.
Engslæten. (landbr.; nu l. br.) høslæt i eng. Moth.E73. MO. Endvidere er der tillagt Plantøren nogen Engslet i nogle Lavdrag i Plantagen. BerlTid. 23/2 1906.M.2.sp.1.
Enskiftebruget. (landbr., foræld., l. br.) d. s. s. Alsæd(s)brug. OpfB.2III.7.
Erstatningsdriften. (landbr.) drift, hvorved de stoffer, jorden har afgivet, erstattes ved gødning olgn. (mods. Rovdrift). LandmB.I.236.
Faareledet. (landbr.) skillerum i en faarestald. LandbO.II.16.
Faarepasseren. (landbr.) d. s. s. -hyrde. Sal.2VII.644.
Familieavlen. (landbr., gart.) forædlende frøavlsmetode, hvor hver plantes frø saas for sig og kun de af de nye planter, der har bevaret det ønskede særpræg, igen bruges som moderplanter. HavebrL.2295. LandbO.II.37.
Fangplanteen. (landbr.) plante, hvormed skadelige insekter (fx. roeaalen) fanges. LandmB.I.619. Sal.2VII. 733.
Farefeberen. [III] (landbr.) “Lægmandsbetegnelse for en Sygdom hos Søer, der nylig har født.” LandbO.II.42. Sal.XI.233.
Farestien. [III] (landbr.) (svine)sti for griseso. LandbO.IV. 491.
Faresygeen. [III] (landbr.) d. s. s. -feber. smst.II.42.
Faskindrænet. (landbr.) Landb O.II.50.
Fastegrisen. [I] (landbr.) gris, som lægges til i fasten. Moth.F96. *Julekalv og Fastegris | Det gør Bonden rig og viis. KvBl. 21/12 1904.3.sp.2. Feilb.
Fedekvæget. (jf. -dyr; koll.). MO. (samtalen) vendte tilbage til . . Fedekvæg og Staldfodring. JPJac.I.16. Fedekvæget (1819: det fede Qvæg) er slagtet. Matth.22.4(1907). || hertil (landbr.) Fedekvægs-skue (jf. Fedeskue), -udstilling ofl.
Federen. (landbr.) person, som opdrætter fededyr. erfarne Federe paastaa, at et stort Roefoder er en af Hovedbetingelserne for . . Fedningen. LandmB.II.105. Sal.2VII.831.
Federaceen. (landbr.) husdyrrace, der egner sig til fedning; kødrace. LandbO. II.55. Sal.2VII.831.
Fedeskueet. (landbr.) dyrskue over fedekvæg. Drachm.LK.40. Sal.2VII.832.
Fedtyveret. (landbr.) Et stort Yver, der ikke falder sammen efter Udtømmelse af Mælken, kaldes et Kødyver eller Fedtyver. Sal.XI.165.
Ferskvandsengen. (landbr.) eng, der gennemrisles af ferskvand. LandbO.I.686.
Finjorden. [II.3] (landbr.) ved jordbundsanalyse den del af agerjorden, som (mods. Skeletdel) kan passere igennem en fin sigte. LandbO.II.78.
Fjedertandsharve, Fjertandsharveen. [3] (landbr.) harve, som har stærke, bøjede fjedre i st. f. tænder. LandmB. I.427.
fladhovetadj. (landbr. og vet.) om heste: som har brede og flade hove. VSO. MO.
Fladtørven. (dial. og landbr.) bred græs- ell. lyngtørv (jf. Flagtørv). Moth.F207. Cit.1721. (DSt. 1907.34). (heder) hvorpaa Beboerne . . kan bierge nogle Fladtørve. Cit.1736.(JySaml. 4R.III.247). OecMag.V.349. Ved Siden af Stien var de nygravede Fladtørv to og to stillet op til Tørre. Skjoldb.NM.28. Frem. DN.235. MDL.117.232. Feilb. Thorsen.135.
Flankeslaget. [I] (vet., landbr.) flankens bevægelse (hos heste) under aandedrættet. MøllH.I.529.
Flokkefaaret. (landbr.) betegnelse for faar, der holdes løsgaaende i større ell. mindre flokke enten i indhegninger ell. vogtede af hyrder. LandbO. II.107.
Flokkelamet. (landbr.; jf. -faar). Landm B.II.308.
Flommesvinet. (landbr.) fedesvin; (foragt.) om (fed) person: saadan et gammelt overmæsket Flommesvin. Aakj.B.38.
flueskimletadj. (landbr.) om hest: som har spredte, mørke smaapletter i et ellers hvidt haarlag (jf. -skimmel 2). LandmB.II.195.
Flueskimmelen.1) (bot.) svamp, der snylter i den alm. flue, Empusa Muscæ Cohn (jf. -skimmelsvamp). Rostr.Flora.II.22.2) (landbr.) flueskimlet hest. Oehl.Øen.(1824).III.39. SHolm.Vejledn. i Hestebedømmelse.(1916).13.
Fluesygdomen. (landbr.) betændelse hos dyr, fremkaldt ved at spyfluer har anbragt deres æg i vædskende saar olgn. LandbO.II.109.
Flyttefolden ell. kors et (Begtr.Sjæll.II.447). [II.1] (landbr.) flyttelig fold (jf. -gærde). smst.70. Sal.2VIII.340.
Flyttegærdeet. [II.1] (landbr., nu næppe br.) d. s. s. -fold. Olufs.(MO.).
Flyvebranden. [2.1] (landbr.) betegnelse for nogle arter af støvbrand, hvis sporer føres omkring af vinden. LandbO.IV. 438.
Flyvekulleren. [3.1] (især vet. og landbr.) kuller (hos heste), som giver sig udslag i uro, ustyrlighed, raserianfald olgn. (mods. Dødkuller). deres Sygdom er at ligne med Hestens Flyvekuller. Hjort.Valg.24. Bergs. PP.397. LandbO.III.240.
flyvekulretadj. (vet. og landbr.) angrebet af flyvekuller (I). Halleby.222. || (dagl.) overf. (jf. u. II. -kuller). han er helt flyvekulret dobbeltbrudt streg
Flødemaaleren. (landbr.) apparat til bestemmelse af flødeprocenten i mælk; kremometer. MøllH.II.96. LandmB.II.509.
Flødemælken. (kog. ell. landbr.) (sød) mælk, som bærer fløde, ell. hvori der er blandet fløde. Fin, oplagt Flødemælk til Dessert. Const.Kogeb.221.
Flødemælkeriet. (landbr.) mælkeri, som modtager fløde til smørproduktion. LandmB.II.454.
Flødeskeen. ske, hvormed man kommer fløde i kaffen. VSO. Feilb. || (især landbr.) ske, hvormed fløden skummes af mælken. Moth.F257. VSO. Feilb. SjællBond.91.
Flødetøndeen. (især landbr.) kar, hvori man samler den fløde og mælk, der skal bruges til kærning. MøllH.II.97. LandmB.II.407.
Flødevarmeren. (landbr.) redskab, der benyttes til opvarmning af fløde, som skal syrnes. MøllH.II.97.
Foderbaasen. (landbr.) rum ell. baas i en stald, hvor foderet opbevares ell. hvor fodringen foregaar. Moth.F268. MO. Feilb.
Fodergangen. (landbr.) gang langs med krybberne i en kostald. Schand.BS.67. Stuck.III. 267. LandbO.III.212.
Foderkasseen. (landbr.) kasse til opbevaring af foder (jf. -kiste). LandmB.III.362. Dag Nyh. 16/2 1910.2.sp.3.
Foderkisteen. (landbr.) kiste, hvori foderet opbevares i stalden (jf. -kasse). Moth.F269. PAHeib.Sk.II.85. Drachm. UB.103. || (dial.) om rummet ml. underkæbens grene hos en hest. Hesten har en Knude i Foderkisten. Kværnd.
Foderkogeren. (landbr.) kogeapparat, hvori rodfrugter, kartofler olgn. koges for at benyttes til foder. LandbO.II.119.
Foderkopen. (landbr.) lille halmkurv, hvori hakkelse og havre sættes for hestene (jf. -løb). Aakj.PA.4. Feilb.
Foderkornet. (landbr.) korn, der anvendes som foder. (Kalk.V.262). LandbO.III.199.
Foderkvæget. (landbr.) kvæg, som staldfodres. MO. Larsen.
Foderloen. (landbr.) rum i ell. ved en stald, hvor foderet opbevares. Moth.F269. Ploug.I.333. LandbO.II.122.
Foderloftet. (landbr.) loft, hvor foderet opbevares. MO. LandbO.II.122.
Foderløben. (landbr.) d. s. s. -kop. VSO. Feilb.
Fodermarken. (landbr.) mark, som er tilsaaet m. sommerstaldfoder, bestemt til at høstes og opfodres i grøn tilstand. Sal.VI.758.
Fodermelet. (landbr.) findelt planteaffald olgn., der anvendes som foder. LandbO.II.122.
Fodermiddelet. (landbr.) stof, der indeholder tilgængelig næring for husdyrene; foderstof. MR.1848.15. LandmB.II.92. LandbO.II.122.
Foderpengepl. (især landbr.) d. s. s. -løn. smst. LovNr.9 25/3 1872.§6. JakKnu.S.184. Feilb.
Foderplanteen. (især landbr.) plante, der anvendes som foder for husdyrene (jf. -urt, -vækst). LandmB.II.75. MentzO.Pl.202.
Foderposeen. (især landbr.) pose m. foder i, som bindes under hestens mule; mulepose; ogs. d. s. s. -sæk. VSO. MR. 1820.7. Etlar.GH.II.7. Tolderl.F.III.65.
Fodersmøret. (landbr.) smør, hvortil mælken er taget fra (stald)fodrede køer (mods. Græssmør). Landm B.II.117.
Foderstuden. (landbr.) stud, som fedes paa stald om vinteren for saa at sættes paa græs næste sommer (jf. Staldstud). Moth.F269. Adr. 5/4 1762.sp.13. LandbO.II.138.
Foderurten. (især landbr.) d. s. s. -plante (jf. -vækst). Olufs.NyOec.I.71. MentzO.Pl.207.
Fodervognen. (landbr.) lille vogn ell. bør, hvori foderet køres til baasene. Skjoldb.G.44. LandbO.III.212.
Fodhildeen. (landbr.) hilde til at sætte paa foden af kreaturer. Feilb. SjællBond.81.
Fodrebet. spec. (landbr.): reb om foden paa en tyr. Wied.S.198.
Foldeharveen. [II.1] (ogs. Fold-. OpfB.1IV.314. Sal.2X.933). (landbr.; nu l. br.) harve (bestaaende af to led), der kan foldes sammen. D&H. Sjæll Bond.106.
Foldestiveren. (til II. Fold; landbr.) stiver til faarefold. MøllH. II.127.
foldrigadj. [III.1] (landbr.) som giver mange fold (jf. foldig). alle (kartoffelarter er) meget foldrige. LandmB.III.135. jf.: Foldrighed bruges som Betegnelse for Kornudbyttet af Afgrøderne.MøllH.II.127.
Foraarskælveren. (landbr.) ko, der kælver om foraaret. LandbO.III.292.
foraarspløjev. (landbr.) foretage foraarspløjning. Markerne . . blev Foraars-pløiede, da de skulde have været tilsaaede. Bogan.I.121.
Foraarspløjningen. (landbr.) Foraarspløjning var før forrige Aarh.s Midte et af Landbrugets vigtigste Arbejder. Nu kendes den næppe mere.LandbO.II.167. konkr.: Bønderne, der gik med Tømmen om Livet og vadede bagefter deres Heste i Foraarspløjningen. AndNx.MS.35.
Forageren. (landbr.) d. s. s. Forpløjning. MDL. MøllH.I.29. LandbO.I.48. Feilb.
Forfangenheden. (vet. og landbr.)1) til forfangen 1 (jf. Forfangelse). Abildg.Heste- og Qvæg-Læge.(1783).44. Aakj.VF.99. LandbO. II.188. || (sj.) overf.: kejtethed; ubehjælpsomhed. VVed.BB.413.2) til forfangen 2. GCWith.Huusdyravlen.(1842).343. Beden gaar paa det grønne Rugland og æder sig en Forfangenhed til. Bregend.HB.31. LandbO.III.377.
Forfrugten. [V.2.1] (landbr.) kulturplanter, som saas forud for en anden afgrøde og bereder jordbunden for denne. Kartofler og Roer, naar de kunne komme tidligt nok af Jorden, ere gode Forfrugter for Rug. LandmB.III.62. LandbO.II.189.
Forkornet. [V.2.1] (landbr.) frasorteret, letvægtigt korn, der kun egner sig til fodringsbrug; smaakorn (jf. Efterkorn). Cit. 1864.(KLars.UK.412). LandbO.II.195.
Forploven. (landbr.) den forreste del af den i tidligere tid brugte hjulplov; forkærre; forred(e). Giersing.Landoeconomie.I. (1825).453. Feilb.
forpløjev. vbs. -ning (s. d.). (landbr., dial.) pløje aavending (efter pløjningen af selve ageren og med plovfurer paa tværs af denne). FrGrundtv.LK.243.
Forpløjningen. flt. -er. (vbs. til forpløje; landbr.) d. s. s. Aavending (jf. Forager). MO. (hesten) forlangte en Frist i Vendingen ved Forpløiningen. Gjel.R.114. Pont.FL.224. LandbO. II.211. Esp.84. Feilb. om et smalt stykke hedejord, der er oppløjet for at standse en hedebrand: Hedebranden ved Sønder Omme blussede atter op i Gaar; Hvirvelvinde førte Gnister over Forpløjningen og antændte Hede og Mose. DagNyh. 17/7 1921.4. sp.4.
Forrebet. (landbr.) reb, hvormed den forreste del af et læs bindes til vognen (mods. Bagreb). VSO. MO. Feilb. SjællBond.109.
Forspandshammelen. (landbr.) d. s. s. Forhammel. OrdbS.
Fremavlen. (især landbr.) som vbs. til -avle 1. en kort Beskrivelse om Frøets Fremavl, og hvorledes man fremdeles deraf kand avle Frøe selv. Adr. 11/1 1762.sp.9. Molb.UV. 84. Fremavl og Uddeling af Sædekorn. LandbO.III.326. (sj.) om opdræt af kvæg: Kalve af Qvier duer ey til Fremavl. Oecon H.(1784).II.69. || (sj.) konkr.: afgrøde; avl. vAph.(1772).II.284.
Fridriften. [2] (landbr.) d. s. s. løs drift (se u. Drift 1.3). Fridriftens Tid var inde . . det snærende Reb trækkes over Øret af det brogede Kvæg, der paa frie Klove skrider hen over de ubegrænsede Enge. Aakj.VB.133.
Frihaandssaaningen. (jf. I. fri 8; landbr., l. br.) bredsaaning med haanden; haandsaaning (mods. Maskinsaaning). S&B. D&H.
Frostharvningen. (landbr.) harvning af jord, der kun er optøet i overfladen. LandbO.II.269.
Frugtfølgeen. [1] (landbr.; l. br.) den rækkefølge, i hvilken en mark tilsaas m. forsk. afgrøder; sædskifte; vekseldrift. MøllH.V.504. Sal.XVII.29.
Frøharveen. [II.1] (landbr.) harve til at harve sædefrø ned med. LandbO.II.529.
Frøløberen. [II.1] (landbr.) (runkel)roe, der allr. i plantens første vækstaar skyder stængel (begynder at “løbe i frø”); stokløber; stokroe (jf. Hals, Halsroe). Mikkel sjokkede ind mellem Roerne, fra hvilke en Mængde Frøløbere stak deres lange Halse op. Bogan.II.156.
Frønæringsplanteen. [II.1] (landbr.) kulturplante, som dyrkes for at avle frø, der anvendes til føde for mennesker ell. husdyr (kornsorter, boghvede, bælgplanter). LandmB. III.43. MentzO.Pl.200.
Frøroeen. [II.1] (landbr.) roe, som dyrkes for at give frø. Kbh. 13/7 1912.4.sp.1.
fugtvandev. vbs. -ing. (landbr.) om vanding, som (kun) har til formaal at tilføre jorden fugtighed (mods. Gødevanding). LandbO.IV.723.
Fuldbraken. [3] (landbr.; se u. II. Brak 1). Sal.2III.816.
Furehjulet. [I.1] (landbr.) om det større hjul paa karreploven, der kan gaa i plovfuren (jf. Landhjul). LandmB.I.419.
Furesideen. [I.1] (landbr.) især i best. f., om den højre side af plovlegemet, der vender mod den pløjede del af ageren (jf. Landside). Olufs.Landoecon.169. MO. Feilb. || ogs.: den pløjede del af ageren (jf. Landside). Drewsen. Overs. af Thaer. Landoeconomie.III.(1817).14.
Furestrimmelen. [I.1] (landbr., nu sj.) den af ploven opkastede jord; plovstrimmel. CDalgas.RibeAmt.(1830). 154.
Furetrækkeren. [I.1] (landbr.) redskab m. tre hyppejærn paa en tværbul, der anvendes ved jordens bearbejdelse inden kartoffellægning. MøllH.III.397.
Furevandingen. [I.1] (landbr.) overrisling af agerland, hvorved vandet ledes gennem pløjede furer, saa det kan fordeles noget anderledes, end naturforholdene i sig selv tillader. LandmB. I.323. LandbO.II.328.
Fyldefoderet. [II.2.2] (ogs. Fyld-). (landbr.) foder til husdyr af ringe næringsværdi i forhold til dets masse, fx. halm (mods. Kraftfoder). ZakNiels.B.16. LandbO. II.328.
Fælg(n)ingen. (ogs. skrevet Fæld(n)ing, Fælling ofl.). (dial. ell. landbr.).1) vbs. til II. fælge (1-4). (man) skal ved Ompløyningen see, hvorledes de ved Fellingen igiennemskaarne Furer deler sig udi tvende Parter.OecMag.III.336. MDL.142. Fældning: LandbO.II.332.2) konkr., om den fælgede jord. Fælding: MDL.142.
Fællesparcelen. (landbr.) om de parceller, der (ved markforsøg) behandles ens, for at man kan opnaa større sikkerhed m. h. t. resultatet. LandmB.I.43. LandbO.II.335.
Fællesskueet. (landbr.) dyrskue, der omfatter dyr fra et større omraade end de alm. dyrskuer. Pol. 9/5 1902.2.sp.3. LandbO.I.632.
Fødestuden. [II.1.1] (foræld., landbr.) stud, der kun faar en ringere slags foder (mods. Staldstud; jf. Fødegaard 1). Moth.F433. KAagaard.Thye. (1802).114.
Fødesæden. [I.1; II.1.2] (landbr.; sj.) d. s. s. -korn. AntNiels.FL.II.109.
Følboksen. (landbr.; jf. Boks 3). LandbO.II.353.
Følsygeen. (vet. og landbr.) betegnelse for forsk. sygdomme hos føl (fx. føllamhed). Feilb. Følle-: MøllH.II.334. LandbO.III.674.
Gaasefodstanden. (landbr.) d. s. s. -fod 3. Sal.2X. 933.
Gaasefolden. (landbr. ell. dial.) d. s. s. -hæk(ke). Feilb.
Gaasehalshakkeen. (landbr.) hakke, hvis blad er forbundet m. skaftet v. hj. af en gaasehals (2), saaledes at bladet er stillet skraat indefter mod brugeren. FJCJensen. Da.Havebog.5(1876).107. VortHj.III4. 85.
Gaasehuset. (landbr. ell. dial.) d. s. s. -sti 2. Esp.139. om større hus: Sal.2X.516.
Gaaseredeen. (især landbr.). Moth. G93. Thiele.III.63. Aakj.VF.18. sidde som en bisp i en gaaserede, se Bisp 2.
Gadekosten. kost til gadefejning; ogs. (landbr.): en slags stiv børstekost til fejning af gaarde og stalde. Haandgern.539. MøllH.II.340.
Gammelmalkeren. [1.1, jf. 3] (landbr.) ko, der giver mælk endnu i tiden, før den skal kælve. LandbO. II.372. LandmB.II.416.
Glasbygen, et. (landbr.) byg, hvis korn er blevet haarde, skøre og gennemsigtige (glassede); sml. -hvede, -korn. Møll H.IV.287. LandbO.II.395.
Glashvedeen.1) (landbr.) hvede, hvis kerner er haarde og gennemsigtige (glassede); haard hvede; Triticum sativum tenax durum (jf. -byg, -korn). CABrøndum.Kunsten at brænde Brændeviin.(1820).20. LandbO.II.716.2) blomst (dial.) en maskeblomst: ager-kohvede, Melampyrum arvense L. JTusch.143.
Glaskornet.1) (sj.) lille glaspartikel. HCAnd.V.327.2) (landbr.) fællesbetegnelse for glasbyg og -hvede. Landb O.II.394.
Glattromleen. (landbr.) tromle m. glat overflade. smst. 601.
Goldkoen. (landbr. ell. dial.) dels betegnelse for en ko, som ikke kan faa ell. ikke i længere tid har faaet kalv (jf. gold 1.1), dels betegnelse for en ko i den tid, den (p. gr. af forestaaende kælvning) ikke giver mælk (jf. gold 2.1). Moth.G217. Olufs.NyOec.I.185. Pont.FL. 174. LandbO.II.399. Halleby.32.
Goldsoen. [1.1] (landbr. ell. dial.) ufrugtbar so (jf. -ko). Moth.G217. LandbO. II.400.
Goldsæden. [2.2] (landbr.) sæd m. smaa, indskrumpne kerner; svangt korn (jf. -korn). Cit.1922.(OrdbS.).
Graakvæget. (landbr.) fællesbetegnelse for forsk. racer af graat kvæg. LandmB.II.236.
Gravegaffelen. (landbr.) gaffelformet graveredskab (jf. -greb). LandmB.III.133.
Gravegreben. (landbr. ell. gart.) d. s. LandmB.III. 185. HavebrL.2357.
Grenaderhvedeen. (landbr.) navn paa en hvedesort, stammende fra Svalöf i Sverige. LandbO.II.718.
Grisepold ell. Grise-polten. flt. -e. (ogs. -polde, -polte. flt. -r). (landbr.) betegnelse for et ungt svin, især i udviklingsalderen ml. gris og fedesvin; ogs. om lille gris, som ikke vil trives. D&H. Hvad skal vi nu gøre (med grisen)? hvad kan man . . faa for saadan en Grisepolte? – Ingen Verdens Ting. Børnevennen.1921.27. Feilb.
grubbev. [‘grub∂] -ede. vbs. -ning (LandmB.I.439. LandbO.I.617). (nydann. til Grubber; landbr.) behandle jorden med en grubber. (efter pløjningen) grubbes paa tværs, svenskharves paa langs, og sluttelig findeles og fæstnes Overfladen med Ringtromle. LandmB.III.129. Landb O.I.616.
Grundploven. [I.1.3] (landbr. ell. dial.) plov (stor grubbetand), hvormed dybereliggende jordlag behandles; undergrundsplov. Feilb.
Grundpløjningen. [I.1.3] (landbr.) pløjning, der trænger ned til de dybere jordlag. MO.
Græsbunden.1) (især landbr.) jordbund, som er bevokset med græs, ell. (især) som er (godt, daarligt) egnet til at give græs; ogs. om det jordbunden dækkende græslag. Moth.G244. En god, feed, slet, mager Græsbund. VSO. bringe Græsbunden til at spire (Chr.VI: giør, at græsset opvoxer, og udkommer). Job.38.27. Græsbunden bliver tættere ved Afgræsning. LandbO.II. 424.2) (anker, fisk. fisk; jf. sp.23634) havbund, som er bevokset med grønne planter (tang). Sal.2X.259.
græsbundenpart. adj. (jf. -binde; især landbr.) som er (tæt) bevokset med græs (saa at der dannes fast, sammenhængende grønsvær). Havre gjør Jorden bedst græsbunden til Hvile og Udlæg. Begtr. Sjæll.II.123. MO. JPJac.DU.184. Landm B.III.228. (i løbet af 12 aar) blev Marken saa græsbunden, at den ikke ret vel kunde harves i Stykker. SvendbAmt.1919.77.
Græsdagen. (landbr.) om den græsmængde, der i løbet af et døgn fortæres af et kreatur (en ko), der udelukkende lever af græs. LandbO.II.160.
Græsengen. (landbr.) tør eng til græsning. MO. LandbO.II.427.
græsfedev. vbs. -ning. (landbr.) fede (kreaturer) v. hj. af græs. Stude, der bleve først vinterfodrede og derefter græsfedede. Blich.IV.663. LandbO.II.423.
Græsfrøet. (landbr., gart., merkurstav) frugt af græs (m. den dertil fastvoksede skal), saaledes som den bruges til udsæd. Moth.G245. VSO. MO. LandbO.II.421.
Græshalmen ell. (i bet. 2) et.1) (landbr.) koll., om straaene (halmen) af tærsket frøgræs. LandbO.II.497.2) (sj.) om de enkelte græsstraa. Hist og her skyder . . et enkelt Græshalm sig op af (møddingen). Kierk.XIII.475. denne Mødding (er) til for Hønsene, Spurvene og Græshalmene. smst.
Græsjorden. (landbr.) jordstykke, som (i lang tid) ikke har været under ploven, men er udlagt til græsning; (jord, tjenlig til) græsland. halvanden Tønde Land god Græsjord regnes til en Koe. Olufs.NyOec.I.49. MO. JVJens.EE.22. Feilb.
Græsklipperen. (landbr.) maskine til græsslaaning. LandbO.II.435.
Græskoen. (landbr.; jf. -kvæg). Staldqvæg giver ikke saa meget Melk og Smør, som Græskøer. Begtr.Sjæll.II.274. Feilb.
Græskvæget. (jf. -ko; landbr.) græsfodret kvæg. Moth.G246. CFWegener.LK.25. LandmB. II.243.
Græslejeet.1) (landbr.) det forhold, at et jordstykke (især under vekseldrift) ligger hen som græsmark (er udlagt til græsning). Sædfølgen er . . Boghvede, Gjøderug, anden Kjerv Rug og Græsleie i fem Aar. Olufs.NyOec. I.63. saare sjelden ligger en Mark . . længe i Græsleie. smst.212. Brakbehandlingen følger efter et to- eller fleraarigt Græsleje. LandmB.I.452. Bygget var saaet . . paa Dyndjord efter mange Aars Græsleje. Dyrevennen.1905.56.sp.1.2) (poet.; l. br.) leje, hvilested i græsset. *Blødt, som min Piges Ottoman, | Græsleiet ei kan være. Rahb.(Poesier.II.(1786).52).
Græsmaatteen. (landbr.; l. br.) (fast sammenhængende stykke) grønsvær. LandbO.II. 419.
Græsokseen. (landbr.; jf. -kvæg). ti fede Øxne og tyve Græsøxne. 1Kg.4.23. VSO. MO. ungt Kvæg og Græsøksne . . maatte (ikke) udføres af Landet. LandmB. I.167.
Græsskifteet. (landbr.; l. br.) jordstykke, der bruges til græsning skiftevis med et ell. flere andre. Denne hele Skovstrækning . . blev gjort til Græsskifte med det . . store Overdrev. JCBendz.Rønninge og Rolfsted Sogne.(1820).44.
Græsskjolden. (landbr.; nu l. br.) grønsvær (jf. Græssvær). Man sørger dog under Korndyrkningen for at Græsrødderne ikke ganske udryddes, paa det at Marken ved Udlægget dessnarere kan faae Græsskiold. Olufs.Ny Oec.I.49. Plovfuren (maa) vendes helt, for at Græsskjolden kan blive helt dækket. LandmB.I.452.
Græssmøret. (landbr., merkurstav) smør af græsmælk (mods. Fodersmør). det var deiligt, frisk Græssmør. CBernh.XI.26. Har Du ikke seet om Foraaret, naar Valdbyerne bringe det første Græssmør tiltorvs, at dette Smør er saa overraskende guult? Bagger.I.45. MøllH. II.460. SjællBond.92. Feilb.
Græsstuden. (landbr.; jf. -kvæg). Moth.G247. Rahb.Min. 1787.III.66.
Grønafgrødeen. (landbr.) afgrøde, som høstes i grøn tilstand. MøllH. I.456. Hag.II.90.
Grønageren. (landbr., nu især dial.) græsbevokset ager; især: ager, der i længere tid har henligget ubearbejdet og derfor er dækket m. grønsvær. Moth.G295. VSO. MO. flytte Studene fra Kjæret op paa Grønagrene. Aakj.VF.109.
Grønbraken. (landbr.) brak (II.1), hvorved der tages en afgrøde m. kort voksetid af det paagældende areal; benyttet brak. OrdbS.
Grønfureen. (landbr.) fure, pløjet i jord, der er dækket m. grøn plantevækst. den nedpløjede Grønfure. MøllH.I.202. LandbO.I.368. || saa i (MDL.) ell. paa grønfuren, besaa en tidligere græsmark efter een pløjning (hvorved grønsværen altsaa kun er blevet vendt). MøllH.II.465. jf. (dial.) Grønfurebyg, byg, der er saaet paa den nævnte maade. Feilb.
Grøngødningen. [2] (landbr.)1) (l. br.) nedpløjning ell. nedgravning (paa voksestedet) af en afgrøde, der endnu er i grøn, umoden tilstand, og som skal tjene til jordens forbedring (jf. -gødskning). HavebrL.2325.2) konkr., om den saaledes anvendte afgrøde (jf. grøn møg u. grøn 2). Lupiner, der . . benyttes som Grøngødning i jydske Hedeegne. Frem.DN.261. Sal.2X.527.
Grøngødskningen. [2] (landbr.) d. s. s. -gødning 1. LandmB.I.502. Sal.2X.528.
grønhøstetpart. adj. [2] (landbr.) om afgrøde: høstet i grøn, umoden tilstand. grønhøstet Blandsæd. LandmB.I.232. Sal.XIV.612.
Grønkløveren. (landbr.) kløver, der bruges som foder i grøn tilstand. LandmB.I.478.
Grønkulingen. [2] (landbr.) fremgangsmaade til opbevaring af grønfoder, hvorved dette i frisk, utørret tilstand underkastes et stærkt tryk i en kule, stak ell. beholder (silo), hvilket forebygger luftens adgang og derved hindrer forraadnelse. Sal.XIV.612. Aller.II.587.
grønmodenadj. [2] (jf. gulmoden; landbr.) om korn: hvis udvikling er saa vidt fremskreden, at kernen er næsten fuldt udviklet, medens planten dog endnu som helhed er grøn. LandbO.III.582. jf.: (paa) Grønmodenhedsstadiet (er) Totalindtrykket af Plantebestanden . . grønt. Straaene ere gule forneden, grønne foroven. LandmB.III.56.
gulmodenadj. (landbr.) om korn, som m. h. t. modenhedsgrad staar imellem grønmodent og fuldmodent korn. LandbO. III.582. jf. Gulmodenhed. smst.II.457.
Gulspidssygeen. (landbr.) sygdom hos kornarter, især havre, der viser sig ved, at bladspidserne bliver bleggule ell. hvide. Sal.2X.416.
Gødebygen, et. [I] (landbr.; nu næppe br.; jf. -rug) byg saaet i gødet mark (mods. Stubbyg). Begtr.Jyll.III.62.
Gøderugen. [I] (landbr.; nu næppe br.; jf. -byg) rug saaet i gødet mark (mods. Stubrug). Olufs. NyOec.I.63. Feilb.BL.209.
Gødevandingen. [I ell. II.2] (landbr., gart.) vanding, der tilfører jord ell. planter næringsstoffer (jf. Fugtvanding). LandmB.I.320. Haveselsk.1921.70.
Gødskningen. flt. (l. br.) -er. (vbs. til II. gødske; landbr., gart.)1) d. s. s. Gødning 1. tilstrækkelig Gjødskning er Frugtbarhedens Kilde. Olufs.NyOec.I.2160. Gødskning af Jorden i passende Forhold er en Hovedopgave ved al rentabel Plantedyrkning. LandbO.II.476. HavebrL.2752.2) (nu l. br.) d. s. s. Gødning 2. Moth.G211. forraadnet og giæret Giødskning. vAph.Nath. III.392. Pl. 19/4 1779.§3. Gødskning i Form af Møddingaffald og lignende. DanmHavebr.740.
haandaflæggendepart. adj. (landbr.) om slaamaskine, hvor den mejede sæd maa fjernes med haanden, med en rive osv. (mods. selvaflæggende). Landb O.III.539. jf.: Slaamaskiner med Haandaflægning. smst.
Haandstoken.1) (sj. i rigsspr.) d. s. s. -stav. Ez.39.9(Buhl). || (dial.) spadserestok. Esp.143.2) (landbr. ell. dial.) plejlskaft; handel. LandbO.IV.594. Feilb.
Haardbunden. [1.2] (forst. og landbr.) fast jordsmon (som overvejende bestaar af mineralske smaadele; jf. Blødbund). MO. Enkelte (rødelle kan) vænne sig til Haardbund og opnaae der ofte en høiere Alder og en skjønnere Form, end paa den sumpige Jordbund. CVaupell.S.39. Sal.2X. 601. || gen. haardbunds som ubøjeligt adj. ell. som 1. led i ssgr., fx. Haardbunds-ager (Landm B.I.514), -eng (OecMag.IV.44. LandbO.I. 688), -græs (VSO.), -hø (OeconH.(1784).II. 70. Junge.397. Halleby.28).
Haardhudetheden.1) til -hudet 1. S&B. D&H. || spec. (landbr.) om den hos husdyrene forekommende sygdom benskørhed (Osteomalacia), der bl. a. kendetegnes ved, at huden bliver stiv og fastliggende. MøllH. I.167. LandbO.I.244.2) til -hudet 2. mange Forhold, hvis etiske Betydning vi paa Grund af vor Haardhudethed, vor Uvidenhed og vor Egoisme endnu ikke have faaet Blik for. Høffd.E.84.
haardmundetadj. (ænyd. d. s., jf. oldn. harðmyntr (LexPoet.) samt ty. hartmäulig)1) [2.2]
1.1) (landbr., rid.) om hest: som er lidet følsom for bidslet; som er vanskelig at styre ell. holde. Moth.H91. vAph.(1764). LandmB.II.193. Sal.2X.602. jf. (spøg.): jeg skulde jo dog have noget (tobak) at patte paa paa Hjemvejen . . ellers blev jeg sgu lige saa haardmundet som mine Bæster. Gjel.GL.42.
1.2) (jæg.) om hund: som kun halser paa frisk fod (3.2). VigMøll. HJ.198. Sal.2X.602.2) [3.2 ell. 3.4] kors uforskammet; grov. Moth.H91.
haardmælketadj. [2] (landbr.) om køer: som kun uvilligt slipper mælken under malkningen; vanskelig at malke. Moth.H91. VSO. LandmB.II.294. SjællBond.82. Feilb. OrdbS.(fynsk, bornh.). || (sj.) om diegivende kvinde. SechLeth.BP. 65.
Haglforsikringen. [1] (fagl., landbr.) forsikring mod haglskade. VortHj. III2.96. D&H. jf.: HagelforsikringsSelskab. MøllH.III.5.
Hakkefrugten. [II.1.3] (ogs. Hak-. OpfB.2III.30. Sal.2X.667) (efter ty. hackfrucht; landbr.) afgrøde (især rodfrugt olgn.), som dyrkes i rækker og med saa stor afstand mellem disse, at jorden derimellem kan bearbejdes (med hakke) i voksetiden. MøllH.III.7.
Hakkejærnet. [II.1.3] (landbr.; l. br.) hakke (I). MO. *Ukrudt kan jo luges, | naar Hakkejærnet blot i god Tid bruges. Drachm.DJ.II.282. D&H.
Haleføringen. [I.1.1] (landbr.) den maade, hvorpaa en hest fører ell. bærer sin hale. LandbO.II. 494.
Haleremen. [I.1.1] (landbr., dial.) d. s. s. Asmidse. MO. MøllH.V.171. Feilb.
Haletavlen, i bet. 1: et. (kors -tavle. MilTeknO.106).1) (dial.) hestens halehaar. Feilb.2) (landbr. ell. dial.) den kødfulde del af hestens hale, hvorpaa haarene sidder (jf. -stejl). MilTeknO. MDL. LandmB.II.180.
Halmbinderen. spec. (landbr.): maskine, der binder halmen, som kommer fra halmrysteren, i knipper. LandbO. II.502.
Halmelevatoren. (landbr.) apparat, som anvendes til transport af halmen fra tærskeværket til halmstakken ell. halmstænget; staksætter. LandbO.II.497.
Halmhæset. (landbr. ell. dial.) stor halmstak. (Kalk.V.402). Moth.H34. Sv Grundtv. Feilb.
Halmrysteren. (landbr.) redskab, som anvendes (i forb. m. en tærskemaskine) til at ryste og befri den udtærskede halm for løst siddende kerner, avner olgn. LandmB.I.647. NatTid. 23/2 1913.M.Till.1.sp.2.
Halsroeen. [5.1] (landbr.) stokroe med begyndende stængeldannelse (jf. -løg, Frøløber). OrdbS.
Halvbraken. (landbr.; jf. II. Brak 1). Baud.G.68. LandbO.I.366.
Halvkarlen. (landbr. ell. dial.) ungt menneske, der endnu ikke tjener som rigtig karl (helkarl). Forordn. 19/2 1701. Goldschm.VIII.323. Hedebo.74.
Hamsemaskine ell. Hamseren. (til II. hamse 2; landbr.) maskine til hamsning af frø. Tidsskr.f.Frøavl.1922/23.694 (se u. II. hamse 2). jf. Kløverhamser. smst.
Handelsfoder(stof)et. (merkurstav ell. landbr.) foderstof, der produceres (som affalds- ell. hovedprodukt) i en industriel virksomhed. Sal.VI.758. Landb O.II.520.
Harpemaskineen. [V] (landbr.) maskine (apparat) til rensning af sæd. Goldschm. II.85.
Havevognen. (Hav-. Aakj.SV.VIII.45. Bregend.PG. 5). [II] (landbr., dial.) vogn m. (høst)haver. MøllH.IV.240. OrdbS.(Fyn). || (jy.) om vogn med tætte haver (vognkasse): kassevogn. Aakj. VB.187. Feilb. || ogs. om holstensk vogn. de stive, skumplende Havvogne eller “Holstenskvogne”. Bregend.PG.5.
Havreaalen. (zool.; landbr.) rundorm, der angriber havrens rødder, Heterodera Schachtii var. avenæ. LandmB.I.459. LandbO.II. 563.
Havrebranden. (bot.; landbr.) støvbrand, der angriber havren, Ustilago avenæ. Rostr.Flora.II.28. LandbO.II.564.
Havrehaten. (bot.; landbr.) slimskimmel, der angriber halm og aks af kornsorterne, og som efter høst kan danne en hætte paa spidsen af stubbene af havre og andet korn. LandbO.II.564. Sal.XVI.243.
Havretrætheden. (landbr.) det forhold ved en jord, at havren ikke mere vil trives paa den. LandbO.II.564.
Havrevikkeen. i flt. (landbr.) om blandingssæd af havre og vikker (hvori havren er overvejende; jf. Vikkehavre). Cit.1905. (NkS4°2964.IX.84). OrdbS.(Taasinge).
Hederugen. (landbr.) en slags rug, der fra gammel tid er blevet dyrket i magre egne (især paa opdyrket hedejord) i Jylland; sandrug; gammel dansk rug. Frem.DN.258. LandbO.IV.103.
Hejsestalden. (landbr.) to krybber m. mellemliggende fodergang, der danner et sammenhængende hele, som er ophængt i et hejseværk. MøllH.III.673. Landb O.IV.359.
Helbraken. [3.1] (landbr.; jf. II. Brak 1 samt Fuld-, Halvbrak). ChMourier.Brød.(1821). 37. LandbO.I.364.
hestev. [‘hæsd∂] -ede. (jf. eng. horse, v.; afl. af Hest 1.1; landbr. ell. dial.) bedække (en hoppe). at heste en hoppe. Moth. H179. MDL. Feilb. Rietz.285 (skaansk). Kværnd. OrdbS.(sjæll.). || heste af, d. s. s. afheste. Feilb.
Hestebaneen.1) (landbr.) den bane, en hest bevæger sig henad i en hestegang. LandbO.II.618.2) (nu sj.) jærnbane ell. sporvej, hvis tog trækkes af heste. MR. 1846.87.
Hestedommeren. (landbr.) dommer over heste paa dyrskuer. LandbO.II.600.
hestegaladj.1) [1.1] (jf. II. gal 2.4 slutn. og hingstgal; landbr. ell. dial.) om hoppe parrelysten. NBlich.ViumPræstekald.(1795). 169. Sal.VIII.885. Feilb. OrdbS.(Fyn, Falster).2) [1.2] (l. br.) om person: gal (2.4), tosset efter (at købe) heste. Han skal prakke (hestene) paa den unge Proprietær L. . . for han er hestegal. Schand.BS.410. D&H.
Hestegangen. (landbr.) mekanisme, hvorved en hests kraft overføres til en arbejdsmaskine, tærskeværk olgn. (idet hesten er spændt til en bom og bevæger sig rundt i en cirkel); (heste)omgang (jf. Bøjlehestegang). MR.1834.169. MøllH.III.100. (han) viste mig sine Stalde, sin Præmietyr, sin selvlavede Hestegang. Pont.GA.111. LandbO. II.618.
Hestehakkeen. (landbr.) radrenser, der trækkes af en hest. OpfB.2III.31. Danm Havebr.557.
Hestehjulet. (ogs. Hest-. Arb. forsikr.1907. BilagI.34). (landbr.) hjul til en hestegang; hovedhjul. MøllH.III.100.
Hesteomgangen. (landbr.) d. s. s. -gang. LandbO. II.618.
Hesteplagen. (landbr. ell. dial.) ung hest (fra ca. 1 aar til 3-4 aar); ogs.: (kastreret) hingstplag. ReynikeFosz.(1747).153. Plagen var Klaphingst og ikke Hesteplag. Ugeskr.f.Retsv. 1918.A.327. Feilb.II.842.
Hesteriveen. (landbr.) rive til hesteforspand, hvormed spildte straa, hø olgn. rives sammen. Da. Folkeblad.1835.98. Fattigfolk sanke de Ax, som Hesteriven har levnet. Baud.H.186. LandbO.II.629.
Hingsteskueet. (landbr.) dyrskue for hingste alene (jf. Hesteskue). Lov 1/4 1887.§3. LandbO.II.635.
Hirsekageen. kage af hirsemel. VSO. || nu kun (landbr.) om foderkage af hirseaffald. LandbO.II.636.
Hjerteforraadnelseen. [I.7.7] (landbr.) hos runkel- og sukkerroer: et sygdomsfænomen, der viser sig ved, at hjertet dør og gaar i forraadnelse. LandbO.II.639.
Hjulhakkeen. (landbr. ell. gart.) redskab til heste- ell. (især) haandkraft, der erstatter hakken ved løsning af jorden og bortlugning af ukrudt. LandbO.II.489. DanmHavebr. 557.
Hjulharveen. (landbr.) harve paa hjul. LandbO.II.643.
Hobsætningen. (især landbr.) det at sætte noget (især: korn) i hobe. Olufs. (MO.). LandmB.I.628.
Honningskimmelen. (landbr.) en slags skimlet hest. Sal.XII.84.
Hoppehildeen. (Hop-. MO.). (ænyd. d. s., ogs. m. overf. bet.: “forvirring”, sv. dial. hopphälla; jf. Springhilde; landbr. ell. dial.) hilde, hvormed et dyrs (især en hests) for- ell. bagben bindes sammen, saa at det kun kan hoppe. Moth.H260. VSO. Feilb.
Hoppekaaringen. [I] (landbr.) udvælgelse af de til avlsdyr bedst egnede hopper. Sognefogden er til Hoppekaaring i Sønder-Torup. Jak Knu.GP.169. Hertel.A.342.
Hornnikkeen. [1.1] (landbr. ell. dial.) hilde (reb), der bindes om et af hornene og et af benene paa (uvant) kvæg. Moth.H265. MDL. (u. 1. Nik). OrdbS.(Falster).
Hornrebet. [1.1] (landbr. ell. dial.) dels om reb, hvormed kreaturer bindes ved hornene under transport i jærnbanevogne ell. paa skibe, dels om den løkke, som ved en vis slags tøjr er fæstet om deres horn. LandbO.II.655. Feilb.
Hornskrueen. [1.1] (landbr.) apparat til at give kreaturers horn en smuk, regelmæssig form (jf. -tvinge). LandbO.II.654.
Horntvingeen. [1.1] (landbr.) d. s. s. -skrue. LandbO.II.654.
Hovedhjulet. vAph. (1759). D&H. || spec. (landbr.) d. s. s. Hestehjul. MøllH.III.100. || (bog, nu l. br.) billedl. (til Hjul 6.1). Religionen var ikke Hovet-Hiulet, som drev denne Mands Gierninger. Holb.DH.II.370. Ew.(1914).IV.170. Endnu Hundred Aar frem i Tiden mindedes Bornholmerne Ancker som Hovedhjulet i (opstanden mod Printzensköld). Bornh. Samlinger.IX.(1915).145.
Hulskovlen. [II.2.1] (landbr. ell. dial.) skovl med hult blad (til at kaste korn, øse vand med olgn.; jf. -skuffe). Moth.H302. LandmB.I.314. Esp.436. Feilb.
Hungertitteen. (jf. nt. hungertitten sugen, lide sult, ty. hungerzitze; sml. dial. hungerpatte i sa. bet. som -titte (Feilb.); 2. led er sv. dial. titt (tiss), no. titta, nt., mnt. titte, hty. zitze, brystvorte, patte; jf. Nonnetit; landbr. ell. dial.) langagtig, flad, vorteformet forhøjning i bunden af mundhulen hos kvæg; ogs. om opsvulmede, noget betændte læbepapiller hos kvæg. LandbO.III. 608. Feilb. (u. hungerpatte).
Husmandsbruget. (især landbr.). Ejendommen skal bestandig . . opretholdes som Husmandsbrug.LandbO.II.708. Skjoldb.SM. 22.
Husmølleen. (landbr.) mindre vindmølle ell. -motor (ofte anbragt oven paa en bygning), der forsyner et enkelt landbrug med kraft. LandmB.III.380. I V. er en Husmølle blæst ned. Pol. 1/2 1905.B.3.sp.1. LandbO.II.712.
Hvedebranden. (bot., landbr.) brandsvamp, der angriber hvede, dels om hvedens stinkbrand (Tilletia Caries Dc.), dels om hvedens støvbrand (Ustilago Tritici). Sal.2 XI.945.
Hvedejorden. jord, hvori der dyrkes hvede; især (landbr.) om særlig frugtbar jord (jf. -land samt Havre-, Rugjord). Moth. H333. MøllH.III.193.
Hvidakset. (landbr.) kornaks, der (p. gr. af visse insekters angreb ell. af andre aarsager) er blevet goldt og hvidt. LTid.1762.289. LandbO.II.733. || hertil navne paa insekter, der frembringer (ell. hvis larver frembringer) hvidaks: Hvidaksmøl (Oxenheimeria taurella), -ugle (Hadena secalis). LandbO.II.733.
Hvidkroneen. (hvid krone. Sal.XII.84). (vet., landbr.) hvidt aftegn paa hovens krone. Vallak, 4 Aar gammel, sort af Lød, Tegning: Stjern, Snip og Hvidkrone. Gjel.R.116.
Hvidraadet. (især landbr.) hvidlig raaddenskab hos rodfrugter, især turnips, fremkaldt af en bakterie; hvidbakteriose. Sal.2XII.9.
Hvileageren. (landbr.; jf. -jord). (Kalk.V.491). vAph. (1759). MO. D&H.
Hvilejorden. (landbr.) mark, jord, der ligger i hvile (II.2) (jf. -ager, -land, -mark). MO. D&H.
Hvilemarken. (landbr.; jf. -jord). MO.
hvinskadj. [vin()sg] ogs. (h)vimsk, (h)vimmelsk. OrdbS.(Langeland). (af uvis oprindelse; jf. dog II. hvine 2; landbr. ell. dial.) om sygelig tilstand hos hopper, kendetegnet ved stærke brunstsymptomer, spec. kildenhed; “rumpegal”; nymfoman. Hvinske Hopper. Bek.Nr.10 25/1 1878.A.§9. Dagbl. 15/2 1882.3.sp.3. LandbO.II.739. (hoppens) væsenlige Mangel er, at den er hvinsk, saaledes at den til Tider er meget vanskelig – endog farlig – at omgaas og at bruge. Højesteretstid.1919.1050. (hun) vred sig i Grin og hoppede og skvaldrede som en hvinsk Fole. Bregend.MAG.48. Feilb. || uegl.: kilden. “a taaler ikke at bli’ kildret.” “Du er maaskesig hvinsk.” Aakj.FJ. 25. || hertil:
Hænganlæget. (landbr.) overrislingssystem (ved engvanding), anlagt paa et skraanende terræn (jf. -bed). LandbO.IV.727.
Hængbedet. (Hænge-. LandbO.II.749). (landbr.) bed (afdeling) i et hænganlæg.LandmB. I.331.
Hængebugen. [3.2] (l. br. uden for fagl. spr.) slapt nedhængende underliv (især hos flerfødende kvinder: Abdomen pendulum); tyk mave; vom (jf. -mave, -vom). vAph.(1759). VortHj. II1.146. || (vet. ell. landbr.) hængende vom hos heste ell. køer (hidrørende fra for stærkt fyldende ernæring); høbug. Sal.XI.164. LandbO.II.605.
Høbjærgningen. (nu kun dial. -bjær(g)ing). (ænyd. høbier(r)ing; landbr. ell. dial.) som vbs.: arbejde med at (avle og) bjærge hø; ogs. konkr., om det avlede hø, afgrøden. -bjærgning: LTid.1761.154. betydelig Høebiergning af Enge. Olufs.NyOec.I.189. JPJac.I. 13. Pont.LP.VII.176. -bjæring: den, som Skoven ejer, kand ikke tilholde sig nogen Rettighed der til Græsgang, eller Høebiering. DL.5–10–21. mine nye kiøbte Bønder . . have stor Høe Biering. Holb.Qvægs. 402. LTid.1728.629. VSO. Feilb.
Høbugen. (landbr.) tyk, hængende bug hos hest (jf. Græs-, Hængebug). Sal. III.847. LandbO.II.605.
Høbunden. flt. (nu næppe br.) -e. (landbr. ell. dial.) jordbund ell. (mere konkr.; nu næppe br.) engstykke, som bruges til ell. er egnet til høavling. Moth.H364. deres Enge og Høebunde . . vare alt for faae mod Agerlandet at regne. EPont.Atlas.III.609. VSO. Feilb.
Høfrøet. (landbr. ell. dial.) især koll. om frø, avner olgn., som falder fra under arbejdet med (bjærgning osv. af) tørt hø, og som dels brugtes til udsæd, dels som lægemiddel (jf. -blomst). Moth.H364. Huusholdere tale ofte om godt Høe-Frøe, at saae paa Enge. LTid.1750.309. Adr. 25/1 1762.sp. 12. Frem.DN.258. Feilb. Kværnd.
Høgulvet. (landbr. ell. dial.) gulv (2) i lade ell. udhus, hvor høet anbringes. Moth.H364. “A troede, Du var i Høgulvet, Magnus?” “Jeg skal derop om et Øjeblik, naar det næste Læs Hø kommer fra Sønder-Enghaven.” JakKnu.GP.80. Esp.109. Feilb.
Høharpunen. (landbr.) harpunlignende apparat til at løfte et større kvantum hø op med. LandmB.I.634. LandbO.I.31.
Høhæk(ke)en. (landbr.) hæk (I.1.6) i (heste)baas, hvori den enkelte gift hø anbringes (jf. -gamme). Høhækkenes Jærngitre. Gjel.R.89. -hæk: LandbO.II.759. -hække: vAph.(1759). D&H.
Høhæset (Moth.H364. Drachm.VT.329) ell. (nu især dial.) en (LTid.1740.758. VSO.). (-hæsse. vAph.(1759). VSO. jf. -hese. LTid.1740. 758). (landbr. ell. dial.; jf. -stak). Moth. H364. det store Hø-Hæs, der rejste sin foroverbøjede Pyramide tæt udenfor den straatækte . . Lade.Drachm.VT.329. sa.UB. 186. Feilb.
Højbinderen. [II.1.1] (landbr.) selvbindende mejemaskine (selvbinder), hvor sæden ved en særlig anordning løftes fra skæreapparatet op til bindebordet (jf. Lavbinder). LandmB.I.640.
Højmarken. [II.1.2] (jf. -bund, -land; landbr.). betydelige Arealer Mose og moseagtig Jord ere i smaa Partier spredte imellem Højmark. LandmB.I.388. Skjoldb.G.8.
Høkniven. (landbr.) stor kniv, hvormed man skærer (ell. hugger) hø løs af en stak olgn.; stakkniv. MøllH.III.220. LandbO. II.761.
Høkrogen. (landbr.) spids jærnkrog m. træskaft, hvormed sammenpakket hø trækkes ud (jf. -tyv). (Kalk.II.347). VSO. Fr Grundtv.LK.112. SjællBond.38. Feilb.
Høpresseen. (landbr.) maskine, som presser hø. LandbO.II.502. Sal.2 XII.146.
Høriveen. (landbr.) haand- ell. hesterive til at rive hø sammen med. vAph.(1764). LandbO.II.757. Feilb.
Hørytteren. (landbr.) træstillads, -stativ til tørring og vejring af hø. MøllH. III.217. Sal.2XII.154.
Høsaltet. (landbr.) salt, anvendt til at hemme høets gæring. LandbO.II.782. jf.: Høsaltning. smst.756.
Høsamleren.1) (landbr.) redskab til samling og stakning af hø. LandbO.II.782.2) (jf. I. Hø 2; spøg., sj.) om botaniker, der samler og tørrer planter (til et herbarium). Warm. Koppen hos Vortemælken.(1871).103.
Høslæberen. (landbr.) redskab til sammenslæbning af hø, fx. bestaaende af et langt, bredt bræt, m. en hest forspændt for hver ende (jf. -slæbe). LandbO.II.757.
Høslædeen. (landbr.) en slags slæde, hvorpaa det hø, der af høriven er samlet i strenge, slæbes sammen. LandbO.II.782.
Høspredemaskineen. (landbr.) d. s. s. -spreder. OpfB.2 III.35.
Høsprederen. (landbr.) maskine til spredning ell. vending af høet (for at fremme dets tørring og vejring); høspredemaskine (jf. -vender). LandbO.II.783.
Høstbaandet. (landbr.) baand, hvormed kornet sammenbindes til neg. Hage.4 904.
Høstgrødeen. (landbr. ell. dial.) eftergrøde (næsten kun af græs); eftergræs. der var høst-grøde (1871: Græs til anden Slæt), efter kongen havde ladet afhugge græsset. Am.7.1(Chr.VI). VSO. Sal.2VI.744. Feilb. OrdbS.(Fyn).
Høsthaveen. (sj. -haver. ZakNiels.Fort.108) (landbr. ell. dial.; især i flt.) have (II) til høstvogn (jf. -hæk). Moth.H392. VSO. MO. LandbO.IV.799. Feilb. FrGrundtv.LK.118.
Høsthæken. (landbr.) d. s. s. -have. Sal.2XI.37.
Høstkrogen. (landbr., l. br.) om (hver af) de to ell. tre kroge, der anbringes paa leskaftet ved mejning af sæd, og som har til opgave at gribe og lægge til side det korn, som leen afskærer; mejekrog, -red. D&H.II. 633.
Høstrengen. (landbr. ell. dial.) lang stribe (dynge), hvori høet sammenrives, ell. hvori det lægges af slaamaskinen. LandbO. II.782. Feilb.
Høstroeen. (gart. ell. landbr.) sildig form af turnips ell. have-roe. JTusch.41. LandbO.II.784. Sal.2XX.278.
Høstrugen. (landbr.) vinterrug (der saas om efteraaret; mods. Vaarrug). LandbO.IV.102.
Høsvøbet. (landbr.) tyndt reb, hvormed hølæsset omvikles paa langs og tværs (jf. -væv(e)l). MøllH.VI.333.
Høvenderen. (landbr.) d. s. s. -spreder. LandbO.II.783.
Høvognen. (landbr.) vogn, der anvendes til høkørsel. Cit.1705.(KbhDipl.V.799). VSO. MO. JakKnu.GP.82.
Høværdien. (landbr.) (foder)-værdien af middelgodt enghø, anvendt som grundlag for beregning af andre fodermidlers værdi. MøllH.III.214. LandbO.II.118.
Høvæv(e)len. (ænyd. høvevel, -vevle; landbr. ell. dial.) dels (nu l. br.): baand, sammensnoet af hø, til sammenbinding af hø i knipper. Moth.H365. VSO. dels: langt reb til at vikle omkring et hølæs (jf. -svøb). Høereedte Vogne med Tilbehør, nemlig Ladestang, For- og Bag-, samt Tvær-Reeb, og Høevævel. JPPrahl.AC.57. Junge. Tolderl.F.I.154. ZakNiels.K.31. AarbFrborg. 1920.90. jf. Rietz.834(skaansk). || løbe en høvæv(e)l ind, fastelavnsleg bestaaende i, at man vinder en høvævel op omkring en stage ved at holde i rebets yderste ende og løbe i en rundkreds omkring stagen. Halleby.180. jf. LAndersen. Folkeliv i Ods Herred.(1919).26.
ikælvetpart. adj. (dial., landbr.) d. s. s. -kalvet. Salgsskuer skulde . . omfatte unge Tyre, Kvier og ikælvede unge Køer. Dagbl. 11/9 1889.2.sp.6. Ikælvede Kvier skal næppe være til at opdrive. KvBl. 23/1 1907.2.sp.2. Kværnd.
Ilæggeren. (landbr.) til -lægge 1 slutn.: person, som lægger kornet i (damp)tærskeværket. LandmB. I.646. Damptærskeværket . . har med Ilægger og Maskinist været hele Landsbyen rundt.Fleuron.IN.97.
Ilæggerapparatet. (jf. -lægger; landbr.) apparat til at lægge korn i (damp)tærskeværket. MøllH.VI.334. Larsen.
indavlev. [-au’l∂] vbs. -ing (s. d.). (ænyd. d. s.)1) (jf. avle ind u. avle 2; landbr.) faa som udbytte ved avling af korn olgn. ell. (især) bringe (afgrøde) i hus; indhøste. (næsten kun i perf. part.). de af (de vilde folk) som kunne aarlig indavle en Mængde Korn, bekymre sig dog aldrig om at indhøste uden net op det Fornødne. Kraft.VF.109. saasnart Bonden har indavlet, udtærskes forlods saa meget Korn, som kan løse den . . fastsatte Løn for en Karl. FBagger.ByeLov.(1773).38. Ladelængen . . var fyldt med indavlet Sæd. Pol. 12/10 1925.6.sp.5.2) (jf. avle 4) kors d. s. s. -arte; i part. indavlet som adj.: medfødt; rodfæstet. indavled og medfød Dyyd og Adelskab. Gram.Nucleus. 538.
Inderkornet. (landbr.) det andet (tredje) og mindste korn i et tokornet (trekornet) smaa-aks hos havre. LandbO.II.549.
Indertanden. (landbr. ell. vet.) om (hver af) de to midterste (inderste) mælkefortænder hos hesten. LandmB. II.197.
Indhøstningen. flt. (nu næppe br.) -er. (landbr.) vbs. til -høste. Moth.H393. den Samtale om Afgrøden og alt hvad Indhøstningen vedkommer. LTid.1738.653. Hestene, der netop er ubetinget nødvendige ved Indhøstningen. Brandes.III.645. LandbO.III.195. jf.: i Dag skal vi have Indhøstningsgilde. Hus og Hjem.1912.599.sp.2. overf.: EHannover.NA.8. || (nu næppe br.) konkr. (jf. -høst). man (kan) nu paa det nøyeste . . see, hvor høyt Landets Indhøstninger . . oversteeg Indvaanernes Fornødenhed. LTid.1763.57. Regnskabet over Udsæden og Indhøstningen førte jeg. Biehl.DQ.II. 106.
Indloden. [4.1, 9.3] (landbr., dial.) jordlod inde i by (mods. Udlod). de saa ringe agtede Udlodder (kunde blive) lige saa gode som Indlodderne. CFWegener.LK.33. Feilb.
indrøgtev. vbs. -ning. (landbr., dial.) give kreaturerne det sidste foder om aftenen. MDL.(Jylland). En Times Tid efter, da der var indrøgtet, samledes vi til Nadverbordet. KSkytte.JB. 26. Anders udførte Indrøgtningen i Mørkningstiden uden Lygte. Skjoldb.KH.23. Saadan gaar Aftenen fra der ved 5-6 Tiden er “indrøgtet” til . . der skal malkes til Kvælds. Bregend.AS.100. Feilb.
Jordblandingen. [6] (jf. -blande; gart. ell. landbr.) det at blande forsk. slags jord ell. tilføre andre jordarter (i dyrkningsøjemed); ogs. konkr.: blanding af forsk. jordarter. Jordblanding . . er Grundvolden til al Forbedring paa skarpsandede Jorder. Olufs.NyOec.I.186. VSO. Bentz.Stg.75. Jordblanding laves i Havebruget til Drivbede, Drivhuse og Potteplanter . . Som Hovedbestanddel bruges Lerjord . . gl. Gødning. LandbO.II.842.
Jordbukserpl. [6.2] (gart. ell. landbr.). et Parti af Roden bag Spidsen er (oftest) fast omgivet af et Jordlag, eller, som Praktikerne undertiden udtrykke det: “Roden har Jordbuxer paa.” MøllH.V.70.
Jorddækningen. [6] (især gart. ell. landbr.) det at tildække, beskytte noget med et jordlag; ogs. konkr.: d. s. s. -dække. Jorddækning anvendes i Havebruget ved Planter, som man vil sikre imod Udtørring, naar den varme Aarstid indtræder. MøllH.III.308. HavebrL.2418.
Jordforbedringsmiddelet. (landbr.) materiale (som humus, mergel ell. egl. staldgødning), der tilføres jorden for at forbedre den (jf. -gødning). Sal.2XIII. 178.
Jordslæberen. [2.3] (landbr. ell. gart.) agerslæber. Haven. 1926.184.sp.2.
Jordtrætheden. [4] (landbr. ell. gart.) goldhed i jordbunden som følge af fleraarig dyrkelse af samme plantesort. HavebrL.3I.480.
Julekoen. (landbr.).1) (foræld.) ko, som skulde kælve midt i decbr. og malke resten af vinteren og foraaret, naar de andre køer ikke gav mælk (jf. -kalv). LandbO.III.292.2) (sj.) ko, som slagtes ved juletid. Budde.JF. I.13 (se u. -gris).
Jærnharveen. (nu sj. -harv. MO. tidligere ogs. (skrevet) -harre. Moth.J83). (landbr.) harve af jærn ell. med tænder af jærn. VSO. MO. OpfB.2III.18. Feilb.
Jærnploven. (landbr.) plov, der er helt af jærn, ell. plov af træ, men med plovjærn. han havde maattet gaae paa gloende Jernplove.KofodA.I.10. MO. Feilb.
Kaalbroken. (bot. ell. landbr.) en hos planter af de korsblomstredes orden, især af kaalslægten, optrædende rodsygdom m. store opsvulmninger, fremkaldt af kaalbroksvampen.Sal.VII.441. DanmHavebr.678.
Kaalbroksvampen. (bot. ell. landbr.) svampearten Plasmodiophora brassicae Wor., der fremkalder kaalbrok. Rostr.Flora.II.4. Danm Havebr.682.
Kaalspyen. (landbr. ell. zool.; sj.) d. s. s. -flue. WLöbe.Olievæxterne.(overs.1845).130.
Kagebryderen. [3.3] (jf. -brækker, -knuser; landbr.) redskab (maskine), hvormed foderkager brækkes i stykker. LandbO.III.13.
Kagebrækkeren. [3.3] (landbr.) d. s. Ugeskrift f.Landmænd. 1914.10.
Kageknuseren. [3.3] (jf. -bryder; landbr.). AntChristensen.Redskabslære.(1926).204.
Kakaokageen. (landbr.) foderkage, der fremstilles af kakaobønner. LandbO.III.14.
Kaligødningen. (landbr., gart.) kali(salte), anv. som gødning. LandbO.III. 17.
Kalkgødningen. (landbr.) kalkholdige gødningsmidler (mergel, kulsur kalk olgn.), der paaføres dyrkede jorder. Sal.X. 97.
Kalktrangen. (landbr.) om jordens trang til kalkgødning. LandbO.III.31. Riget. 7/11 1912.6.sp.3.
Kalvestien. (landbr.) aflukke (stald) for kalve. OeconJourn.1757.638. LandmB.II. 272.
Kalvetiden. (af I. kalve 1.1; landbr.; nu l. br.) kælvetid. VSO. MO.
Kamharveen. [5.4] (landbr.) redskab til harvning paa langs ad roe- og kartoffelkamme; dril-, kartoffelharve. LandbO.II.535.
Kamkulturen. [5.4] (landbr.) dyrkning af planter paa kunstigt tilvejebragte kamme (mods. Fladkultur). LandbO.III.40.
Kamploven. [5.4] (landbr.). Kamploven . . anvendes til at lægge Ageren i Kamme. OpfB.1IV.309.
Kamtromleen. [jf. 3.3] (landbr.) tromle, bestaaende af en del paa den fælles akse sidestillede skarpkantede ringe; ringtromle. LandbO. III.40.
Karreploven. (landbr.) plov med fri tohjulet forvogn (karre), hvorpaa aasen hviler. LandbO.III.822.
Kartoffelboreren. (zool., landbr.) sommerfuglen Hydroecia micacea Esp., hvis larve borer sig ind i kartoffelstængler.SRostr.LS.157. LandbO.III.72.
Kartoffelbroket, en. (landbr.) sygdom hos kartofler, fremkaldt ved angreb af svampen Synchytrium endobioticum. FlensbA. 26/8 1924. 6.sp.2. Haven.1927.16.sp.2.
Kartoffelfarsoten. (landbr.) d. s. s. -sygdom. Rostr.Sygdomme hos de i Marken dyrkede Planter.(1871).78. MøllH.III.404.
Kartoffelgraveren. (landbr.) en slags kartoffeloptager (2). MøllH.V.399.
Kartoffelharveen. (landbr.) harve til harvning paa langs ad kartoffelkamme; kamharve. LandbO.II.535.
Kartoffellæggemaskine ell. Kartoffel-læggeren. (landbr.) maskine, som opfurer marken, lægger kartoflerne i passende dybde og tildækker dem med jord. LandbO.III.72.
Kartoffeloptageren.1) (l. br.) person, der tager kartofler op. Kartoffeloptagerne sad . . og ventede paa Nætteren. Aakj.VB.202. jf.: den lemmestærke, mandagtige Galop-Sofi . . var den skrappeste Kartoffeloptagerske i mange Sogne. smst.188.2) (jf. -graver, -hæver; landbr.) redskab ell. maskine til optagning af kartofler. LandbO.III.73.
Kartoffelskuffeen. (landbr.) skuffe (skovl), der bruges ved læsning af kartofler. HavebrL.2430.
Kartoffelskurven. (landbr.) sygdom (fremkaldt af bakterier), der viser sig som flade vorter med en rynket ell. knudret overflade paa kartoffelknolde. DanmHavebr.760. LandbO.III.75.
Kartoffelsygdomen. (landbr.) sygdomsangreb paa kartoffelplanten; især om angreb af kartoffelskimmel (jf. -farsot, -forraadnelse). Brandes.IX.442. LandbO.III.83.
Kartoffelsygeen. (landbr.) d. s. Levin. LandbO.III.59.
Kartoffeltægeen. (zool., landbr.) tægen Calocoris bipunctatus, der angriber kartoffelplanten. SRostr.LS.65.
Kartoffelva(d)skeren. (landbr.) redskab, maskine til renvaskning af kartofler. Olufs.Oec.VII.112. MO.
Kasteloen. [II.6.1] (landbr.) del af loen, hvor kornet renses (“kastes”). MO. LandbO.III.321.
Kastemaskineen.1) [II.1.1] (foræld.) indretning (blide olgn.), hvormed (store) sten kan slynges mod en fjende. Kierk.XI.43. OpfB.3IV3.12.2) [II.6.1] (landbr.) maskine, i hvilken avner og emter skilles fra sæden. LandmB.I.648. AnkerLars.MM.38.
Kasteskuffeen. [II.6] (især landbr.) skuffe ell. skovl til kastning af forsk. ting (sne, sand: VSO.), især korn (jf. -skovl 1). MO. LandbO.III.85.
Kastestolen. [II.6.1] (landbr.) lille lav stol, hvorpaa den, der “kaster” kornet, sidder. VSO. Feilb.
Kernefoder, Kærnefoderet. [I.1.1] (jf. -føde; især landbr.) husdyrfoder bestaaende af kernen af sædarterne og frugten af bælgsæd (mods. halm, straa som foder). VSO. MO. Landb O.III.95. Feilb. billedl.: classisk Dannelse (bliver altid) Kjernefoder for Sjelen, denne ganske anderledes tjenlig end Grønfoder. Kierk.VI.98.
kernefodre, kærnefodrev. [I.1.1] (især landbr.) fodre med kernefoder. Hesten trænger til at kjernefores. Levin. unge kærnefodrede Heste. KBirkGrønb.BS.20.
Kerneføde, Kærnefødeen. [I.1.1] (landbr.; nu sj.) d. s. s. -foder. VSO. MO.
Kernehest, Kærnehesten. [II ell. IV] (landbr.) hest, der (ved en hestegang) trækker en kerne. VSO. MO. MøllH. III.431. Feilb.
Kerneprocent, Kærneprocenten. [I.1.1] (landbr.) udtryk for vægtforholdet ml. kerne og halm; kornprocent. LandbO.III.198.
Kerneris, Kærneriset. [II] (især landbr.) i faststaaende kerne: roterende (træ)aksel m. radiært paa denne siddende træplader ell. -rammer, “vinger”, v. hj. af hvilke fløden bringes i stadig bevægelse. MøllH.III.432. LandmB.II.462. Feilb.
kernesat, kærnesatpart. adj. [I.1.1] (jf. -sætning; især landbr.) om korn: som har sat kerne. MO. Rugen er kraftig udviklet og godt kærnesat. Dag Nyh. 11/8 1922.4.sp.3. Feilb. billedl.: *denne Verdens Lyster, | Det slemme TjørneKrat, | Har kvalt i mange Bryster | Hvad alt var kiernesat! Grundtv.SS.I.314.
Kernestage, Kærnestageen. [II] (landbr.) d. s. s. -stang 2. D&H. OrdbS.(Sjæll., Fyn).
Kernestav, Kærnestaven. [II] (landbr.) d. s. s. -stang 2. Moth.K435. VSO. MøllH.III.432. Feilb. || fandens kernestav, se Fanden 2.1.
Kernesætning, Kærnesætningen. [I.1.1] (jf. -sat; især landbr.) det forhold, at kornet sætter kerne. Olufs.Oec.VIII. 301. (regnen) kunde skænke Rughøsten nogle Dage, hvorved Muligheden for en fyldigere og bedre Kærnesætning vil kunne tænkes. DagNyh. 18/7 1921.4.sp.3.
Kerneudbytte, Kærneudbytteet. [I.1.1] (jf. -procent; især landbr.). LandbO.I.422. Kærneudbyttet af Byg og Havre vil . . staa tilbage for de seneste Aar. DagNyh. 2/10 1910.A.1.sp.2.
Kileageren. (landbr.) kileformet ager. ere Marksiderne ikke ganske, men nær parallelle, bliver den sidste Ager en saakaldet Kileager, bredere i den ene end i den anden Ende. LandmB.I.445. jf. SamsøsStednavne.(1922).17.
Kindstykkeet.1) (landbr.) i hovedtøj ell. grime til hest: rem, der sidder paa hovedets sideflade. MøllH.III. 140.2) sværd d. s. s. -fløj. PolitiE.Kosterbl. 3/8 1922.2.sp.2.
klatgødev. [I.4] (landbr.) gøde ved at lægge en klat gødning ved hver (kartoffel)plante (i st. f. at sprede gødningen ud over ageren). LandbO. III.64.
Kliningen. vbs. til kline; især (landbr.; navnlig om tidligere tiders forhold) til kline 1.2; ogs. konkr., om lerblanding olgn., som er klinet paa mur. Moth.K182. Leer til Kliningen. OeconJourn.1757.239. den aarlige Klining. Argus.1771.Nr.22.3. (huset) saa helt godt ud baade i Tømmer og Klining. AndNx. PE.I.202. SjællBond.22. Feilb.
Klinterotteen. [I] (landbr.) lille hest fra Møn. JBKrarup & S Tuxen. Landbrugets Udvikling.V.(1904). 319. OrdbS.(sjæll.).
Klohakkeen. (landbr.) d. s. s. I. Klo 2.5 (jf. Klovhakke). LandmB.III. 225.
Klovebaandet. (til II. Klov 4.2; landbr. ell. dial.)1) reb i kloven, hvorved dyret fastbindes. OecMag.V.371.2) træstykke, som danner lukke, laas for en klove. Feilb.
klovebindev. (klov-. Sal.2XIV.170 (u. Klove). kors klo-. Moth.K158). (til II. Klov 4.2; landbr. ell. dial.) fastbinde et dyr v. hj. af en klov. VSO. MO. || i perf. part. brugt som adj., om kvæg, som holdes paa stald. have 8 klovebundne Qvægshoveder. VSO.
Klovebindselen (Moth.K158) ell. et (VSO.). (kors Klo-. Moth.K158). (til II. Klov 4.2; landbr. ell. dial.)1) d. s. s. -baand 1. Moth.K158. VSO.2) træstykke, der forbinder kloven med rendetræet. Feilb.
Klovebøjleen. (landbr. ell. dial.) d. s. s. II. Klov 4.2. Feilb. Klov-. MDL.
Klumpeknuseren. (til I. Klump 1.1; jf. Knoldeknuser; landbr.) tromle til knusning af knolde og klumper (paa svær jord). LandbO.III.119.
Knivharveen. (landbr.) harve med skiveformede tænder. LandbO.II.530.
Knoldeknuseren. (Knold-. D&H.). (jf. Knold 1.1 og 4; landbr.) d. s. s. Klumpeknuser. LandbO.III.142.
Kobbelbruget. [3] (landbr.) dyrkningssystem (indført fra Holsten midt i 18. aarh.; jf. holstensk drift u. holstensk 2), hvorefter al jorden inddeles i kobler, som i en bestemt rækkefølge benyttes afvekslende til i et antal aar at give sæd, derefter til høslæt og græsning (jf. -drift). LandmB.I.196. Allerede 1706 havde han først af alle i disse Egne indført Kobbelbruget i Stedet for Trevangssystemet. AFriis.BD.I.277.
Kobbeldriften. [3] (landbr.) dels: det at drive sin jord efter det u. -brug nævnte system; dels: d. s. s. -brug. VSO. MøllH.III.511. det (vil) være nødvendigt at udvide (trækkraften) ud over det, som kræves af en Kobbeldrift med Runkelroer og fleraarigt Græsleje. LandmB. III.126.
Kodækkenet. (landbr.) dækken til beskyttelse af køer mod kulde, regn, insekter olgn. LandbO.III.150. Krak.1921.II.646.
kohasetadj. (fagl., især vet., landbr.) om hest: hvis hasespidser vender indad imod hinanden (i st. for bagud). Viborg.HY.107. LandmB.II.184.
koldtungadj. [II.1.1] (landbr.) om mælk: som ved efter malkningen at være blevet kold har tabt i evne til at afsætte fløde ved rolig henstand. LandbO. IV.620. LandmB.II.448. hertil: Koldtunghed. smst.449.
Kongehætteen. (dial. Kongs-. Moth.K287. OrdbS.(sjæll., bornh.). jf. Feilb.). (jf. I. Hætte 4.7; landbr. ell. vet.) især i best. f., om netmaven hos drøvtyggerne (Reticulum). Abildg.&Viborg.F.4. LandbO.III.533.
Kontrolforeningen. (landbr.) forening, der lader udføre kontrol med køernes mælkemængde, -fedme osv. hos medlemmerne (jf. -assistent). LandbO.III.172. den første Kontrolforening ikke blot i Danmark, men i Verden blev oprettet paa Kildebrønd Andelsmælkeri. Hertel.A.382.
Kornbaandet. (jf. Baand 3.3; landbr.) baand, snoet af halm, siv olgn., brugt til at binde korn i neg med. Moth. K296. VSO. MO. || kors om neg. (at) opsætte et Korn-Baand, eller Neeg for Spurrene. Ruge.FT.255.
Korngulvet. (landbr. ell. dial.; jf. Gulv 2, Karunkel) rum (afdeling) i lade til det indhøstede korn; ogs. om hele laden (kornladen). Moth.K297. Thiele. III.67. MDL. LandbO.III.321. Feilb. Esp. 109. OrdbS.(Fyn).
Kornhalmen.1) (l. br.) halm (1-2) af kornsorterne. VSO.2) (landbr. ell. dial.) aarsafgrøde, halm (3) af korn. De tage der (dvs.: i England) sædvanligen efter Brændingen (dvs.: af en mark) to Kornhalme uden Gjødske. Olufs.Oec.VII.416. sa.NyOec. I.55.
Kornharpeen. (landbr. ell. dial.) redskab, harpe (II), til rensning af korn. Moth.K297. vAph.Nath. IV.432. VSO. Feilb. BornholmsAvis. 7/3 1923. 2.sp.7.
Kornhjælmen. (ænyd. d. s.; oldn. kornhjalmr; landbr. ell. dial.) hjælm (II) til opbevaring af det høstede korn. Moth. K297. LandbO.II.643.
Kornhæset. (landbr. ell. dial.; jf. -stak). Moth.K297. VSO. Feilb.
Kornkrebsen. (især landbr.) d. s. s. -snudebille; kors d. s. s. Jordkrebs (VSO.). EPont.Atlas.I.671. JPaulli.Urte-Bog.(1761). 415. Dagen. 2/11 1826.1.sp.1.
Kornprocenten. (landbr.) d. s. s. Kerneprocent. LandbO.III.198.
Kornrensemaskineen. (landbr.) maskine til rensning af korn; nu især om maskine, der først anvendes til kastning af korn (jf. Kastemaskine 2) og senere (ved en lille forandring) til rensning af dette (jf. -renser 2, -rensningsmaskine). OpfB.1 VIII.392. Schand.SB.217. Sal.2XIV.530.
Kornskovlen. (jf. -skuffe; landbr.) træskovl til at skovle korn med. Moth.K299. VSO. MO.
Kornskraaen. (landbr.) knust, groftmalet korn, brugt som foder. Pont. F.I.30. D&H.
Kornskuffeen. (landbr.) d. s. s. -skovl. MO. LandbO.III.200.
Kornvognen. (landbr. ell. dial.) høstvogn. Moth.K300. MO. Feilb.
Korsbidet. (landbr.) hos hest: skæv stilling af skæretænderne i forhold til hinanden. MøllH.III.580. D&H.
Korthornet. [III.1.1] (landbr.) ofte som forkortelse af Korthorns-kvæg ell. -race. Kødkvaliteten af Korthornsblandinger er bedre end af rent Korthorn. LandmB.II.243. Blandt Kødracerne Verden over er Korthornet ubestridt Mønsterracen. LandbO.I.690. || ogs. i gen. korthorns brugt som selvstændigt (ubøjeligt) subst. Der er en forbavsende Mangfoldighed; af Kvæg: Anglere, Hollændere, Korthorns, Ayrshire, Smaalændinge. Bogan.II.177. de engelske Korthorns var ualmindelig gode Køddyr. ThitJens.J.141.
korthorns-i ssgr., især (landbr.) om en i 19. aarh. udviklet race af kød- ell. fedekvæg, som er udgaaet fra den i Yorkshire hjemmehørende marskrace, fx. -kvæg (MøllH.III.583), -race (Prosch.Huusdyravlens alm.Love.(1861).69. LandmB.II. 243), -tyr (JakKnu.GP.16) ofl.
kotungadj. (landbr.) om mælk: som har meget mangelfuld flødeafsætning (p. gr. af en fejl, mælken har allr. fra koen, ikke faar ved efter malkningen at blive afkølet; jf. koldtung). MøllH.IV.439. LandbO.IV. 620.
kovarmadj. (landbr.) om nymalket mælk: som har den til koens naturlige legemstemperatur svarende varmegrad; ikke afkølet. LandmB.II.271. LandbO.III. 215. hertil:
Kovarmeen. (landbr.). Opvarmes den kolde Mælk . . forinden Skumningen til Kovarme (35-40° C), skummes den af alle Centrifuger. LandmB.II.448. LandbO.III.215.
kraftfodrev. [2.4] vbs. -ing (Pont.FL.151. Aakj.VB.27). (landbr.) give (husdyr) kraftfoder. de kraftfodrede Kreaturer. Aakj.VB.247. vi bliver her nogle Dage og kraftfodrer vore nogle og tredive Hunde. KnudRasm.DØ.69. || (dagl.) m. h. t. børn: give særlig kraftig kost. forcere Ernæringen og kraftfodre Børnene ud over de naturlige Grænser. VortHj.II1. 174.
Kraftgødningen. [2.4] (gart. ell. landbr.) gødning, der virker kraftigt. Larsen.
Kratteen. [‘krAd∂] (dial. Krat. jf. VSO. Feilb.). flt. -r. (sv. kratta; af II. kratte; landbr. ell. dial.) rivelignende redskab til at samle korn(straa) olgn. sammen med; dels: rive med kort hoved og 3-5 lange tænder, som anvendes i loen ell. (nu især) i marken til at samle neg af (haand)mejet sæd; dels: større rive med langt hoved og mange (jærn)tænder, som anvendes til at samle spildte straa (paa stubbemarken), hø olgn. VSO. MDL. (han) gik ind paa Havren med et Raseri, saa Line knækkede to Tænder i Kratten for at vinde med. Aakj. VF.84. graa Stubmarker, hvor der endnu stod Rids af Krattens Tænder i Bunden. sa.VB.133. Par efter Par drog op ad Bakken med hvæsende Leer og hoppende Kratter. NJeppesen.HT.86. LandbO.IV.61. Feilb. Brenderup.§66.
Kroppulveret. [II] (vet., landbr.) pulver (blanding af forsk. plantestoffer med hostemidler), der anvendes som middel mod krop (3) olgn. sygdomme. OeconH.(1784).III.171. LandbO.III.229.
kuldefastadj. (bot. ell. landbr.) om plante: som ikke (let) lader sig paavirke af temperaturfald; som taaler (stærk) kulde; haardfør. kuldefaste eller sygdomsfasteKornsorter.NaturensV.1917.1.
Kulefoderet. [I.1.1] (landbr., nu l. br.) d. s. s. -græs. Tidsskr.f.Landøkonomi. 1885.150.
Kulegræset. [I.1.1] (landbr., nu l. br.) kulet grøntfoder; grøntfoder behandlet ved grønkuling (jf. -foder). Tidsskr. f.Landøkonomi.1885.150. jf. D&H.
Kulturfrøet. [1.2] (landbr.) frø af kulturplanter (mods. Ukrudtsfrø). LandmB.III.39. Sal.2XXIV. 204.
Kulturjorden. [1.1] (landbr.) dyrket, kultiveret jord. MøllH.III.643. ForstO.
Kulturkaret. [1.2] (landbr. ell. gart.) kar til kultivering af planter, til plantekultur. LandmB.I.32.
Kulturkortet.1) [1.1] (landbr.) kort, hvorpaa et lands, en egns landøkonomiske kulturtilstand er vist. JordersGrundforbedring. 3R.Nr.3.(1919). tvl.1.2) (geogr.) kort, der viser udbredelsesforholdet ml. forsk. former for menneskelig kultur (som fx. jæger-, hyrde-, agerbrugskultur). M Vahl&Hatt.Jorden og Menneskelivet.I.(1922). 109.
Kulturraceen. [1.3] kunstig opdrættet race; især (landbr.): kvægrace, der ved særlig avl er blevet stærkt forbedret, navnlig som kødkvæg. LandbO.III. 244. || m. h. t. fisk. da Damfiskene hyppig stammer . . fra Rogn af Vildfisk . . er der ikke Tale om, at der er dannet særlige Kulturracer (af ørred). Sal.2VIII.144.
Kunstengen. [1.3] (landbr.) eng, der er under kultur (fx. vandingseng). vAph. Nath.II.223. LandbO.III.244.
Kunstfoderet. [1.3] (landbr.) om foderstoffer, der er fremkommet ved en saadan behandling af naturlige fodermjdler ell. andre materialier, at disses egenskaber (foderværdi) er undergaaet væsentlige ændringer. OrdbS. || (l. br.) d. s. s. Kraftfoder. D&H. jf.: vi færdedes ude i Livets Travlhed, vi drænede og kunstfodrede. Hørup.I.105.
Kunstraceen. [1.3] (jf. Kulturrace; vet. ell. landbr.) race (af husdyr), hos hvilken særlige egenskaber er udviklet og kun kan opretholdes ved planmæssigt avlsvalg, brug og pleje. LandmB. II.154.
Kvægavlsforeningen. (landbr.) forening til fremme af rationel opdrætning af hornkvæg (med fælles tyr af god afstamning). LandmB.II.257. Hertel.A.321. Fleuron.KO. 229.
Kvægfedningen. (landbr.) hornkvægs fedning (paa stalden) for at tjenliggøres til slagtning. Olufs.Landoecon.420. LandbO.II.56.
Kvægholderen. (landbr.) landmand, der holder kvæg; kvægavler. LandbO. III.292.
kvægløsadj. (landbr.) om landbrug: som drives uden kvæg(hold). (han mente) at enkelte kvægløse Landbrug kunde klare sig. Riget. 11/2 1911.6.sp.3. Fra 1908 Ejer af (en ejendom), 8 Tdr. Land, som jeg selv driver, det sidste Par Aar kvægløst. Studenterne fra 1888.(1913).184. FyensV. 30/5 1920.6.sp.1.
Kvægslaget. (landbr., l. br.) særlig slags kvæg; kvægrace. LandmB.II. 237. Sal.2XV.66.
Kædeharveen. (landbr.) harve, der bestaar af firkantede jærnled, sammenkædede paa langs og tværs, saaledes at hvert andet led ligger vandret, hvert andet staar lodret (jf. Engharve). OpfB.1IV.313. LandbO.II. 535.
Kælveren. (landbr.) ko, der kælver ell. lige har kælvet (1); kælveko. Fleuron.KO. 29. || især i ssgr., der betegner, hvor ofte koen har kælvet ell. paa hvilken aarstid den skal kælve (ell. har kælvet), fx. Andenkælver (Fleuron.KO.162), April-, Efteraars-, Foraars-, Septemberkælver (LandbO.III.292f.).
Kærploven. (jf. Forkærre; landbr., foræld.) d. s. s. Karreplov. OpfB.2III.15.
Kærvestedet. (af I. Kærv 1; jf. Aansted; landbr., dial.) hob (række) af sammenstillede neg (kærve); travehob. Han gik . . ind i en Mark og smed sig i et Kærvested. PR Møll.Mellem levende Hegn.(1901).149. Feilb.
Kødfaaret. (landbr.) faar af kødrig race, der opdrættes til slagtning (i modsætn. til uldfaar). CollO. FyensStifts patriotiske Selskabs Landbrugs – Tidende.V.(1890).85. LandbO.II.11.
Kødpræget. (landbr.) det fremherskende præg hos kødkvæg. LandbO. III.842.
Køregangen. (landbr. ell. dial.) d. s. s. -lo. Kværnd.
Køregraven. (landbr. ell. dial.) grav (især: mergelgrav), hvori man kan køre ned for at hente materialer. LandbO.III.314. Feilb.
Køreladeen. (landbr.) lade med kørelo. Aakj.VB.152. Kværnd. jf. Feilb.
Køreloen. (jf. -gang, -gulv, -lade, -rum samt I. Køring 2; landbr.) del af lade (adskilt fra ladegulvene ved en lav skillevæg), hvori indkørsel og aflæsning af korn, hø osv. kan finde sted. en Lade med Kørelo langs den ene Side. LandmB.III.360. JakKnu.GP.81. Skjoldb.G.95. Feilb.
Køreporten. (jf. Ageport; især landbr.) om (port til) lukket kørerum. JakKnu.G.266. De bar ham ind i (en) Køreport. JVJens. HF.150. Skjoldb.MG.37. Feilb.
Kørerumet. (jf. ænyd. kørerum; sml. -gulv osv. samt Agerum; landbr. ell. dial.) (lukket) rum til indkørsel (fx. i kørelade). Feilb.
Kørestangen. (landbr.) trækstang paa mejemaskine olgn. LandbO. IV.197.
Kørnejærnet. [II.1] (landbr., foræld.) jærnredskab, hvormed byg kørnes paa logulvet i st. f. med plejl. MøllH.III.691. D&H. OrdbS.(sjæll.).
Kørnemaskineen. [II.1] (jf. -apparat, -jærn, I. Kørner; landbr.) maskine til kørning af byg. MøllH.III.692. LandbO.III. 314.
Kørnerdugen. [I] (landbr.) traadvæv, der i visse kørnemaskiner omgiver cylinderen. LandbO.III.314.
kørnet(part.) adj. [‘kørn∂t, ‘kö·rn∂t]1) (landbr.) til II. kørne 1, om byg: som har undergaaet kørning. Moth.K300. LandmB.I.649. det kjørnede Byg.Aakj.SV. VIII.13.2) (jf. no. dial. kyrnt, modnet, kornet, ty. gekörnet, körnicht, körnig; til II. kørne 2 ell. Korn; nu næppe br.) kornet (1). Moth.K300. jf. rødkørnet.
Kørningen. vbs. til II. kørne.1) (landbr.) til II. kørne 1, m. h. t. byg. Moth. K300. Bygets Kiørning ved Maskinen er langt bedre, end ved Haandtærskning. Begtr.Sjæll.II.484. LandbO.IV.47. NordsjællF.V.37. jf. Bygkørning. Aakj.VF. 145. || konkr.: saa meget byg, som kørnes paa een gang. Feilb. OrdbS.(Falster).2) (nu næppe br.) til II. kørne 2: korning. Moth. K300. || om krystallisation af sukker; jf.: Denne (bygning) var bestemt til Tørrehuus for det kogte Sukker eller som det i det techniske Sprog hedder Kørningshuset (corning-house). ThRasmussen. Erindringer fra St.Croix.(1866).255.
Laarkageen. (nu næppe br. Laare-. Phønixb.TC.II.Nr.5.4). (jf. -møg; landbr., dial.) kage af smuds (gødning) paa husdyrs laar.Moth.L54. VSO. OrdbS.(Sjæll.,Fyn,Falster). om smudsklat paa gulv: Phønixb.TC.II. Nr.5.4. jf.: Lârkager . . kaldes de fitpletter som skidne kvindfolk, har pâ siden af deres skørter, hvôr de afvisker fittet af deres hender. Moth.L54.
ladebrændtpart. adj. [II.1] (dial. ogs. lad-. OrdbS.(Fyn). jf. III. Lad 3). (ænyd. ladbrændt; jf. bunke-, gulvbrændt; landbr., dial.) om korn: beskadiget ved at være ført fugtigt ind (i laden). Moth.L4. Olufs.NyOec.I.137. CDalgas.SvendborgAmt. (1837).208. OrdbS.(Fyn, Sjæll., Bornholm).
Laderumet.1) (især landbr.) til II. Lade 1. et Høstlæs til en Vægt af 1500 Pd. fordrer 360-380 Kubikfod Laderum. MøllH.IV.4. Foderet i Søren Branders Laderum sank foruroligende. Skjoldb.SM.17.2) anker til V. lade 2.1, dels om lukke for aabningen i skanseklædningen: ladeport (2.2). Harboe.MarO. dels (og nu vist kun) om selve denne aabning: Scheller.MarO. KuskJens.Søm.73.3) (sværd, sj.) til V. lade 3: d. s. s. Ladningsrum. D&H.
ladetøradj. [II.1] (landbr.) om (utærsket) korn, der er tørt nok til, at det kan sættes i lade uden at tage skade. skjøndt Rugen hverken er lade- eller loftstør, (kan man) med Sikkerhed ansætte Middelvægten til 13 Lpd. pr. Td. BerlTid. 17/9 1843.1.sp.4.
Lammestivheden. (landbr., vet.) om (forsk. sygdomme, ytrende sig i) lamhed ell. stivkrampe hos lam. MøllH.IV.7.
Lammetanden. spec. (jf. Faaretand; især landbr.) om faarets (smalle og spidse) mælketænder, som skiftes i de første leveaar. Abildg&Viborg. F.6.
Landanden. (landbr.) and af landrace. LandbO.I.113.
Landavlen. (landbr.) avl af husdyr af landrace; tidligere ogs.: landbrug (1); landvæsen. Sibb.Aa.I.475. LandbO.III.325. Sal.2 XI.389.
Landbliket. [7.1] (landbr.) d. s. s. -plade. OpfB.1IV.307. LandbO.III.325.
Landfaaret. (landbr.) faar af landrace; især om racen Ovis Aries. CollO. LandbO.II.20. Hannover.Tekstil.I.35.41.
Landgaasen. (landbr.) om race af gæs, der opdrættes paa landet (et nærmere angivet sted). LandbO.II.363. graabrogede skaanske Landgæs. Sal.2X.516.
Landhesten.1) (landbr.) hest, der anvendes i landbrugets tjeneste (jf. -hoppe). MøllH.III.91. LandbO.III.387.2) [7.1] (dial.) den hest, der for ploven gaar paa landet (7.1). Feilb. OrdbS.(sjæll.).
Landhjulet. [7.1] (landbr.) om det mindre hjul paa en karreplov (mods. Furehjul). LandmB.I.419.
Landhoppeen. (landbr.; jf. -hest 1). MO.
Landhøneen. (landbr.) om hønserace, der alm. holdes paa landet (i et vist land). LandmB.II.340. Den danske Landhøne.LandbO.III.763.
Landhønspl. (landbr.; jf. -høne). vort eget Lands og flere andre Landes saakaldte Landhøns. VortHj.III4.43. billedl.: Hørup.III. 71.
Landkaninen. (landbr.) kanin af en paa landet opdrættet race. LandbO. III.44.
Landpladeen. [7.1] (landbr.) (blik)-plade paa ploven, som følger furens landside; landblik. Feilb.
Landslidet. [7.1] (landbr.) d. s. s. -side 3. Sal.XIV.424. SjællBond.104.
Landstykkeet.1) [2 ell. 5.1] (nu næppe br.) om maleri olgn., der forestiller et landskab (mods. Søstykke). Heib.Pros.III.312.2) [7.1] (landbr.) d. s. s. -side 3. MøllH.IV.613. OrdbS.(sjæll.).
Landsvinet. (landbr.) svin af landrace; svin, der opdrættes paa landet. LandbO. III.367.
Langhammelen. (landbr.) den stang, hvortil de enkelte harveled i en flerleddet harve er kædede, og som forbinder disse med trækhammelen; sankhammel. LandbO.II.509. || ogs. om hammelstok. MDL. Feilb.
Langjærnet. (ænyd. d. s.)1) (landbr.) et (lodret) paa plovaasen siddende, langt og smalt jærn (sjældnere en roterende skive), som ridser furen op. Moth.L41. Fleischer.AK.57. SvGrundtv.FÆ.II.65. LandbO.III.818. SjællBond.104. Feilb.2) (møl.) lodret (jærn)-aksel, som bærer den øverste møllesten (løberen) og gaar gennem liggerens midte. VSO. LandmB.II.124. Feilb.
Langloen. (landbr.) lo, der ligger paa langs i bygningen (mods. Tværlo). LandmB.III.360. LandbO.III.321.
Langrebet. (landbr., l. br.) langt reb, hvormed læssetræet fastbindes bagtil paa en høstvogn; bagreb. VSO. MO.
langstraaetadj. (landbr.). Olufs. Oec.VII.241. Langstraaede Afgrøder. Hertil regnes alle Kornafgrøderne, naar de høstes modne.LandbO.III.370. || (vulg. ell. jarg.; sj.) overf., om person: høj og tynd. D&H.II.634.
Langtærskeren. (landbr.) tærskemaskine (med kort tromle), hvori kornet lægges paa langs. OpfB.2III.37. LandbO.IV.645.
Lapharveen. [II.3.3] (ogs. skrevet Lab-. S&B.). (jf. no. labbharv; landbr.) harve (mindende om svenskharven), hvis tænder ender i brede flige (lapper); sæddækker. MøllH.IV.132. Sal.VIII.550.
Lavbinderen. (mods. Højbinder; landbr.) en slags selvbinder, der ikke løfter sæden op, medens denne bindes. LandmB.I.640.
Ledeko, Leddekoen. [III.1] (jf. -dyr; landbr., dial.) ko, som gaar i spidsen for koblet (af køer, som man trækker med). Feilb.BL.331.
Ledharveen. [II.(3.2 ell.) 4] (landbr.) d. s. s. Foldeharve. MøllH. IV.148. LandmB.I.453.
Lejegræset. [IV.1.1] (landbr.) græs, der er gaaet i leje. LandmB.I.501.
Lejejorden.1) (oldn. leigujorð; jf. -land; landbr.) jord, der lejes ud. Moth. L113. Aller.III.655.2) [II] (dial.) d. s. s. II. Leje. Landhuushold.V.295. Fabricius. Drejø.(1882).101. OrdbS.(Fyn, Langeland).
Lejekornet. [IV.1.1] (landbr., dial.) korn, der er gaaet i leje; lejesæd. VSO. LandmB.III.301. Kværnd. Feilb. || ordspr. (jf. u. -sæd): lejekorn driver (jager) ingen mand af gaarden (Krist. Ordspr.nr.4917. Kværnd.) ell. gør ingen mand arm (OrdbS.(Lolland)).
Leknagen. [I.1] (landbr., dial.) haandtag paa leens skaft; knag (I.4.1). MO.I.1378. Feilb. OrdbS.(Sjæll.).
Lerageren. (især landbr.) mark med lerblandet jord. VSO. MO. D&H.
Lerengen. (landbr.) eng, hvor morlaget er tyndt, og hvor undergrunden er ler. LandbO.I.686.
Leringen. [I.1] (landbr.) bred jærnring, der holder lebladet og leskaftet sammen (jf. -holk, -hylke samt II. Holk 1.1). Moth. L67. VSO. LandbO.III.374. SjællBond.108.
Lermergelen. (landbr.) ler, som indeholder en større mængde kulsur kalk (og hvor leret derfor præger hele mergelens karakter i modsætn. til kalkmergel). Fleischer.AK.21. LandbO.III.559.
Lermulden, et. (landbr.) muldjord blandet med ler. VSO. MO. D&H.
lermuldetadj. (landbr.) om jord: som bestaar af ler blandet med muld. Olufs.Oec.VIII.359. lermuldede Jorder. LandmB.I.97.
Leskaftet. [I.1] (landbr.). VSO. MO. SjællBond.108. Sal.2XV.558.
Letharveen. [2.1] (især landbr.) let(tere) harve til mere overfladisk behandling; spec. om frøharve ell. (tidligere) foldharve. LandbO.II.537. HavebrL.2362. Bornh.Samlinger.XI.(1917).157. OrdbS. (sjæll.). jf.: Er der Rodukrudt i Marken, maa den . . svensk- eller skotskharves og bagefter letharves for at ryste Jorden fra de optrukne Rødder. LandmB.I.461.
Lettekileen. [6.2] (landbr., foræld.) d. s. s. IV. Lette 1.1. Giersing.Landoeconomie.I.(1825).416.
Lettenagleen. [6.2] (jf. IV. Lette 1.1, Lettekile; landbr., foræld.) nagle, hvormed en plov indstilles til at gaa mere ell. mindre grundt. Moth.L130.
Letøjet.1) [I.1] (landbr. ell. dial.) le med skaft (og øvrigt tilbehør); slaatøj. MO. I.1378. FrGrundtv.LK.251. SjællBond.108.2) (m. tilknytning til III. le; dial., spøg.) om lattermusklerne. AntAnd.L.26. OrdbS.(sjæll.).
Levebrugsubst. (landbr.) i forb. købe (olgn.) et kreatur til levebrug dvs.: som tillægsdyr (mods. til slagtebrug). Rigsdagst. A.1926/27.3403. (jf. smst.F.1926/27.1772). Pol. 17/1 1927.7.sp.4. Hjemmet. 13/5 1930.35.sp.1.
Levekalven. (jf. -kvæg; landbr.). Olufs.NyOec.I.79. Svendb Amt.1923.227. Feilb.
Levekløveren. (landbr.; nu næppe br.) kløver til frø; frøkløver.CDalgas.SvendborgAmt.(1837).218.
Levelamet. (jf. -kvæg; landbr., dial.). Bregend.AS.37. Feilb.
Levendevægten. [II.1.2] (landbr.) levende vægt. MøllH.IV.160. Landm B.I.529.
Levesoen. (jf. -kvæg; landbr.). Soen blev bestemt ikke til “Griseso” eller “Leveso”, men fedet op til Slagtning. Schand. TF.I.9. SjællBond.84. Feilb. OrdbS.(Fyn).
Levesvinet. (jf. -kvæg; landbr.). JHansen.Anviisning til et passende Jordbrug.(1833).32. LandmB. II.334.
Levevæderen. (jf. -kvæg; landbr.). VSO. Krist.Ordspr. 187. DF.1928.50. Feilb.
Liggegaasen. [2.6] (jf. -and, -høne; især landbr.) gaas, som ligger paa æg, ruger (er god til at ruge). Kiendetegn paa en god Ligge-Gaas er, naar den har mange Fiær i Redet. Huusholdn.(1799).III.15. Hjemmet. 1904.475.sp.2.
Liggeæget.1) [2.6] (især landbr.) æg, som en høne ruger paa, som er bestemt til at ruges ud. VSO. Feilb.2) [2.6, 3.2] (nu næppe br.) æg, som under rugningen paa en ell. anden maade har taget skade og er blevet raaddent. Moth.L108. VSO.
Linkageen. [I.1] (jf. Linfrøkage; landbr.) hørfrøkage. VareL.(1807).II.159. LandmB.II.118. Aakj.VB.149.
Livsfæsteet. (jur. ell. landbr.) fæste, der gælder for en persons (og hans eventuelle enkes) livstid; livsvarigt fæste. MBNygaard.DanmarksLandboforfatning.(1831).56. ingen Fæstegaard . . bør kunne gives i Livsfæste. Lehm.IV.223. Torp.460.
Livsfæsteren. (jur. ell. landbr.) person, der har en ejendom i livsfæste. Blich. (1920).XXI.265. CFWegener.LK.71.
loft(s)tøradj. [2.2] (jf. ladetør; landbr.) om (aftærsket) korn, der er saa tørt, at det uden at tage skade kan henlægges paa loftet. loft-: MO. lofts-: OrdbS.
Lokalskueet. (landbr.) dyrskue for en enkelt, mindre landsdel. LandbO.III.405. DagNyh. 29/6 1930.Sønd.10.sp.1.
Lokarlen. (jf. Ladekarl; landbr., nu næppe br.) karl, som arbejder paa loen (tærsker); ogs.: karl, som paa store avlsgaarde har opsyn med loen. VSO.III.L160.
Loriveen. (nu kun dial. -reve. Moth. L184. OrdbS.(sjæll.)). (landbr.) rive med kort skaft og lange tænder, der bruges ved tærskningen til at samle halmen og ryste sæden fra; i ældre tid ogs. om et træstykke med tænder, der sattes fast i lovæggen, og hvorigennem man trak den halm, der skulde bruges til langhalm (MDL.). Moth.L184. LandbO. IV.61. Feilb. Kværnd. SjællBond.116. Aarb Frborg.1918.63.
Luftharvningen. (landbr., nu næppe br.) let, overfladisk foraarsharvning, hvorved der gives luften adgang til at trænge ned til mulden og kornet. AGWiimh.Den praktiserendeLandmands Haandbog.I.(1826).80.
Lædermelet. (jf. -affald; landbr.). LandbO.III.458.
Læggekrogen. spec. [2.1] (landbr.): krog- ell. hageformet redskab, hvormed drænrør nedlægges i smalle grøfter; læghage (1). LandmB.I.314.
Læghageen. (ogs. Lægge-). (til II. lægge) om forsk. hagelignende ell. med hage(r) forsynede redskaber; spec.:1) (til II. lægge 2.1; landbr.) d. s. s. Læggekrog. Lægge-: Sal.2VI.455.2) teknikhjul redskab (bestaaende af en staalplade med indhak), hvormed en sav lægges ud (se II. lægge 46.5). VSO. Wagn.Tekn.493. Sal.2XX.1017.
Lægningen. vbs. til II. lægge.1) som vbs. (jf. Breche-, Bro-, Grav-, Grund-, Haandlægning). Moth.L100. spec. i flg. anvendelser: (gart. ell. landbr.) til II. lægge 2.2. Sædens Lægning. JPPrahl.AC.1. Til Lægning bør . . de sundeste og kraftigste Kartofler vælges. Drewsen.Overs.afThaer:Landoeconomie.IV.(1819).194. LandmB.I.550. || (landbr., nu næppe br.) om jordens første behandling (pløjning). Fleischer.AK.55. SA Fjelstrup.Jordebrug.(1820-1).83. VSO. MO. || (fagl.) om æglægning. BMøll.DyL.III.49. en Forandring i . . Foderblandingens Sammensætning . . kan bevirke, at Hønsene kan gaa ud af Lægning og i en unaturlig Fældning. Hjemmet. 25/11 1930.32.sp.3.2) om den maade, hvorpaa noget er lagt, ell. om hvad der er lagt paa en særlig maade (jf. Bord-, Bro- (2), Indlægning). || (først anv. i nyere tid efter sv. läggning; jf. II. lægge 8, 26.4; bog, l. br.) om den maade, hvorpaa nogen ell. noget er anlagt, ell. hvad en person ell. ting er præget af; anlæg (i aandelig henseende); præg. Rubins Arbejdsomraade var Nationaløkonomien, men hans hele Lægning var saa historisk, at han . . kom til at yde en stor Indsats i dansk historisk Videnskab. AFriis.(Tilsk.1923.I.25). (en signelse) der er af lidt anden Læggning end vor gængse Besværgelse. FOhrt. Trylleord.(1922).106.
Læmmetiden. [I] (landbr.) tid paa aaret, da faarene læmmer ell. plejer at læmme. Abildg.&Viborg.F.7. LandbO.II.7.
Længdestalden. (landbr.) (ko)stald, der gaar paa langs gennem bygningen. LandbO.IV. 348.
Læsserebet. (jf. -stang; landbr.) høstreb; for-, bagreb. MO. LandbO.III.463. JakKnu.G.139.
Læssestangen. (Læs-. Moth.L125. jf. Esp.202). (landbr.) d. s. s. -træ. JPPrahl.AC.70. Feilb. || (sj.) stang, som bruges (af dragere) til at bære en byrde paa. VSO.
Læssetræet. (Læs-. Moth.L125. Fleischer. AK.122. Tolderl.F.I.153. jf. Feilb.). (jf. -med, -stang samt Bindestang 1; landbr., jærnb.) svær stang, der lægges paa langs hen over læsset og bindes (med læssereb) for og bag. Thiele.III.195. (han) havde strakt sin lange Krop henad Chaise-longuen, ud over hvis Endestykke hans Ben ragede ligesom et Par Læssetræer paa en Høstvogn. CMøll.PF.121. LandbO.III.463. DSB.Matr.II.37.
Løbeanden. [1.1] i forb. indisk løbeand, (landbr.) lille and af tam anderace med livlige bevægelser. LandbO.I.113.
Løberækkeen. [14.1] (jf. -rad 2; landbr., foræld.) pløjet rende ell. fure i baareagre, hvori man om foraaret nedlægger gødning, som blandes med jord, hvorefter blandingen spredes om efteraaret. Høegh.AJ.293. Begtr. Jyll.III.170. Olufs.Landoec.175.
løbestoradj. [6] (landbr.) om husdyr: i stand til at parre sig; avledygtig; kønsmoden. Løbestore Gylte. Herregaardenes Adresse – Tidende. 27/7 1922.3. sp.2.
Løbningen. vbs. til II og III. løbe (s. d.). Løbnings-tiden. (landbr.) til II. løbe 6: løbetid (1). LandbO.III.772.
Lødekoen. [II] (dial. Løe-. Jens Chr. Jensen. Et velindrettet Landbrug.(1842). 289. jf. Feilb.). (landbr.) drægtig ko i den sidste tid før kælvningen. MO. LandbO. III.466. *det favre Fyen, hvor Lødekøer, | paa Blomsterbolstre hviles trygt. JVJens.JB.74.
Lødetiden. [II] (landbr.) den sidste del af en kos drægtighedsperiode. LandbO. III.466.
Løsgaaenen. spec. [II.1.1] (landbr., nu sj.) d. s. s. -gang. Viborg&Neerg.HB.81.
Løsgangen. [II.1.1] (jf. -gaaen, -gaaende; landbr.) d. s. s. -drift. Englænderne . . ynde Løsgang (for kvæget). CDalgas.RibeAmt.(1830).151. LandmB.II.145. Aakj.BT.146. || ogs. om det forhold, at kreaturer gaar løse i en fold ell. stald. jf.: Løsgangsrum i Bygninger. LandbO.III.468. || (jf. -kobbel) konkr., om indelukke for løsgaaende kreaturer. NJeppesen.DS.120.
Løskobbelet. [II.1.1] (jf. -gang slutn. samt I. Kobbel 3; landbr.) indhegnet jordstykke, hvor kreaturer gaar løse. BerlTid. 20/8 1904.M.3.sp.4.
Løvstrøelseen. (landbr.) indsamlet, affaldet, tørt løv (ell. naale af naaletræer), der benyttes til staldstrøelse. MO. LandbO.III.472.
Maanedsgrisen. (især landbr.) gris, som er (omtr.) een maaned gammel. Feilb.(u. måned). || talem. (l. br.): hvid som en maanedsgris, uskyldig som et lam; ganske uskyldig. Thit Jens.(BerlTid. 10/11 1918.Sønd.2.sp.2).
Malkeren. flt. -e. (jf. Gedemalker).1) (landbr.) til malke 1: person, som malker (ell. betjener en malkemaskine). LandmB.II. 294. den unge, malkende Pige (er) mange Steder blevet afløst af den mandlige Malker. CReimer.NB.209.2) (landbr.) til malke 2: kreatur, især ko, som giver (god og rigelig) mælk, ikke er gold (jf. Malkeko 1); især i forb. som en daarlig, god osv. malker. MøllH.I.294. Et Par svære, storvommede Malkere, hvis svulmende Yvere næsten fejede Spiltovet! Fleuron.KO.108.3) (l. br.) malkemaskine. Krak.1922.II.700.
Maltkimen. (jf. -rod, -spire; bryg. ell. landbr.) spire, som maltet skyder under udblødningen. Moth.M45. VSO. Sal.2XVI.498.
Maltroden. (jf. -spire; bryg. ell. landbr.) d. s. s. -kim. VSO. OpfB.2III.321.
Maltspireen. (bryg. ell. landbr.) d. s. s. -kim. MO. LandbO.III.504. Feilb.
mandbyttev. [6.2] (landbr. ell. dial., foræld.) foretage skifte af en bys jord mellem “mændene”, ejerne; navnlig om privat udskiftning i modsætn. til den offentlige udskiftning paa landboreformernes tid. mange Byer have i mange Aar ladet deres Gjødning henligge indtil deres Jorder bleve mandbyttede. Junge.102. smst.394. CChristensen.HørsholmsHist.(1879).205.
Mankeaaget. [1.1] (landbr.) d. s. s. Halsaag. LandbO.I.3.
Mankebrudet. [1.1] (jf. -brudt; landbr. ell. vet.) beskadigelse (læsion) af hestens mankeparti, fremkaldt af seletøjets ell. sadelens tryk. LandbO.III.507.
mankebrudtpart. adj. [1.1] (landbr. ell. vet.) om hest: som har mankebrud. S&B. D&H.
Mankefistelen. [1.1] (landbr. ell. vet.) fistel(dannelse) ved mankebrud hos hesten. CollO. LandbO.III.507.
Mankekamen. [2] (landbr.) grov redekam til at rede hestens manke med. Haandgern.517. OrdbS.(sjæll.).
Mankemusen. [1.1] (jf. -fistel; landbr.) en hos hesten forekommende sygdom (med saar- og fisteldannelse), som opstaar omkring lansemærket og breder sig ind i manken. Moth.M47. LandmB.II.227.
Manremen. [I] (landbr. ell. dial., gldgs.) mankerem. OrdbS.(sjæll.).
Markforsøget. (landbr.) dyrkningsforsøg i bestemt afgrænsede parceller i marker under alm. drift. LandbO.I.622. bevægelige markforsøg, se bevægelig 1.2.
Markfreden. (jur. ell. landbr.) det at have sine marker i fred for andres husdyr olgn. Landhuushold.V.30. Lov om Mark- og Veifred. Lov 25/8 1872. Til at sikre Markfreden tjener i første Række Hegnslovgivningen.LandbO.III.511.
Markfrøet. (landbr.; mods. Havefrø) frø, hvormed marker tilsaas. Krak.1923.II. 660. Markfrø: Kløverfrø, Græsfrø og Rodfrugtfrø. BerlTid. 7/4 1926.Aft.7.sp.3.
Markhøet. (mods. Enghø; landbr.) hø, der er avlet paa en mark; agerhø. VSO. Rørd.KK.174. Feilb.
Markkortet. spec. (landbr.) om kort, der angiver hver (til et landbrug hørende) marks benyttelse i det paagældende aar; markplan. LandbO.III.513.
Markløberen. (bot., landbr.) plante, der breder sig (har tilbøjelighed til at brede sig) hen over en mark. De Planter, der faar Lov at staa paa Diger og Markrande, er typiske Markløbere. VidSelskSkr.Nat.8R. VIII.134.
Markmøddingen. (landbr. ell. dial.) mødding ude paa brakmarken, hvor gødningen samles. VSO. LandbO.III.511. Feilb.
Markplanen. (landbr.) d. s. s. -kort. LandbO.III.513.
Markregnskabet. (landbr.) regnskab, der viser, hvorledes markens forbrug af arbejde, gødning, udsæd osv. forholder sig til afgrøden. LandbO.III.513.
Markriveen. (landbr.) større trærive til at rive hø, korn olgn. sammen med. MøllH.V.56. LandbO.IV. 61.
Markskadeen. (især landbr.) skade paa marker; især om saadan skade, der er opstaaet ved militære øvelser, foraarsaget af en anden mands kvæg olgn. Cirk.Nr.205 28/7 1910. NatTid. 2/10 1912.M.Till. 1.sp.1.
Markskifteet. (jf. -lod; landbr.) om hvert af de stykker, hvori en gaards agerjord er inddelt m. h. t. sædskifte. LandbO.III. 513. Bregend.DN.46.
Marksporet.1) (l. br.) hjulspor, vejspor over en mark. VilhAnd. AD.103.2) (landbr.) en mergelbanes spor. LandbO.IV.593.
Marktyven. (især jur. ell. landbr.) person, der begaar marktyveri. VSO. MO. JPJac.I.43. Feilb.
Marktyveriet. (jf. -ran; især jur. ell. landbr.) tyveri af heste, kvæg ell. faar paa en mark. Baden.JurO. Goos.II.378.
Maskebaljeen. (jf. -kar; til I. Mask)1) (landbr. ell. dial.) balje til at gemme mask i. Moth.M82. MO. Rietz.456(skaansk).2) (jf. -so, -svin samt Mæskebug; nu næppe br., jf.: “Talespr. og temmelig alm.” Levin.) fed, lasket (og doven) kvinde. Moth.M82. *Af Ansigt rød, og rund af Tallie | Hun var en ægte Maskeballie. Rahb.Synt.4. VSO. Lemb.Shak. VI.51.
Maskekaret. (til I. Mask 1; jf. -balje; landbr. ell. dial.) kar til at gemme mask i. Moth.M82. VSO. Rietz. 456(skaansk).
Maskinkusken. (landbr.) kusk, der kører med mejemaskine olgn. LandbO.II.165. Herregaardenes Adresse-Tidende. 27/7 1922.5.sp.6.
Maskinomgangen. (landbr.) d. s. s. Heste(om)gang. Aarb Sorø.1924.40.
Materialkusken. (især landbr.) arbejdskusk (paa en større gaard). VSO. Schand.SB.27. Fleuron.KO.99.
Materialvognen. (især landbr.) arbejdsvogn til at køre materialer paa. OeconJourn.1757.515. VSO. Pont.F. II.77.
Melbygen, et. (jf. -korn; landbr.) byg, hvis korn er melede (mods. Glasbyg). Tidsskr. f.Landøkonomi.1880.412. MøllH.IV.286.
Melhvedeen. (jf. -korn; landbr.) hvede, hvis korn er melede (mods. Glashvede). MøllH.IV.290.
Melkornet. (landbr.) korn (af byg ell. hvede; jf. -byg, -hvede), der er melet (se melet 1 slutn.; mods. Glaskorn). MøllH. IV.286.
Mellembordet. (landbr.) det bord i større landhusholdninger, hvor det finere tyende spiser (i modsætn. til herskabets bord og folkenes bord). NKirkegaard.Den hvidePige.(1902).98. LandbO.II.165.
Mellemfrugten. (landbr., gart.) d. s. s. -kultur. LandmB.I.545.
Mellemkulturen. (jf. -frugt, -plante; landbr., gart.) om hvad der dyrkes mellem rækkerne af andre kulturer. LandmB.III.184. BerlTid. 9/1 1932.Aft.2.sp.6.
Mellempigeen. (landbr.) i større landhusholdninger: lillepige (1); fripige. VortHj.IV4.31.
Middagsmælken. (jf. -maal; landbr.) den mælk, der malkes om middagen. VSO. MO. LandbO.III.568. Feilb. OrdbS. (Sjæll.).
Middelhøsten. (især landbr.). Vor Høst er denne Gang . . vistnok over en Middelhøst. Drachm.UB.352. AarbSorø.1925.11. || billedl. Søsteren var mere levende, men ret almindelig. Nærmest jævn Middelhøst. EErichs.N.116. Aarbog f. Bogvenner.1919. 273.
Mineraljorden. (forst., landbr.) jord, der fortrinsvis bestaar af mineralske stoffer. ForstO.
Mineraljordbunden. (forst., landbr.) d. s. MøllH.IV.358.
Mirakelhvedeen. (jf. fr. blé de miracle; sml. -korn; landbr.) varietet af hvedearten engelsk hvede (Triticum sativum turgidum), hvis aks er grenet og derfor mere ydende end et normalt aks. LandbO. II.715.
Moseengen. (jf. Kæreng; især landbr.) moseagtig, sumpet eng (der hviler paa et underlag af tørvejord); engmose. Moth. M83. VSO. Aldrig har der været grønnere Græs . . end paa Moseengen foran Huset. Tolderl.F.I.117. LandbO.I.686.
Mosefoderet. (jf. -græs, -hø; landbr., nu vist foræld.) foderhø af ringere kvalitet, der høstes paa moser olgn. Moth.M83. Engbunden (er) anslaaen til visse Læs Hø, enten af godt Haardbunds Hø, eller af Mose-Foer. OeconJourn.1758.426. Fleischer.AK.122. VSO. MO.
Mosehakkeen. (landbr.) hakke (til mosearbejde) med et bredt ovalt blad paa en lang stilk. LandbO.III.593.
Mosehøet. (jf. -foder, -græs samt Eng-, Kærhø; landbr.). Moth. M83. Viborg&Neerg.HB.82. VSO. hos os havde man jo foruden Kløverhøet Mosehøet. AarbSorø.1925.7. Feilb.
Mosestationen. (landbr.) forsøgsstation for mosekultur. LandbO.III.603. Sal.2XVII.324.
Motorkulturen. (landbr., l. br.) motoriseret jordbrugsdrift. LandbO.III.605.
muldbrændev. (jf. furebrænde; landbr.) om en (tidligere anv.) fremgangsmaade ved hedeopdyrkning, ved hvilken det oppløjede (og ituharvede) muldlag afbrændtes. LandmB.I.341.
muldrev. [‘mulr∂] -ede. (afl. af II. mulde; jf. I. muldne)1) (landbr., nu l. br.) trans.: d. s. s. II. mulde 1.1. Fleischer.AK.108. Krogen . . muldrer til begge Sider, formedelst sit tveegget Skjær. Begtr.Sjæll.II. 33. jo spidsere Vinkelen (mellem bullene paa tallerkenharven) er, desto mere vil Skiverne muldre og vende Jorden. LandbO. II.536. || (dial.) m. h. t. andet end jord(klumper): knuse, smuldre (itu). (man skal) finde en Vejbred og tage Bladet, som man muldrer mellem Fingrene. BerlTid. 23/8 1931.Sønd.11. sp.3.2) (nu næppe br.) intr.: d. s. s. II. mulde 2, I. muldne 1.2. Moth.M164. Kong Christoffers Been muldre i fremmed Land. Sander.NEbb.62. *I de gustne Aasyn malet staaer: | Alt forvandles, muldrer, og forgaaer! Frank.(ForSandhed.I.118). jf.: henmuldrende Knokler. Bagges.DV.XI.95.
Muldvarpeploven. (landbr., nu næppe br.) plovlignende redskab, som anvendtes til udjævning af muldvarpeskud olgn. Olufs. Oec.VIII.11.
Munkebygen ell. et. (landbr., nu næppe br.) d. s. s. Himmelbyg. DDidrichsen. Huusholdnings-Calender.1802.13.
Muskatskimmelen. (vet., landbr.) lys rødgraa-skimlet hest med graa man og hale (farver, der ligner muskatnøddens). MøllH. II.29. LandmB.II.196.
Mælkeaareen. (nu ikke i rigsspr. Mælk-. Moth.M111. Weisbachs Cuur. (overs. 1755). XXXI. VSO.).1) (vet., landbr.) blodaare, der fører blodet fra yveret; Vena abdominalis subcutanea. Moth.Conv.M87. Som Kjendetegn paa en god Malkekoe sees . . paa . . om den har mange og store Melkeaarer. Begtr.Sjæll.II.394. LandbO.III.633. Feilb.2) (til Mælk 2.1; jf. -brystgang; anat.) lymfekar (Chyluskar), der udspringer fra tarmtrævlerne. Moth.Conv.M87. KomGrønneg.III.219. LandbO.III.499.
Mælkebogen. spec. (landbr.) om bog, hvori opnoteres de enkelte køers stamtavle, fodring, smørydelse osv. Dagbl. 21/5 1892.2.sp.4.
Mælkedommeren. (landbr.) person, der rejser rundt til mejerier og foretager en bedømmelse af mælken. LandbO.III.634.
mælkedrukkenpart. adj. (nu ikke i rigsspr. mælk-. Moth.M111. VSO.). (landbr. ell. dial.) om gris, kalv olgn.: opfødt med mælk; nu: som i tilstrækkelig lang tid er opfødt med mælk og nu kan leve af græs olgn. foder. VSO. “Jeg skulde . . bede, om I ikke vilde give os en Taar Mælk til vor Gris!” “Eders Gris? Har I en Gris, der er saa lille, at den ikke er mælkedrukken?” Thyreg.Udv Fort.II.383. LandmB.II.273. Feilb. OrdbS. (Sjæll.).
Mælkehulet. (jf. -kilde, -port; vet., landbr.) om de steder, hvor mælkeaarerne (1) gennembryder bugens senebeklædning. MøllH.IV.406. Landb O.III.633. Feilb.
Mælkekalven.1) (jf. -drikker 2; landbr.) kalv, som opfødes med mælk; bøttekalv. vAph. (1759). VSO. Gravl.Igl.EssingeBy.(1905). 95. Feilb.2) (nu næppe br.) nedsæt., om mælkedrikker (1). vAph.(1772).I.553.
Mælkekammeret. (nu ikke i rigsspr. Mælk-. Moth. M111).1) (jf. -bod 2; landbr.) kammer, stue paa en gaard, hvor mælken opbevares; mælkestue. ChrBorup.PM.42. Goldschm.II.64. Feilb.2) (jf. -cisterne 1, -sæk 1; vet.) det hulrum, hvori mælkegangene (1) udmunder (hos hesten, drøvtyggerne og svinet). HKrabbe. Hestens Anatomi.(1885).264. LandbO.III. 646.
Mælkekælderen.1) (landbr.) kælder, hvor mælken hensættes, medens flødeafsætningen foregaar. VSO. JP Jac.II.12. AarbFrborg.1918.33.2) (nu l. br.) kælderbutik, hvorfra der sælges mælk. VSO. MO.
Mælkepengepl.1) (landbr.) penge, en mælkeproducent faar ind for mælken. Sort.(SamlDanskeVers.1II.105). VSO. MO. OrdbS.(Sjæll.).2) (emb., foræld.) pengeydelse, der traadte i stedet for en tidligere i mælk svaret afgift (mælketiende). Resol.(GR.) 20/11 1883.
Mælkeprøveen.1) (landbr.) til Mælk 1.1: det at prøve mælken m. h. t. godhed ell. (konkr.) mælk, der er udtaget for at underkastes en prøve. Lov L.VII.493.2) (foræld.) til Mælk 1.2: undersøgelse af kvinde, der har til formaal at konstatere, om hun har mælk i brysterne og (følgelig) lige har født (jf. u. malke 3.1). I Aaret 1616 maatte alle Tjenestekvinderne i Frue Sogn i København stille paa Raadhuset til “Mælkeprøve” i Anledning af, at et Barnelig var bleven nedkastet i en Brønd paa Sognets Kirkegaard. KPont. Retsmed.I.132.
Mælkesien. (nu ikke i rigsspr. Mælk-. Moth.M112). (landbr.) si, hvorigennem den nymalkede mælk sis. OeconJourn.1757.680. LandbO. III.654.
Mælkespejlet.1) (landbr.) apparat, hvorved man prøver, om mælken er mere ell. mindre gennemsigtig end en plade af mælkehvidt glas, hvis gennemsigtighed svarer til mælks af normalt fedtindhold. OpfB.1VIII.181. MøllH.IV.440.2) (dial.) om spejlet i koens bagdel, efter hvis form man bedømmer mælkeevnen. Feilb.
Mælkestueen. (landbr.) (større) mælkekammer (1). vAph. (1759). *Stod hun i Melkestuen, og jeg sneeg mig derind, | Saa foer hun ud i Kjøkkenet. Winth.VI.243. AarbFrborg.1918. 33.
Mælketegnet. (landbr.) d. s. s. Malketegn. D&H. Feilb.
Møllelæset. (landbr.) læs (korn osv.), som skal males i en mølle. Pont.Sk.127.
Mønsterbruget. (jf. -gaard, -landbrug; især landbr.) landbrugsvirksomhed, der kan tjene som forbillede. JVJens.HH.123.
Mønstergaarden. (jf. -(land)-brug; landbr.). Kaalund.F.21. (han) har gjort (herregaarden) til en Mønstergaard ved Indførelsen af nye, rationelle Reformer baade i Jordernes og Mejeriets Drift. Schand.UM.295. MøllH.VI.341.
Mønsterlandbruget. (jf. -brug, -gaard; landbr.). Dannebrog. 9/2 1908.2.sp.3.
Mønstringstøjet. [2] (landbr.) særlig indrettet seletøj olgn., der lægges paa en hest, naar den skal mønstres. LandbO.III.667.
Nakkeaaget. (landbr.) aag, der lægges over nakken paa trækstude og fastbindes til deres horn. Sal. I.12. LandbO.I.2.
Natmarken. (landbr.) indhegnet (herregaards)mark, hvor kreaturerne lukkes ind om natten. D&H. jf. Natmarksgærde. OrdbS.
Nattefoderet. (jf. til nats u. Nat 2.3; landbr. ell. dial.) sidste foder (gift), som gives kreaturerne om aftenen. Moth.N35. VSO. MO.
Naturraceen. [1.1 og 2.1] (mods. Kultur-, Kunstrace; vet. ell. landbr.) husdyrrace, der lever under forhold, hvor mennesket kun i ringe grad har grebet ind i og bestemt ernærings- og avlsforholdene. LandbO.III.673.
nedhakkev. vbs. -ning (Sal.2XVII.788). (jf. hakke (II. 1.3) ned; især landbr.) bringe (frø) ned i jorden ved hakning ell. (nu) ved rivning med jærnrive. CVaupell.S.92. Ved Bredsaaning nedhakkes Frøet efter dets Størrelse med en Rive mere eller mindre dybt. HavebrL.3II.321.
Negbindeapparatet. (landbr., foræld.) d. s. s. -bindings – apparat. OpfB.1 VIII.358.
Negbinderen.1) (l. br.) person, der binder negene ved høstningen. vAph. (1759). Ps.129.7(Lindberg). MO. D&H.2) (landbr., foræld.) d. s. s. -bindings-apparat. en Mejemaskine, der er forsynet med automatisk Negbinder. OpfB.1VIII.357.
Negbindingen. (l. br.). MO. D&H. || hertil (landbr., foræld.) Negbindings – apparat (dvs.: apparat paa en mejemaskine til binding af negene (jf. -binde-apparat, -binder 2). Opf B.1VIII.356), -maskine (dvs.: selvbinder. smst. 357).
Negbæreren. (jf. -holder; landbr.) apparat, der opfanger negene (som udkastes fra bindebordet paa høstmaskinen), og hvorfra aflægningen finder sted. StatensRedskabsprøver.1.Beretning.1914.16. Sal.2XVII.796.
Negholderen. (landbr.) d. s. s. -bærer. HerregaardenesAdresse-Tidende. 27/7 1922. 2.sp.6.
Nikketøjet.1) [I, V] (landbr., dial.) d. s. s. -hilde. Kværnd.2) (jf. II. Nikke) teknikhjul tilspændingsindretning (ved forsætteren paa en planskivedrejebænk), som bestaar af en paa en tilspændingsskrue anbragt klinkhjulsanordning, hvis klinkstang igennem et kædetræk under loftet faar en nikkende bevægelse fra en fra spindlen dreven krumtappind. VærktMask.23. EThaulow.Maskinarbejde.I.(1928).143.3) (jf. dial. nikke, træ ell. jærnkløft (i en aaben baad) til at lægge masten ned i (OrdbS.(sjæll.)), sv. dial. nikk, knap, hvortil et reb i en baad fastgøres, indretning, hvorpaa fiskesnører oprulles; maaske omdannet af I. Mikke; landbr. ell. teknikhjul) om de gafler, hvori halmrysterne i tærskemaskiner hviler med den ene ende. Sal.2XVII.953.
Normaljorden. spec. (landbr.) om jord (af bedste beskaffenhed), som betegnedes med takst 24, og i forhold til hvilket bonitering af jorden (hartkornsansættelsen) fandt sted. LandmB.I.104.
Nykløveren. (landbr.) bevoksning af kløver paa en mark, hvor der aaret før har været dyrket korn. En Lærke stiger af Nykløveren. Fleuron.KO.53. jf. Feilb.
Nykælveren. (jf. -kælvet; landbr.) ko, der lige har kælvet. LandbO.III.706.
nykælvetpart. adj. (jf. eng. dial. newcal(d); landbr.) om ko: som lige har kælvet (jf. -kælver); nybær. JLandt.Færøerne. (1800).341. LandmB.II.276. AarbSorø. 1925.7.
Næsebaandet.1) [7] (jf. -rem; vet. ell. rid.) baand, rem, jærnstykke (i en hests hovedtøj), der ligger tværs over hestens næse. KSelskNyeSkr.V.211. LandbO. II.669. || (landbr.) om tilsvarende del af grime til kvæg. FortNut.IX.112. Feilb. || kors kapsun (1). (Kalk.III.261). Moth.N106.2) [8.3] (jf. -bøjle; sværd, foræld.) muleblik. MilTeknO.
Næsebremseen. [7] (jf. -jærn 1; landbr., vet., nu næppe br.) kapsun, bremse (II.1) til heste. -brems: vAph.(1764). VSO.
Næsetangen.1) (smed.) d. s. s. svensk næse (se I. Næse 8.4). Viborg&Neerg. HB.90. OrdbS.(sjæll.).2) [4] (med.) tang til brug ved operationer i næsen. KirurgInstr. 65.3) [7] (landbr.) tanglignende redskab, hvormed urolige tyre fattes ved næsebrusken og ledes. MøllH.IV.478. LandbO.III.727.
Næsetøjret. [7] (landbr.) tøjr, der er fastgjort i en tyrs næsering. Fleuron.KO.61.
nødslagtev. vbs. -ning (LandbO.III.727). (især landbr.) slagte et dyr, der er kommet til skade, blevet sygt olgn. 2. Klasses Kød er Kød af syge eller nødslagtede Dyr. Pol. 29/4 1932.6.sp.6.
Oliemelet. (landbr.) d. s. s. -kage-mel. Olufs.Landoecon.435. Hage.4909.
Omsætningsevneen. spec. [4] (landbr.) om en malkekos evne til at omsætte foder til mælk. LandbO.III.741.
Opbinderen. [-ben’∂r] (landbr.) til opbinde 2: person, som binder sæd op; binder (1.1). Rostgaard.Lex.O34b. Meieren . . har en Opbinder efter sig. Schytte.IR.II. 116. Feilb. jf. Opbinderske. S&B.
Opdrætningen. vbs. til -drætte.1) (landbr.) som vbs.: d. s. s. Opdræt 1.2. SvGrundtv.Retskrivnings-Ordbog.(1870).70. LandbO.III.269. || hertil bl. a. Opdrætnings-løb (væddeløb (travløb) for toaarige, i landet opdrættede heste. Pol. 3/1 1902. 2.sp.3), -metode, -regnskab, -udgift.2) (sj.) konkr.: d. s. s. Opdræt 2. *som et KlokkeFaar | ved Kneblens Slag kan faa en hel Opdrætning | af Lam til prompt i Folden ind at gaa. Drachm.DJ.II.33.
ophakkev. [3.1] vbs. -ning (VSO. MO.). (gart., landbr.) v. hj. af en hakke olgn. løsne og tage noget op af jorden ell. bearbejde, vende jorden; hakke op; ogs.: ødelægge noget ved at hakke deri, frembringe hak deri olgn. omendskiønt Folket ingen Plou bruge, mens Landet med Træ-skoule ophacker.Pflug.DP.1156. (de har) ophakket alt hvad Eene- og Krat-Rødder der var. JPPrahl.AC.45. Tæppet er ophakket af Sporer. VSO. ophakke eller grave Strimler (af klitter), der besaaes og derpaa dækkes med Lyng. Andres.Klitf.257. Ved . . at ophakke og løsne Jorden ødelægges Pupperne. Pol. 21/3 1934.4.sp.4. billedl.: disse Dødsfald (virkede) ophakkende . . i den unges taarevædede, frugtbare Sind. Troels L.BS.III.93.
oprillev. [3.1] [-ril’∂] vbs. -ning (HavebrL.3II.564). (landbr., gart.) danne riller i (jorden; fx. til at saa i). Spandarbeidet falder saaledes: . . om Foraaret . . at oprille i Alens Frastand 2/3 af en Afdeling (af marken).CdeSelby.Dyrkningen af enHuuslod.(1839).7. derefter oprilles Jorden med et Rillejern (dvs.: ved radsaaning) i en Dybde . . efter Frøets Størrelse. VortHj.III4.84.
Oprækkeren. (til -række 2; landbr., dial.) person, der ved indhøstning af korn ell. hø rækker dette op paa vognen. HPHanss.T.44.
opstakkev. [1.2] vbs. -ning (VSO.). (jf. ænyd. opstække i sa. bet samt -stable; landbr.) sætte i stak; ogs.: bygge stak. Stakkene blive . . opstakkede udi mueligste Runding og Spidse, saa de kan skyde Regn. JPPrahl.AC.62. Hvad Laden ikke kan rumme, opstakkes uden for Gaarden. VSO. Stakningen udføres omhyggeligt, saa at Stakkene ere ensartet fast opstakkede og spidse foroven. LandmB.I.624.
Optagerriveen. [2.1] (landbr.) rive til optagning af haandmejet sæd; kratte (I). Landb O.IV.61. Feilb.
Optøjleen. [1.1] (jf. II. -tøjle; landbr. ell. dial.) d. s. s. I. -tømme. D&H. LandbO.2833. Feilb.
Overfrugten. [2] (landbr.) d. s. s. Dækfrugt. Hag.III.304.
Overgødningen. [15] (jf. -gødskning; landbr.) dels som vbs. til -gøde 1; dels (nu næsten kun) om det udspredte lag og især om gødning, der spredes oven paa jorden uden at nedpløjes, nedgraves. Olufs.Landoec.54. LandbO.IV.309.
Paaskegrisen. (jf. Faste-, Julegris; landbr.) gris, der fødes ved paasketid (en formentlig gunstig tillægstid). VSO. MO. Feilb.
Palmekageen. (jf. -kerne-, -nød-kage; merkurstav ell. landbr.) især i flt., om tynde kager (til fodring), der bliver tilbage, naar olien udpresses af palmefrø. IngvBond.UR.I.63. LandmB.II.118. || hertil Palmekage – mel (dvs.: knuste palmekager (jf. Palmemel). LandbO.III.767).
Pandebrætet.1) [I.1-2] (ikke i alm. spr.) bræt til at anbringe (stege)pander paa. OrdbS.(Fyn).2) [II.2] (jf. -fjæl, -træ 2; landbr.) bræt, der fæstes til pande og horn paa kreaturer (navnlig uvane tyre) for at hindre dem i at stange, anrette ødelæggelser olgn. VSO. OrdbS.(Lolland).3) [II.5] (snedk.) bræt (med inskription), brugt som frontispice paa møbler. Skabenes “Pandebræt”. FrPoulsen.MH.I.48. Trap.4VII.81.
Pandefjælen. [II.2] (landbr. ell. dial.) d. s. s. -bræt 2. VSO. D&H. Feilb.
Panderemen. [II.2] (vet. ell. landbr.) d. s. s. -baand 2. vAph.(1759). VSO. S&B.
Parkkvæget. (landbr.) kvæg(race), der lever vildt, men i fredet tilstand i det nordøstlige Englands og det sydvestlige Skotlands parker. BøvP.I.230.
Parresygeen. (landbr.) sygdom (hos koen), der ytrer sig som stærk brunst, uden at befrugtning indtræder. PhysBibl.XXI.174. LandbO.III.772. || d. s. s. Fransosensyge. Landmands-Blade.1893.199.
Pattefølet. (landbr., dial.) føl, der endnu dier moderen. PhysBibl.XVIII.238. Grunth.Besl.113. OrdbS.(Falster).
Pattegrimeen. (jf. -stang; landbr., dial.) en slags grime (I.4), der hindrer køerne i at suge deres egen mælk. Landmands-Blade.1878.467. OrdbS.(Sjæll., Langeland).
Pattekalven. (landbr.) kalv, der dier koen; diekalv. OrdbS. (Loll.-Falster).
Pattekopen.1) kors en ældre slags patteglas. Mesnard. Jordemoder-Skole.(overs.1749).295.2) (landbr.) indretning til at paasætte patten, v. hj. af hvilken mælken udsuges ved malkning med maskine. LandbO.III.491.
Patteseleen. (jf. -grime, -stang; landbr.) sele, der hindrer koen i at suge sin egen mælk.
Pattestangen. (landbr.) stang, anbragt ml. en kos grime og patteselen. Fleuron.KO.184.
patteti ssgr. (afl. af I. Patte 2; landbr.) som sidste led af ssgr., der angiver patternes (2) form ell. antal (ell. antallet af mælkeydende patter), fx.: Hun drejede den Fempattedes Yver. Stuck.III.273. havde en Ko faaet Kalv, saa var det det klogeste, at Mor malkede den de første Dage, at den ikke gik hen og blev trepattet. Aakj.BT. 26. hun (dvs.: en ko) er trepattet, hun (dvs.: en anden ko) topattet. Fleuron.KO.165.
Pattetruget. (landbr.) tragtformet indretning, hvoraf kalve patter mælk. LandbO.III.778.
perlesygadj. (landbr. ell. dial.) som lider af perlesyge.Landmands-Blade.1873.199.
Pigtromleen. [I.1] pigbesat tromle; spec. (landbr.) i flg. anv.:1) tromle til sønderdeling af jordknolde ved markarbejde. LandbO.IV.604. Skjoldb.MM.I.60. jf. Feilb.2) tromle i pigtærskemaskine. LandbO.IV.646.
Pigtærskemaskineen. [I.1] (jf. -tromle 2, -tærsker; landbr.) tærskemaskine, hvis bro (I.4.5) og tromle(r) er besat med tætte rækker af pigge, der trykker kærnen ud af aksene. LandmB.I.644.
Pigtærskeren. [I.1] (landbr.) d. s. smst.643.
Plantegødningen. (jf. -jord 1, -muld 1; landbr.) d. s. s. Grøngødning (2). Drewsen.Landoecon.Betragtninger.(1834).69. Larsen.
Plantekulturen. (jf. -avl; gart., forst., landbr.) d. s. s. Kultur 1.2 (ogs. konkr.). Aakj. VB.176. Skovriderens kæreste Plantekulturer. Fleuron.DTN.66. Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur. LovNr.489 12/9 1919.Afd.24.e.
pletsaav. [3] vbs. -ning (LandmB.I.557). (landbr.) saa v. hj. af en maskine, der fordeler udsæden i (huller med) regelmæssig afstand; dible (2). en pletsaaet Roemark. LandmB.I.557.
Pletsaamaskineen. [3] (landbr.) maskine til pletsaaning; dibbel(saa)maskine. LandbO. IV.148.
Plovbedet ell. en (jf. Feilb.). (sml. II. Bed samt Drift 4.1; landbr. ell. dial.) arbejdstid (m. pløjning) imellem to maaltider ell. hvil. forinden Middag skulde (han) gjøre en lille paa Landet saakaldet Plougbed. RUss.ME.II.72. Feilb. OrdbS. (Fyn).
Podejorden. [II.3] (landbr., gart.) jord, indeholdende (kvælstofassimilerende) bakterier, hvorved man overfører disse til en mark, hvor de ikke findes (i tilstrækkeligt antal). LandmB.III.94. HavebrL.3II.33.
Posegrisen.1) (nu sj.) ganske lille gris, som kan transporteres i en pose (til torvs, til præsten som foræring olgn.); pattegris. JHSmidth.Ords. 118. VSO. Schack.35.2) [I.2.3] (landbr.) gris med pungbrok; ogs. om hangris, hvis ene testikel (ell. begge) ikke er traadt ned i pungen, men sidder højere oppe, saa at dyret ikke kan (fuldstændigt) kastreres (jf. Klaphingst). Moth.P134. Viborg.S.42. LandbO. III.832. Feilb.
Presfoderet. (landbr.) foder af grønne plantedele, behandlet ved grønkuling; ensilage. LandbO.I.700.
Proberhingsten. (jf. -tyr samt Prøvehingst; til probere 4; landbr. ell. vet., foræld.) hingst (af ringere kvalitet), der bruges, naar man vil prøve, om en hoppe er brunstig. CollO. Sal.VIII.886.
Probertyren. (jf. -hingst samt Prøvetyr; til probere 4; landbr. ell. vet.; foræld.) tyr (af ringere kvalitet), der bruges, naar man vil prøve, om en ko er brunstig. LandmB. II.270. LandbO.III.837.
Provstihavreen. (om 1. led se -rug; landbr., merkurstav) navn paa havresort. LandmB.III.84. JFLund. Varekundskab.2(1922).40.
Provstirugen. (1. led er (n)ty. probstie, probstei (se Provsti), brugt som navn paa et landskab øst for Kielerfjord (tidligere hørende ind under et kloster); jf. -havre samt Provsterug; landbr., merkurstav) navn paa rugsort. Blich.(1920).XXII.47. JFLund.Varekundskab.2(1922).34.
Prøvehingsten. (jf. -tyr, -væder; landbr.) d. s. s. Proberhingst. vAph. (1764). LandbO.258.
Prøvetyren. (landbr.) d. s. s. Probertyr. LandbO.III.837.
Prøvevæderen. (jf. -hingst, -tyr; landbr.). Sal.VI.242. LandbO.259.
pultev. [‘puld∂] (ogs. pultre. OrdbS. (sjæll.)). -ede. (til I. Pulte 1; landbr. ell. dial., l. br.) knuse jordklumper (paa marken). Moth.P173. jf.: Hakkepultre Jorden, siges om Kamtromlen (Ringtromlen). MøllH.VI.332.
pultetadj. [‘puldt] (pultret. OrdbS. (sjæll.). jf. Feilb. u. polteret). (til I. Pulte; landbr. ell. (især) dial.) om jord: knoldet; klumpet. Nye landoekon.Tidender.1821.373. Bliver Jorden alligevel temmelig pultet, kan en lettere Harvning med Held indskydes. LandmB.I.453. OrdbS.(sjæll.).
Radkulturen. [I.2.1] (landbr., sj.) dyrkning af afgrøder, der saas ell. plantes i rader; rækkekultur. OpfB.1VI.316.
Radlægningen. (sj.) det at lægge noget i rækker; spec. [I.2.1] (landbr.) m. h. t. frø. vAph. (1764). Radlægning letter Hyppeplougens Brug. VSO.
Radplantningen. [I.2.1] (landbr., sj.) plantning i rækker; rækkeplantning. VSO.
radsaav. [I.2.1] (især landbr.) udsaa (frø, korn) i rækker med bestemte mellemrum (jf. bred-, pletsaa). *radsaaet Jord. Rich.III.71. *den, der radsaaer Enkens Roer. Holstein.MM.69. || som vbs.: -saaning. Olufs.Landoecon.179. HavebrL.3II.321. hertil 1] (især landbr.). OpfB.1IV.318. HavebrL.3I.414″>radsaamaskine ell. rad-saanings-maskine (MøllH.V.6), en. [I.2.1] (især landbr.). OpfB.1IV.318. HavebrL.3I.414.
Ramme-ploven. landbr. plov med hjul og en vandret ramme. OpfB.2III.15.
Ravnehovedet. spec. (ved urigtig gengivelse af ty. rammskopf (se Ramskop); vet., landbr.) om fejl hos heste: kaninhoved; ramskop (1). LandmB.II.157.192. LandbO.II.601.
Renbraken. (jf. II. Brak 1 samt Fuld-, Helbrak; landbr.). LandmB.I.196. jf.: renbrakke de . . ukrudtsfyldte Marker. AarbVends.1927.15.
Rendebjælkeen. (landbr., nu næppe br.) vold ell. kam (paa pløjet jord), fremkommen ved, at ploven (idet hestene løber hurtigt til) ikke holdes nede i den rette dybde (og den oppløjede jordstrimmel saaledes ikke væltes helt om). Fleischer.AK.66.
Rensevareen. (landbr.) frø-, kornvare, der renses. LandbO. IV.45.
renstraaetadj. [III.2.2] (landbr., dial.) om (voksende) korn: som er fri for græs, ukrudt olgn. (og ikke ligger i leje). LandbO.III.536. AarbFrborg.1920.94.
Rettekileen. (landbr., foræld.) kile, hvormed hjulplovens plovjærn indstilledes. JPPrahl. AC.12.
Ringtromleen. [I.1.2] (landbr.) d. s. s. Kamtromle. MøllH.III.364. LandbO.IV. 602.
ringtromlev. vbs. -ing. [I.1.2] (landbr.) tromle med ringtromle (I). MøllH. V.66. de ringtromlede Marker. Fleuron. HG.42.
Risbygen, et. (jf. u. I. Ris 1; især landbr.) blomst flynderbyg; viftebyg; Hordeum zeocritum L. JTusch.109. VareL.(1807).I. 171. LandbO.I.419.
Risphavreen. (efter ty. rispenhafer, til rispe, se u. I. Risp; landbr., bot.) blomst tophavre, Avena sativa patula. LandbO.II.549.
Ristploven. (ogs. Riste-. Rhode.LaalF.2 I.17). (landbr.) plov, hvis muldplade er udskaaret i 4-5 grene (og minder om en rist). DagNyh. 20/7 1916.7.sp.3. OrdbS.(Sjæll. Fyn).
Rivelseen. (ænyd. d. s.; vbs. til V. rive (1); jf. II. Rivning (2); landbr., dial.) de kornstraa, som ved opbinding med haanden bliver liggende tilbage, og som rives sammen i bunker med haand- ell. hesterive; slod. Moth.R104. Olufs.Landoecon. 228. Blich.(1920).XXII.102. LandbO.IV. 61. MDL.85.450. Feilb. AarbFrborg.1920. 96.
Rodbranden. (landbr., gart.) sygdom hos spæde planter, der skyldes angreb af svampe, især af kimskimmel; “sorte ben”. SRostr.LS.78. LandbO.IV.64.
Rodkaalen. (jf. Roekaal; landbr., gart.) om overjordisk kaalrabi (knudekaal) ell. om underjordisk kaalrabi (Rutabaga) ell. som fællesbenævnelse for disse og turnips (og ræddike). Landhuushold.I.22. FJCJensen.Den lilleGartner.(1873).16. MøllH.V.70. MDL. Feilb.
Rodukrudtet. (især landbr.) vedvarende ukrudtsplanter (der aar efter aar skyder op fra roden). LandmB.I.573. JELange.Vilde Planter.(1922).6. || hertil Rodukrudts-harve. LandbO.IV.74.
Roeaalen. (zool., landbr.) rundorm, der angriber bl. a. runkelroens og sukkerroens rødder, Heterodera Schachtii. MøllH.V.81. SRostr.LS.18.
Rulleharveen. (landbr.) harve med 2 – 3 pigbesatte roterende tromler. Ugeskrift for Landmænd.4R.I1.(1871).552. LandbO.II. 536.
rumpegaladj. (landbr. ell. dial.) hvinsk. LandbO.II.739. SjællBond.81. || hertil Rumpe-galskab, hvinskhed. LandbO.II.738.
Rundharveen. [1.1] (jf. II. -harve; landbr., foræld.) harve med kredsrund, roterende ramme, der anvendtes til rundharvning. Giersing.Landoeconomie.I.(1825). 462. Blich.(1920).XXII.28. LandbO.IV.535.
rundharvev. [4.2] vbs. -ning (Drewsen.L. I.131. MøllH.V.104). (jf. I. -harve; landbr., foræld.) harve i kreds (med rundharve ell. ved at køre rundt). Drewsen.L.III.54. En Mand kan med 3 Heste rundharve 9 Tdr. Ld. om Dagen. MøllH.V.104.
Rundkastet. vbs. til -kaste (1); fx. (landbr.) om saaning: (vi) lærte at gøre det kunstfærdige rundkast, der fik kærnen til at sprede sig, så der faldt lige meget alle vegne og en passende mængde overalt.SvendbAmt.1920.8. || (l. br.) billedl. De indoevropæiske Folk er engang i Tiden fra et fælles Hjem blevne splittede i et mærkeligt Rundkast, saa at de spredtes til Atlanterhav og Ganges. TroelsL.XIII.15.
Russerhesten. (især landbr.) d. s. s. Russer 3.1 (l. 21). to smaa skimlede Russerheste. Pont.FL.(1892).162. Aakj.DK.71.
rustsygadj. [I.5.1] (gart. og landbr.) om vækst: angrebet af rustsvamp. rustsyge Træer. HavebrL.4I.530.
Rustsygdomen. [I.5.1] (gart. og landbr.) plantesygdom, foraarsaget af rustsvampe. MøllH. V.110.
Rybsen. [rybs] flt. d. s. (fra ty. rübs(en), udviklet af rübsame(n), rübensame(n), egl.: roefrø, af rübe, roe (se I. Roe), og same, frø; blomst (især landbr.))1) (jf. I. Raps) kulturform af agerkaal (jf. Roerybs og Rybsroe ndf.), spec. dels Brassica campestris var. annua Koch (sommerrybs), dels B. c. var. oleifera DC (vinterrybs), begge dyrkede for deres olieholdige frø. NordConvLex.V.141. JTusch. 291. LandbO.IV.124. Warm.Frøpl.240. || hertil ssgr. som Rybs-frø (Wiese.T.II.53), -olie (Bl&T.), -roe (d. s. s. Roerybs. LandmB. III.122).2) (vild) rybs, agerkaal, Brassica campestris L. Lange.Flora.638. VareL.214.
Ryganlæget. [6] (landbr.) overrislingsanlæg (til engvanding) med rygbede; rygbedanlæg. MøllH.I.545.
Rygbedet. [6] (landbr.) ved overrislingsanlæg (engvanding): smalt jordstykke med fald til begge sider fra den vandførende (ryg)-rende i midten (mods. Hæng 4). MøllH.I.545. jf. -anlæg: Rygbed(e)anlæg. smst. Sal.V. 1127.
Rækkeafstanden. [I.3] spec. (gart., landbr.) om afstanden mellem rækker af planter. LandbO.IV.152.
Rækkefrugten. [I.3.2] (jf. -kultur; gart., landbr.) afgrøde, som saas ell. plantes i rækker; hakkefrugt. Hag.3IV.480.
Rækkekulturen. [I.3.2] (jf. -frugt, -plantning; gart., landbr.) dyrkning af afgrøder, der saas ell. plantes i rækker; radkultur; drilkultur. de Planter, der dyrkes i Rækkekultur. LandmB.I.444. Sal.2 XX.658. || konkr., om planterne. Dyrkningen af Rodfrugter eller anden Rækkekultur. LandmB.I.445.
Rækkeplantningen. [I.3.2] (jf. -kultur samt Radplantning; landbr., gart., forst.) plantning i rækker. Sal.VI.836. ForstO.
rækkesaav. [I.3.2] (jf. -plantning osv.; gart., landbr.) udsaa (frø, korn) i rækker med bestemt mellemrum; radsaa. (især i perf. part. brugt som adj. ell. som vbs.). Frøafgrøderne er rækkesaaet med stor Afstand. LandbO.IV.422. Sal.2XIX.865. forstyrre Sædens Rækkesaaning. LandmB.I.556.
røddragetadj. (nu næppe br. -dragen. VSO.). (jf. -rygget 2 og draget 1; landbr. ell. dial.) om kreatur: rødt med en hvid stribe hen ad ryggen. Moth.R169. Cit.1819. (AarbKbhAmt.1928.304). AntNiels.FL.II.17. Han havde solgt den ene Ko, nu havde han kun den Røddragede. Rist.J.194. MDL.81. Feilb. Thorsen.167. jf. Rietz.526 (skaansk).
rødgrimetadj. (jf. grimet 1.2; landbr. ell. dial.) om hest ell. kreatur: rød(t) med hvide streger ell. striber i hovedet. Moth. R170. Oec Mag.V.221. Levin. (u. grimet). Feilb. jf. Rietz.212(skaansk) samt Esp.280.
rødhjælmetadj. (ænyd. d. s.; jf. II. hjælmet; landbr. ell. dial.) om kreatur: rød med hvidt forhoved. Moth.R170. en rødhielmet Tyr. Høyen.Moltke.65. Feilb. Thorsen.168. jf. Rietz.527(skaansk) samt Esp.131. 280.
Rømmejorden. (landbr.) overfladejord over mergellag. MøllH.IV.341.
Rørkrogen. spec. (landbr.): læggekrog til lægning af drænrør. LandbO.IV.138.
Saaakselen. (landbr.) en i saakassen (paa en saamaskine) anbragt roterende aksel, der bærer saa-apparaterne.LandbO.IV.142.
Saaapparatet. (landbr.) apparat i en saamaskine, der besørger fordelingen af frøene. OpfB.1IV.317. LandmB.I. 561.
Saagangen. (jf. -kast; sml. II. Kast 1.4; landbr. ell. dial.) sædemandens gang fra agerens ene ende til den anden, ell. det bælte af ageren, som derved tilsaas, ell. den mængde sædekorn, der derved udstrøs (MDL.). Saaemanden (maae) nøje . . iagttage sine Saaegange, at han ved sit Kast stedse kan naae næt op til den forrige. Fleischer.AK.75. Paa tørre Jorder træffer man Agrene af 6 og flere Saaeganges Brede. Olufs.Oec.VIII.216. JHSmidth.Ords.132. LandmB.I.553. SjællBond.105.
Saahavreen. (landbr.) havre til udsæd; sædehavre. Adr. 23/4 1762.sp.13. MO. Gravl.T. 114.
Saahulet. (landbr.) om (hvert af) de huller, hvorigennem sædefrøet udkastes af saamaskine; ogs. om tilsvarende huller i kartoffellæggere. Sal.2XX. 731.
Saahuset. (landbr.) beholder, der omslutter saavalsen paa saamaskine. LandbO.IV. 143.
Saahvedeen. (landbr.) hvede til udsæd; sædehvede. VSO. LandbO.IV.396.
Saakasseen. (landbr.) den beholder paa saamaskine, der optager sædefrøet. OpfB.1IV.317. LandmB.I.561.
Saaleploven. (til I. Saal 5.2; landbr.) plovtype (m. en særlig udviklet “saal”), der er en mellemform mellem krydsplov og suleplov; den tredelte plov. LandbO.III.817.
Saamængdeen. (landbr.) mængde saasæd, brugt paa et vist areal. LandmandsBlade.1887.806. LandbO.IV.145.
Saaploven. (jf. -harve; landbr.) en slags saamaskine, der danner furer og saar deri med det samme. PhysBibl.XI.274. OpfB.4 I.583.
Saarugen. (landbr.) rug til udsæd; sæderug. Moth.S12. Pont.FL.304.
Saarumet. (landbr.) det rum paa saamaskine, hvori skehjulene gaar, og som fyldes med sædefrø fra saakassen. LandmB.I.561.
Saarækkeen. (især landbr.) om (hver af) de rækker, hvori noget saas. Al Udsæd er spiret normalt. Saarækkerne er fyldt. Pol. 25/5 1926.9.sp.2.
Saasæken. (jf. -klæde; landbr.) sæk med saasæden (som sædemanden bærer over nakken). Thiele.III.65. Rich.II. 265. Feilb.
Saatiden. (gart., landbr.) den rette tid for saaning af frø; spec. om den tid, da kornet saas. Moth.S13. Olufs.Landoecon.178. Dalen (kan) blive tør til Saatid. OlesenLøkk. KB.218. HavebrL.3II.322. billedl.: Til den Tid vilde . . hele Arven være fortæret, men da vilde jo ogsaa hans Lære- og Saaetid være endt, og han turde da haabe paa Høsten. PalM.IL.II.701.
Saavalseen. (landbr.) valse i saamaskine, v. hj. af hvilken sædefrøet udmaales. LandbO.IV.144.
Saavikkeen. (især landbr.) i flt., om vikkefrø til udsæd. MO.II.634. FrGrundtv.LK.261.
Saltkammeret. (jf. -kælder; landbr., dial.) kammer (paa gaard), hvor kød nedsaltes og opbevares (i saltkar). Cit.1809. (AarbThisted.1920.182). H Zangenberg. Da. Bøndergaarde.(1925).37.59. Feilb. jf. (nu sj.) Saltkammerporten som omdannelse af Zahlkammerporten (ved Christiansborg slot). KNyrop.SVS.47.
Saltslikkeen. (efter ty. salzlecke(n), se Saltlekke; landbr., nu sj.) saltsten olgn., der ophænges i stalden, saaledes at kreaturerne kan slikke derpaa (og faa det nødvendige salt). vAph.(1772).III. Abildg. & Viborg.F.52.
Sandengen. (landbr.) eng, der hovedsagelig bestaar af magert sand (under et tyndt morlag). LandbO.I.686.IV.293.
Sandrugen. (landbr.) d. s. s. Hederug. JPPrahl.AC.27. LandbO.IV.103.
Sankestenen. (fagl., især landbr.) navnlig i flt., om (smaa)sten, som opsamles (især: paa marker, og kastes til side i dynger). EHHagerup.74. Faskiner, som nedlægges af Sankesten. CGalschiøt. Handelsplanter og Rodfrugter. (1879).33. Bunker af Sankesten. Frem.DN. 277. Gravl.S.5.
Sankhammelen. (til sanke 2; landbr.) d. s. s. Langhammel. Sal. VIII.407. LandbO.II.509. ogs. Sanke-: Møll H.III.31.
selvaflæggendepart. adj. (mods. haandaflæggende; især landbr.) om maskine: som selv, automatisk aflægger noget; især om mejemaskine: som aflægger den afskaarne sæd i bunker af passende størrelse. OpfB.1I.454. LandbO.III.538.
Selvaflæggeren. (landbr.) selvaflæggende mejemaskine. LandmB.I.643.
Selvbesaaningen. (landbr., forst.) det, at en mark, en skov selv tilsaar sig ved de fra kornet, træerne nedfaldende frø. Olufs.Landoecon.405. Skovenes Foryngelse ved Selvbesaaning benyttes i Højskovsdriften. MøllH.V.177.
selvbindendepart. adj. (landbr.) i forb. selvbindende mejemaskine, d. s. s. Selvbinder. Baud.H.134. LandbO.III.541.
Selvilæggeren. (landbr.) ilæggerapparat til damptærskeværk. LandbO.IV.646.
Selvpatteren. (landbr.) ko, der patter sig selv. Fleuron.KO.166.
Sentiden. [3] (landbr.) den periode, i hvilken en ko er sen. LandbO.II.400.
Sibøren. (jf. -lad; landbr. ell. dial.; foræld.) en over mælkebøtten anbragt træramme, hvorpaa sien hvilede, medens man siede mælken op. JHSmidth.Ords.133. MDL.475(falstersk). FrGrundtv.LK.170.
Sibøtteen. (ænyd. sie bøtte, syg bøtte (Kalk.III.717); til III. si; landbr., foræld.) kar, bøtte, hvori mælk opsis (jf. Moth.S169); især: lavt trækar, hvori mælken opsiedes (og hensattes for at give fløde, blive tyk osv.). MDL.(Fyn). en vældig Sibøtte Tykmælk. Bøgh.E.204. en Sibøtte, fuld af Æbleskiver. AntNiels.FL.III.39. Feilb. Halleby.39. || (foræld.) bøtte til opsamling af det salpetervand, der ved salpetersydningen dryppede ud af dryppefadets sitragt. MilTeknO.
sidemalkev. (landbr.) malke (en ko) ved samtidig at fatte om en for- og bagpatte (i samme side). man maa . . nøie paasee, at Køerne ikke bliver sidemalkede. Meieribog.(1875).4. Feilb.
Siksakharveen. (landbr.) harve med siksakformede harvebuller. MøllH. III.31. OpfB.2III.19.
Siksakharvningen. (landbr.) harvning i siksak. LandbO.3I.528.
simleguladj. af en ren og klar gul farve som en simle (I.2); nu vist kun (vet., landbr.) om haarlaget hos en hest: Viborg&Neerg.HB.76. LandmB.II.195.
Sivpudeen. (sj. Sive-. HMHoff.MinVirkekreds.(1810).38). pude flettet af siv; især (jf. -sele; landbr. og dial.): pude (2.2), krans, af siv som del af sele-, træktøj. VSO. Stockfleth.S.59. Sivpuderne knager rytmisk fra Studebringen, hver Gang Dyret flytter Klovene frem. Aakj.HV.16. Feilb. OrdbS.(Fyn).
Sivseleen. (nu næppe br. Sive-. Moth.1S102. 119). (jf. -pude; landbr., dial.) sele(tøj) flettet af siv. Moth.S178. VSO.(jy.).
skaarlagtpart. adj. [I] (jf. -lægning; landbr.) om korn olgn.: lagt paa skaar (se u. I. Skaar). med vedholdende ustadigt Vejr er . . den skaarlagte Sæd langt værre faren end den opbundne. LandbO.III.193.
Skaarlægningen. [I] (jf. -lagt; landbr.) det at lægge korn olgn. paa skaar. Sal.2XXI.484.
Skaft(e)havreen. (ænyd. skafthavre; jf. -korn; landbr., dial.) havre (2), som sidder paa straaet; havre(straa) med kerne; utærsket havre, især anvendt som (heste)foder (helt ell. som hakkelse). Skafte-: Sort.Poet.79. Skaftehavre, skaaren i meget fiint Hakkelse, bør være Hestenes Hovedfoer. Høegh.AJ. 158. MøllH.V.191. Feilb. UfF.(Sjæll.ofl.). Skaft-: Moth.S224. Cit.1839.(Refsbøll.Erindringer.(1856).33) || overf. (med (spøg.) hentydning til piskens skaft) om prygt, pisk, klø. Vil I ha’e Skaftehavre, I, Ralliker (dvs.: hestene, der ikke vil trække)! PNJørg.Bonden iTivoli.(1844).19. UfF. (Sjælland, Jylland).
Skaft(e)kornet. (glda. skaftkorn; jf. -havre; landbr., dial.) korn (1) siddende i straaet; straa (korn (2)) med kerne i; utærsket sæd (korn), især anvendt som (heste)foder. Skafte-: Aagaard. TL.219. AarbHards.1928.7. Feilb. Skaft-: Moth.S224.
Skalbestemmelseen. spec. (landbr.) om bestemmelse af skalprocenten. Tidsskr.f.Planteavl.1916.736.
Skalprocenten. spec. (landbr.) om skallens (inderavnernes) vægt i forhold til den samlede kernes vægt (paa havre). LandbO.II.550.
skarpryggetadj. især (landbr.) om kvæg ell. heste: som har en skarp (3) ryg. Moth.S252. VSO. (de) følte paa et Par skarpryggede Kælvekøer. ErlKrist.S.132. || (jf. Ryg 5) i anden anv. (et) skarprygget Led (paa et søjleskaft). DanmarksKirker.SorøAmt.(1936).899.
skarpsandetadj. [9] (nu næppe br. -sandig. Høegh. AJ.71. Blich.(1920).XXVIII.82). (landbr.) om jord(bund): som bestaar af sand (næsten) uden iblandet muld (mods. muldsandet). skarpsandede Jorder . . fastnes ved Leer, eller forbedres ved anden god Jord. Olufs. NyOec.I.193. Byggen stod spredt og forbrændt paa den graalige, skarpsandede Jord. Rist.J.296. Trap.4IV.492.
Skehjulet. (landbr.) i saamaskine: skive (hjul) med skovle (“skeer”) til udkastning af sæden. OpfB.2III.26. LandbO.IV.145.
Skiftedriften. [I.3, III.3] (landbr., nu sj.) drift (1.7), hvorved man lader afgrøden veksle i regelmæssige perioder; spec. om det tidsrum, i hvilket man gennemløber alle vekseldriftens perioder; vekseldrift; omdrift. MO. D&H. || billedl. Sproglig Skiftedrift mellem Dansk og Svensk (dvs.: gensidig dansk og svensk paavirkning). DSt.1914.145.
kors Skifte-marken. [I.1. 2, 3, III.3] (landbr.) om hvert af de stykker, hvori en gaards agerjord er inddelt af hensyn til vekseldrift (jf. I. Kobbel 3, Markskifte). til Fæets Græsning ere 4 Skiftemarker eller Kobler. Hielmkrone.DetDanskeLandbrug. (1783).23. Amberg.
Skifte-vognen. [III.3] (landbr. og dial.) vogn, som læsses, naar der køres med to (ell. tre) vogne og to ell. et spand heste (saaledes at en mand stadig kører, mens en anden (andre) stadig læsser). Olufs.Oec.VIII.236. Skattegraveren.1884.II.171 (Falster). De kørte Fyld fra Diget i Dag. Jørgen hjalp selv at læsse, og Kræn kørte Skiftevogn. Anesen. JG.190. Feilb.
Skinnesoldet. [4] (landbr. og dial.) sold (til kornrensning) af tynde vidjer, flækkede spanskrør olgn. UfF.(Fyn, Langeland). Skene-: Rhode.LaalF.I.511. jf. AarbLollF.1920.85.
Skiveharveen. (jf. -plov; landbr., l. br.) tallerkenharve. LandmB.I. 348.
Skivekniven.1) [I.1] (landbr.) kniv (redskabsdel), der skærer noget i skiver; paa roeskærer: LandbO. IV.83.2) [I.5.4] (jf. -spalter osv.; arkæol.) skærende stenalderredskab, dannet af en tilhugget flintskive. Aarb.1928.158f. JohsBrøndst. DO.I.183.
Skiveploven. (jf. -harve; landbr., l. br.) tallerkenplov. Bl&T.
Skiveskæringen. [I.1] spec. (landbr.) om udskæring (af roer) i skiver (mods. Strimleskæring). LandbO.IV.83.
Skoldkornet. (Skolde-. i bet. 1: VSO.). (landbr.)1) (til skolde 1.3; jf. Skoldning 1; foræld.) affald fra tærskning, der koges og anvendes til kreaturfoder. Amberg.II.559. Kaper.Ty.-da.HaandOrdbog.3(1895).496.2) (til skolde 2.4) korn, der er modnet, før kernen var udvokset; skoldmodent korn. MO. Levin.(G.). D&H.
skoldmodenadj. (til skolde 2.4; jf. -korn 2; landbr.) om sæd: modnet, før kernen er udvokset. Kun hvor Jorden er særlig daarlig, er Rugen skoldmoden.Pol. 29/7 1918.3.
skoldmodnev. (til skolde 2.4; landbr.) især intr. ell. i pass.: blive skoldmoden. Paa høj og let Jord staar Rugen i Fare for at skoldmodnes. BerlTid. 23/7 1904.M.3.sp.1. Høsten . . var skoldmodnet af den stærke Hede i Juli. AndNx.MJ.II.11.
Skotskharveen. (jf. skotsk harve u. II. skotsk 3; landbr.) foldharve (med spidse, fremadbøjede tænder), hvis led har form af en skæv rombe. Sal.VIII.549.
skotskharvev. (landbr.) harve med skotskharve (I). Landm B.I.461.
Skovengen. (jf. -mark; især forst., landbr.) eng, der ligger i en skov. Molb.UV.56. Gjel.M.183. ForstO.
Skovgræsningen. (forst., landbr.) græsning (af ell. for husdyr) i skove. Amberg. Faar elske ikke Skovgræsning. VSO. MøllH.V.217. DanmarksSkove.(1938).31.
Skovlgangen. (landbr.) grebning (2). LandmB.II.285. Landb O.IV.348.
Skovstrøelseen. (landbr.) strøelse af skovgræs olgn. Amberg. MøllH.V.443. LandbO.IV.419.
Skraakisteen. [V] (møl. ell. landbr.) kiste ell. kasse til at opbevare skraa i. Drachm.VD.129.
Skraakornet. [V ell. IX] (jf. -sæd; landbr. ell. dial.) skraaet, gruttet korn; skraa. Amberg. Aarb Sorø.1925.7. UfF.
Skraasæden. [V ell. IX] (jf. -korn; landbr. ell. dial.) skraaet sæd, korn; skraa. Halleby.221. AarbHolbæk.1922. 59.
Skrællejærnet. (ogs. Skræl-. MøllH.IV. 611). (til III. skrælle 3 ell. I. Skræl 3; landbr.) et paa en plov foran ell. i stedet for langjærnet anbragt jærn, der pløjer det øverste jordlag. StatensRedskabsprøver.11.Beretning. (1917).16.
Skrælleploven. [III.3] (jf. Skalplov; landbr.) plov, der anvendes ved skrællepløjning. LandmB.I. 389. JVJens.D.86. Skræl-: OpfB.1IV.311. Fleuron.DTN.148.
skrællepløjev. (ogs. skræl-). vbs. -ning. (til III. skrælle 3 ell. I. Skræl 3; jf. -grave, -plov samt skræntpløje; landbr.) ved pløjning vende det øverste, bevoksede lag af jorden. Skrællepløjning er mange Steder gaaet af Brug. LandbO.III.826. En Dag skrællepløjer Magnus i Stubben lige ud til Vejen. KBecker.VV.II.188. (heden maa) skrælpløjes saa tyndt som muligt. Landm B.I.341. Jørg.JF.II.195. Ploven skar dybt, det var ikke Skrælpløjning. Elkjær.MH.208.
Skuetørven. [II] (jf. Skudtørv; landbr. ell. dial.) græstørv. EPont. Atlas.I.415. Begtr.Jyll.III.58.
Skummesoldet. [II.2.2] (landbr.) haandsold ell. rist (sold) i rensemaskine, hvorved iblandede dele af større omfang og vægt skilles fra kornet. Skum-: NordConvLex.V.303. LandbO.IV.47.
Skærefoderet. (landbr.) havrestraa olgn., der skæres til hakkelse; straafoder. MøllH.I.260. Feilb.
Skærehalmen. (jf. -foder, -havre; især landbr.) halm, der skæres til (og iblandes) (heste)foder. Feltart.VII.A.26.
Skærehavreen. (jf. -foder, -halm; landbr.) havre, der bruges til skærefoder. UfF.
Skærekisteen. (nu dial. Skær-. Cit. 1707.(AarbPræstø.1925.91). jf. Feilb.). (jf. -bænk 2, -tøj 3, -værk; landbr., næsten foræld.) aflang kasse, kiste (I.2.2), hvori hakkelse blev skaaret med en skærekniv; hakkelsekiste (1). Sort.Poet.78. JPJac.(1924).I.277. Den nye Hakkelsemaskine . . kaldte ligeledes paa Interessen hos alle dem, der kun var vant til at se de gammeldags Skærekister. Strange.P.II.104. SjællBond.37.
Skæreloen. (dial. Skær-. Hjortø.Kr.96. jf. Feilb.). (landbr.) den del af loen, hvor der skæres hakkelse, hvor skærekisten (hakkelsemaskinen) staar. Cit.1820.(AarbPræstø.1925. 69). MDL. FrGrundtv.LK.257. CReimer. NB.450. SjællBond.37. Foderloen (Skæreloen) foran Hestebaasene var paa to Fag. AarbKbhAmt.1930.24.
Skæretragten. (til II. Skær 3 slutn.; landbr.) nedløbsrør til skærene i en radsaamaskine. Sal.2XX.732.
Skæreværket. skæremaskine. MO. nu vist kun (landbr. ell. dial.): skærekiste. (han) skar Halm paa et gammeldags Skæreværk, saa Hakkelsen fløj i smaa Styrt fra Kniven. Skjoldb.KH.6. Feilb. || (foræld.) om maskine, hvormed jærnstænger, stangjærn overskæres. Brünnich.(VSO.).
Skærmrapsen. [2.3] (landbr.) raps med nedhængende grundblade, der danner en skærm over rodstokkene. Møll H.V.33.
skævmælketadj. (landbr., nu næppe br.) om ko: hvis mælkekanal i pattens spids er skraa. Meieribog.(1875).4.
Slagharveen. [I.12.1] (landbr.) ældre dansk harve, der kan slaas sammen; foldeharve. LandmB.I.161. Feilb. UfF.
Sletbidet. (landbr.) glat bidsel. Landb O.IV.197. UfF.
Sletharveen. (landbr.) (let)harve til at jævne (fælge) (pløje)jorden med. FZytphenAdeler. Landvæsenseleven.(1907).95.
Slettekvæget. (mods. Bjergkvæg; landbr.). BMøll.DyL.I. 208.
slettromlev. (landbr.) tromle (jorden) jævn (med en slettromle). AarbKbhAmt.1930. 41. AarbFrborg.1938.212.
Slikkomposten. [II.1] (landbr.). Slikkomposten fremstilles ved Sammenstikning af 2 m3 Slik med 1 m3 Staldgødning. HedeselskabetsTidsskr.1910.8.
Slikmarsken. [II.1] (landbr., geol.) lermarsk (mods. Sandmarsk). LandbO.III.516.
Slæbehesten. [II.3] (landbr.) hest, der bruges til haardt arbejde. MøllH.III.91. LandmB.II. 179. || (dial.) om person, der slider haardt i det. Feilb.
Slæberiveen. (landbr.) stor rive, hvormed en mark, eng rives ren for sæd, hø, der er spildt, ligger tilbage efter høstningen; især om hesterive, bestaaende af en 4-6 alen lang bom m. fremad bøjede tænder og en bagud rettet stang, hvormed riven styres (jf. Hungerharve). NatTid. 23/2 1913.M.Till.1.sp.2. NordsjællF.V.181. Sal.2 XI.409.
Slæbetræet. (landbr., foræld.) et ca. 4 alen langt træ m. et reb i hver ende, saaledes at en hest kunde spændes for (brugt til sammenslæbning af hø). AarbKbh Amt.1930.74.
Slægtskabsavlen. (især landbr.) indavl; sambyrd (3). LandmB.II.61.
smaablommetadj.1) (nu l. br.; jf. jy. smaablommeret (Feilb.)) om tøj: d. s. s. -blomstret 2. Moth.S514. Smaablommet Kattun, Damask. VSO. Bl&T.2) (landbr., vet.) om husdyrs lød: besat med smaa runde pletter af mørkere farve. LandmB. II.254.
Smaafoderet. (landbr. ell. dial.) (til foder anvendt) affald fra tærskning bestaaende af knækkede straa, vipper, græs olgn.; ogs. om affald ved kornrensning. JPPrahl.AC.82. LandbO.IV.273. Kværnd. Esp.310.
Smaarugen. (landbr.) hede-, sandrug. LandbO.IV.103.
Smaasæden. (landbr.) d. s. s. -korn 2. LandbO.III.199.
Smørkoen. (landbr.) ko, som har stor aarlig ydelse af smør (giver meget og fed mælk). LandmB.II.398. Landb O.IV.291.
Sneskimmelen. (jf. -uld; især landbr.) blomst skimmelsvampen Calonectria graminicola (I.B.&B.), der optræder paa marker med vintersæd, kløver ell. græs ved tøbrudstid paa steder, som længe har været dækket af sne. LandmB.I.551. HavebrL.3II.360.
sodbrunadj. (jf. -brunt og sodet 2; især bog ell. vet., landbr.) mørk (sort, sortebrun, (mørkt) rødbrun) som sod. *Sodbrune Hane | Galer i Helas Sale (dvs.: dødsriget). Grundtv.Optr.II.187 (jf. sodrød). Rich.VH.134. lillagraa Klippetinder . . ragede op i en sodbrun Sky. Gjel.Ve.5. (negerens) sodbrune Hud. OttoLütken.Fatakis Giftermaal.(1928).7. spec. (jf. sodet 2) om hest: Sortebruun (lød hos hesten) kaldes ogsaa Sodbruun og Svalebruun. Viborg.HY. 140. VSO. Feilb.
Sojamelet. (især landbr.) affaldsprodukt af lign. art og med lign. anv. som -kage. LandbO.IV.322.
solsmul(d)rev. (jf. -skørnet, -sprænge; næsten kun i pass.; især landbr.) smul(d)re (1.1) p. gr. af solvarme. Ahlen maa brydes, sprænges og solsmuldres. Dannebrog. 24/6 1900.2.sp.2. solsmuldret Tang. Kidde.(DagNyh. 9/5 1915.1.sp.3).
Sommerbraken. (landbr.) dels om halvbrak; dels om benyttet brak (se u. II. Brak 1). Olufs. Oec.VIII.274. MøllH.I.263.
Sommerbygen, et. (ænyd. sommer biug; landbr.) byg, der dyrkes som vaarsæd (mods. Vinterbyg). LTid.1727.638. CGRafn. Flora.I.589. VSO. MO.
sommerfodrev. vbs. -ing (LandbO.IV.315). (jf. II. -føde, -staldfodre; landbr.) fodre med sommerfoder. denne Maade at sommerfodre Køerne paa gav alt for meget Arbejde. LandmB.II.276. jf. (spøg.): Hist og her falder der bitre Ord om . . det urimelige i at skulle sommerfodre forslugne opløbne Børn . . for det halve af, hvad de Voksne betaler (dvs.: i sommerpensionater). KnudPouls.Va.55.
sommerfødev. vbs. -ning (Reskr. 4/1 1782.§3). (jf. I. -føde, -fodre; landbr.) føde, ernære (kreaturer) i sommertiden. Schade.Mors.(1806).35. der (blev) kun . . 50 Td. Land til at sommerføde 80–90 Køer. SvendbAmt.1919.76.
Sommergræsningen. (jf. -græs, -græsse; landbr.). saavel Sommergræsningen, som Høet til Vinterfodret. Olufs. Landoecon. 497. D&H.
sommergræssev. (jf. -græs, -græsning; landbr.) lade (kvæg) græsse ude om sommeren. De ældste, største og bedst sommergræssede (køer). Blich.(1920).XXII.101. At sommergræsse en Ko. VSO.
Sommerkalven. (landbr., dial.) kalv, der er født om sommeren. Moth.S605. VSO. || billedl. ell. i sammenligninger. Hand seer ud om næsen, som een Sommerkalv om røven. Rostgaard.Lex.S218b. konfirmanter, der skulde konfirmeres . . om efteråret (kaldtes) sommerkalve. Skattegraveren.1889.I. 240.
Sommerkarlen. (Sommers-. i bet. 2: JPaludan.Møen.II.(1824).281).1) (landbr., dial.) karl, fæstet for sommeren ( 1/51/11 ). Feilb. UfF.2) (foræld.) (ung)karl, der red sommer i by. MDL.353.534. UfF.
Sommerkløveren. (landbr., nu sj.) form af rødkløver, der blomstrer tidlig paa sommeren; tidlig (rød)kløver. WFFeilberg. Dyrkning af Kløveren.(1842).VI. MøllH.III.468.
Sommerkornet. korn, saaledes som det staar paa marken om sommeren, ell. især (landbr.): korn, der er saaet om foraaret; sommersæd; vaarsæd. I Bothnien voxer og noget SommerKorn, særdeles Sommer-Byg. LTid.1727.638. *De Vagtler fløited i Sommerkorn. Winth. IV.194. Sal.2XXVI.974.
Sommerlamet. (landbr.) lam, der er født om sommeren ell. sent paa foraaret. Moth.S605. VSO. MO.
sommerpløjev. (dial. -plove. Feilb.). (jf. -pløjning; landbr.) brakpløje. Amberg. Den Ager maa sommerpløies og brakkes. VSO. UfF.
Sommerpløjningen. (ænyd. d. s.; jf. -pløje; landbr.) brakpløjning; ogs.: brakpløjet jord. Sommerpløining kiender Bonden ikke. Junge.73. VSO. LandbO.III. 826.
Sommerrugen. (landbr.) rug, der saas om foraaret og modnes samme sommer; vaarrug; ogs. om rugen som den staar i sommertiden. Fleischer. AK.90. *det Klokkespil fra Sommerrugens Top, | det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op. Aakj.RS.13. LandbO.IV.102.
Sommerstalden. (landbr.) lys, luftig stald til kvæget i sommertiden. LandbO.IV.316.
Sommerstaldfoderet. (jf. -(stald)fodre; landbr.). VSO. (der) dyrkes . . nu betydelige Arealer med Sommerstaldfoder. Sal.IV.944.
sommerstaldfodrev. vbs. -ing (Begtr.Sjæll.II.249. Landb O.II.151). (jf. -(stald)foder; landbr.) fodre kreaturer paa stald i sommertiden. Olufs.Ny Oec.I.172. Blich.(1920).IV.117.
Sommersæden. (ænyd. d. s.; jf. -korn; landbr.) sæd, der saas om foraaret og høstes samme sommer; (alm.:) vaarsæd. Fleischer.HB.175.
Somælken. (ænyd. sow milk; landbr.) mælk af søer; svinemælk. Rahb.Tilsk.1797. 704. LandbO.IV.316.
Sopolten. (landbr. ell. dial.) sogris, der endnu ikke har været til orne. Andelsbladet.1929.1389. Bek.Nr.32 20/2 1932.§2.
Sortben(s)sygeen. (jf. IV. sort 9.1 og I. Ben 4.2 slutn.; bot., gart., landbr.) sygdom, der angriber kimplanter (jf. Rodbrand) ell. (unge) planters nedre stængeldele ell. rod og viser sig ved, at de angrebne dele bliver sorte og dør bort (saa at planten knækker over i jordskorpen). Tidsskr.f.Planteavl.1918.329. HavebrL.4II.941.
sortblissetadj. (landbr., dial.) om (hus)dyr: sort(agtig) med en hvid blis (i panden). Moth.S618. (kongen red) paa sin sortblissede Hest. Grundtv.Snorre.III.132. Goldschm.NS.NyR.II.302. Feilb.
Sortbraken. (landbr.) helbrak (hvorved jorden er ubesaaet hele sommeren igennem). LandbO.I.364.
Sortfjæset. (no. d. s.; efter eng. black-face(d sheep); landbr.) (sorthovedet) skotsk hedefaar. MøllH.II.8. Prosch. Faarets og Svinets Avl og Pleie.3(1885).12.23.
Spadeharveen. (landbr.) harve med svagt buede, roterende knive (der minder om spadeblade). LandmB.I.430. Maskinbog for Landmænd.4 (1937).414.
Spandebænken. (til I. Spand 1; landbr.) træbænk, hvorpaa de rensede malkespande og mælkejunger anbringes (til tørring). Pol. 28/7 1935.Sønd.16.sp.2. UfF.
spatbenetadj. [II] (vet., landbr.) om hest: som har spat; ogs. (nedsæt.) i al alm.: halt; lam. Tror Du virkelig, at Nogen kunde faa Lyst at ride paa saadan en gammel spatbenet Graaskimmel? Bøgh.I.8. Kirk.D. 76. || om person. der (skulde) lægges ud med Wienervogn for at hente saadan en spatbenet Plag (dvs.: en dreng). Schand.F.523.
spidsgravev. (mods. bredgrave; landbr.) grave (afvandings)grøfter med en særlig smal spade (jf. -spade og II. spidse 3.1). LandmB.I.365.
Spidsraadet. (til I. Spids 1.6; gart., landbr.) bakteriesygdom, der angriber runkel- og sukkerroer og bl. a. ytrer sig ved, at toppene bliver gule. LandbO.3I.101.
Spildefoderet. (jf. -mad; landbr., foræld.) foder, som kvæget spilder under ædningen, ell. som det ikke vil æde; ore (II). Landhuushold.I.273.
Spildehalmen. (jf. -foder, -korn; landbr.). ErlKrist.S.200.
Spildekornet. (Spild-. Rørd.Fugleviser.(1924). 69. Fleuron.KO.66. jf. Feilb.). (jf. -foder, -halm; landbr.) korn, som spildes ell. gaar til spilde, fx. ved indkørsel. Amberg. NPWiwel. NS.100. Feilb. jf. Spildkorn (dvs.: samling af smaavers olgn.). Aakj.(bogtitel.1931).
Spredebrætet. spec. [1.1] (landbr.): bræt under udløbene paa en saamaskine, der leder og fordeler den af saahjulene udkastede sæd. LandmB.I.566.
Spredegreben. [1.1] (landbr.) greb til at sprede (møg) med. LandmB.I.495. Feilb.
Spredemiddelet. spec. [1.1] (landbr.) om stof, der tilsættes sprøjtevædske for at forøge vædskens vedhængning. Tidsskr.f.Planteavl.1926.705.
springefærdigadj. spec. [1.4] (landbr., nu næppe br.) om handyr, hingst (VSO. MO.) ell. hundyr, hoppe (Moth.S 689): som er gammel nok til (at udføre, resp. modtage) bedækning.
springhaltadj. (jf. -lam; landbr., dial.) især om dyr (med alvorlig, langvarig skade): stærkt haltende (egl. saaledes, at dyret bevæger sig ligesom i spring uden at kunne støtte (væsentligt) paa det syge ben). Stockfleth.S.23. Aakj.FJ.50. || om person. -hjalt: Bregend.HH.I.100.
Springhesten.1) (ænyd. d. s.; til springe 1.4; jf. Beskeler, Springer 2.2; landbr.) avlshingst. Moth.S688. VSO. (“Almindeligt i Jylland”). MO. Bregend.TGK. 101.2) uegl.
2.1) (l. br.) om gymnastikredskab: hest (3.2). Drachm.F.II.183.
2.2) [(1.2 og) 2.1] kors d. s. s. Rendehest 2. Moth.S688.
Springhildeen. (landbr., dial., især foræld.) hilde, der sættes om en hests forben, saa at den kun kan bevæge sig springende ell. hoppende; hoppehilde. Moth.S688. Junge.384. LandmB.I.190. ThitJens.VA.II.96. Rietz. 237.
Springlamet. [1.4] (landbr., dial.) ung (halvaars) væder. Prosch.Faarets ogSvinetsAvl ogPleie.(1863).93. MøllH.II.7. jf. Feilb.
springlamadj. (landbr., dial.) d. s. s. -halt. HUss.IH.128. UfF.
Springpengepl. (Springe-. jf. VSO.). [1.4] (landbr., nu l. br.) betaling for (en hoppes) bedækning. JPhHage.Kbh.sAmt.(1839). 217. Når føllet er faderen lig, så er springpengene ikke fortrudt. Krist.Ordspr.77.
Springtiden. (i bet. 1 ogs. Springe-). (ænyd. springetid, i bet. 1)1) [1.4] (landbr.) tid (tidsrum) for husdyrs (køernes, faarenes) bedækning. Begtr.Sjæll.II. 435. SAFjelstrup.Jordebrug.(1820-21).291. 384. Springe-: Moth.S689. Abildg.&Viborg. F.7. VSO. MO. Wied.Silhuetter.(1891).17.2) [2.2] (jf. -ebbe, -flod; geogr., anker) tidspunkt for højeste højvande og laveste lavvande (ved henholdsvis fuld- og nymaane). Mincke.SøemandsHaand-Bog.(1756).Fort.av. StBille.Gal.II.26. KuskJens.Søm.317.
Springtyren. [1.4] (landbr.) avlstyr; bedækningstyr. Amberg. Blich.(1920).XXII.92. LandbO.IV.340.
Springtøjet. [1.4] (landbr.) hovedtøj med lange liner, anvendt til en hingst ved bedækning. Sal.XVI.550.
Spækkalven. (landbr.) oksefoster (med vattersot i hele legemet), der ser ud, som om det var udstyret med et tykt lag spæk. LandbO.IV.346.
Stak-i ssgr. [‘sdag-]1) (jf. Stakke-; især landbr.) af I. Stak (1); saaledes ndf., hvor intet andet er anført || ofte skifter Stakm. Stakke-, se u. Stakke-gilde, -sted og u. Stak-bund, -fod, -have, -havre, -hjælm, -hætte.2) (maaske af et forsvundet (østnordisk?) adj., der foreligger dels i komp. kors stækkere (ofte anv. som komp. til I. stakket, s. d.): ænyd. steck(e)re, stækkere, glda. stekkræ, stekker, stækkæræ, fsv. stäkk(a)re, og i superl. kors stækkest (ofte anv. som superl. til I. stakket, s. d.): ænyd. steck(e)st, glda. stækkest, dels i afl. som II. stakke, I. stakket, isl. stakka, kort afskaaret stykke; besl. m. I. Stage; jf. stække) stakket-; kort-. jf. (vel en tilfældig dannelse til stakhaaret): Stakke, fine og faa Haar. Viborg.HY.109. || foruden de ndf. anførte ssgr. kan nævnes en del (i rigsspr. kors) ssgr., hvis 2. led er et af et subst. afl. adj., som fx. stak-armet, -benet, -halet, -halset (Høysg.S.337), -livet, -rumpet, -uldet; se fx. Moth.S771.
stakfaldendepart. adj. [II] (landbr.) om byg(sort): hvis stakke som regel afkastes ved modenhedens indtræden. LandbO.I.422.
Stakkeladet. (til I. Stak 1.1; jf. Stak-bund 2, -fod; landbr.) brædde- ell. bjælkeunderlag for en stak. Larsen. LandbO.III.320. UfF.
Stakkevognen. (til I. Stak 1.1; landbr.) indretning paa hjul, anv. paa samme maade som en stakslæde (høslæde). LandbO. II.782f.
Stakkniven. (landbr.) høkniv. Landm B.I.626. LandbO.II.761.
Stald-i ssgr. [‘sdal-] (nu kun dial. Stold-. se u. Stald-broder, -karl, -knægt, -okse. – sj. Stalde-. se Staldrum). (især landbr.) af I. Stald 1, fx. (foruden de ndf. medtagne) Stald-ajle, -arbejde, -baas, -bygning, -bør, -duft, -eftersyn, -gulv, -hygiejne, -inventar, -kittel, -kost, -loft, -luft, -lugt, -mand, -ophold, -personale, -plads, -pleje (af kreaturer), -redskab, -skovl, -spand, -temperatur, -tøj, -varme, -ventilation, -vindue, -væsen.
Stamdyret. (ogs. Stamme-. se u. bet. 2).1) (især landbr.) dyr af en husdyrstamme. Prosch.Avlens alm.Love.3(1886).91. Pol. 16/1 1942.13.sp.5.2) (l. br.) dyr ell. dyreform, der er stamfader til et andet dyr ell. en anden dyreform. Man har tilforn anseet (uroksen) for Stammedyret til vor tamme Oxe. Schouw.(DUgeskr.I.94). Det er sjælden, at Individerne (hos korallerne) løsner sig fra Stamdyret. Sal.2XIV.503. JVJens.VO.23.
Stamfrøet. (landbr.) det frø, man udsaar for at frembringe de planter, hvorpaa brugsfrøet avles. LandbO.IV.373.
Stamkornet. (jf. -frø, -sæd; landbr.) korn af en rendyrket sort, en særlig stamme (I.5.2) (frembragt ved stammeavl). MartinAHans.K.194.
Stammeavlen. (Stam-. LandmB.III.23). (landbr.) avl mellem individer, der tilhører sa. stamme (I.5.2); om husdyravl v. hj. af stamholdere: LandmB. II.61. om avl af stamfrø: smst.III.23.
Stamplanteen. (bot. ell. landbr.) plante, hvorfra en anden (andre) nedstammer, ell. planteindivid, der ved forædlingsarbejde benyttes som grundlag for avlen. Rostr.(OmLandbrugetsKulturplanter.Nr.3.(1882).190). Landb O.IV.375. MentzO.Pl.44.
Stamraceen. (især landbr.) race, der bruges som grundlag ved avl (især af husdyr). Prosch. Avlens alm.Love.3(1886).152. Wiese.T.I.554.
Stamschæferiet. (landbr., især foræld.) schæferi, i hvilket der drives renavl af forædlede faareracer. Larsen. Landb O.IV.192.
Stamsæden. (jf. -frø, -korn; landbr.) sæd, frembragt ved stammeavl. LandmB.III.20. LandbO.IV.374.
Standharpeen. (fagl., spec. landbr.) harpe (II) (redskab til rensning af korn og andre ting), der kan staa frit oprejst med noget forsk. hældning. LandbO. I.335. jf. Standharpning. Cit.1919.(Ordb S.).
Standtærskeren. (landbr., foræld.) tærsker, som har fast arbejde paa en gaard. Cit.1800.(AarbPræstø.1936.29). Vestsjæll.Avis.1821.sp.143.
Stangsoldet. (landbr.) ristsold. MøllH.V.332. LandbO.IV.47.
Stangtromleen. (landbr.) tromle, hvis arbejdende del er en cylinder af kantede jærnstænger. MøllH.VI.61. LandbO. IV.602.
Starhøet. (landbr. ell. dial.) (daarligt) hø af stargræs. Stær-: Begtr.Sjæll.II.219. MR.1850. 440. Stærre-: Halleby.220.
Steppekvæget. (zool., landbr.) kvæg, der egl. hører hjemme paa det sydøstlige Europas og Mellemasiens stepper. Brehm.Patted.710. LandbO. IV.703.
Stepperen.1) (vet., landbr.) til II. steppe 3.1: hest, der stepper. NordConv Lex.3VI.414. Sal.2XXII.276.2) (dans.) til II. steppe 3.2: person (danser), der stepper (danser stepdans). Gundmann.Kunsten at steppe.(1910).3. en Sømand, en dygtig Stepper, der steppede og hujede, saa det gav Genlyd i Lokalet. EMikkels.JD.22. jf.: den betydeligste Stepperske vi har set. NatTid. 19/6 1937.3.sp.4.
Stifttromleen. (jf. -tærskemaskine; landbr.) d. s. s. Pigtromle (2). Stifte-: LandbO.IV.644.
Stifttærskemaskineen. (jf. -tromle; landbr.) d. s. s. Pigtærskemaskine. Stifte-: LandbO.IV.646.
Stikgreben. (til II. Stik 4.1 ell. II. stikke 7.1; landbr.) greb til flytning (af- ell. paalæsning) af roer; roegreb. Cit.1939.(OrdbS.).
Stikgrøften. (til II. Stik 5.3 ell. II. stikke 5.2; især landbr.) mindre grøft, der leder til en større; sidegrøft; stikrende. Landm B.I.319. ForstO.
Stikhageen. (til II. stikke 5.2; vet. ell. landbr.) aftagelig hage (til skærpning af hestesko), der stikkes ind i skoen. Grunth.Besl. 84.
Stikrendeen. (til II. Stik 5.3 ell. II. stikke 5.2; især landbr.) stikgrøft. Bogan.II.33. Fra de store Hovedgrøfter blev der ført Stikrender ind i Mosen. NatTid. 25/8 1923.Aft.1.sp.6. Feilb.
Stikspadeen. (ogs. Stikke-. OrdbS.(sjæll.)). (ty. steck-, stichspaten; til II. Stik 2 ell. II. stikke 2.1) dels (gart., landbr.): spade med langt, smalt blad, som bruges til at grave huller ell. optage planter. Moth.S816. Fleischer.HB.576. ForstO. Stanghuller tilvejebringes . . i haardere Bund med Stikspade. TelegrTelef.264. || dels (dial.): spade, hvormed grønsvær løsnes ell. tørv stikkes. Feilb. UfF.
Stiktørven. (ty. stichtorf, holl. steekturf; til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; landbr. og dial.) firkantet tørv, der skrælles af mosens overflade. MDL. Feilb. ogs.: skæretørv. LandbO.IV.659.
Stillebolten. (landbr., foræld.) bolt til muldfjælens stillebøjle. SprKult.V.131.
Stillebøjleen. (jf. -jærn; landbr.) bøjle paa en plov, v. hj. af hvilken trækket kan reguleres; (foræld.) bøjle, hvormed muldfjælens stilling reguleres. NyeLandoecon.Tidender.II.(1820).385. LandmB.I.412.
Stinkbranden. (bot., landbr.) brandsvamp, hvis sporer danner en stinkende masse; navnlig (jf. Hvede-, Stenbrand) om hvedens stinkbrand, Tilletia Caries Dc. (om andre arter se JTusch.252. jf. smst.349. Rostr.Flora.II.2(1925).180f.). sa.BP.26. De samvirkende sjæll. Husmandsforeninger. Beretning1940-41.241.
Stipladsen. [II] (landbr. ell. dial.)1) plads til svin i en svinesti. LandbO.IV.491.2) om ældre tiders forhold: plads, hvor oldensvin fodres. Feilb.BL.181.
stivmuletadj. [1.2] (landbr., rid.) d. s. s. -mundet 1. “Hvor vil du hen, Blis!” – brummede Jørgen medens han . . vilde vende det stivmulede Dyr. Ing.LB.I.100. FrGrundtv.LK.107.
stivmundetadj. [1.2] (ænyd. d. s. (bet. 2); jf. haardmundet samt hallandsk munnstiv (bet. 1-2))1) (jf. -mulet; mods. blødmundet; landbr., rid.) om hest: lidet følsom for bidslet; vanskelig at styre ell. holde. Rostgaard.Lex.S298b. Stockfleth.S.57. SjællBond.80.2) kors som bruger grov mund, altid siger imod. “Er den som bruger en skiden mûnd.” Moth.S805. en stiv-mundet og gienstridig Kone. Gram.Nucleus.718.
stivstraaetadj. [2.1] (især landbr.) som har stive straa. Tidsskr.f.Planteavl.1909. 586.1912.279. Petkus-Rug . . er forholdsvis stivstraaet.Sal.2XX.484. || hertil Stivstraaethed. jf. LandbO.IV.410.
stivsygadj. [1.1] (landbr. ell. dial.) som har stivsyge. der sker store Tab ved Anvendelsen af stivsyge Sopolte til Avl. Andelsbladet.1929.1389. Erl Krist.K.209. UfF.(om ko).
Stivsygeen. [1.1] (jf. -sot; landbr. ell. dial.; næppe i vet. fagsprog, jf.: “Lægmands Betegnelse”. Sal.2 XXII.321) knoglelidelse hos dyr (navnlig: svin), der hos unge individer optræder som benblødhed, engelsk syge (rakitis), hos voksne som benskørhed, bensyge (osteomalaki), og som foraarsager stivhed ell. lamhed. Stockfleth.S.129. LandbO.I.244. Feilb.
Stjernetromleen. (landbr.) (ring)tromle med tandede ell. takkede ringe. LandmB.I. 435.
Stjærtkindingen. [2.3] (landbr., dial.) d. s. s. Kinding. Andenkarlen . . havde brækket Vognstangen mellem Stjærtkinningerne. Aakj.VB.38.
Stjærtnagleen. [2.3] (landbr., dial.) nagle, hvormed vognstangen fæstes til vognen (stjærtkindingen); stangbolt. Feilb. Stjærte-: UfF.
Stjærtringen.1) [2.3] (landbr., dial.) d. s. s. Kobbelring. Feilb.2) [2.7] anker ring(bolt), hvortil stjærttovet fæstes. Stjærte-: Funch. MarO.II.128.
Stokløberen. [7.3] (jf. -roe; landbr.) plante (som sukkerroe, runkelroe, gulerod), der løber i stok; roe osv., som sætter frø i første aar; frøløber; opløber. Sal.XIV.389. HavebrL.3II.140.
Stokløbningen. [7.3] (landbr.) det, at visse planter (roer) løber i stok, gaar i frø. Warm.Bot.644. HavebrL.3II. 408.
Stokroeen. [7.3] (landbr.) roeplante, som løber i stok; stokløber.
storbrogetadj. (landbr.) om kvæg: broget med store, forskelligt farvede (sorte og hvide ell. graa og hvide), skarpt afgrænsede partier. LandmB.II.254.
straaeti ssgr.1) (især bot., landbr.) om plante (græs, korn): som har straa af en vis (ved 1. led angivet) art, se ssgr. som flad-, lang-, ren-, ret-, stiv-, tyndstraaet.2) (til Straa 1.5; fagl.) som er fremstillet af straa af en vis (ved 1. led angivet) art; fx.: en bred, hvid, finstraaet Sommerhat. Pont.M.36.
Straaskørheden. (jf. -stivhed; landbr.) for stor stivstraaethed hos kornarterne, saaledes at straaet knækker ved vindens tryk. LandbO. IV.410.
Straastivheden. (jf. -skørhed samt Stivstraaethed; landbr.) den egenskab hos kornarternes straa, at de formaar at holde sig oprejst. LandbO.IV.410.
Straavæksten. (landbr., nu l. br.) plante, der skyder langt straa (som er anvendeligt til foder). afvexle med Straaevæxter, Bælgvæxter, Kartofler og Klever. Olufs.Oec.VII.14. VSO. Rugen er her som allevegne den vigtigste Straavæxt. CFibiger.MedicinskTopographie afSilkeborg.(1863). 32.
Stribesygeen. [I.1.3] (bot., landbr.) en hos byg forekommende sygdom, der er fremkaldt af en snyltesvamp (Helminthosporium gramineum Rbh.) og viser sig ved misfarvede striber paa unge blade. Rostr.(Tidsskr.f.Planteavl.1898. 133). BotTidsskr.XXIII.103. || om lign. sygdom hos andre planter. Tomat-Stribesyge. HavebrL.4II.943.
Strimleskæringen. spec. (til Strimmel 2.1; landbr.) om udskæring (af roer) i strimler (mods. Skiveskæring). LandbO.IV.83.
Strimmelblisen. [1.2] (jf. -spids; vet., landbr.) stregblis. Viborg.HY.149. HGold schmidt. Hestens Ydre.5(1922).83.
Strimmelspidsen. [1.2] (landbr., dial.) d. s. s. -blis. Fleuron.KO.82.
strøgødske (Olufs.Landoecon.56) en. (landbr.) gødning, der udstrøs paa marken uden at nedpløjes.
Strø-halmen. landbr. halm, brugt som strøelse. Olufs.Landoecon.436. Landb O.IV.419.
Stumhageen. [4.1] (landbr.) skruehage, der er flad paa undersiden. Rigsdagst.A.1921/22. 3856.
Stylteploven. [I.2.1] (landbr., foræld.) plov med (plov)stylte. NyeLandoekon.Tidender.II.(1820).381. VSO.
Stængetræet.1) [I.1] (landbr. ell. forst.) hver af de tynde stænger, (utilhuggede) unge stammer, lægter, der danner gulv i et (hø)stænge. HenrichUss.K.III. 1055. saa løber han hen over Stængetræerne uden at bryde sig om, at der ikke er Træer over hele Loen og styrter paa Hovedet ned og slaar sig rent ihjel. FZytphenAdeler.Landvæsenseleven.(1907).116. MDL. Esp.338. SjællBond.100.2) til III. stænge.
2.1) [III.1] stængebom. vAph.(1764).
2.2) [III.1.2] (jf. -tov; fisk.) fællesbetegnelse for bøjerne paa et stænge (I.2.4) til et sættegarn. Stibolt.SF.13. BornhOS.
2.3) [III.3] (jf. Stængeltræ; nu næppe br.) stang ell. stok, hvormed planter støttes. Moth.S755.
Stænkekasseen. (landbr., l. br.) kasse, der hægtes bag paa latrinvogn, og hvorfra latrinen spredes over marken v. hj. af en træskovl. NatTid. 18/3 1913.M.1.Till.1.sp.3.
Sukkerfoderroeen. (landbr.) en til fodring særlig egnet varietet af sukkerroe. LandbO.3II.511.
Sukkerhirseen. (landbr.) den sukkerholdige plante (af græsfamilien) Sorghum saccharatum. MøllH.V.144. Nytteplanter.108.
Sumpkartoffelen. (landbr.) kartoffel af en til dyrkning paa sumpet jord særlig egnet art, Solanum Commersonii Dun. Haven.1906.204. Tidsskr.f.Planteavl.1911.310f.
Surbunden. (landbr., gart.) sur (IV.2.5) jordbund; især i ssgr. som surbunds-flyende (planter. Tidsskr.f.Planteavl.1909.457), -hø (PN Skovgaard.B.50), -plante (LandbO.IV.453. HavebrL.4II.497).
surbundetadj. (landbr., gart.) adj. til -bund. suurbundet slet Jord. JPPrahl.AC.8. Bornh.Samlinger.XI.(1917). 159.
Surfoderet. [IV.2.2] (landbr.) presfoder (ensilage), fremstillet ved koldgæring. MøllH.I.511. LandbO.3 I.286.
Surhøet. [IV.2.2] (landbr.) græs fra sur eng ell. nyslaaet vaadt græs med gæring omkr. 25°. LandbO.IV.453. NordslSønd. 13/1 1934.2.sp.1.
Svangheden. det at være svang (III); især (landbr.) til III. svang 2.1: Moth.S939. Svanghed (hos byg). Tidsskr.f.Planteavl.1898. 139. || (jf. III. svang 2.2; sj.) overf. Tauber. (Skoleprogr.Horsens.1844.13).
Svangkerneen. (landbr.) svang (III.2.1) kerne. LSal.VIII.520.
Svejtseri ell. Schweizeriet. (jf. Svejtser 3; landbr., nu l. br.) mælkeridrift, hvorved mælken navnlig benyttes til fremstilling af svejtserost. Meyer.3 MøllH.V. 170.
Svenskharveen. (ogs. svensk harve. Klösharfven, som jeg paa dansk har kaldet den svenske Harve. NEHofmanBang.(Meddelelser for Landmænd.I.(1851).184). LandbO.II.531). (jf. Rispeharve; landbr.) trekantet harve med stive, fremadrettede tænder. MHans.H.61. MaskinbogLandm.407.
svenskharvev. (landbr.) harve med svenskharve; svenske (III.3). LandmB.I.461.
Svinegaarden. (landbr.) indhegnet plads (i fri luft), hvor svin kan opholde sig (fx. med udgang fra svinestien). Olufs.NyOec.I.185. LandbO.IV.479. || (foræld.) om dyrehave til vildsvin. Schytte.IR.II. 310.
Svinerøgteren. (ænyd. d. s.; jf. -konge, -passer; landbr., nu mindre br.) Ugeskr.fRetsv.1935.801.
Svinesygeen. (jf. Svinesygdom u. Svindsot samt Svinedød) spec. (landbr., vet.) dels (tidligere) om bændelorm (tinte) hos svin. Moth.S969. VSO. dels om forsk. sygdomme hos svin som knuderosen, rødsyge, svinepest olgn. (LandbO.IV. 495. Boers.VetF.309ff.), nu navnlig om en hos svinet optrædende smitsom lungebetændelse. Sal.2XXII.806.
Svingploven. (jf. Kædeplov; landbr.) den i nyere tid anvendte plov, der (mods. Hjulplov) ikke har aasen understøttet mod jorden (men kun hviler paa plovfoden). Olufs.Landoecon.170. MaskinbogLandm.390.
Syltengen. [I.4] (“i nogle Provindser”. MO.; geogr., landbr.) lav, flad eng, som ligger nær ved kysten og oversvømmes ved højvande olgn.; ogs.: sylt, omdannet til eng (VSO.). Trap.2IV.(1873).306. LandbO.III. 516. jf.: et Sumpland, fuldt af Søer, Moser og Syltenge. Molb.F.75.
Sædafvekslingen. [I.2-3] (landbr., nu næppe br.) d. s. s. -skifte. Olufs.Landoecon.494.
Sæddækkeren. (jf. Lapharve; landbr.) særlig harve til nedharvning af (bredsaaet) sæd. JPhHage. Kbh.sAmt.(1839).153. LandmB.I.461. And Nx.PE.I.303.
Sædfølgeen. (landbr.) (rækkefølge m. h. t.) sædskifte (1); frugtfølge. PhysBibl.II.36. Blich.(1920). XXII.1. MøllH.V.504.
Sædhøren. (landbr.) blomst alm. hør, Linum usitatissimum L. LandmB.III.98.
Sædomløbet. (jf. -skifte 1; landbr.) omdrift; rotation. M Hans.H.46. LandbO.IV. 524.
Sædstaken. (jf. -hob; landbr.) kornstak; ogs.: (korn)hæs; to store Sædstakke reise sig udenfor Gaarden. CBernh. NF.IV.101. NPWiwel.R.112. UfF.
Sædærten. (landbr.) den dyrkede ært Pisum sativum. MøllH.VI.291. Om LandbrugetsKulturplanter.Nr.8.(1890).60.
Sødlupinen. [II.1.3] (landbr.) form af gul lupin, som er alkaloidfattig og derfor ikke smager bittert. LandbO.3II.64.
tagdannetpart. adj. (jf. -formet, -lagt) formet som et tag; spec. (landbr. ell. vet.) om kryds hos dyr (hest, okse): noget spidst tilløbende. HGoldschmidt. HestensYdre.(1892).131. BornholmsLandbrug. 1931.360.sp.2.
Tallerkenharveen. [2] (jf. Disk-, Skiveharve; landbr.) harve m. to rækker skarpkantede, skaalformede jærnskiver, der skærer og blander jorden. LandmB. I.430. LandbO.II.536.
Tallerkenploven. [2] (jf. Skiveplov; landbr.) plov med skraatstillede buede staalskiver, der roterer og afskærer og vender furen. Sal.2XIX.267.
Tandtromleen. [2.2] (landbr.) kamtromle med takkede ringe; klumpeknuser. NordConvLex.2V.763. LandbO.IV.603.
Tapkandeen. (til I. Tap 1 ell. II. tappe 1) spec. (landbr.) om (større) mælkekande med taphane. Alle Transportbeholderne saavel som Tapkanderne vejes og plomberes før Læsningen (dvs.: af mælkekuskens vogn). LandmB.III.442.
Tidselgreben. (landbr.) grebformet tidseljærn. LandbO.IV.569.
Tidselharveen. (landbr.) rodukrudtsharve til opharvning af tidsler olgn. LandbO.IV.569.
Tidseljærnet. (jf. -greb, -spade, -stikker samt -tang; landbr., gart.) et til afstikning af tidsler (ved ell. under jordoverfladen) anvendt redskab, bestaaende af et jærn (i alm. som en mejselformet kniv) paa et langt skaft. LandbO.IV.569. LSal.XI.605.
Tidselspadeen. (landbr.) en slags tidseljærn. LandbO.IV.570.
Tidselstikkeren. (landbr., gart.) tidseljærn. EBodenhoff.LyseMinder.(1915).31. se videre u. Stikker 2.1.
tilkultiverev. vbs. -ing (Andres.Klitf. 253. Sal.2XI.104). (landbr.) bringe (jord) under kultur; omdanne til kulturjord. Paa de endnu ikke med Skov tilkultiverede Flyvesande er Klittaget vel fremherskende. Andres. Klitf.253. en agerdyrkende Befolkning tog fat paa at rydde . . Skovstrækninger og at tilkultivere disse. Frem.DN.229.
Tillægsdyret. [4] (landbr.) hjemmeavlet husdyr, hvormed man forøger sin bestand, ell. dyr, der anvendes i avlens tjeneste, (som særlig egnet) til fremskaffelse af tillæg (4). Blich. (1920).XXII.91. LandbO.IV.574.
tilslikkev. vbs. -ning. (jf. III. slikke; især geol., landbr.) om vandmasse (flod, hav): tilskylle slik (II); ogs.: opfylde (aamunding olgn.) ell. frembringe (kystland) ved tilskylning af slik. (især i perf. part. ell. som vbs.). Jordbunden (ved Nakskov og Rødby fjord) bestaaer af et tilslikket Leerlag. Both.D.I.295. Nipsaas gamle, tilslikkede Udløb. Trap.4IX.217. Lodsejerne skal (ikke) afgive noget af det, der allerede er tilslikket, men kun af det, der fremtidig vil blive tilslikket. FlensbA. 27/10 1935.8.sp.4. || vbs. Tilslikning, ogs. konkr., om tilslikket kystland. store Bunker af Straa strandede midt i Floden, og i Tidens Løb dannede der sig heraf ved Tilslikning af Dynd en hel Ø. Bille.Italien.II.366. Fare for Tilsanding eller Tilslikning (dvs.: af et vandløb). LandmB.I.301. Retten til Tilslikningen maa gives til Staten. FlensbA. 27/10 1935.8.sp.4.
tiltromlev. [-trom’-l∂] (landbr.) (færdig)behandle jorden (jævne, sammentrykke den) ved tromling. Sandflugten anretter stor Skade paa de nylig tiltromlede Marker. DagNyh. 14/5 1912.1.sp.4. D&H.
tintetadj. [‘tendt] (ænyd. d. s., jf. fsv. dintocht, intk., m. sa. bet.; afl. af II. Tinte)1) (fagl., især landbr.) fuld af, befængt med tinter (II). *En skollet, gammel, tintet, siellandsk Galt. Bagges.V.245. Drægtig So maa ikke gives Pølsesuppe, thi da faae Grisene tintet Flesk. Thiele.III.51. det tintede Kjød. MøllH.VI.45. det tintede Dyr. BøvP.I.717. ordspr. (nu l. br. i rigsspr.): en tintet so og en skurvet (ell. skabet. Moth. S971) orne kan bedst sammen, ligemænd kan bedst sammen; lige børn lege bedst. Mau. 9238. PMøll.(1855).II.183. jf.: *En tintet So og skurvet Orne trække | Bedst sammen. Oehl.I.179. der er aldrig saa tintet en so, at der jo er lige saa tintet en orne olgn. Mau.II.319. der er aldrig saa tintet en So, den finder jo en skabet Orne. Schand.UM. 293. Krist.Ordspr.311.2) (videre anv. af bet. 2; nu l. br.) smittet af, befængt med noget ubehageligt, frastødende; i forb. m. af ell. med: *At Gejstlige ej blev ved vor | Medfødte Sproges Gloser, | Men at de deristeden for | Er tinted’ af Fransoser. Falst.173. *Skriveren . . | Var af den høiere Kritik en Smule tintet. TBruun.II.86. *dens (dvs.: Adresseavisens) Indholds Flesk, behørigen tintet | Med Asylprospecter | Og Vandprojecter. Heib.Poet.X.224. || i abs. anv.: anløben. *Jeg fandt mig et (dvs.: pseudonym) og tog det straks paa Kridt, | men destoværre . . | det er lidt tintet. Ploug.(HPloug. CP.67). han synes at leve . . i et internationalt, lidt tintet Selskab. JVJens.(Pol. 30/5 1930.12.sp.3).
Tofteporten. (landbr. ell. dial.) port, som fører ud til toften (mods. Gadeport 1). (gaardens) Bagport eller Tofteport. LHøyer. G.70. Rask.FynskeBS.63. Schand.F.241. Aarb Frborg.1918.27. Feilb. UfF.
Topgræset.1) [1, 5] (mods. Bundgræs; landbr.) forholdsvis høj plantevækst, der rager op over bunden i en græsbevoksning. OpfB.1IV.350.2) [2.2] (bot.) især i flt., om græsser, hvis stand forgrener sig i, danner en top. MentzO.Bill.367.
Topgødningen. [5.1] (landbr.) overgødning. LandmB.I.340.508.
Topskæreren. [2.2] (landbr.) indretning paa roeoptager, der afskærer roetoppen. LandO.IV. 80.
toptungadj.1) som har en tung top; især [2.2] (landbr.) om aks ell. neg: den gyldne, toptunge Havre. JPJac.II.11. Neg . . toptunge af gode Kerners Vægt. Pol. 19/8 1942.6.sp.3.2) (vist efter eng. top-heavy; jf. -svær, -vægt; sj.) som har for stor tyngde foroven, i sin øverste del; bovenvægtig. Kødet var ophængt under Taget og en betydelig Mængde Is anbragt i (jærnbane-)Vognens øverste Del, hvorved Vognen blev toptung og uligevægtig. Ugeskr.fRetsv.1919.A. 739.
trapsaav. (ogs. trappe-. UfF.). (til I. Trappe 4; landbr.) om bredsaamaskine: saa saaledes, at kornet falder ligesom i trin. UfF. || især som vbs. Trapsaaning. OpfB.4 I.584. MaskinbogLandm.425.
Travehoben. [I] (dial. -hov. FarumEr.55. UfF.). (jf. -sæt; landbr.) hob (1), hvori negene er opstillet paa marken. Cit.1740.(Vider.III.126). *Ej engang paa Jordans Slette . . | TraveHobe stod saa tætte | Og saa godt i Skjæppen gav. Grundtv.SS.III.138. LandmB.III.64.
Trehammelen. (landbr.) hammel til tre heste. LandbO.II. 509.
trekornetadj. (fagl.) som har (rummer) tre korn (frø). Trekornet Frøehuus (Capsula tricocca). CGRafn.Flora.I.68. nu spec. (landbr.): Trekornet Havre (dvs.: havre med tre korn i hvert smaaaks). MøllH.III.45. OmLandbrugets Kulturplanter.Nr.6.(1887).187.
Trilleploven. [II.1.2] (landbr., foræld.) vestjysk plovtype med en trille (et lille hjul) foran paa aasen. CDalgas. RibeAmt.(1830).114. MDL. SprKult.V.113ff.
Tromlebloken. (jf. -knub; landbr.) tromlestok (i en marktromle). MøllH.VI.60. LandbO.3II.582. Feilb.
Tromleknuben. (landbr.) d. s. s. -blok. Moth.T173. HauchOpperm.Haandb. 562. UnivBl.I.356.
Tromlekæften. (jf. Kæft 4.3; landbr.) sidestykke i en tromleramme. Moth.T173. VSO. MO. HauchOpperm.Haandb.563.
Tromlerammeen. (jf. -kæbe, -kæft, -række; landbr.) den ramme, i hvis sidestykker tromleblokkens tapper gaar. Amberg. VSO. LandbO.3II.582.
Tromlerækkeen. (jf. I. Dække 1.3; landbr.) om (hvert af) de tværtræer, der forbinder sidestykkerne i en tromleramme. Moth.T173. VSO. MO.
Tromlestoken. (jf. -blok; især landbr.) den tunge, arbejdende valse i en tromle (I.3.1). KlBerntsen.Æ.II.186. Havebr L.4II.960. Feilb. UfF.
Trommespydet. (jf. Spyd 3.1 slutn.; vet., landbr.) et ved trommesyge (hos dyr) anvendt tappespyd (trokart). CollO. LandbO.IV.600. BornholmsLandbrug.1931.373.sp.1. Feilb. UfF.
trommesygadj. (vet., landbr.) (om kreatur:) som lider af trommesyge. BornholmsLandbrug.1931.373. sp.2. ErlKrist.St.90.
Trædehestegangen. (jf. -gang; landbr.) hestegang, der drives ved, at en hest ved trædning bevæger et endeløst bælte (af tremmer olgn.), hvis bevægelse overføres til hestegangen. LandmB.III. 378. LandbO.II.618.
Trædeskiveen. (landbr.) kredsformet skraatstillet skive med en aksel gennem centrum, anv. paa samme maade som en trædehestegang. Ursin.Mechanik.(1848).222. AntChristensen. Redskabslære.(1918).109.
Trægreben. (landbr., især foræld.) greb (I), som er helt af træ. VSO. en tohornet Trægreb, der staar i Kostalden. SvGrundtv.FÆ.I.187. AarbSorø.1925.7. Feilb.
Træharveen. (landbr.) harve med (ramme og) tænder af træ. VSO. Elkjær.MH.158. Feilb.
træharvev. (landbr., l. br.) harve (et markstykke) med træharve. AGWiimh. Den praktiserende LandmandsHaandbog.I.(1826).217.
Trækkehestegangen. (landbr.) hestegang med en vandret bom, der trækkes rundt af en hest. Sal.VIII.888.
Trækriveen. (Trække-. Haandtrækkerive. AGWiimh. Den praktiserendeLandmandsHaandbog.I.(1826).103). (landbr., nu l. br.) stor rive, der trækkes henover den høstede ager for at samle de spildte straa. smst.
trældrivev. [II] (landbr., foræld.) vistnok: ødelægge (spirende korn) ved at trække en plov hen over det, idet den hviler paa trællen. Dersom nogen trældriver andens groet korn eller med harve trækker derpå. Cit.1761.(Vider.IV.284; jf. smst.424).
Tueploven. (jf. -skærer; landbr., foræld.) plov, hvormed tuer afskæres, jævnes. Winstrup.Afbildninger af Agerdyrkningsredskaber.7H.(1825). tabel.I. VSO. MO.
Tueskæreren. (landbr., foræld.) d. s. s. -plov. AGWiimh. Den praktiserende Landmands Haandbog.I.(1826).81. HofmanBang.Odense Amt.(1843).192.
Tungerækkenen. spec. (jf. -rækker, -rækning og -sutten; vet., landbr.) om en hos heste forekommende fejl (uvane), der bestaar i, at dyret (naar det har bidsel i munden; jf. -klap, -rem) holder tungen uden for munden. LandbO. IV.619. MdsskrDyrl.LVI.338.
Tungerækkeren. (jf. -slæber, -stikker; vet., landbr.) hest, der har tilbøjelighed til tungerækken. Mørkeberg. Veterinærkirurgi.I.(1922).177. Husdyr-Voldgift.(1942).276f.
Tungerækningen. spec. (vet., landbr.) d. s. s. -rækken. LandbO.IV.197.
Tungeslæberen. (landbr., l. br.) d. s. s. -rækker. Husdyr-Voldgift.(1942).277.
Tungestikkeren. (vet., landbr.) d. s. s. -rækker. LandbO.IV.619. Mørkeberg.Veterinærkirurgi.I.(1922).177. Feilb.
tvangsmodenadj. (landbr.) om afgrøde, især korn: som p. gr. af for stærk varme i forb. m. tørke er blevet for hurtigt modent, saa at kernen ikke har opnaaet fuld udvikling. DagNyh. 11/8 1922.4.sp.4.
tvangsmodnev. vbs. -ing. (landbr.) om afgrøde, især korn: blive tvangsmoden. OrdbS.
tvelaaretadj. (landbr., sj.) dobbeltlaaret. FlensbA. 29/10 1903.3.sp.3.
tvemodnev. (landbr.) om afgrøde: blive tvemoden; som vbs. Tvemodning. BerlTid. 21/10 1899.M.3.sp.2.
tvepløjev. vbs. -ning. (landbr. ell. dial.) pløje anden (ell. tredje) gang. JPPrahl.AC.35. Til Byg dyrkes Jorden paa forskjellige Maader . . Almindeligst ristes Jorden om Efteraaret og tvepløyes om Vaaren. PNSkovgaard.B.30. NGrønbech.Landbruget paaBornholm.(1815).16. VSO. jf. LollO.623 (u. tværpløje).
tveskyldigadj. (landbr. ell. dial.) d. s. Blich.(1920).XXII.60. MDL. Feilb.
Tvillingploven. (landbr.) vendeplov med dobbelt plovlegeme. Sal.2XIX. 267. Tvilling-Vendeplov. LandbO.III. 823.
Tværfureen. spec. dels (jf. I. Fure 1; landbr.) om tværgaaende plovfure: VSO. MO. FrGrundtv.LK.243. dels (jf. -rynke; især bog) om vandret fure i ansigtshuden, navnlig pandehuden. hans høie runde Pande, som ingen Sorgens Tværfure endnu rynkede. Ing.VS.I.102. Schand.VV.169.
tværharvev. vbs. -ing (JPPrahl.AC.30) ell. (nu) -ning (MO.). (jf. -pløje; landbr.) harve paa tværs (af ageren ell. af den tidligere harvnings retning). Borreby.PA.31.46. MO.
Tværloen. (jf. -stald; landbr.) lo, der ligger paa tværs i bygningen (mods. Langlo). LandmB.III.360. Anesen. JG.50. Feilb.
tværpløjev. vbs. -ning (Fleischer.AK.67. Olufs.NyOec. I.184. VSO. MO.). (jf. -harve og tvepløje; landbr.) pløje (en ager) paa tværs; spec. om foraarspløjning (efter pløjningen (paa langs) om efteraaret). Moth.T232. Jorden smaapløjes om Efteraaret, den tværpløjes om Foraaret. Begtr.Sjæll.II.79. LollO. billedl.: Grundtv.PS.IX.68.
Tværstalden. (jf. -lo; landbr.) stald, hvis fodergang og grebning gaar paa tværs af bygningen. LandbO.IV.626.
Tyndingen.1) vbs. til II. tynde; til II. tynde 1.1: Ugeskr.f.Læger.1948.199.sp.2. især (forst., gart., landbr.) til II. tynde 1.2: Plantningen er passet og plejet med yderste Omhu baade med Rensning, Tynding og Bekæmpelse af Sygdomme. BornholmsTidende. 15/6 1931.2.sp.4. det store Arbejde, som Roedyrkningen kræver til Tynding og fortsat Lugning. Howard Grøn.(DanmHVC.308). || hertil (forst.): Tyndings-hugst.2) (l. br. i rigsspr.) tyndt sted paa ell. i noget. Feilb. || sted, hvor skoven er tynd; lysning. ved en Tynding i Skoven havde (man) Udsyn til en Strimmel grøn Rugmark. Eriksholm. Jonna.(1905).78. D&H.
tyndstraaetadj. (landbr.) tynd i straaet. Havren var . . tyndstraaet. AlbDam.B.286.
Tyredagen. (landbr., dial.) arbejdsdag, der ydes en tyrs ejermand som vederlag for, at man faar sine køer bedækket hos ham. havde Husmanden faaet et Par Køer bedækket, maatte han gøre en “Tyredag”. AarbKbhAmt.1910.66. NordsjællF.V.31.
Tyreforeningen. (jf. -holdsforening, -lag; landbr.) kvægavlsforening. LandbO.III.256. Fleuron.KO.226.
Tyregildeet. (jf. Ornegilde; landbr., især foræld.) dels om gilde (i fællesskabets tid) blandt bymændene ved bytyrens (aarlige) flytning fra en gaard til en anden, dels om gilde, som tyrens ejer holder, naar tyrepengene betales (Feilb.). Skattegraveren.1888.II.74. Elkjær.HA.110. AugFSchmidt.Bytyr.(1934).44ff.
Tyreholdet. (landbr.) det at holde tyr(e); spec. (foræld.): det at være vært for bytyren. Cit.1721.(Vider.IV.150). KancProm. 10/9 1796. Vider.III.184.
Tyreholdsforeningen. (landbr.) tyreforening. Kvægavlsforeninger eller, som de paa Sjælland og Bornholm benævnes, Tyreholdsforeninger eller Tyreforeninger. LandbO.III.256. Fleuron.KO.232.
Tyrepengepl. (ænyd. tyr-, tiur-, thyur(e)-penge, -pending(e) (Kalk.IV.405.V.1071. Vider.II. 384.407.III.336)) dels (foræld.): penge, som (i fællesskabets tid) betaltes af et tyrelags medlemmer til den, der holdt bytyren; dels (jf. Springpenge; landbr. ell. dial.): betaling til en tyreejer for at faa en ko bedækket; bedækningspenge. Cit.1709 og 1758. (Vider.I. 417.II.78). Stadf.Randers.361. AchtonFriis. JL.I.136. UfF. Tyr-: Moth.T252. Amberg.
Tyrolerkalven. (slagt., landbr.) kalv af dublet (6), dobbeltlænder. LandbO.I.411. Slagterbogen.(1942).64.
tætsaav. (landbr.) saa tæt (11). OmLandbrugets Kulturplanter.Nr.7.(1888).128. billedl.: (luften) er temmelig tætsået med . . dæmoner og andet styggetøj. Grønb.H.II.130.
Tørafsvampningen. (jf. -bejdsning; landbr.) afsvampning (af korn olgn.) med et tørt (pulverformet) afsvampningsmiddel (tørbejdse). LandbO.3I.21. jf. Tørafsvampningsmiddel. TfP.1933.357.
Tørbejdsningen. spec. (jf. II. bejdse slutn.; landbr.) d. s. s. -afsvampning. LandbO.3I.23. jf.: Tørbejdse (dvs.: til roefrø). TfP.1926.392. Tørbejdsemaskine. Maskinbog Landm.579.
Tørveloden. (jf. -maal, -part, -skifte, -stykke; landbr.) del af, part i tørvemose; jordlod bestaaende af tørvemose(r). Forordn. 3/12 1819.§5. DF.XIV. 45.
Tørveparten. (landbr.) tørvelod. Aarb.1881.380. FrGrundtv. LK.163.273. jf. DF.XIV.44.
Tørveskifteet. (fagl., især landbr.) tørvelod. de Præstegaarden tilliggende Tørve-Skifter. SMBeyer.E.32. Blich.(1920).XIV.158. ErlKrist.St.130. Feilb.
Udbrugen, et. spec. (jf. -bruge; landbr., foræld.): det at udnytte den tiloversblevne kraft i jorden ved slutningen af et sædskifte ved dyrkning af visse (nøjsommere) afgrøder; vist ogs. om selve disse afgrøder. Paa Græsfuld Jord . . giør Jordmarven (dvs.: mergelen) allene . . herlig Virkning, og det til Udbrug. BiblNyttSkr.12. Andet Aar (saaedes) Rug; derefter Byg; i det fjerde Aar Havre til Udbrug, undertiden Blandkorn til Udbrug. Begtr.Sjæll.II.77.
Udflytteren. flt. -e. person, der er flyttet ud, bort fra sit (oprindelige) hjemsted (en by, et land osv.); især (landbr., hist.) om bonde, der er flyttet ud fra landsbyen og har bosat sig ude paa marken; ogs. (l. br.) om udflyttet gaard ell. bebyggelse. Cit.1800.(Vider. III.223). En Udflytter, der selv har bygget sin ensomme Gaard og selv kan raade for Driften af sin Jord. HBegtr.DF.I.35. Man kunde gisne, at Slangerup (Byen eller Sognet) . . muligvis er en Udflytter fra Jørlunde. Sundbo.FS.I.61. (de) to nye S-Tog . . er beregnet paa de mange Udflyttere, som holder Week-end og skal hjem om Eftermiddagen. Pol. 9/6 1944.3.sp.4. || hertil: Udflytter-bonde, -(lands)by (jf. Torp 1), -folk, -gaard, -gaardmand, -hus, -jord, -lod, -mark, -sted.
Udgræsningen.1) (landbr.) vbs. til -græsse (ell. græsse ud): det, at kvæg er paa græs, græsser ude; ogs.: det at flytte kvæg ud paa græs. Halthed af Spat kan undertiden hæves . . ved Hvile eller Udgræsning. Stockfleth.S.39. I Søndags fandt Udgræsningen Sted paa Sundby Fælled. Amagerbladet. 23/5 1940.6.sp.5. Dyrene maa ikke – bortset fra Tilbageførsel efter Udgræsningens Ophør – fjernes fra Græsgangen uden Kredsdyrlægens Tilladelse. Bek. Nr.77 2/3 1946.§4,3.2) (nu næppe br.) græsland, græsning (2), der ligger langt fra gaarden. VSO. Fleuron.STH.188.
udgræssev. vbs. -ning (se -græsning 1).1) (landbr.) lade (dyr) græsse ude. Haltheden tager til, efter at Hesten er bleven udgræsset. Stockfleth.S. 39. FLunn.CDLunn.(1884).96.2) (ikke i rigsspr.) m. h. t. hø: d. s. s. græsse ud (se græsse 3). Alt Høet er blevet udgræsset i Morges. VSO.
udgrøftev. vbs. -ning (s. d.). (jf. grøfte ud u. II. grøfte 1; landbr.) afvande og udtørre (mose olgn.) ved gravning af grøfter. (et) Hængedynd . . kunde udgrøftes. CDalgas.RibeAmt.(1830).54. Bøgen kan ikke taale denne Jordbund (dvs.: leret), saalænge den ikke er udgrøftet. CVaupell.S. 69.
Udgrøftningen. flt. -er. (landbr.) vbs. til -grøfte; ogs. konkr. om afvandingsgrøfter. Levin. der er ikke Noget i Veien for ved Udgrøftning at kunne sænke Grundvandets Overflade. Baud.H.354. Vandstanden (i) alle Søer er bleven noget lavere paa Grund af Agerbrugets Udgrøftninger og Vandreguleringer. Frem.DN.485.
Udholdet.1) (landbr.) det at en hest, et kreatur græsser, faar sit foder ude hos en anden mand end ejeren. jf. Udholdspenge, afgift, en mand betaler en anden for at have kvæg, heste græssende paa hans jord. SorøAmtstid. 11/6 1947.7.sp.1.2) (sj.) vbs. til udholde 3. Jeg forblev da, i Mangel af bedre Emploi, i min havende Post, opmuntret til Udhold af min oftnævnte Velynder Moe. TMørch.MitLevnet.I.(1831).76.3) (jf. udholde 4.2; nu næppe br.; “i daglig Tale.” MO.) det at komme godt ud af det, leve i god forstaaelse med en anden; udkomme. Der er intet Udhold med ham. MO.4) node vbs. til udholde 5: forlængelse af en tones ell. pauses varighed. Amberg. Paa den Node maa der giøres et Udhold. VSO. Meyer.8369. || hertil Udholds-tegn, tegn, der anbringes over en node ell. pause for at angive, at denne skal holdes en vis (ikke nærmere bestemt) tid ud over dens egl. værdi og varighed; fermat. MusikL.(1801).119. MusikL.I.223.
Udkastehjulet. (til udkaste 1.2) fx. (landbr.): hjul i saakassen (paa saamaskine), der kaster saasæden ud. Sal.2XX.731. || paa kartoffeloptager. Hvad hedder det?(1947).206.
Udloden. (landbr., dial.) en i større afstand fra gaarden ell. byen liggende jordlod (mods. Indlod; jf. Oplod 2); (lod af) udjord, udmark. Cit.1790.(CChrist.H. 207). CFWegener.LK.33. Endelig lykkedes det . . at faa solgt en Udlod paa 30 Tdr. Land. ZakNiels.Maagen.143. Pont.EV.35. Feilb. UfF. jf.: Belgien, denne Østerriges fede Udlod. Blich.(1920).XXVI.177.
Udlægsaaret. (landbr.) det aar, da udlæg (1.2 (og 2.3)) af et jordstykke finder sted (da en mark lægges ud (til græs)). LandmB.III.153. TfP.1912.395.
Udlægsbygen, et. (landbr.) byg anvendt som udlægskorn (-sæd). UfF.
Udlægsfrugten. (landbr.) udlægskorn (som dækfrugt). LandmB.III.300.
Udlægsfrøet. (jf. -kløver; landbr.) frø (græsfrø ell. (blanding af græsfrø og) bælgsæd), der saas (ofte sammen med dæksæd) ved udlæg (1.2 og 2.2) af et jordstykke (til græs). LandbO. IV.151. Sal.2XXIV.167.
Udlægshavreen. (landbr.) havre anvendt som udlægskorn (-sæd). UfF.
Udlægskløveren. (landbr.) (første aars) kløver af det (i det foregaaende aar) saaede udlægsfrø. den kolde og klamme Sommer . . fremmede Ukrudtet og Udlægskløveren, der er gaaet i Hoved. Bogan.I.121. TfP.X.215.
Udlægskornet. (jf. -byg, -frugt, -havre, -sæd; landbr.) korn, der anvendes (som dæksæd) i udlægsmark. LandmB.I.494.
Udlægsmarken. (landbr.) jordstykke (mark), der (i udlægsaaret) ligger i udlæg (2.2), besaaet med udlægsfrø (og dæksæd). Cit.1721.(Vider.IV.143). LandmB.III. 151.173. UfF.
Udlægssæden. (landbr.) d. s. s. -korn. LandmB.I.388.
udparcellerev. vbs. -ing (LovLPet.V.807. ForrO.). (emb., landbr.) udstykke (i parceller); parcellere (ud). et Par (selvejere) har udparcelleret deres Marker i mindre Lodder. LMWedel.WordingborgAmt.(1818).5. Retten til at udparcellere Frederiksberghave. Drachm. VT.51. || uegl. (hun var) ikke en trind, buttet, struttende Malkepige . . der uden Kniberie lader sig udparcellere i to Frøkener! Blich.(1920).XIII.130. vær Piat, gjør Dig selv til Flere, eller udparcelleer Dit Selv, hav een Anskuelse anonymt en anden med Navn. Kierk.XIV.331. den store Mængde af Kunstnere (vedblev) at udparcellere Livet, at tage hver sit Stykke deraf i Besiddelse. EHannover.NA.329.
udskriftev. (landbr., nu næppe br.) skaffe sig, udvinde (sædekorn) ved at skrifte (II.3) korn(neg). (han) udskriftede sæderugen af det hjemkorte korn. Barfod.LUlaCour.(1877).168.
Udspytteren. (vet., landbr.) hest, der (spec. p. gr. af tandfejl ell. tandsygdom) udspytter (halv)tygget foder (jf. tygge skraa u. IV. Skraa). Ugeskr.f.Landmænd.4R. II.(1871).581. Mørkeberg.Veterinærkirurgi.I. (1922).181.
Udstiket.1) (jf. II. Stik 5.3 og udstikke 1.2 samt Udstikning 1.2; landbr.) gravet rende, der skal føre vand bort fra en ager (over forpløjningen, til en grøft). LandmB.I.445. UfF.2) (jf. udstikke 2.1; fagl., anker) hul, hvorigennem noget langes (stikkes) ud (og ind), spec. paa et skib(s side). Overenskomst ml.Havnearbejdernes Fællesforbund og Tømmerhandlerforeningen f.Kbh.1915.3.
udvejrev. [-vai’r∂] vbs. -ing (MO.).1) (især landbr.) udlufte, tørre igennem ved at lade henligge i fri luft. Kornet er godt udveiret. MO. en Ejendoms Areal ligger indeklemt mellem Skove. I Høsten kan denne Omstændighed medføre Ulemper ved at vanskeliggøre Afgrødernes Udvejring. LandmB.III.274. jf.: Hesteknoglerne (var) i en meget opløst Tilstand, saaledes som slige Knogler let blive det, naar . . Luften har havt friere Adgang til dem. Mange vare saa stærkt udveirede, at de vare ifærd med at hensmuldre. Soph Müll.VO.555.2) (hos LFeilb.) om et menneskes ubevidste, umærkelige afgivelse af fysisk og aandelig kraft til yderverdenen. det at leve er at udvejre levende Kraft. LFeilb.(VCavling.LFeilberg.(1915).113). jf. Udvejringsfølelse. LFeilb.NaturlærensLeve-ABC.1905-07). 16.
Uldæderen. (jf. -ædning; landbr.) faar, lam, der æder ulden af andre faar. CollO. D&H.
Uldædningen. (landbr.) den uvane (sygdom), at et lam, faar napper uld af andre faar og æder den. LandbO.IV. 698.
Ulykkesdyret. (landbr.) (hus)dyr, der ikke er held, gevinst ved. i een (husdyr) Sag kommer (man ofte) til at følge et Kreatur tilbage gennem flere Led af Ejere, det drejer sig i Reglen om de saakaldte “Ulykkesdyr”, der som Sorteper gaar hurtigt fra Haand til Haand og ofte ikke er mange Piber Tobak værd. Ugeskr.fRetsv.1941.B.204.
Underploven. (jf. Under- B 1.2; landbr.) den nederste del af ploven, der arbejder i jorden (muldfjæl, skær og landside). MHans.H.48. SjællBond.104.
undersaav. [2] vbs. -ning (se u. bet. 2).1) (ikke i rigsspr.) bringe ned i jorden ved saaning ell. saa noget neden under en plantning. Moth.U59. || saa byg, idet den pløjes ned i st. f. at harves ned: Feilb.2) (landbr.) saa med saamaskine, saaledes at sædefrøet skydes ud under saaakslen; som vbs.: MaskinbogLandm.433.
Undervenderen. [2] (landbr.) en slags vendeplov. LandbO.III.823.
Unggrisen. (jf. -svin; især landbr.) ung gris (af mindre end 4 maaneders alder). 6 Unggrisser. Cit.1744.(PJensen.Snesere.(1883).123). En Unggris, ca. 3 Mdr. gl. PolitiE. 10/12 1924.3.
Ungkreaturet. (jf. -høved, -kræ, -kvæg, -nød; især landbr.) ungt kreatur, spec. (i alm. i flt.) om hornkvæg (unge køer, tyre ell. (især) kvier). Vi har 300 Køer som malker, og over 100 Ungkreaturer. Rørd.KK. 65. JakKnu.S.183.
uopskærligadj. spec. (landbr., nu l. br.) til opskære 2.3, om tørvemose: som ikke (i overskuelig tid) kan opskæres (tømmes ved tørveskæring). SMBeyer.E.32. Trap.1II.201.
Vaadbunden. [III.1.2] (jf. Surbund; landbr.) vaad (daarligt afvandet) jordbund; i ssg. Vaadbundsplante. LandbO.3I.705.
Vaarrugen. (ænyd. vaar-, warerug; jf. -byg osv. samt Vaarling 1; landbr.) etaarig kulturform af rug, der saas om foraaret og modnes samme sommer; sommerrug. Vaar-Rug . . er her til Lands lidet brugelig. EPont.Atlas.I.538. LandbO.IV.102. Feilb.
Vallesvinet. (landbr., foræld.) svin, der er opfødt (væsentligt) med (mælk og) valle (jf. -flæsk). Flesket af Valle-Svinene er løst og slattere end det, af de med Spøl mæskede Sviin. Viborg.(Phys Bibl.IV.138). HofmanBang.OdenseAmt.(1843).335. MO.
Vandfureen. (ænyd. vandfore, -foer, -furre) spec. (landbr.): fure, der pløjes langs en ager, ml. to agre ell. gennem lavningerne i en (vintersæd)mark til bortledning af overflødigt overfladevand. Vandfurer bør gjøres i Efteraaret, ej allene paa Rug-Agrene. Fleischer.AK.68. LandbO.2 287. ofte i forb. pløje (Olufs.NyOec.I.95. PhRDam.FI.63. SjællBond.102), skovle vandfurer (op) (se skovle 1), trække vandfurer (Rawert & Garlieb. Bornholm. (1819).242. Sal.2XXIV.497).
Vandfureploven. (landbr.) plov til pløjning af vandfurer; vandplov. Olufs.Landoecon.184. Sal.XIV.425.
Vandknæet. (jf. vand i knæet u. II. Vand 5.1; landbr., vet.) knæ, opsvulmet af vand (II.5.1). Den sorte (hest) har et tykt Vandknæ. Skjoldb.G.3.
Vandmejeriet. (jf. -mælkeri og Ismejeri (1); landbr., især foræld.) mejeri (mælkeri), hvor flødeafsætningen af mælken foregik i blikspande, stillet i vandbassiner ell. -kar. Schand.BS.18. LandbO.IV.595.
Vandmælkeriet. (landbr., især foræld.) d. s. s. -mejeri. Bøggild. Mælkeribruget.(1896).310ff. LandbO.IV..620.
vandsuradj. (landbr., gart., især dial.) som er blevet daarlig, sur (IV.2) p. gr. af for meget vand ell. regn; om grøntsager, især kartofler: Pol. 25/6 1946.7.sp.5. UfF. om brænde, hø olgn.: smst. om jord (jf. IV. sur 2.5): det dovne, stillestaaende Vand, man ofte finder i Lavlandene, skabende giftig, “vandsur” Jord. Haven.1927.166. UfF.
Vekselbruget. (til Veksel 1.2 og II. Brug 1; landbr., især foræld.) (landbrug drevet ved) vekseldrift. (opr. indført efter eng. mønster, jf.: Strid mellem holsteensk Kobbelbrug og engelsk Vexelbrug. bogtitel.1834. Gyr Lemche.VK. 135). Efter Brakfrugten følger i Reglen Byg i Vexelbruget. Drewsen.Vexeldrift.(1814).66. LandbO.IV.526.775.
Vekselbygen, et. (til Veksel 1.1; landbr.) byg(sort), der kan saas baade foraar og efteraar. LandbO.I.425.
Vekselfrugten. (til Veksel 1.2; landbr., især foræld.) afgrøde, der indgaar i en vekseldrift (ml. kornafgrøderne). Drewsen.L.I.323. LandbO.IV.526.
Vekselploven. (til Veksel 1.1; landbr.) plov, der vekselvis lægger furen til højre og venstre; vendeplov. LandbO.III.823.
Vendefureen. [II.1.3] (landbr., foræld.) plovfure, der dannes ved anden pløjning af brakmark. Drewsen.L.III.88.
vernetadj. [‘varn∂t] (jf. no. dial. verutt; til Verne; landbr., vet.) om dyr (okse): hvis hud er angrebet af oksebremsens larve; om hud: angrebet og delvis ødelagt af verner (1). Nordisk Garvertidende. 1/8 1882.2.sp.1. NatTid. 18/1 1907.M.Till.1.sp.3. MdsskrDyrl.LVII.4. || hertil (?) (dial.) om bark, ved(lag): knudret, knortet olgn. *bark og bull, | Som veernet er og knudret. Sort. (SamlDanskeVers.1II.106). UfF.
Vikkebygen, et. (jf. -havre; landbr., foræld.) blandingssæd af byg og vikker. Den Viborger Samler. 22/7 1822. Till.2.sp.1.
Vikkehavreen. (dial. Vikker-. LollO. UfF.). (jf. -byg; landbr.) om blandingssæd af havre og vikker (hvori vikkerne er overvejende; jf. Havrevikke). Rawert & Garlieb.Bornholm.(1819).53. LandbO.II.443. || (foræld.) navn paa en dans. Vigge Havre. KPKristiansen.Fortegnelse over forskjelligeDanse.(1893).[2].
Vikkelinseen. (ty. wicklinse; landbr.) foderplanten Vicia monantha L. MøllH. IV.170.
Vikkelusen. (landbr.) bladlus, der lever paa forsk. bælgplanter, Siphonophora viciae. SRostr.LS.59. LandbO.I.299.
Vikkerugen. (landbr., foræld.) blandingssæd af rug og vikker. OrdbS.
Vildtsygeen. (ty. wild- (und rinder)seuche; landbr.) epidemisk bakteriesygdom hos kvæg (opr. konstateret hos vildt); pasteurellose. LandbO.IV.783. Husdyrsygdomme.(1941).125.
Vindeaflæggeren. (jf. u. I. Vinde 3.2; landbr.) paa slaa-, mejemaskine: haspe-, vindeformet aflæggerapparat. LandbO.III.539.
Vindslugenen. (til I. Vind 5.2; jf. -slugning og Krybbebiden; landbr., vet.) den uvane hos en hest, at den er vindsluger. GCWith.Veterinairvidenskab.I.(1836).474. LandmB.II.379.
Vindslugeren. (til I. Vind 5.2; jf. Vejrsluger; landbr., vet.) hest, der har den uvane at nedsvælge luft (ledsaget af en gurglende lyd), spec. (mods. Krybbebider 1) uden samtidig at sætte tænderne i en fast genstand. Viborg.HY.45. Hrz.XII.273. LandmB.II.380. UfF. jf.: Jeg (dvs.: barnets fader) ingestaar for alle skjulte Feiler, – han (dvs.: et barn) er hverken Krybbebider eller Vindslu’er. Magl Pet.MF.III.16.
Vindslugningen. (til I. Vind 5.2; jf. Luftslugning; landbr., vet.) vindslugen. Sal.X. 1130. Husdyrsygdomme.(1941).466.
Vinskimmelen. (til II. Skimmel 1; landbr., vet.) brand-, honningskimmel. Viborg & Neerg.HB.77. Prosch.Hestens Ydrelære.(1855).129.
Vinterbraken. (landbr., sj.) (vist) om helbrak. *Her skrælles Stub, her saas der Rug, | her gødes Vinterbrakken. Holstein.Æ.55. jf.: Vinter-Brakmark dvs.: en Grønjords Mark, som om Efteraaret er pløiet og næste Sommer ved flere Pløininger og Gjødning skal tilberedes til Vintersæd. Giersing.Landoeconomien.I.(1825).436.
Vinterengen. (landbr.) vandingseng, der tilføres vand hele vinteren igennem. MøllH.I.551.
Vinterfureen. (landbr.) plovfure paa en vinterpløjet mark (som den er om vinteren). Frosten . . udøver sin gunstige Virkning paa Vinterfuren ved at sprænge og . . sønderdele de fine Jordbestanddele. LandmB.I.67. i billedl. udtr.: *Hans (dvs.: en klerks) Aasyn tro beretter | Den Lærdes Flid ved Lampens Skin . . | Paa Hagen Dunets Vaarsæd staaer, | Paa Panden Vinterfuren. Ing.VSt.7.
vinterlæggev. vbs. -ning (VSO. UfF.). (jf. -pløje og II. lægge 2.3; landbr. ell. gart.) lægge jord til rette til vinterhvilen; dels m. h. t. agerjord (brakmark, ager til vaarsæd): efteraarspløje, dels m. h. t. havejord: efteraarsgrave. Vinterlagdt jôrd. Moth.V209. En Brakmark skal baade vinterlægges og sommerpløies, at Soel og Frost kan virke paa den. Begtr.(PhysBibl.XXIV. 146). (han) havde . . vinterlagt sin Grønjord. Gjel.GL.38. Havens Efteraarsgravning skal foretages, en Have, der ikke er vinterlagt, tager sig sølle ud. BerlTid. 19/10 1929. Aft.2.sp.6. UfF. billedl.: Grundtv.PS.VI.128.
Vintermarken. (ænyd. d. s.) dels (landbr.): mark tilsaaet med vintersæd; dels (bog): vinterlig mark. Cit.1739.(Vider.III.449; se u. Vaarmark). Vinter-Markerne bleve . . Ompløyede og Saade med Byg. Borrebye.TF.457. *Skjalden er ej død, han sover, | Som Vintermarken til en dejlig Vaar. Grundtv.PS.VII. 248. *(de) var kjørte hid | I Slæde over Vintermarken hvid. PalM.AdamH.I.21.
vinterpløjev. vbs. -ning (Goldschm.II.107. VSO.). (jf. -lægge, -riste; især landbr.) pløje om efteraaret, til vinteren. Oec Mag.I.48. vinterpløjede Marker. Wilmann. Dansk Kunst.(1934).130. jf. Feilb. (-plove).
Vinterrugen. (ænyd. d. s., glno. vetrrugr; landbr.) d. s. s. Høstrug. JTusch.222.339. Fleischer.AK.90. JPaludan.Møen.II.(1824).215. *Den spæde Vinterrug vil gro. JVJens.VL.96.
vintersikkeradj. (landbr., gart.) vinterfast. Squarehead-Hveden . . synes nu lige saa vintersikker som Landets gamle Hvedesorter. LandmB.III.67. Haven.1929. 164.sp.2. jf.: (en hvedesort) med større Vintersikkerhed. LandbO.II.717.
Vintervikkeen. især (landbr.) om afart af fodervikke (der saas i vintersæden). LandbO.IV.782. Bl&T. UfF.
Vældengen. (landbr.) eng, hvor vældvand giver frodig vegetation. LandbO.IV.814. Rostr.Flora.I.16(1943).110.
Væltesygeen. [II.8.1] (landbr., forst.) sygdom hos kimplanter, der foraarsager, at de vælter omkuld og visner. TfP.1914.201. LandbO.3II. 700.
yderigadj. (jf. -dygtig; især bog ell. landbr.) som yder meget, giver stort udbytte; rigtydende; navnlig til III. yde 2.2, om husdyr ell. (kulturplanter paa) dyrket areal: Sukkerroen er en særdeles yderig Kulturplante. KorsørAvis. 5/7 1912.1.sp.4. smukke og yderige Marskenge. NMKromann.FanøsHist. I,1.(1933).1. Anglerkoen var stor og yderig. AarbLollF.1941.132.
Yderkornet. (jf. Inderkorn; landbr.) det største korn i et to- ell. trekornet smaa-aks hos havre. LandbO.II.549. TfP. 1909.589.599.
Ydertanden. (jf. Indertand; landbr., vet.) om (hver af) de to yderste mælkefortænder hos hesten. Landm B.II.197. LandbO.3I.43.
Ydesmøret. (jf. -gaas, -korn og yde- sp. 103756ff. samt Landgældssmør; landbr., emb. (foræld.)). PNSkovgaard.B.188. ti Pund “Ydesmør”, som ved en Forglemmelse ikke var anført paa Fæstebrevet. Aarb Kult. 1896.97. Esp.395. Feilb. Kværnd.
Ydrelæreen. (nu sjældnere Yder-. Nord ConvLex.2V.1045. jf. VSO.). lære om udseendet, ydret af noget; næsten kun (jf. II. Ydre 2; landbr., vet.): læren om hus(patte)-dyrenes (i alm.: hestens) ydre; eksteriørlære; ogs. om (lære)bog herom. Ydrelæren af Hesten giver Kundskab om dens Fuldkommenheder og Feil, Lød, Aftegn og Alder. Viborg. HY.5. MøllH.I.349. HGoldschmidt.Hestens Ydre.5(1922).139.
Ynglesygeen. (landbr.) vækstabnormitet hos kartofler, hvorved der dannes nye smaaknolde i st. f. skud. Cit.ca.1921. (OrdbS.). Ernst Gram. Kartoflens Sygdomme. (1940).31.
Ædekornet. (jf. Brød-, Fødekorn; landbr., nu sj.) korn, der bruges til føde (mods. Sædekorn 2). (ofte i forb. æde- og sædekorn). Cit.1735.(AarbMors.1919.75). Argus.1771.Nr. 47.2. Anders kastede et tilfreds Blik paa de smaa Korndynger . . her er baade Ædekorn og Sædekorn. Skjoldb.KH.34.
Æggepengepl. (landbr.) penge, som indkommer ved salg af æg; ogs. som betegnelse for hele indtægten af hønseholdet. UfF.
Ærtehavreen. (landbr.) blandsæd af ærter og havre. NatTid. 23/2 1913.M.Till.1.sp.2. TfP.1926.534.
Ærteleen. (jf. -krog; landbr., dial.) en slags le m. kort blad og langt skaft, brugt til mejning af ærter. HistTidsskr.10R.VI.682. Feilb.
Ærtemarken. (jf. -ager; landbr.). Cit. 1757.(Vider.I.256). LandbO.IV.839. talem.: “jeg er lige kommen”, sagde soen, hun blev jaget ud af ærtemarken. UfF.
Øreklemmeen.1) (l. br.) hængesmykke, der fastklemmes i øreflippen (øreclips). PolitiE.Kosterbl. 5/11 1932. 2.sp.2.2) (landbr.) klemme (I.4) paa ell. om et dyrs øre; saaledes om (fastklemt) øremærke (BerlTid. 5/7 1925.Sønd.3.sp.4) ell. om hilde, som dannes ved et slyng af tøjret om dyrets øre (Feilb.).
Øreklipet. (landbr.) klippet øremærke (klip (I.1)). LandbO.III.657.
Aarespaten. [I] (vet., landbr.). blodspat. MilTeknO.22. Schand.UM.205.