Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (kurv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor kurvemagerfaget.
Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.
| Bankejærn | et. [II.1.1] (kurv.) redskab til at drive isletten fast med under fletningen. Haandgern.188. |
| Bundpind | en. [I.1.1] (kurv.) en af de pinde, hvorover bunden flettes i en kurv olgn. Haandgern. 177. |
| Bøjejærn | et. [III.1] (kurv.) redskab til at bøje tykt træ med. D&H. |
| Bøjetræ | et. [III.1] (kurv.) planke m. huller i til bøjning af tykke grene. D&H. |
| Gestel | et. [ge’sdæl(‘)] (fra ty. gestell; besl. m. Stel, Stald; |
| Kimme | en. [‘kem∂] (ogs. Kim. VSO. OrdbS.(Falster)). flt. -r. (sv. kim; fra mnt. kimm(e), fremstaaende kant, jf. ty. kimme, eng. chimb, chime; sml. II. kimme samt Kim(m)ing) 1) (nu kun dial.) den rand paa en tønde, kar olgn., som fremkommer ved, at staverne rager et stykke ud over bunden. Moth.K104. VSO. Ordb S.(Falster). || om skure i staverne, hvori tøndens bund sættes fast; krøsning. D&H. 2) (kurv.) tyk fletning (af mindst 3 vidier), der danner (fremstaaende) kant paa kurvemagerarbejde. D&H. |
| kimme | v. [‘kem∂] (til I. Kimme) 1) (nu næppe br.) udføre bødkerarbejde; spec. (bødk.): lave skure i tøndestaver til fastgøring af bunden; krøse. Moth.K104. D&H. 2) (kurv.) flette ell. forsyne med kimme (I.2). Lundb. D&H. |
| Klemmer | en. (jf. ty. klemmer; til II. klemme 1.1; fagl.) person (jf. Hjerteklemmer) ell. ting, der klemmer; spec. (kurv.) om tanglignende redskab, som anvendes ved afbarkningen af kviste. OpfB.1VII.389. |
| Pudse-kniv | en. spec. dels (jf. -jærn; garv.) om skarp kniv til afskæring af fremspringende grundhaar (som bliver tilbage efter strygningen). JFBergs.G.34.329. dels (kurv.) om kniv, hvormed fremstikkende spidser i kurvefletningen afskæres. Lundb. |
| Rangel | en (ell. et; se u. Benrangel). [‘rAan[ng]‘(∂)l] (Rangle [‘rAan[ng]l∂] i bet. 1: Pont.L. 164. i bet. 3.1: Lundb. i bet. 3.2: Feilb.). flt. rangler [‘rAan[ng](‘)l∂r] (ænyd. d. s. (bet. 1), no. (dial.) rang(e)l (n.), mager person, benrad; til rangle i bet.: vokse højt (tyndt) i vejret (se ranglet) ell. bevæge sig (svajende) frem og tilbage olgn. (se III. rangle); jf. II. Rangel) 1) (især dial.) noget ranglet; noget, der (dinglende, svajende) rager højt op. Feilb. || især (jf. Ben-, Langrangel) om lang, tynd (opløben, ranglet) person. Moth. R29. VSO. MDL. en Kapellan . . en lang Rangle med et underlig klamt Ansigt. Pont. L.164. Egeberg.Det først fornødne.(1902).71. Florian.Br.51. Feilb. OrdbS.(Fyn). 2) (især dial. ell. fagl.) noget langt og smalt; fx. langt, smalt hus (Feilb.), lang række (vold) af tørv (til tørring) (smst.III.78(u. rongel)). || smal strimmel af skov. Strimler eller Rangler af Skov. Forordn. 18/4 1781.§12.5. (forstvæsenet plantede) beskyttende “Rangel” nærmest Steengjærdet (i Tisvilde hegn). BerlTid. 13/9 1892.Aft.1.sp.6. 3) (rimeligvis) til III. rangle 2. 3.1) (kurv.) (bord-, stoleben med) bevikling af tyk fletning. Lundb. Cit.1929.(OrdbS.). 3.2) (dial.) redskab til at sno tyndt reb paa. Feilb.(u. 1. rangle). |
| Rørskinne | en. [1.2] (kurv.) udkløvet ell. -spaltet stykke bambusrør olgn. til rørfletning. Hannover.Tekstil. I.147. |
| Skinnehøvl | en. 1) [3] redskab, brugt til slibning af skinner. OrdbS. 2) [4] (kurv.) d. s. s. Kurvehøvl. Haandgern.172. |
| Slettegang | en. (jf. II. slette 1.1, III. slet 1.1 samt Sligtegang; kurv.) ved fletning af vidjekurve: (fletning, der bestaar af) en række af (sideløbende, vandrette) vidjer, som flettes ind ml. opstanderne, saaledes at man stadig lader hver ny vidjes tykke(ste) ende begynde et mellemrum længere tilbage end den underliggende, indtil der er lagt en vidjeende mod hver af opstanderne kurven rundt. Haandgern.186. |
| sligte | v. [‘sligd∂] (ogs. (m. ty. form) schlichte. se u. bet. 1.3). vbs. -ning (s. d.). (fra ty. schlichten, afl. af ty. schlecht (se III. slet); jf. II. slette; sml. Slikpensel) 1) gøre glat, jævn; fx. i flg. anv.: 1.1) ( 1.2) (garv.) m. h. t. huder. jf. Sligte-klinge, -maane (d. s. s. Sletteklinge, Sletmaane). UfF. 1.3) (kurv.) lave slettegang. schlichte: Lundb. jf. Sligtgang (d. s. s. Slettegang. Schlicht-: smst.). 2) |
| Smalhøvl | en. (jf. Smaller; kurv.) høvl, der anvendes til at gøre “schenerne” (se I. Skinne 3.1) flade. Hannover.Tekstil.I.146. |
| Smaller | en. (Smalrer. Lundb.). flt. -e. (efter ty. schmaler, til ty. schmalen, se smalle; sml. Smalhøvl; kurv.) redskab, hvormed “schenerne” bearbejdes paa siderne, saa de bliver lige brede. OpfB.1VII.389. |
| Spalter | en. flt. -e. (fagl.) redskab ell. apparat, hvormed noget spaltes (jf. Halmspalter); fx. (kurv.) om redskab, hvormed pilevidjer olgn. kløves for at bruges til kurvemagerarbejde; kløver (II.2). Værkt.77. || (arkæol.) stenalderredskab med skarp æg, der er dannet af en flække ell. (jf. Skivespalter) en tyk skive. SophMüll.VO.31.33. |
| Spandstok | en. (ogs. Span-. se ndf.). (fra ty. spannstock; jf. Spand- 2) 1) (væv.) om del af væv; dels d. s. s. -stabel. UfF. || dels (foræld.): “Det Redskab, hvormed man sætter Garnbommen i Bevægelse.” VSO. 2) (kurv.) stok, der spændes over bøjler (fx. i stolesæder) for at holde dem i den rigtige stilling. Lundb. D&H. 3) (jf. III. spande 2) |
| stavet | adj. [‘sda·v∂t] (til I. Stav 2.3; jf. gestæb(el)t; kurv.) om kurvearbejde: bestaaende af lodrette staver med enkelte vandrette fletningsforbindelser. OrdbS. |
| Tryktang | en. spec. (kurv.): tang med langt, fladt bid, hvormed stifter trykkes ind. Lundb. |
| Tyndhøvl | en. (kurv.) en til kurvemagerarbejde brugt høvl, hvis skærestaal ligger vandret ell. lidt skraat. Hannover.Tekstil.I.146. |