Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (jæg.), der angiver at ordet har været brugt indenfor jægersprog.
Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.
afdrive | 3) (jæg.) gennemsøge (et jagtdistrikt) v. hj. af klappere. Den første Skov var afdreven. Blich.III.118. |
Afdrivning | 2) (jæg.) til 3; ogsaa konkr. om det terræn, som klapperne afsøger paa een gang (»saat«). Sal.I.208. |
affange | give (et anskudt dyr) fangst (jf. fange af). Sal.I.210. |
affjere | 2) (jæg., sj.). dræbe (en fugl) ved at stikke en af svingfjerene gennem hjernen. Sal.2I.215. |
afjage | 2) (jæg.). afjage et distrikt, gøre jagt paa et distrikts vildtbestand (i hele distriktets udstrækning). Skoven er saa stor, at den ikke kan afjages paa en Dag. VigMøll.HJ.118. |
afklappe | 2) (jæg.). d. s. s. afdrive 3. den Skov, der skal afklappes. Bog.I.11. jf. (om tiggeri): (rejsende haandværkssvende kunde) reise hele Landet rundt og »afklappe« hver eneste By i Kongeriget. CNyrop.Haandværksskik.(1903).67. |
Afspring | 3.1) (jæg.) i egl. bet. (især om haren). VSO. Naar Haren vil sætte sig, plejer den at gjøre flere lange Spring til Siden for at vildlede sine Fjender; disse Spring kaldes dens Afspring. VigMøll.HJ.193.Feilb.jf.Blich.I.586. |
Andefald | jæg. At sidde paa Andetræk vil sige at drive Standjagt der, hvor Ænderne Morgen og Aften trække over. At sidde paa Andefald siger det samme, naar man sætter sig, hvor Ænderne ville kaste sig. VigMøll.HJ.195. |
Andekøje | (jæg.) (fugle)køje til fangst af ænder. Kjærbøll.651. |
Andetræk | 1) de vilde ænders »trækken«, især (jæg.) om deres vandringer morgen og aften til og fra havet ell. indsøer. Etlar.GH.I.164. man . . venter paa, at den første Stjerne skal tændes og Andetrækket begynde. Bogan.I.48. Der bliver udmærket Andetræk ude ved Vejlerne i Nat. Skjoldb.A.26. Idræts B.II.176. || jæg. at sidde (ligge, være) paa andetræk, se u. Andefald. VigMøll.HJ.195. at ligge paa Andetræk nede ved Fjorden bag en vaad Tangvold. Baud.Sp.33.sa.GK.54. |
Angeljærn | 1.1) (jæg.; nu næppe br.) om et redskab til rævefangst. NordConvLex.NordConvLex.3I.170. |
Anskud | 1) (jæg.) til anskyde 1: anskydning; skud, hvorved vildtet anskydes. Anskud og Udenom ere Halvbrødre. VigMøll.HJ.161. |
Anstandsjagt | jæg. IdrætsB.II.331. |
Avissneppe | (jæg.) sneppe, der har overvintret her i landet. (navnet, fordi en saadan ofte i aviserne nævnes som aarets »første« sneppe). Fleuron.IN.31. |
Bagfod | 2) (jæg.; jf. Bagspor). At tage Foden (dvs.: forfølge vildtets spor) i fejl Retning, kaldes at jage paa Bagfoden. VigMøll.HJ.198.Fleuron.RK.177. Støverne . . tabte Foden (dvs.: sporet) og stod og græd, indtil en klog Tævehund, for ikke at blive skældt ud . . tog Bagfoden. smst.174. || overf. Spionerne skulde ledes paa Bagfod (dvs.: paa vildspor) og tro, at Parret flygtede til Tydskland. Blich.IV.677. |
Bagløb | 2) (jæg.) bagben hos haarvildt. en stakkels Hare, som Bagløbene var skudt over paa. Drachm.UB.295.VigMøll.HJ.188. |
Bagskud | jæg.) skud, der træffer vildtet bagfra. (fuglen kan . . pludselig smutte ud mellem Benene paa En og stryge over i et rapt Sekund ‚Äì da falder den for Bagskud. Fleuron.IN.77.Zeppelin.Fu.46. |
bastet | 2) (til I. Bast 3; jæg.; sj.) om hjortetak: som basten endnu sidder paa. Den største af dem Alle (dvs.: hjortene) | Med bastet Tak og Green.Winth.HF.195. |
Behæng | lange nedhængende ører (paa en hund). VigMøll.HJ.199.Sal.II.776. |
Bladetid | raavildtets brunsttid. Blich.I.288.Rosenkrantz.MC.55. |
Bladfløjte | (jf. II. Blad; jæg.) fløjte, hvormed man efterligner raaens bladen. VigMøll.HJ.191. |
Bladkugle | (jæg.) kugle, der gennemskyder bladet paa vildtet (jf. Bladskud). VigMøll.HJ.190.Baud.HS.152. sa.GK.183. |
Bladskud | (jæg.) skud, der træffer bladet paa vildtet (jf. -kugle). VigMøll.HJ.66. |
blæde2 | blade; om hjortens stemme ell. om efterligning heraf: Moth.A-Ø.B257.. VSO. || nu kun om raaens ell. hindens stemme ell. om efterligning heraf: tal til disse Hinde-Øren, maa hænde at Svaret da bliver en blidelig Blæden.Gjel.KH.17. han begyndte at kurre som en Skovdue og at blæde som en Raa.Stuck.III.460. |
blødmundet | 2) (især om dyr; nu l. br.) som ikke bider godt. Danemarks Løvinde er mat, blødmundet, | Alderstegen.Grundtv.PS.VII.25. et blødmundet gammelt Kreatur.Winth.VIII.70. || (jæg.) om hunde: som tager blødt paa vildtet under apporteringen. OrdbS.jf.VigMøll.HJ.198. |
Bondejæger | (jæg.) person, der jager ujægermæssigt; »træskojæger«. Træskojæger og Bondejæger siger omtrent det samme, men langt fra at vedkommende er Bonde eller gaar i Træsko.VigMøll.HJ.183.Dania.III.230. |
Brokgris | (jæg.) grævlingeunge. Fleuron.DTN.172. |
brunste | være i brunst; være brunstig. Naar Elefanterne ere i Brunst, blive de afsindige, men man siger at de Tamme ikke gierne brunste.vAph.Nath.II.187.VigMøll.HJ.189. Finkerne kan pippe, Spætten banke og Hjorten brunste (dvs.: give sin brunst tilkende ved brøl) under hendes (dvs.: hornuglens) Træ ‚Äì hun hører det ikke!Fleuron.DTN.13. |
Brunsthjort | (jæg.) den fede hjort umiddelbart før og under brunsten.Sal.2IV.125. |
Brunstplads | (jæg.) sted, hvor hjortenes parring foregaar.Sal.2IV.125. |
Byksflint | bøsse m. to løb, hvoraf det ene er riflet (til kugle), det andet glat (til hagl); riffelbøsse. VigMøll.HJ.187. |
dobbelthalsende | (jæg.) om støvere: som giver hals paa en særlig kraftig, skingrende maade. VigMøll.HJ.198. |
Dobbeltlader | jæg. d. s. s. I. -løber. VigMøll.HJ.187. |
Dobbeltløber1 | (jæg.) dobbeltløbet bøsse; dublet (jf. -lader). Jeg sætter min Dobbeltløber mod en Nøglebøsse, det er Dem, hun elsker.Blich.II.620. billedl.: Landstingets Højre har stemt mod Overenskomsten, medens han selv og Hr. Rump som en Dobbeltløber af Trofasthed mod højtideligt trufne Aftaler stod ene to og stemte med Folketinget.Hørup.III.226. |
Drilling2 | treløbet jagtbøsse. jo, det er en Buk . . Altsaa Drillingen til Kinden og roligt Sigte.Baud.GK.111. smst.107. en Drilling med ca. 30 Riffelskud og en Dublet med ca. 70 Haglpatroner.KnudRasm.G.489. |
Drivjagt | (jæg.) til II. drive 3.2: jagt, hvorved vildtet drives op af hunde, klappere osv.; ogs. spec.: klapjagt. Drivjagt har afløst søgende Jagt.Bogan.II.180.VigMøll.HJ.162. Der anstilles ogsaa store Drivjagter (paa elefanter), ved hvilke hele Flokke fanges paa en Gang.BMøll.DyL.I.289. |
Drivkarl | (jæg.) til II. drive 3.2: d. s. s. Driver 3.2. VigMøll.HJ.184. |
Dublé | 1) (jæg.) til dublere 3: det at skyde to stykker vildt ved at affyre begge jagtgeværets løb hurtigt efter hinanden. Sal.2VI.464. jeg havde en smuk dublé; en hare og en ræv |
Dyrehagl | (jæg.) en slags hagl til brug ved jagt paa hjortevildt. Larsen. |
Dyrekalv | (jæg.) kalv af hjortevildt. Drachm.VD.76. |
Dyrekid | jæg.) kid af hjortevildt. (de forsvandt saa sporløst som Dyrekid i Skoven.Drachm.VD.99.TroelsL.I.40. |
Dyrelam | (jæg.) lam af hjortevildt. Drachm.HI.50. |
Dyrepløk | (jæg.) især i flt.: store dyrehagl (6 mm. i diameter). Wagn.Tekn.79. |
Dyrespring | (jæg.) indretning, bestaaende af en rampe og en lille platform, som er anbragt uden for hegnet om en vildtbane og ligger i højde med dettes overkant, og som gør det muligt for hjortevildtet at springe ind paa vildtbanen; indspring; vildtspring. VigMøll.HJ.182. |
Dyrestade | (jæg.) tilholdssted for vildt. Moth.A-Ø.D198.. Lolland, hvis Herregaarde før vare stolte af deres Ellemoser som de bedste Dyrestader.CVaupell.S.5. |
Dyretræk | (jæg., l. br.) (regelmæssig) færdsel af hjortevildt paa bestemte strøg i skove olgn. Paa den Side (af Dyrehaven) hvor det bedste Dyretræk er, anlægges (vildtspring). Schytte.(MO.MO.). |
Dyreveksel | (jæg.) spor ell. lille sti, ad hvilken vildtet plejer at gaa. LBruun.A.I.111. |
Efterkuld | spec. (jæg.) om kuld af fuglevildt, der er udklækket, efter at det første kuld (fra samme forplantningsperiode) er gaaet til grunde. OrdbS. || overf. Grundtv.PS.IV.26. |
-ender | i ssgr. som Seks-, Otteender osv.: hjort med 6, 8 osv. grene (»ender«) paa takkerne. Sal.VIII.999. Takker hos kronvildt ligne Raavildtets Opsats . . Udviklingen er Spidshjort, Gaffelhjort, Seksender og der fra otte, ti, tolv o. s. v., indtil »To- og tyve-Ender«. VigMøll.HJ.192.Rørd.GD.GD.1166. |
Enejagt | 1) jæg. Ved Enejagt forstaas, at Jægeren med eller uden Hund opsøger og nedlægger Vildtet. Sal.IX.770. |
Faldnet | 2) (af falde 1.1; jæg.) et (især i Italien anvendt) fuglegarn, der er indrettet til at falde ned over fuglen. OrdbS. |
Faldvildt | vildt, som findes dødt (af kulde ell. mangelfuld næring). MO.MO.Fleuron.RK.25.Sal.2VII.701. |
Fangsthul | (jæg.) sænkning ved øverste halshvirvel, hvor daa- og raavildt faar dødsstødet. VigMøll.HJ.190. |
Fangstkniv | (jæg.) kniv, hvormed der gives fangst. Bergs.FM.19.VigMøll.HJ.108. |
Fasanhund | (jæg.) hund afrettet til fasanjagt. VSO.Hag.IV.39. |
Fasanstikning | (jæg.) krybskytteri, hvorved fasanerne om natten dræbes med lange pigkæppe. Hag.IV.39. |
fejst | om dyr (især haarvildt): velnæret; fed. Kuk! sagde Gjøgen den feiste. Winth.X.147. Sexendere og fejste | Spidsbukke stod og knejste.Rørd.GD.123.HKaarsb.M.124.Sal.2VII.848. jf. VigMøll.HJ.189. |
Fjederlapper | (jæg.) om snore m. tøjlapper, der udspændes om det terræn, der afjages, for at forhindre vildtet i at bryde ud paa steder, hvor skytter ikke kan anbringes. Sal.2VIII.192. |
Fjedervildt | (jæg.) fuglevildt (mods. Haarvildt). Moth.A-Ø.F112.. VSO.MO.MO.VigMøll.HJ.194. |
Flugtveksel | (jæg.) veksel, ad hvilken vildtet plejer at flygte. VigMøll.HJ.190. |
Forbrænder | (jæg.) skud, der brænder for (se II. brænde 16.1). Scheller.MarO.Sal.2VIII.423. |
Forfangst | (jæg., nu næppe br.) (lejlighed til) fangst forud for en anden. Han maa gierne have Forfangsten. MO.MO.D&H.jf.: den mig for Dueslaget bevilgede Forfangstret. Rahb.Fort.I.456.Kaper.D&H. |
Forladning1 | 2) konkr.; dels (foræld.) om prop af papir, blaar, filt olgn., som i forladevaaben anbragtes ml. krudtet og projektilet samt foran dette: Moth.A-Ø.L17.. Ilden foraarsagede en Skoles Discipel, som uforsigtig skiød een Due paa et Straa – Tag, som af Forladningen blev antændt. Borrebye.TF.392.ExercArtil.(1804).155.Blich.I.273.Rørd.BrP.18. dels (jæg.) om dække (af pap, filt osv.), der i jagtpatroner anbringes over krudtet og over haglene: Sal.2VIII.468. || hertil Forladnings-naal ( Funch.MarO.II.46.), -skabelon (smst.) ofl. |
Forputter | forladegevær. Det var i den Tid, da Bagladerne vandt almindelig Indgang. Da mødte en konservativ Jægersmand til sidst ene med sin gamle Forputter. VigMøll.HJ.139. smst.187. |
Frokosthare | (jæg.) lille, fed hare (som jægeren beholder for sin egen mund). VigMøll.HJ.193.Dania.III.232. |
Fuglekøje | en slags fuglefælde, bestaaende af en overdækket vandkanal, hvori vildænder fanges ved hjælp af lokkefugle. Handels- og Industrie – Tid. 1810. 159. Bek.Nr.651896-04-29 Feilb. |
Gaasehagl | (jæg.) stort hagl til jagt paa vildgæs. VSO.MO.MO. |
Gaasehyrde | (jf. -dreng, -pige). Feilb. den røde gaasehyrde, (jæg., spøg.) ræven. Dania.III.232. |
Gaasetræk | (jæg.). ligge paa gaasetræk Feilb. |
Gaffelhjort | (jæg.) hjort m. togrenede takker; toaarig hjort (jf. -buk). VSO.VigMøll.HJ.192. |
Genik | nakke; halsled. (skarpretteren) var kommen op at skændes med en mand og endte samtalen med: »ja, tag han sig kun i vare, jeg ikke får ham i genikket!« FrHamm.Levn.I.78. at træffe en stakkels Morten (dvs.: hare) i »Genikken« eller plaffe en lille Høne død. HSchougaard.SædogHøst.(1905).88.OrdbS. |
Genikker | fangstkniv. Det stygge Ord . . »Genicker«, »(Gnikker)« eller »Genickfänger« er nu heldigvis gaaet af Brug. VigMøll.HJ.186. |
Glime2 | 2) (jæg.) lige aabning gennem siv og rør ved bredden af en sø, udhugget for at give jægeren udsigt og lejlighed til frit skud. Blich.(1833).III.270.Bogan.I.40. Skytterne posteres langs Bredderne (af moserne), hvor der enten er Glimer eller naturlige Lysninger. Baud.HS.195. || (l. br.) i videre anv., om (naturlig) lysning gennem skov, om smalt stykke af landskabet, man har udsigt til fx. fra et vindue, olgn. snart var han (dvs.: hjorten) ude af den snævre Glime, jeg fra mit lille Vindue kan overskue. Blich.(1920).XI.184. Højskov, i hvis åbne Glimer | græssende Køer gled hen (dvs.: for dem, der betragter dem fra en automobil).Rørd.JH.II.190. |
Golddaa | (jæg.; jf. -dyr). Vig Møll.HJ.192. |
Golddyr | (jæg.) raa-, daa- ell. krondyr, som i det paagældende aar ikke har kælvet (jf. -daa, -hind, -raa). VigMøll.HJ.188. |
Goldhind | (jæg.; jf. -dyr). Moth.A-Ø.G217.. VigMøll.HJ.192. |
Goldhøne | (jæg.) høne af fuglevildt, der ikke har faaet kyllinger i den paagældende parringsperiode. Goldhøns. Bogan.I.9. |
Goldraa | (jæg.; jf. -dyr). VigMøll.HJ.131. |
Gravjagt | (jæg.) jagt med gravhunde, der søger at drive ræven (grævlingen olgn.) ud af dens hule. Bogan.I.168.VigMøll.HJ.27. |
Grossererjagt | (jæg., nedsæt.) jagt, som udøves af ikke særlig jagtkyndige personer, og som gaar ud paa uden større anstrengelse at faa saa stort et jagtudbytte som muligt. Dania.III.233. Man kan gærne kalde dette Ællingeskyderi for Jagt, men mer end »Grosser«-Jagt bliver det nu alligevel ikke. Fleuron.J.70. |
Grovs | den skotske varietet af dalrypen. de store Forsøg, som »Dansk Jagtforening« udførte for nogle Aar siden ved at indføre den skotske Rype, Grousen, paa de jyske Heder. Dagbl.1904-11-291.sp.3. Agerhøns, Grouse og Vagtler. Rigsdagst.A.1921/22. 6464. Sal.2X.163. |
haardmundet | 1.2) (jæg.) om hund: som kun halser paa frisk fod (3.2 ). VigMøll.HJ.198.Sal.2X.602. |
Haglhold | (jæg.) i udtr. komme (vildtet) paa haglhold, komme (vildtet) inden for skudvidde med haglbøsse. VigMøll.HJ.56. |
Haglpung | (især jæg.; jf. -pose) poseformet læderpung til hagl. Moth.A-Ø.H20.. et Krudthorn og en Hagelpung. PAHeib.Sk.I.22.Werfel.Jagtb.16.D&H.Feilb. |
Haleslæb | (jæg.) spor i sne af vildtets hale. Vig Møll.HJ.170. |
Halvskuffel | (jæg.) ung daahjort, hvis gevir endnu ikke er fuldt udviklet. VigMøll.HJ.192. |
hinter | om (jagt)hundens plads i forhold til jægeren: bagved (jægeren); ogs. brugt som tilraab til hunden om at gaa bag jægeren. Det er ikke . . Ænder i Mosen, det gjælder, det er Snepper; og derfor gaar hunden hinter, indtil Skoven naaes. Bogan.I.17.Fleuron.J.51. Kom så, Tyras, hinter! Rørd.AH.58. |
Hirschfænger | lang jagtkniv til at give vildtet fangst med; tidligere ogs. om lign. vaaben brugt som sidevaaben af standspersoner ell. brugt som sidevaaben og bajonet i infanteriet (»jægersabel«). Ved Siden hang et Sverd, som kaldes nu Hirtzfenger. Holb.Paars.94. Naadig Herren var ikke bange: han trækker sin Hirschfænger, og vil jage den i Bringen paa Svinet (dvs.: vildsvinet).Blich.(1920).VII.9.MilTeknO.111.VigMøll.HJ.186. |
Holtsneppe | (især jæg.; nu l. br.) alm. skovsneppe, Scolopax rusticula L. Kjærbøll.536.LovNr.791894-05-08, ¬ß17. |
Hulskud | skud, som gaar over lungen, men under rygraden paa haarvildt. VigMøll.HJ.105.190. |
Hundestald | (især jæg.) stald, opholdssted for jagthunde; kennel. vAph.(1764).MO.MO.Sal.IX.125. |
Høgekurv | (jæg.) apparat til fangst af høge og andre rovfugle, bestaaende af en kurv ell. et bur af staaltraadsfletning, hvori lokkemaden anbringes, og oven over hvilken en saks er spændt (jf. -bur). Sal.2XII.116. |
Højsøger | (jæg.) egl.: højt søgende hund; hønsehund, der med oprejst næse vejrer vildtet; pointer (jf. Lavsøger). VigMøll.HJ.197.Sal.2XII.130. |
Højvildt | større dyr som genstand for jagt (jf. Storvildt). S&B.D&H. |
indhidse | afrette, dressere ved hidsning, til jagt. forskjellige Støvere, deres Indhedsning og Brug. Blich.(1920).XVII.43. |
indjage | 3) (jæg.) indøve (en jagthund). Nogle indjage den unge Hund i Selskab med en ældre, og dette er det letteste. VigMøll.HJ.51. |
indringe1 | 1.1) (især fagl.: jæg.) (lade soldater, jægere olgn.) danne en (tæt, spærrende) ring omkring (et belejret omraade, et jagtdistrikt osv.); indeslutte (i en kreds); omringe (»cernere«). Vi . . indringe Slottet, saa at han ikke skal finde en Sprække at snoe sig igjennem. Faye.LitArb.II.245. vi er indringede, | og mange Fjender glamme rundt omkring os.Lemb.Shak.VIII.77. den passionerede Jæger, der omsider har faaet et ædelt Stykke Vildt indringet. Pont.DR.III.246. Klapperne . . opstilles uden for Skoven og indringe denne for at møde og tilbagedrive det udbrydende Vildt. Sal.IX.771. || (sj.) bevæge sig (vandre) rundt om, omkredse i gang. vi kaster et sidste Blik til den store Sø, som vi har indringet. FrNygaard. ( BerlTid.1925-07-09Aft.4.sp.3). |
Indspor | (jæg.) spor, der fører indad (til et sted). Blich.(1920).XVII.40.VigMøll.HJ.153. |
indspore | (jæg.) finde frem ell. ind til et dyr ved at følge dets spor. indspore et Dyr. VSO. I Markkrat tillader Sneen . . at indspore Haren ved Kredsning, idet Ud- og Indsporene tælles. VigMøll.HJ.153. || † overf.: faa kundskab om; komme paa spor efter. VSO. |
Indspring | jæg. d. s. s. Dyrespring. OrdbS. |
Issesprosse | d. s. s. Istak. OrdbS. |
Issprosse | d. s. s. -tak. Frem.1927-03-16 omslag.3. |
Istak | (jf. Is(se)sprosse; jæg., l. br.) den næst- ell. tredienederste ende paa hver stang hos kronhjorten. VigMøll.HJ.192. |
Jæger- | (sj. Jægers-, se Jægersfolk, -mand). især (jæg.) af Jæger 1.1 (jf. Jagt-), fx. (foruden de ndf. medtagne) -bolig, -brud, -bøsse, -gaard, -hat, -historie, -hue, -hus, -kasket, -klæder, -liv, -raab, -riffel, -sang, -selskab, -skare, -skrig, -sprog, -tog, -vise. |
Jægersabel | (jf. -kniv; jæg. ell. (foræld.) ) d. s. s. Hirschfænger. MilTeknO.111.Levin. |
Jagtfiskal | jæg. d. s. s. Fiskal 2. |
Jagtret1 | 3) (jf. Jægerret; jæg.) privat domstol, som deltagerne i en jagt nedsætter for at paadømme begaaede forsyndelser mod reglerne for jagten. Baud.HS.35. Jagtretten sættes efter Middagsbordet. Jægerne gjøre Selvmelding om deres Færd. VigMøll.HJ.141. |
Jagtskaal | jæg.: »alle brave Jægeres Skaal, bruges ved Jagtmiddagen under særlige Ceremonier«. Frem.1927-03-16 omslag.3. |
Jagtstol | (jæg.) lille (oftest enbenet) stol ell. sæde, hvorpaa jægeren kan sidde, mens han afventer vildtet. VigMøll.HJ.127. |
Jorddone | (jæg.) done (I), der sættes paa jorden; løbedone (mods. Hængedone). VigMøll.HJ.196. |
Kædejagt | (jf. Kedeljagt; jæg.) afsøgning af et jagtomraade, idet jægerne gaar frem i en kæde (3.2 ). VigMøll.HJ.184. |
Kapitalhjort | kronhjort, hvis gevir har mere end ti ender (sml. -skuffel-hjort). Skovdyrkn.(1865).25. |
Kapital-skuffelhjort | betegnelse for daahjort m. stærke horn og brede skufler (efter det 4. aar). Skovdyrkn.(1865).26. |
Kasteskud | 2) (jæg.) skud, der affyres hurtigt, uden nøjagtigt sigte. Til Snepper . . ere vistnok Kasteskud de bedste; thi disse Fugles snelle og uregelmæssige Flugt give sjeldent en Secunds Tid til Sigtning. Blich.(1920).XVII.61.Bogan.II.12. Frem.1927-03-16omslag.3. |
Kedeljagt | kædejagt, hvor skyttekæden stadig mindskes ved, at jægerne nærmer sig midtpunktet. VigMøll.HJ.184.D&H. |
Kerneskud | 2) (jæg.) midten af et haglskud (der hvor de fleste hagl sidder). VigMøll.HJ.187. |
kikke | 2) unge af hare (jf. Harekilling) ell. kanin (jf. Kaninkilling. Festskr.Krist.185). hun kunde lokke for Harerne . . det vil sige de halvvoxne Killinger. Rist.FT.20. Det er et daarligt Hareaar iaar, der er saa godt som ingen Killinger. Bogan.I.157.Aakj.VB.50.Fleuron.HG.43. || sætte (ell. lægge. Blich.(1920).XVII.180.) killinger, (jæg.) om hare: føde killinger. I October holder (harernes parring op). Dog har man fundet nyssatte Killinger sidst i December. smst.13. Harerne skal snart sætte Killinger. Bogan.I.67.VigMøll.HJ.193. |
Klappebrik | (jæg.) især i flt., om brikker brugt af klappere til at skræmme vildtet frem med. Ing.EF.VIII.53. |
Klapperfører | (jæg.) person, der leder klapperkæden. VigMøll.HJ.118. |
Klapperkæde | (jæg.) kæde, formation, hvori klapperne gaar under klapningen (jf. -linie). Bogan.I.142.VigMøll.HJ.23. |
Klapperlinie | (jæg.; nu l. br.) d. s. Bogan.I.11. |
Klapsigte | (jæg.) d. s. s. -visér. VigMøll.HJ.79. |
Klapvisér | (jæg.) visér, der v. hj. af en skyder kan stilles i forsk. skraa stillinger (jf. -sigte). MilTeknO.318.Scheller.MarO. |
Købstadjæger | (jæg.) om daarlig, ufint jagende jæger; søndagsjæger. Dania.III.230. |
Køkkenjæger | (jæg.) jæger, der driver køkkenjagt. VigMøll.HJ.182. Frem.1927-03-16omslag.3. |
Køkkenjagt | (jæg.) jagt, der drives uden sportslige hensyn og med det hovedformaal at skaffe vildt til køkkenet. VigMøll.HJ.183. Frem.1927-03-16 omslag.3. |
Køkkenvildt | (jæg.) vildt, der anvendes i køkkenet. naar man har skudt en Hare eller to, har man Kjøkkenvildt nok for den Dag. Bogan.II.29. smst.I.114. |
Kolbehjort | hjort med hudklædte, endnu ugrenede takker. Frem.1927-03-16omslag.3. |
Kølleskud | (jæg.) skud gennem køllerne paa hjortevildt. Vig Møll.HJ.190. D&H. |
Kolv | 1.6) (jf. I. Kolbe 5 samt Kolbehjort; jæg.; nu næppe br.) om hjortens unge, endnu lodne takker. VSO.III.K242. |
korne | 4) (jæg.) til Korn 4: sigte, tage paa kornet (især om uegentlig sigtning ved flugtskydning). AClod- Hansen.Jagtskydning.(1923).182. |
Kredssaat | (jæg.) harejagt paa aaben mark, hvor skytter og klappere omslutter det stykke, der skal afsøges, i en kreds, der efterhaanden indsnævres. OpfB.OpfB.1IV.446. |
Landløber | 2) (jæg., l. br.) om svømmefugl (and), der under jagt søger op paa land. Blich.(1920).XVIII.117. |
Langnæb | 2) (jf. -næse, -snabel 2; jæg.) om langnæbbet fugl: bekkasin. Dania.III.232. |
Langnæse | spec. (jæg.) d. s. s. -næb 2. Dania.III.232. |
Langrumpe | 1) (jf. -rumpet samt -hale; jæg.) om ræven ell. (jf. II. lang 1.4) om fasaner. Dania.III.232. |
Lapjagt | (jæg., nu næppe br.) form af indstillet jagt, hvor vildtet skræmmes ved tøjlapper. VSO. |
Lavsøger | (mods. Højsøger; jæg.) lavt søgende jagthund. NatTid.1883-02-02M.Till.2.sp.3. VigMøll.HJ.197. |
Ledehund | sporhund; støver. VSO.Blich.(1920).XVIII.36. |
Løbedone | (jæg.) done (I), der sættes paa jorden for løbende fugle; jorddone. VigMøll.HJ.196. |
Løbekugle | († Løb-). (jæg., foræld.) lille kugle, som kan løbe ned i geværløbet af sig selv og ikke skal føres ned med ladestokken; rendekugle. Werfel.Fiskerb.3.VSO.MO.MO. hand gav Ild paa Greven med II Renne-Kugler og en stor Løb-Kugel. LTid.1727. 569. |
Løffel | 2) (jæg.) især i flt., om harens øre. CBernh.X.192.Fleuron.J.46. haren lytted fromt med de lange Løfler | til det af Spillet, ‚Äì som den forstod. HSeedorf.ID.32. |
Lokkegaas | (jf. -fugl 1; jæg.). paa Stranddiget . . fandt vi ved et lille tangtækket Skur en Flok »Lokkegæs«, udskaaret i Træ.AchtonFriis.DØ.I.186. |
Lokkejagt | (jæg.) jagt, hvor vildtet lokkes ved udlagt lokkemad. VigMøll.HJ.183. |
Lokkepibe | (jf. II. Lok 2; jæg., nu l. br.) fløjte, hvormed jægeren efterligner dyrs stemme og derved lokker dem inden for skudvidde. vAph.(1759).Tullin.II.299. kalde agerhønsene til sig med Lokkepibe eller Hønsekald. Blich.(1920).XVII.174. smst. XVIII.109. VSO.MO.MO.D&H. |
Lokkeplads | (jæg., l. br.) plads, hvor jægeren i skjul lokker vildtet. MO.MO.D&H. |
madbar | anvendelig, tjenlig til mad. (vildændernes ællinger) er ikke madbare, før de kan flattre hen ad Vandskorpen. Bogan.II.7. |
Madposedyr | (jæg., dial.) betegnelse for raadyret (paa grund af dets hvide bag, der i farve og omfang minder om soldaternes madpose). Junge.Zak Niels.Saml.Skrifter.VI.(1906).80. Dania.III.232. |
Madposejæger | (jæg.) om den, der gaar paa jagt for at skaffe vildt til husholdningen. Dania.III.229. |
Markprøve | (jæg.) prøve med jagthunde, som afholdes i det fri, og som har til formaal at vise hundens jagtlige egenskaber, temperament, dressur olgn. BerlTid.1903-10-17Aft.2.sp.1. DagNyh.1919-03-313.sp.3. |
Martshare | (jæg.) ung hare (der er født i marts maaned). Blich.(1920).XVII.15.Dania.III.232. |
Medsøgen | jæg. d. s. s. Medvindsjagt. VigMøll.HJ.186. |
Medvindsjagt | (jf. -søgen; jæg.) jagt (søgen), hvorved man gaar i samme retning som vinden. Vig Møll.HJ.186. |
Mellemjagt | (jf. Middeljagt; jæg., nu næppe br.) jagt paa det mellemstore vildt. Mellemjagten indbefatter Raadyr, Vildsviin, Birkehøns etc. Schytte.IR.II.313. |
Mellemsprosse | (jæg.) takken (sprossen) ml. øjensprossen og issprossen paa kronhjortens stænger; mellemtak. Frem.1927-04-06omslag.2. |
Mellemtak | jæg. d. s. s. -sprosse. VigMøll.HJ.192. |
Mesterøje | 2) (jf. Mester- 3; jæg.) det øje, skytten anvender under sigtning. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).30. |
Meute | kobbel jagthunde (støvere), der er dresserede til parforcejagt. Cit.1833.(EBodenhoff.Hofliv.(1913).15). to Ryttere . . fulgt af en Meute halsende Hunde, (holdt) deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet. Wied.Fæd.112. Frem. 6/41927.omslag.2. jf.: Hjorte-, Ræve-, og Haremeuter. Bogan.I.153. |
Mikkel | 3) ænyd. d. s.; i rigsspr. især jæg. ell. barnespr. ell. spøg. som navn paa ræven. || uden art. Naar Mikkel nogen Tiid var udi Nød og Fare, | Da mesten skulle man paa ham der tage vare.ReynikeFosz.(1747).59.Blich.(1920).XIX.57. C. skævede, som var han paa Rævejagt og brændte løs paa Mikkel. Stuck.III.331.SjællBond.8.Feilb.ofte i forb. Mikkel Ààræv ænyd. Michil Ræff ( Rævebog.I.19.) Den trædske Mikkel-Ræv begynder at fremtrine, | Og jage lystig for at skaffe Brøød til sine.Clitau.PT.129. Mikkel Ræv. Et Æventyr i femten Bøger, efter det gamle nedertyske Digt Reineke Vos. Schaldem.(bogtitel.1827). Brehm.DL.3III2.87. Feilb. || brugt m. art. ell. i flt. Kuragen er øjensynlig blandet med en passende Befippelse, saaledes som ogsaa en almindelig Mikkel vilde føle den, naar Hønsehuset efter mange Anstrængelser pludselig styrtede sammen foran hans Næse. Hørup.II.338. I tætte Grantykninger er megen Larm ved en klapjagt paa rette Plads for at faa Miklerne frem. VigMøll.HJ.136. Rævehoppene, Miklens akavede Saltomortaler. Fleuron.KO.85. || talem. have Mikkel bag øret, se Øre. |
Modsøgen | (jf. Medsøgen; jæg.) d. s. s. Modvindsjagt. VigMøll.HJ.186. |
Modvindsjagt | (jf. -søgen; jæg.) jagt (søgen), hvorved man gaar i modsat retning af vinden. VigMøll.HJ.186. |
Morten | 4.1) (nu næppe br.) om aben. Moth.A-Ø.M167..4.2) (nu næppe br.) om katten. Hrz.D.I.165.4.3) (især jæg.) om haren. I busken hvor graae Morten laae.Kall 399a.95r. med sin Hund ved Siden og med en langøret Morten i Jagttasken. Schack.183.VigMøll.HJ.193.Feilb.Esp.455. |
Moseræv | (jæg.) særlig mørkfarvet ræv (der især holder til i moser). Baud.HS.195. || overf.: lumsk, listig person. Nu har I vel sagtens kigget (dvs.: i kortene), I Moseræve. ErlKrist.S.9. |
murke | 2) (jæg.) om sneppe (der trækker rundt morgen og aften i foraars- og forsommertiden): udstøde en knurrende lyd. saa kom den første Sneppe med den underlige snorkende Lyd, som Jægerne ret betegnende kalder Murken. Frem.B.I.(1924-25).424. smst.1927-04-06omslag.2. |
Musepibe | (af I. Mus 1 ell. III. muse 2; jæg.) lokkepibe, hvormed man lokker ræven (ved en pibende lyd som af mus). OrdbS. |
Nattegarn | (jæg., fisk.; l. br.) en (fugle)jægers ell. en fiskers garn, som udsættes til fangst ved nattetid. Amberg.Aarb Turist.1926.85. billedl.: jeg er et Mørkheds Barn . . | Som i Lyders Natte-Garn | Viklet var til evig Død.Kingo.123. |
Nattejagt | (især jæg.). sogneraadet kan give tilladelse til den ellers forbudte nattejagt. Tilsk.1932. I.251. || jf. -jæger: I har vel sagtens hørt hvad man siger om kong Abels Nattejagt? hver Midnat skal han fare ravnesort paa sin Jagthingst over Heden ved Gottorp. Ing.EM.I.53. |
Nedstikning | 2) til -stikke 2; spec. (jæg.) i forb. som nedstikning af fasaner, om jagtmaade, hvorved man dræber fasaner med spyd olgn., naar de om natten sidder sovende i træerne. Rigsdagst.A.1921/22.6480. |
netskaaren | (jf. -skæring; især jæg.). Kolbe-Halsen skal være oval i Gennemsnit og ej for groft netskaaren. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).41. |
Netskæring | (jf. -skaaren; især jæg.) netværk af svagt ophøjede ribber paa kolbehalsen (af jagtgevær), der muliggør et sikrere greb. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).41. |
Opbrækning | 1) som vbs.; især i flg. anv. (jf. vAph.(1759)); til -brække 2: Efterat Patienten nu havde indtaget et vomitorium, udkom endelig ved den første Opbrækning et klart og seigt Vand. LTid.1737.159.D&H. || (jæg.) til brække op 3, om udtagelse af indvoldene af storvildt. Baud.GK.113. |
opstøde | 1) i egl. bet.; fx. (jf. op 1.1): bringe i vejret ved et stød. vAph.(1759). || (jæg., foræld.) jage (vildt) op. S&B. |
Opstødning | 1) (l. br.) til -støde 1 || spec. (jæg., foræld.): opjagning (af vildt). Til denne Jagt er en Dobbeltflint særdeles nyttig, da Man ved Flokkens første Opstødning altid kan komme til at gjøre tvende og flere Skud, om der ere Geværer til dem. Blich.(1920).XVI.167. |
Ørnehytte | (jæg.) ørnejægers (ørnefangers) hytte, anv. under ørnejagt. CJTillisch.Falkejagten.(1949).26. |
Overjæger | 1) (jæg.) øverste, ledende jæger. VSO.MO.MO.BerlTid.1934-10-17 Aft.10.sp.4. jf. : Monsonius (dvs.: katten) da Navn af Oberjæger fik.Holb.MpS.288. |
overjage | 2) (jæg.) gennemsøge (et omraade) paa jagt. Vedrørende Størrelsen af den Flade, som kan jages paa en Dag, kan der vanskelig siges noget. Ved at tromme en Mængde Jægere sammen, kunde der overjages større Strækninger. VigMøll.HJ.114. |
paaskyde | 1) jæg., sj.d. s. s. anskyde (1); i part. paaskudt brugt som adj. paaskudte Harer. VigMøll.H.H.4117. |
Pælesaks | (jæg.) en paa en pæl anbragt saks til fangst af rovfugle. Frem.DN.392. Fleuron.Fasandyret.(1934).19. |
Papirsjagt | (l. br. Papir-. Meyer.8 743). (jæg.) jagtleg, ved hvilken sporet dannes af lange papirsstrimler, som den rytter, der forestiller ræven, strør ud efter sig. IdrætsB.II.801. |
Parykbuk | (zool. ell. jæg.) raabuk med parykopsats. BøvP.I.218. |
Parykopsats | (jf. -buk samt Opsats 1.5; jæg. ell. zool.) mangelfuldt udviklede (laadne) rosenstokke hos kønsligt abnorme raadyr. VigMøll.HJ.191. |
Pelsvildt | (jf. -dyr; jæg.) haarvildt, som jages for skindets skyld. TroelsL.II.134.VigMøll.HJ.188. |
perlet | 1) (jf. beperlet) besat med, fuld af perler; næsten kun til I. Perle 2, fx. (jf. I. Perle 2.1; sj.) om vin: fuld af perlelignende draaber. hvad seer de flyde! | Ei perlet Viin, men raadent Vand.Tode.I.292. || (jæg.) til I. Perle 2.3, om hjortehorn. Raabukke . . med perlede Gaffel- »Opsatser«. KnudPouls.Va.180. |
Pikør | 2) (jæg.) (bereden) jagtbetjent, der (ved parforcejagt) fører hundene. JBaden.FrO.Cit.1833. (EBodenhoff.Hofliv.(1913).15). HistMKbh.2R.I.307. |
piste2 | udsende en pibende ell. hvinende lyd. Toget i det fjerne pister.DagNyh.1926-08-102.sp.1. || (jæg.) om sneppens lydfrembringelse paa morgen- og aftentrækket om foraaret. Frem.1927-04-06omslag.2. |
Præstehare | (jæg.) gammel, sejg hare (egl.: som man giver til præsten; mods. Frokosthare). VigMøll.HJ.193.Rørd.JH.II.311. |
Pudel | 2.3) (jæg.) fejlskud; forbier. Paa disse Jagter er det . . almindeligt, at selv fortrinlige Skytter gjøre flere Pudler, end de skjøtte om. Blich.(1920).XVI.157. smst.XIX.62. |
Pyrsch- | (jæg.) til Pyrsch ell. pyrsche. |
pyrsche | gaa paa pyrschjagt. VigMøll.HJ.10. Jægeren, der skal pürsche til en Buk. Seier. BornholmsFugle.(1932).180. m. obj.: Lejlighedsvis pürschede man et af Hertugens Daadyr. AValentiner.Herregaardsskytterne.(1898).59. || uegl. Baud.HS.57. Er Sagen maaske, at De selv er ude at pürsche efter den lille Jomfru Jensen? Borregaard.VL.III.160. |
Rævehagl | (jæg.) om grove hagl til jagt paa ræve. Blich.(1920).XVI.83.Bogan.II.32. |
Rævehund | (jf. -mynde, -støver; jæg.) jagthund, afrettet til ell. særlig egnet til rævejagt. Moth.A-Ø.R166.. VSO.Sal.2XI.869. |
Rævelunte | (jf. II. Lunte 3; jæg.) rævens hale. Fleuron.IN.77. |
Rævemynde | (jf. -hund; jæg.) mynde, afrettet til rævejagt. Holb.DH.II.118.JPJac.I.143. |
Ræverør | (jæg.) rør (I.4.5) i en rævegrav. Fleuron.DTN.177. |
Rævestøver | (jf. -hund; jæg.) støver til rævejagt. Moth.A-Ø.R168.VSO. |
Rendekugle | især i flt., om (smaa, hagllignende) kugler (ofte samlede i en patron), der (mods. Paskugle) ikke udfylder løbet helt; løbekugle. Moth.A-Ø.R66.. naar skjød man Spurrer med Rendekugler? PAHeib.Sk.II.221. et Skud Rendekugler. Blich.(1920).X.63. En Rendekugle var gaaet ham gjennem Panden. Ing.EF.III.185.Funch.MarO.II.111. Baud.HS.49.VigMøll.HJ.187. || hertil Rendekugle-patron ( MR.1796.753.MilTeknO.) ofl. |
revire | afsøge et omraade; spec. om jagthund: løbe omkring og søge efter vildtspor. Primon.Lexicon.(1807).237. (hunden) søger (revierer) fra den ene Side til den anden krydsende mod Vinden. Blich.(1920).XVIII.95.Meyer. 8 jf. : de smaa Hanugler revierede efter Mus. Fleuron.DTN.218. |
Riffelbøsse | (nu sj.) riffel (2). Moth.A-Ø.R88.. VSO. || spec. (jæg.) om bøsse med baade kugle- og haglløb (»büchsflint«). VigMøll.HJ.66.187. |
Rikke | betegnelse for (spøg. kælenavn til) en (ældre) raa (der har haft kalv flere gange). Frem.1927-04-06omslag.2. den gamle Rikke. OrdbS. |
Ro- | især af III. ro (1-2) (jf. Ror- 2, Rors-), fx. (foruden de i særlige artikler medtagne ssgr.) Ro-forening, -idræt, -klub, -mesterskab, -regatta, -vejr, -øvelse og spec. betegnelser for fartøjer til at drive frem ved aarer, som Ro-barkas(se), -chalup, -færge, -galej, -jolle, -kanonbaad ofl. || (jæg.) i nogle ssgr. til I. Ro 6 (m. sideformen Ru- til ru, fælde fjerene), se Ro-and, -andrik, -gaas, -svane, -tid. |
Roand | (jf. -andrik; jæg.) betegnelse for andrikken i den tid, den er i ro (I.6); afslaaet and. Kjærbøll.656. Frem.1927-04-06 omslag.2. |
Roandrik | (jæg.) d. s. Roeandrikkens Snildhed kommer Rævens temmelig nær. Blich.(1920).XIII.128.Kjærbøll.656.Baud.GK.85. |
Rogaas | (jf. -and; jæg.) vildgaas i den tid, den fælder svingfjerene (og derfor er ude af stand til at flyve); afslaaet gaas. Bogan.II.153. |
Rolletid | (jæg.) parringstid (især: for ræv og grævling). Blich.(1920).XVI.68.Bogan.II.61. |
Rosvane | (jf. -and(rik); jæg.) (han)svane i fældetiden (uden svingfjer). Bogan.II.153. |
Rotid | (jæg.) om visse vilde svømmefugles fældetid (jf. Roand(rik) ofl.). Blich.(1920).XVIII.102. Stuekultur. 1929/30.2.sp.2. |
Rovjæger | (især jæg.) person, der driver rovjagt (1). VigMøll.HJ.183. Frem.1927-04-06 omslag.2. |
Rovjagt | 1) (jf. -jæger; især jæg.) hensynsløs, ulovlig jagt (uden hensyn til vildtbestandens formering ell. med anvendelse af lokkemidler over for naboers vildt). VigMøll.HJ.148.183. Dania.III.229. |
Rovtøj | (især jæg.) som (nedsæt.) betegnelse for rovdyr (-pattedyr, -fugle), spec. betragtede som skadedyr (over for den øvrige vildtbestand olgn.); rovvildt. WesenbL. ( Pol.1934-04-0411.sp.2). Tjørn, Slaaen og vild Rose er ogsaa tætte (dvs.: til smaafugle at bygge i) og beskytter godt mod Katte og andet Rovtøj. DagNyh.1936-06-068.sp.2. |
rue8 | trug med saltsten, der udsættes i dyrehaver, paa vildtbaner (for at vildtet kan slikke derpaa og faa det nødvendige salt); tidligere ogs. om sted, hvor saadanne trug anbringes ( VSO.).Fleuron.SK.47. |
Sættetid | 2) ty. setzzeit; jæg. tid, hvor vildt (spec. kronvildt) føder. Skovdyrkn.(1865).25. |
Samleskud | (jf. samle 7.4; jæg.) skud, hvorved haglene holder sig tæt sammen (ikke spredes). HKaarsb.M.I.130. |
Schuhu | den store hornugle, Bubo ignavus. Kjærbøll.81. Hun tager intet Dyr, denne store Schuhu, ‚Äì hun slagter det! Fleuron.DTN.11.Rørd.JE.139. |
Selskabsjagt | (jæg.) jagt af flere jægere i forening. Molb.HO.VigMøll.HJ.184. |
Selvskud | 2) (jæg.) om (jagtmetode (især over for rovvildt), hvorved man anvender) en skudfærdig bøsse, der er indstillet og anbragt saaledes, at dyret selv faar den til at gaa af (især ved at røre en lokkemad, der er sat i forbindelse med aftrækkeren); ofte i forb. lægge selvskud for. man legger Selvskud for dem (dvs.: sjakaler), hvilke sielden feile. Reiser.IV.193. For et halvhundrede Aar siden fik en Krybeskytte begge Benene skudte istykker ved et Selvskud, der var lagt for Oddere. Blich.(1920).XVI.94. utiltalende Fangstmetoder, som Gift og Selvskud. AlwinPedersen.Polardyr.(1934).149. || i sammenligning ell. billedl. en af disse Ramser (dvs.: fra skoletiden), der ligge hen hos os, indtil de engang uformodet gaae af som et Slags Selvskud. SHeegaard.ØF.150. jeg vil ikke forhindre jer i at sætte Selvskud for jer selv. ErlKrist.NS.60. |
sideskyde | 1) (især jæg.) give (vildtet) sideskud (1.1); spec. i part. sideskudt brugt som adj. VSO. |
skadeskyde | (jæg.) anskyde; skyde til skade. (især i part. skadeskudt brugt som adj.). VigMøll.HJ.65.186. Frem.1927-04-06omslag.3. |
Skoggerplads | (Skogre-. NBlich.VP.98. jf. Feilb.). (jæg., zool.) plads, hvor urfugle, brushøns, bekkasiner olgn. samles til parringsleg. Leth.(1800).216. tjuren har . . altid Toppen af en høi Gran til Skoggerplads, hvorimod Urhanen sidder paa Jorden. Blich.(1920).XVI.111.LovNr.611871-04-01, ¬ß11.Fleuron.KO.219. billedl.: Lyng har vi end | . . med brune Flader, sorte Hvælv | til Skoggerplads for Mindet.Rørd.SD.99. |
Skoggertid | (Skogre-. NBlich.VP.98.MDL.).(jæg., zool.) den tid, da urfugle, brushøns osv. parres. Moth.A-Ø.S326.. |
Skørteraa | (jf. Skørt 3.1; jæg.) ung raa, der har brunstet, men endnu ikke født lam. VigMøll.HJ.191. |
Skud- | (sj. Skuds-. se u. Skudvidde. jf. Skudsmaal). til I. Skud (sml. Skyde-); især (hvor intet andet anføres ndf.; navnlig og jæg.) til I. Skud 2 (1); foruden de ndf. anførte kan nævnes (til I. Skud 2): Skud-hastighed, -hurtighed, -nøjagtighed, -prøve, -retning, -række, -stilling, -tæthed, -virkning, -øjeblik. |
Skudangst1 | (jf. II. -angst; jæg.). VigMøll.HJ.44. |
skudangst2 | (jf. -ræd, -sky; jæg.) især om hund: bange for skydning. VigMøll.HJ.197. |
skudfrom | jæg.) om hest: som staar godt for skud; skudren, -vant. (en Hoppe, der . . var saa skudfrom, som om hun havde tjent ved Artilleriet. Baud.GK.147. |
skudnær | (jæg.) om jæger: saa nær, at noget kan rammes med et skud; især i forb. som komme, være skudnær, komme, være inden for skudvidde. JBaden.XenophonsCyropædie.(1766).24. ved denne Bevægelse fra jægerens side i skudnær Afstand gjør Mikkel ofte pludseligt omkring. Blich.(1920).XVI.81. Sund Sans.1935.232.sp.2. |
skudparat | (jæg.) skudfærdig; om person: Rørd.JE.102. |
Skudpræmie | (jæg., l. br.) skydepræmie (2). Skudpræmie for dræbte Skarver. Spärck.ND.144. |
skudræd | jæg. d. s. s. II. -angst. VigMøll.HJ.197. Det er absolut et Tegn paa Nervøsitet at være »skudræd«, og det baade hos Mennesker og Hunde. AClod- Hansen.Jagtskydning.(1923).153. |
skudren | (jf. -fast, -from, -vant samt II. -angst osv.; jæg.) om jagthund: som ikke er ængstelig for skud. VigMøll.HJ.45. Frem. 1927-04-06omslag.3. |
skudsky | (især jæg.) skudangst, -ræd. VigMøll.HJ.44. || nedsæt., om person. Den meest skudsky Ferskvands-Kommandør. Bøgh.DD.1866.139. |
skudvant | (jf. -ren osv.; især jæg.) om hest, hund: vant til, ikke bange for skydning. Hesten bør være skudvant. Blich.(1920).XVIII.46.RUss.U.106. jf. : Kongeflaget, | Kronet i Skjærtorsdags-Slaget, | Minder om hvad du (dvs.: København) har øvet, | Skudvant og ildprøvet.Grundtv.PS.VI.410. |
Skuffel | 4.1) ikke i rigsspr.) om redskabsdel. (et Hypperedskab med tre Skufler. SydfynskeS.119.4.2) (især jæg.) om (hver af) daahjortens skovldannede takker, skovle (2.7 ). VSO.VigMøll.HJ.192. den store, store Hjort, med de vældige Skufler i Panden. HKaarsb.M.125.Lieberkind.DV.XII.177. |
Skuffelhjort | (zool., jæg.) daahjort med helt udvoksede takker (skufler); helskuffel; skovlhjort; ogs. i al alm. om det europæiske daadyr, Cervus Dama. Boye.PS.II.173. Vor Jæger bragte . . imorges en dejlig Skuffelhjort. Drachm.VD.20. Frem.1927-04-06omslag.3. |
skuflet | om (hjorte)takker: skovldannet. Hjorten rejser sine skuflede Takker og stirrer mistænksomt gennem Disen. ZakNiels.Fort.287.BMøll.DyL.I.250. |
Skydebog | (jf. -journal, -protokol samt Skyttebog; især ) bog med liste over skydning; navnlig: fortegnelse over de forsk. skydninger, hvori en skytte uddannes. Skyderegl.24.Bardenfl.Søm.I.67. || (jæg.) om en jægers ell. et gods’s private optegnelsesbog (om det vildt, der er skudt). her er min Skydebog . . i den kan De finde hvert Stykke, jeg har skudt. Baud.Sp.48. |
Skydegang | (jf. -glime, -rende, -skaar slutn.; jæg., l. br.) aabning (udhugget) i siv og rør, hvorigennem en skytte har frit skud; glime (II). CollO.D&H. |
Skydeglime | jæg., l. br.d. s. s. -gang. Blich.(1920).XVIII.114. |
Skydehest | hest, der er afrettet til jagt og til at staa for skud; jagthest. Moth.A-Ø.S397.. Blich.(1920).VII.32.XVII.33. || spec.: hest, bag hvilken jægeren skjuler sig for vildtet (idet dens hoved bliver bundet ned, saa at det ser ud, som den græsser). VSO.I.375. OpfB.OpfB.1IV.441. Fleuron.STH.65. |
Skydehund | hund, der er afrettet til at staa for skud; især om en slags jagthund. Reenb.Æ.69. de ruhaarede Hønsehunde og andre Vand- og Skydehunde. Blich.(1920).XVIII.115.Cit.1833.(EBodenhoff.Hofliv. (1913).15). Den nu uddøde, saakaldte »danske Skydehund« er man ikke enig om. Den stod for Vildt, men blev nærmest brugt som Apporterhund. VigMøll.HJ.196. |
Skydehus | (jf. Skyttehus samt Hus 10) lille bygning, der bruges ved skydning; dels (jf. -hytte; jæg.): lille hus, hytte, hvor en jæger kan skjule sig. Blich.(1920).XVI.93.Jomtou.CM.69.VSO.Feilb.jf.: (det hule træ) er ogsaa et Skydehuus. Blich.(1920).XVII.184. || dels (jf. -telt): hus, hytte paa skydebane, der giver læ for skytterne. Moth.A-Ø.S397.. Cit.1726.(KbhDipl.VIII.696.). MR.1843.144.Langeland-Mathiesen. Det kgl. Skydeselskab.I. (1934).258f. |
Skydehytte | (jf. -hus; især jæg.). Amberg.Tretow-Loof.PaaJagt iRumænien.(1904).82. |
Skydeklap | (jf. -sadel; jæg., foræld.) »Det Stykke Læder, hvormed Jægerne hefte Bøssen fast paa Sadelknappen«. VSO. |
Skydepenge | (jf. -præmie 2; jæg.) penge, der udbetales jagt- og skovbetjente for hvad (det vildt), de skyder. Schytte.IR.II.314.Skuesp.IX.251. Skindet af maaren er jo ikke godt paa denne Aarstid ‚Äì jeg (dvs.: en skytte) faar kun Skydepenge for den nu. Johs Sørensen. Husmaaren.(1936).8. |
Skydepose | (jæg., især dial.) jagttaske. Bredahl.I.14.VSO.Feilb. |
Skydepræmie | 2) (jf. -penge og Skudpræmie; jæg.) belønning i form af penge, der tildeles en for nedlæggelse af vildt ell. (navnlig) skadedyr. tidligere var der Skydepræmie paa Drabet af Sæl. DanmPattedyr.250. |
Skyderende | jæg., l. br.d. s. s. -gang. Bogan.I.98. |
Skydesadel | (jæg., foræld.). »En Sadel, som Jægerne bruge med Skydeklap og udstoppet Skabberak.« VSO. |
Skydeseddel | (jf. -tegn; jæg., foræld.) skriftligt bevis for, at (et stykke) vildt er skudt af en jagtberettiget. VSO. |
Skydeskærm | jæg. d. s. s. -skilt. VigMøll.HJ.185. |
Skydeskilt | (til I. Skilt 1; jf. -skærm; jæg.) tøjbeklædt skærm med paamalet billede (af en ko olgn.), bag hvilken en jæger uset kan nærme sig vildt. VigMøll.HJ.185. |
Skydestand | plads, hvor en skytte er anbragt; navnlig: en jægers standplads. SdjySold.112. Jægeren . . gik hen til sin Skydestand. Fleuron.RH.31. |
Skyde-standplads | (jæg. og ) d. s. Langeland-Mathiesen. Det kgl.Skydeselskab.I.(1934).327. |
Skydested | jæg., l. br.d. s. s. -plads 2. Blich.(1920).XVI.89. |
skydetam | (jæg., næppe i rigsspr.) om hest, hund: afrettet til at staa for skud. en Eenspænderslæde, hvis Hest maa være fuldkommen skydetam. Blich.(1920).XVIII.6. |
Skydetaske | (jf. -pose; jæg.) jagttaske. PMøll.(1855).II.121. over Ryggen hang korsvis Bøsse og Skydetaske, fra hvis Net Fødder og Næb af et Par Graaænder stak ud. Baud.H.1. |
Skydetegn | (jf. -seddel; jæg., l. br.) jagttegn. Baud.AB.6. |
Skydetræ | (jf. -stang 2; jarg., især soldat. og jæg.) bøsse; gevær. KLars.Soldatspr.4.Rørd.BB.59. |
Skydeugle | (jf. skyde for ugle u. IV. for 2.3 slutn.; jæg.) ugle, der er bundet til en pind som lokkefugl. Fleuron.DTN.81. |
Skyttekæde | kæde (I.3.2) af skytter; dels (jæg.) ved jagt: Frem.1927-04-06omslag.3. || dels (jf. -linie; ) om fodfolksformation. DagNyh.1912-10-012.sp.5. Bønnelycke.Sp.19. |
Skyttelinie | d. s. s. -kæde; dels (jæg.) m. h. t. jagt: CBernh.X.193. Skud falder paa Skud med Raaben og Skrigen, indtil Klapperkjæden støder paa Skyttelinien. Bogan.I.142. || dels om fodfolksformation. Skyderegl.27.Rørd.GK.124. |
Slæbejagt | (l. br. Slæb-. EmbedsmændenesHovedadresseavis.1905-07-302. sp.5). (jæg., rid.) jagtridning efter et kunstigt spor (se Slæb 3.1). Vædløb.58.Sal.2XII.765. |
Slagfælde | fælde, der smækker sammen. Larsen.om rævefælde: NaturensVidundere.1933/34. 187. Jennov.Nanok.(1939).106. |
Slaggarn | net til fuglefangst (som pludselig falder ned over fuglen). Werfel.Jagtb.152.Kjærbøll.4.Weismann.Jagt.305. |
Slaghætte | 2) (jæg.) falkehætte. VSO.MO.MO. |
Slagjærn | 4) jæg.) en slags fælde af jærn. (lommen fanges i Slagjern. Kjærbøll.729.BMøll.DyL.II.337. |
Slagkrudt | tændsats i fænghætte. Blich.(1920).XVI.186. |
Sliksted | (jæg.) sted, hvor der er anbragt saltslikke til vildtet. Weismann.Jagtleks. |
Sliksten | (jf. I. Slikke, Sliksalt; jæg.). smst. |
Slumpeskud | skud paa slump, paa lykke og fromme; spec.: skud, der rammer ved et rent tilfælde, ved et lykketræf; ogs. overf.: slumpetræf. Moth.A-Ø.S504.. det forstaaer sig . . naar jeg vilde lade mit Gevær med et Sandskorn, og fyre mellem en Sværm af Myg, kunde det kanskee træffe sig, at jeg skjød Øjet ud paa een af dem, men Slumpeskud bliver dog altid Slumpeskud. PMøll.ES.III.97. Da.Jagttidende.1920/21.67.sp.2 (se u. Slumperi). Wilhelm.BlandtDværge ogGorillaer.(overs. 1922).75. Slump-: Amberg. |
smæle | 3) (jæg.) om (kronvildt og) raadyr: brøle (hæst) af angst for noget ukendt (en ukendt lyd olgn.); skrække (III.1 slutn.); ogs. om raabukkens stemme i brunsttiden (jf. blade 1.4 slutn.). CollO.VigMøll.HJ.191. Fasankokkene begynder at skogre, en Raa smæler. Fleuron.VJ.172. |
Smalbuk | 1) (jæg., sj.) smalspidshjort. Mohr & Nissen.Ty.-da.Ordbog.II.(1904).519. D&H. |
Smaldaa | (jf. -dyr osv.; jæg.) ung daa, der endnu ikke er gaaet i brunst (ell. har sat sin første kalv). VigMøll.HJ.192.Weismann.Jagt.166. |
Smaldyr | hjorte- ell. (nu kun) kronvildtets hundyr, fra det er ca. 1 aar gammelt, til det gaar i brunst. VSO.Skovdyrkn.(1865).25.Weismann.Jagt.156. |
Smalhind | (jæg.) smaldyr. VigMøll.HJ.192.DanmPattedyr.396. |
Smalraa | (jf. -dyr osv.; jæg.) ung raa fra eet-aars-alderen, til brunsten indtræder (ell., undertiden, til den har sat det første lam). Skovdyrkn.(1865).27.Weismann.Jagt.175. |
Smalspidshjort | (jf. -buk 1; jæg.) ung spidshjort. Skovdyrkn.(1865).25.CollO. |
Snapskud | (jf. Snapshot; jæg.) skud uden (nøjagtigt) sigte; kasteskud; snupskud. Blich.(1920).XVII.69.Dania.III.231. jf. Snapskydning. Larsen. |
Snarefangst | (især jæg.) fangst (af vildt) med snare. Sal.2XII.761.XXI.825. jf. lassoe: snarefangede Rener. KnudRasm.GS.II.318. |
Snarefugl | (jæg., l. br.) lokkefugl, der skal lokke andre fugle i snaren. Hornemann.HF.75. |
Snaresætter | (jf. -mester; jæg.) den (jæger), der sætter snarer for vildt. Vig Møll.HJ.182. NaturensV.1914.121. |
Snegarn | (jf. -hætte 2; jæg.) garn til fangst af agerhøns paa sne. vAph.(1764).629.Weismann.Jagtleks. |
Snehætte | 2) (jf. -garn; jæg.) kubisk garn med lemme, der kan aabnes indad, brugt til fangst af agerhøns paa sne. Weismann.Jagt.241. |
Snelle3 | 1) (jæg.) særlig fjeder i aftrækkerapparatet paa haandskydevaaben. Aftrækkerapparatet (dvs.: paa armbrøsten) blev væsentlig forbedret, ja endog forsynet med Snelle. Sal.II.18. || nu især om fjeder paa pistoler og geværer (spec.: jagtrifler), der giver et meget let aftræk. PolitiE.Kosterbl.1925-01-16 3.sp.1. Weismann.Jagt.48. |
snelle4 | 2) (jæg.) spænde (»stikke«) snellen (III.1) paa gevær, pistol. (jeg) fik Riflen snellet. Tretow-Loof.PaaJagt iRumænien.(1904).24. Lydløst snelledes Aftrækkeren, og i næste Øjeblik strøg Kuglen hvislende mod sit Maal. smst.39. |
Snellert | 1) (jæg.) d. s. s. III. Snelle 1, II. Sneller. CollO. Vi lagde os ned, spændte Hanerne og trak Schnellerten.AchtonFriis.AJ.44. ESætter-Lassen.SkytternesHaandbog.(1928).21. |
Sneppebrød | (jæg. ell. kog.) et stykke ristet franskbrød, hvorpaa er smurt en fars, der er tilberedt af sneppens (ell. bekkasinens) hakkede kraas, lever og hjerte. FrkJ.Kogeb.255.Weismann.Jagt.293. |
Sneppekast | (jæg.) kasteskud (2), som navnlig bruges paa sneppejagt. Rørd.JE.60. |
Sneppeklokke | (jæg.) lille klokke, der bindes ved hundens halsbaand paa sneppejagt, saa at jægeren kan høre, hvor hunden er. Weismann.Jagtleks. |
Sneppekonge | (jæg.) benævnelse for den jæger, der skyder aarets første sneppe (og bærer en af dens vingefjer som trofæ i hatten). Og har han tillige en Fjer i sin Hat | Af den første Sneppe fra Skoven baaret, | Til Sneppekonge da er han udkaaret. Blich.(1920).XXI.110. smst.XVII.181. Seier.BornholmsFugle.(1932).154. |
Sneppetræk | (jæg.) dels om sneppens daglige træk (omstrejfen) morgen og aften, især om aftentrækket om foraaret; dels om det halvaarlige træk (paa gennemrejse) foraar og efteraar. Blich.(1920).XVII.186.Bogan.I.75.Weismann.Jagt.292. |
Snigjagt | jagt, hvorved man sniger sig frem; især (jæg.): pyrschjagt (paa andet end hjortevildt). Sal.2XII.760. || om krybskytteri. Bl&T. || (sj.) billedl. slige Hyklere | . . tale fromt, | Mens lumsk de gaae paa Snigjagt efter Skjændselsdaad.Wilst.Overs.afEuripides.(1840).409. |
Snithaar | især i flt., om haar (navnlig paa indskudssiden), som er overskaaret af projektilet. Frem.1927-04-06omslag.3. |
Snupskud | (jf. III. Snup 1 og I. snuppe 3.2; jæg.) d. s. s. Snapskud. Dania.III.231. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).185. |
Søgejagt | (jf. Gangjagt; jæg.) jagt, hvorved jægeren opsøger vildtet med ell. uden hjælp af hund (mods. Klapjagt). VigMøll.HJ.23.184. Frem.1927-04-13omslag.2. |
Søleplads | (til III. søle 1-2; jæg.) sted, hvor kronvildtet søler sig i dynd; sølested. OpfB.OpfB.1IV.438. VigMøll.HJ.192. |
Sølested | (til III. søle 1-2; jæg.) d. s. s. -plads. Frem.1927-04-13omslag.2. |
Solofanger | person ell. dyr, som gaar alene paa jagt, jager for sig selv. Ulven er ikke, som Bjørnen, en Solofanger. Blich.(1920).XVIII.3. sml.: (krybskyttens) Solofængerie. smst.VIII.134. || især: mynde, som alene kan indhente en hare ell. ræv. Primon.Lexicon. (1807). Blich.(1920).XVII.205.Weismann.Jagt.87. |
Søndagsjæger | (jf. -rytter, -skytte; jæg.) egl.: jæger, der kun gaar paa jagt om søndagen; uøvet jæger uden kendskab til jagt og vildt. Kierk.XIV.230. Frem.1927-04-13omslag.2. |
Spejlgarn | garn (net) med store (rudeformede) masker. Amberg.Larsen. |
Spejlørn | stor ørn (med hvide pletter paa skuldrene); maaske: kejserørn (2). Moth.Conv.S293. Kjærbøll.11. jf. UfF. |
Spidsbuk | ung raabuk, der endnu har ugrenede spidser, takker. Funke.(1801).I.71.VigMøll.HJ.189.Rørd.GD.123. |
Spidshjort | den unge daa- ell. kronhjort, der bærer et par ugrenede spidser. Moth.A-Ø.S654.. Bogan.II.18.VigMøll.HJ.189. |
Spilebræt | (fagl., spec. jæg.) bræt, hvorpaa et skind udspiles for at tørres. Fleuron.RK.165. || (fagl.) om redskab til tørring af insekter (sommerfugle) med udspilede vinger. |
Spiljagt | 2) (jæg.) skydning af hønsefugle under parringslegen, »paa spil«. S&B. |
Spilplads | (jæg.) skoggerplads. NatTid.1939-04-0415.sp.5. |
Spiltid | (jæg.) skoggertid. Larsen. |
Sporfølger | (jæg.) hund, der er afrettet til (god til) at følge et spor; (god) sporhund (sporer). NatTid.1909-08-07M.Till.4. sp.4. |
sporhalsende | (jf. standhalsende og haardmundet 1.2 samt II. halse 1; jæg.) om (grav)-hund: som halser (giver hals), naar den er paa frisk spor. VigMøll.HJ.34. |
Sporkugle | (jf. -ladning, -patron; jæg.) sporlysprojektil. Da.Jagttidende.1930/31.401. |
Sporladning | (jæg.) ladning med sporkugle. Da.Jagttidende. 1930/31.401. |
Sporpatron | (jæg.) patron med sporladning. Da.Jagttidende.1930/31.401. |
Sporprojektil | (jæg.) sporlysprojektil. Da.Jagttidende.1930/31.401. |
Sporsne | (især jæg.) om (jævnt, frisk) snelag, hvori (vildtets) spor kan følges (jf. Haresne). Moth.A-Ø.S674.. Det er fortræffelig Sporsnee idag. Blich.(1920).XXVII.194. Sporsne. Baud.(bogtitel.1898). Naar der er falden et jevnt Lag Snee om Natten . . er det Tid at gaa paa Sporsnee. Bogan.I.160. |
Sprængkugle | (jæg.) kugle med sprængladning. Amberg.MilConv.VII.543.Weismann.Jagtleks. |
Spurvedunst | (jf. Dunst 4; jæg.) spurvehagl. Fleuron.IN.79. |
Spurvehagl | ell. (nu næppe br.) en ( Moth.A-Ø.S695.). (jf. -dunst; jæg.) om ganske smaa hagl til jagt paa mindre fugle; dunst (4). Moth.A-Ø.S695.. PAHeib.Sk.II.221. VareL.VareL.4328. |
Standhals | (jæg.) i forb. som give standhals, om jagthund: staa for vildt og gø, give hals. VigMøll.HJ.198. Nat Tid.1939-10-177.sp.6. |
standhalsende | (jf. sporhalsende; jæg.) om hund: som giver standhals. VigMøll.HJ.34. |
Standhøns | (mods. Trækhøns; jæg.) agerhøns, der lever som standfugle. BMøll.DyL.II.222. |
Standhund | (jæg.) hund, som staar for vildt. Krarup Niels.MP.109. |
Standjagt | (jæg.) jagt, hvorved jægeren staar paa post for vildtet; jagt paa anstand (1.1 ). sidde eller staa paa Standjagt. VigMøll.HJ.185. |
Standvildt | (jf. -dyr osv. samt Strejfvildt; jæg.) vildt, som holder til i samme egn aaret igennem. VigMøll.HJ.188.DanmPattedyr.396. |
Standvisér | (jæg.) visér, som en riffel er indskudt med; fast visér; ogs.: klapvisér, der er slaaet ned. Weismann.Jagt.47. |
Stanghjort | (jæg.) ung (tre- til femaarig) hjort, hvis gevir udgøres af grenede, runde stænger uden skovldannelse (jf. Gaffel-, Skuffel-, Spidshjort). VSO.Bogan.II.18. |
Stiftantændelse | jæg. d. s. s. -tænding. Sal.2XVIII.970. |
Stiftbøsse | (jæg.) bøsse til stiftpatron (og stifttænding). Weismann.Jagt.331. |
Stiftpatron | (jf. -bøsse; jæg.) (ældre jagt)patron med en paa bundens rand fremspringende stift, der ved geværhanens slag drives ind og bringer fænghætten til at eksplodere. Hvad enhver Jæger bør vide.(1935). 68. |
Stifttænding | (jf. -antænding; jæg.) antændelse af en patrons krudtladning ved geværhanens slag mod stiften paa (stift)patronens bund. DagNyh.1912-07-11 2.sp.3. |
Stikdone | (til II. stikke 5.2; jæg.) done (I) til fuglefangst, som sættes fast med den ene ende i et (i et træ boret) hul. Blich.(1920).XVI.120.VigMøll.HJ.196. |
Stikgarn | 1) fra ty. steckgarn; til II. stikke 5.2; jæg. jægergarn, især til fuglefangst (agerhønsefangst), der sættes fast tæt ved jorden med spyd ell. stokke. Schytte.IR.II.312.Werfel.Jagtb.117.Weismann.Jagt.52. |
Stikpenge | 2.1) (jæg.) i forb. som tage stikpenge, om jæger (paa klapjagt): lade et stykke vildt løbe forbi sin post uden at skyde. de, som tidligere havde »bosset til Haren« og »taget Stikpenge af Mikkel«, bleve drillede. CBernh.X.191. jeg skyder forbi til en Sneppe og af Befippelse herover tager mod Stikpenge af en Hare. Baud.HS.33. || i videre anv.: bøde idømt herfor. VigMøll.HJ.141.2.2) (jarg.) penge, man giver til en omløbende sælger (tigger) i stedet for at købe noget af ham. DagNyh.1933-01-153.sp.2. Værløse.Jonna.(1938).99. |
Stilnet | net, der stilles op som staaende fiskegarn, brugt ved fangst af agerhøns. Blich.(1920).XVII.176. |
Stødgarn | et tidligere anv. fangstgarn til rovfugle olgn., der fangedes, idet de fløj (stødte) ned paa det. Werfel.Jagtb.130. |
Stokbøsse | (jæg., foræld.) gevær, navnlig brugt af krybskytter, der let kunde adskilles, saa at dets hoveddel lignede en stok. Pl.1830-11-04 |
Støver- | (især jæg.) af Støver 2(-3), fx. Støver-flok, -hals (jf. II. Hals), -instinkt, -jagt, -næse. |
Strandbøsse | (jæg.) storkalibret, langtrækkende, svær haglbøsse (ofte anbragt i en gaffel i en baads forstavn), anv. til strandjagt efter fugle i flok (ænder, gæs). Blich.(1920).XVIII.41. en langløbet Strandbøsse af svært Kaliber. Baud.HS.45.Buchh.Fugle paaTaget.(1938).59. |
Strandskytte | (jæg.) strandjæger. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).13. |
Strejfdyr | (til strejfe 1.2; jf. -fisk, -fugl, -vildt; mods. Standdyr; jæg. ell. zool.) dyr (spec.: hjort), som ikke har fast opholdssted, men strejfer omkring inden for et større ell. mindre omraade. Leth.(1800).Tidsskr.forSkovbrug.III.(1879).300.Aarb.1939. 98. |
such | tilraab til hunden, naar den skal søge noget, fx. et anskudt stykke vildt, en udkastet genstand (jf. apport(e)). een Lokke især væltede sig i Sneen (dvs.: barmens), som en sort Puddelhund, og var snart her, snart der, som om en Elskovsgud raabte den til: Such! Such! Tode.IX.197. naar Vinden drev mine Skibe bort | For langt fra Bykjærets Rand, | Han lystred mit ængstlige: »Such! apporte!« | Og bar mig Eskadren i Land.Winth.IV.97.Meyer. || spec. i forb. such verloren, borte tabt (se u. II. borte 1.3 slutn.). Frem. 1927-04-13omslag.2. |
Suppejæger | (jæg.) person, der uden at deltage i jagten er indbudt til jagtmiddagen. VigMøll.HJ.183. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).288. |
Svalebekkasin | jæg. svaleklire, -sneppe. Seier.BornholmsFugle.(1932).148. |
Svanehagl | ell. (nu næppe br.) en ( Moth.A-Ø.S938.). (jæg.) en slags store hagl, anv. bl. a. til jagt paa større fugle; svaneknop. BiblLæg.1818.4.VareL.VareL.4328. |
Svaneknop | (jæg.) d. s. s. -hagl. Pol.1939-09-249.sp.3. (jeg) gav Hunden begge Løb, det ene med Rævehagl, det andet med Svaneknopper. JVJens.Ma.108. |
Svejs- | 2) (jæg.) til I. Svejs, se Svejshund. |
Svejs1 | blod (spec. af haarvildt; jf. I. Farve 2). vAph.(1772).III.715.VigMøll.HJ.8.Dania.III.234. Her var »Farve« (dvs.: blod) paa Sne og Ris! ‚Äì Her havde Dyret staaet; ‚Äì det var vist »Lunge-Sveis«. HKaarsb.DT.136. |
Svejshund | hund, der anvendes til at finde anskudt (stor)vildt. Baud.HS.16. Frem. 1927-04-06omslag.3. |
Tallerkenjærn | (jf. -saks; jæg.) trædesaks, der udløses, ved at dyret træder paa vippepladen. DJagtleks.1281. |
Tallerkensaks | jæg. d. s. s. -jærn. DJagtleks.1281. |
Talskytte | (jæg.) nedsæt.: jæger, der kun interesserer sig for at faa stort jagtudbytte; rekordjæger. DJagtleks.1281. |
Tilbagesætning | 2) (jæg.) til -sætte 3, om det forhold, at hjortevildts horn p. gr. af alder ell. sygdom udvikles daarligt. Weismann.Jagtleks. |
tilbagesætte | 3) intr.; spec. (jæg.) om hjortevildt: sætte (II.54.3) tilbage; i part.: En tilbagesat Buk. Frem.1927-04-13omslag.2. |
tilbagespringe | vbs. jf. -spring. (især i præs. part.) gøre et spring, en pludselig bevægelse tilbage; (alm.:) springe tilbage. vAph.(1764). || om ting; navnlig om bolde ell. fjedre. vAph.(1759). En tilbagespringende Boldt, Fieder, Kugle. VSO. tilbagespringende hane, (jæg.) om hane i geværlaas: som efter slaget paa slagstiften springer lidt tilbage og derefter udløser den. PolitiE.Kosterbl.1924-03-312.sp.2. || uden forestilling om bevægelse; navnlig om del af ansigtet: skraane, vige stærkt tilbage. en stærkt tilbagespringende Pande. StBille.Gal.III.242.SundhedsKollForh.1902.117. |
Tøjlap | spec. (jf. Fjederlap(per); jæg.) om smaa tøjstykker, der paa snore anbringes om et terræn for at skræmme vildtet fra at bryde igennem. Weismann.Jagt.55. |
Tornsneppe | (jæg.) mindre, mørkere form af skovsneppe (Scolopax rusticula) (som navnlig holder til i krat). Sal.XVI.308. Frem.1927-04-13 omslag.2. |
Trædebræt | 3) (jf. -fod, -lad samt Trit 6) indretning (bestaaende af et (lille) bræt) i en maskine, et redskab olgn., hvorved maskinen (redskabet) bevæges; (bræt anv. som) traad (II.4). VSO.OpfB.OpfB.1I.535. Tyskeren staar ved sin Bænk (dvs.: i et støberi) og stamper taktfast i Trædebrædtet. CHans.BK.165. || om rokkeskammel (1): Moth.A-Ø.T210.. VSO.VortHj.III,1.72. || (jf. Gangbræt 3) om hvert af de to under en væv anbragte traad, hvorved skafterne bevæges; væverskammel. MO.MO. || (jæg.) stor træ- ell. metalplade i fælde ell. saks, hvorpaa dyret skal træde for at faa apparatet til at virke. DJagtleks.1315. |
Trædesaks | (jf. Tallerkenjærn; jæg.) en slags saks (4.3), der udløses, naar dyret træder paa trædebrættet. Bogan.II.52.DJagtleks.1281.1316. |
træe | 1) efter sv. träa; jæg. om dyr: søge tilflugt i et træ. VigMøll.HJ.194. naar han (dvs.: en kattekilling) ikke kunde klare sig paa anden Vis, træede han. Fleuron.K.80. spec. om fugl: sætte sig i et træ, straks efter at den er jaget op. DJagtleks.1316. |
Trækbane | 2) (zool. ell. jæg.) trækvej (2). DJagtleks.1318. |
Trækhøns | (mods. Standhøns; jæg.) agerhøns, der forekommer som trækfugle. BMøll.DyL.II.222. |
Trækjagt | (jæg.) jagt, der drives paa ande- og vadefugle paa steder, som de passerer eller søger til paa aften- eller morgentrækket. LSal.VI.279. |
Trækkegarn | 2) (jæg.) fuglegarn til at trække over en flok agerhøns. vAph.(1764).DJagtleks.1319. |
Trækkehest | (jf. Trækhest; jæg., foræld.) »Er en Hest, som er afrettedt til at trekke til fugle med, som skytter bruger.« Moth.A-Ø.T165.. Blich.(1920).XVIII.46. |
Trækkested | (til trække 34.3; jæg.) sted, hvor der er lejlighed til at skyde fugle paa træk. Blich.(1920).XXVI.203. |
Træktid | 2) (zool., jæg.) tid for fugles træk (III.14.3); især om de tider om foraaret og efteraaret, da de fleste trækfugle kommer og drager bort. Fuglen er paa Træk. Det er jo Træktid. Kofoed-Hansen.KA.I.102. Fyrtaarnene er i Træktiden Aarsag i mange Fugles Død. NaturensV.1914.281. |
Træskojæger | (jæg.) person, der er uden videre øvelse i jagt, driver jagt paa ujægermæssig vis ell. kun for udbyttets skyld; bondejæger, rovjæger olgn. Vig Møll.HJ.183 (se u. Bondejæger). Dania.III.230.BerlTid.1939-10-11Aft.6.sp.6. |
Trampejæger | (jæg.) jæger, der driver trampejagt (spec.: tramper harer, se u. II. trampe 2.5). Frem.1927-04-13omslag.2. Pol.1945-01-28Sønd.4.sp.1. |
Trampejagt | (jæg.) jagt, hvorved jægeren (uden hund) selv opsøger vildtet og faar det til at lette paa skudhold. KMunk.Vedersø-Jerusalem.(1934).127. DJagtleks.1306. |
trangboret | (sj. trangt-. Dunsterville. StilksErindringer.(overs.1930).107). (jæg.) om (løb paa) jagtgevær: som har trangboring. Vig Møll.HJ.58. PoulHansen.MedKajMunkpaa Jagt.(1942).124. |
Trangboring | (jf. -boret; jæg.) ringe formindskelse af diameteren i et jagtgeværs (hagl)løb faa centimeter fra mundingen. VigMøll.HJ.58.DJagtleks.1308. |
Trykjagt | (jæg.) jagtmaade, hvorved en tykning »trykkes igennem« (se trykke 3.3 slutn.) for at jage vildtet ud. PoulHansen.Med KajMunkpaaJagt.(1942).96. DJagtleks.1314. |
Tulipanøre | (vet., jæg.) krøllet ørelap hos hunde. DJagtleks.1322. |
u-ædel | 2.1) (jæg.) dels i forb. uædelt vildt, om (rov)vildt, hvis kød ikke tjener til menneskeføde, ell. (nu) om vildtlevende pattedyr og fugle, der efterstræber madnyttigt vildt. Hallager.36.DJagtleks.1347. dels i forb. uædle falke, om gruppe af falke (rødfalkene, nu spec. taarnfalken), der er mindre gode flyvere (end de egl. falke) og især lever af smaapattedyr og insekter. smst.2.2) (jf. uægte 3.2; især fagl.) om metal: som (mods. de ædle metaller, spec. guld og sølv) forandrer sig (iltes, ruster) ved at udsættes for luftens fugtighed ell. for ophedning (glødning). Hallager.277.Hinnerup.Juv.31. en Tinctur, der skulde forvandle alle uædle Metaller til Guld. Hauch.GM.100. OpfB.OpfB.2III.232. |
Udgangshul | 2) (jf. Udskud 1.2, Udslag 2.1; jæg.) det hul paa et skudt dyr, hvorigennem projektilet er passeret ud. DJagtleks.1328. |
udkroge | vbs. -ning. (jæg.) udtage indvoldene af fuglevildt (straks efter at det er skudt) v. hj. af en krog. DJagtleks.1326. |
udrøge | 2) især jæg., nu næppe br.d. s. s. -ryge 3. vAph.(1764).MO.MO. |
udryge | 3) (især jæg.) (søge at) fordrive ell. dræbe (levende væsener) ved frembringelse af kraftig røg; ryge (3.2) ud. indvaanerne Forlader Staden, ret som de udrøget blev.ChrFlensb.DM.II.138.Weismann.Jagt. |
Udrygning | 1) vbs. til -ryge; fx. (fagl.) til -ryge 2. Udrygning af Damperen. BerlTid.1928-08-25M.1.sp.3. || (jæg.) til -ryge 3. DJagtleks.449. |
Udskudsside | (jæg.) til Udskud 1, om den side (paa vildt), hvor skuddet er gaaet ud (mods. Indskudsside). VigMøll.HJ.110 (se u. Indskud 4). |
Udtrædning | 1) ( ell. fagl.) til træde (31.1) ud ell. udtræde 1. efter Udtrædningen af den venstre (fod), omdreies fødderne saameget, at de komme til at staae paralel løbende. MR.1832.6.(jæg. :) Jægeren traadte ud, naar han i Forladerens Tid . . ladede Bøssen . . under Udtrædningen var det sidemændene tilladt at skyde ind paa hans Post. DJagtleks.1315.sp.2. |
udvejde | udtage indvoldene af (et stykke vildt); brække op. Moth.A-Ø.V85.. Haren er »udweidet«. HKaarsb.LU.40.DJagtleks.1335. |
Uglehoved | 3) jæg. variation af skovsneppen, Scolopax rusticula. Frem.1927-04-13omslag.2. DJagtleks.1337. |
Uglekobbel | (jæg.) remme, der fastspændes om fødderne af en som lokkefugl anvendt (levende) ugle. DJagtleks.1337. |
Ulvesaks | (jæg.) saks (4.3) til ulvefangst. VareL. (1807).III.285. Alwin Pedersen. Polardyr.(1934).51. Ulv-: Rostgaard.Lex.U49c. |
Ulvesprosse | (jæg.) sprosse (2.1) paa visse hjortes gevir (følgende efter mellemsprossen). DJagtleks.1343. |
u-moden | 2.2) om levende væsen || (fagl.) om dyr: ikke fuldt udvokset, udviklet og derfor utjenlig til fangst ell. føde. Fiskeyngel og umoden Fisk, der indfanges. Lov Nr.561888-04-05, ¬ß56.AndNx.MJ.II.12. (om ikke slagtefærdigt svin). (jf. grøn 3.2; jæg.) om vildt (spec.: ællinger): ikke jagt-, skydemoden. Aadseljæger er den, der skyder umodent Vildt f. Eks. grønne Ællinger. VigMøll.HJ.183.DJagtleks.1343. |
Underjagt | egl.: jagt, som det var tilladt alle at drive paa visse dyr, mods. jagten paa de dyr, grundejeren forbeholdt sig; jagt paa det mindre vildt; ogs. om vildtet ell. jagtrettigheden. Hun (dvs.: en gudinde) Reven underjagt gav over Gæs og Ænder.Holb.Metam.25. Til Underjagten høre Harer, Daxe, Oddere (osv.). Schytte.IR.II.313.DJagtleks.558. se ogs. u. Overjagt. spøg.: Invention af en uskyldig, nyttig og Philosophisk Under-Jagt. Denne Øvelse bestaaer i at jage efter Fluer, udi Huuse og Værelser. Holb.Ep.III.96. |
underjords- | 2) (l. br.) i ssgr., hvor 1. led svarer til underjordisk 2.1-3, bl. a. Underjords – bane (Londons Underjordsbane. Friis-Møll.Profane Profeter.(1922). 25), -jagt (jæg., om jagt med gravhunde. Blich.(1920).XVII.55.), -rejse ( Bagges.NK. 387), -trafik ( NatTid.1919-06-05M.2.sp.1). |
Underlukke | spec. (jæg.): drejelig jærn- ell. staalskive, der paa ældre jagtbøsser holdt løbet paa plads og bøssen lukket. PolitiE.Kosterbl.1923-10-26 2.sp.2. DJagtleks.1343. |
Ungedragt | (zool., jæg.) de unge fugles fjerklædning (efter at dunungernes dunklædning er afløst af fjer). Kjærbøll. XXXIII. Sal.V.498. |
Væderhorn | 3) (jæg.) abnormt gevir, der vokser i en bue nedad og opad. DJagtleks.1393. |
Vandarbejde | (fagl.) arbejde, der udføres i ell. under vand. || om vandbygningsarbejde. Grunden til en dæmning forsyner man . . med en vel forpælet Rist, hvorpaa Stenen siden legges, som . . sammenbindes, som i alt Vand-Arbeid, med Kalk og Cement. Kraft.M.II.763. || (jæg.). Vandarbejde, Hundens Søg i og Apportering fra Vand. DJagtleks.1352. || (sport.) om roers arbejde med aaren, naar den er i vandet. Vi kikker kritisk paa Roerne . . Deres Vandarbejde er alt for dybt. Pol.1941-07-119.sp.3. Sportsleks.II.645. |
Vandrehøns | (jæg.) om agerhøns ell. urfugle, der om efteraaret trækker fra hjemstedet til andre (sydligere) egne. DJagtleks.1356. |
Vandreskydning | (jæg.) flugtskydning under jægers vandring. DJagtleks.1356. |
Varfugl | stor tornskade, Lanius excubitor, der ved skrig advarer andre fugle, naar en rovfugl nærmer sig. Kjærbøll.207 (Skaane). || (jæg., foræld.) anv. som (lænket) jagtfugl ved falkejagt. Ofte befandt sig ovenpaa falkejægerens Hytte en Varfugl (lanius excubitor), som ved Skrig gav tilkiende, naar Falken nærmede sig, og derefter selv strax giennem en Aabning i Hyttens øverste Bedækning blev trukken ned i den. PVJac.F.316. |
varto | jagtraab, hvormed en jæger underrettes om, at han kan vente løbende vildt. Onkel Adam . . gjentog sit: »Hm! Hm! Varto!« saa tidt, indtil Greven var bleven opmærksom . . »Det er en Ræv,« hviskede Onkel Adam. CBernh.X.193.DJagtleks.1351. |
Vedel1 | især i best. f. (vedelen): betegnelse for halen hos daa-, kron-, raavildt, elg, gemse. Vedelen hos kronhjorten er 8 til 10 Tommer lang. Skovdyrkn.(1865).24.VigMøll.HJ.192.DJagtleks.1359. |
vedele | om visse slags vildt (se u. I. Vedel): vifte med halen. DJagtleks.1359. |
vejde5 | 2) efter ty. (aus)weiden; jæg., dadlet VigMøll.HJ.188 m. h. t. (haar)vildt (egl. vist spec.: hare): (opskære og) udtage indvoldene; brække (5.10) op; tage (II.46.3) ud. veie en hare. Moth.A-Ø.V85.. jeg . . stod hos Skytten og saa ham »veide« en Buk. Rosenkrantz.E.46. || især (jf. udvejde) i forb. vejde ud. Man veie ikke Haren ud, før den flaaes. Blich.(1920).XVII.9.DJagtleks.1352. jf. : naar Morten hand røy om, | Strax Skiøtten veyet ud, hans lille smale Vom.Phønixb.TC.I.Nr.3.4. |
Vejdekugle | (skud af) kugle i maven; vist kun i formen Waid-: DJagtleks.1352. |
Vejdeskud | skud, der rammer i mave ell. tarm, underlivet (uden at dræbe øjeblikkelig); vist kun i formen Waid-: DJagtleks.1352. |
Vejdeværk | om jagt (udøvet paa jægermæssig vis) ell. om vildt (spec.: fuglevildt), især betragtet som jagtbytte. Forsøg til en Beskrivelse af Danmarks og Islands Fugle eller Haandbog i det danske Veideværk. ACTeilmann. (bogtitel.1823). leve af veidverk. Moth.A-Ø.V85.. |
vejdevund | om (haar)vildt: ramt i mave ell. tarm, underlivet (uden at dræbes øjeblikkelig). FPJDahl. ( OrdbS.). waid- (weid-): Frem.1927-04-13 omslag.2.jf. Meyer.Meyer.81138. |
Venstresigte | (jæg., ) det at sigte med venstre øje. DJagtleks.1361. |
Vildanderi | (jæg.) indhegnet stykke jord med dam til opdrætning af vildænder. Bogan.I.101. |
Vildtbærer | 1) person, som bærer det fældede vildt hjem for jægeren (jægerne). VigMøll.HJ.144. VSO.2) rem ell. lign., der er anbragt paa jagttasken, og hvori det skudte fuglevildt fastgøres (ved halsen). AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).28. |
Vildtlokker | instrument (fløjte), hvormed jægeren søger at lokke vildtet til sig. DJagtleks.1376. |
Vindspiller | 1) († -spil. JBaden.DaL.; som fk. (m. sa.form i flt.): Reisler.Reisler.2II.599. (ved siden af (en) -spiller); som intk.: GHMüll.Wb.). i formen -spil fra ty. (das) windspiel, mynde, til (ældre) ty. wind, hund (se Vindhund); m. h. t. dannelsen sml. ty. federspiel, jagt paa fugle, jagtfalk; formen -spiller (jf. Spiller 1) omdannet heraf i dansk; jf. -spiller-hund; især jæg., zool., nu l. br., jf. : »Talespr. og i Naturhist.« Levin. vindhund; jagthund; navnlig: (mindre) mynde, dværgmynde. Adr.1763-06-03 8.sp.2. en guulagtig lille Hund af det Slags, som almindelig fører Navn af Vindspillere. Hauch.III.12. den italienske Dværgmynde eller Vindspilleren. Brehm.DL.3III,2. 126. DJagtleks.1388. i sammenligning: hurtig som en Vindspiller løb hun afsted. Oehl.XXVIII.71.Goldschm.III.438. |
vingelam | (jf. -brudt, -stække; især fagl. (jæg., vet.)) hvis vinge(r) er (næsten) lammet. S&B. en Vandrefalk . . der er skudt vingelam. Dagbl.1860-10-17 2.sp.5. Johannsen.Jagtbog.(1871).175. || (jf. I. Vinge 1.5) overf. Du(dvs.: aanden), hvis mægtige Arm hæver vingelam Sjæl | Til den Herligheds Glands, hvori nu jeg forgaaer. Ing.RSE.VII.3. hvert vingelamt Haab, der skyder som Svamp af din (dvs.: foraarets) giftige Jord.Jørg.Vers.(1887).39. || Tuberkulose er den hyppigste Aarsag til den saakaldte »Vingelamhed« hos Duer. Husdyrsygdomme.(1941).625. |
Vinterkjole | (svær, varm) kjole (nu kun: damekjole) til vinterbrug. MO.MO.EmilRasm.HØ.249. || (jæg. ell. dial.) om pattedyrs vinterdragt (2.1 ). Feilb.se ogs. u. -frakke, Kjole 2 og Sommerkjole. |
Vippefælde | fælde, der virker ved, at noget vipper ned ell. op. hendes (dvs.: Hels) Dør-Tærskel hedder Vippe-Fælde (fallanda forad). Grundtv.Myth.517. spec. dels (jf. Vippe-bro 2, -bræt 1): rotte- og musefælde, bestaaende af et bræt, der kan vippe dyret ned (i en vandbeholder), naar det gaar ud paa brættet. [KHWith.] Læsning for Børn.(1866).54. Jesper Ew.Det lille Paradis.(1950).14. dels (jf. II. Vippe 1.7; jæg.): fælde, hvor et bræt vipper op og lukker for indgangen, naar et dyr træder paa det. DJagtleks.377. |
Vitring | en af fedt og andre ingredienser bestaaende smørelse, hvormed sakse, fælder og lokkemaden paa disse indgnides for at lokke dyrene til og undertrykke lugten af fangstredskabet og jægeren. BerlKonv.XVIII.386.DJagtleks.1391. |
Vognintendant | (jæg., foræld.) jagt-»embedsmand«, der sørger for jagtselskabets kørsel. Cit.1833.(EBodenhoff.Hofliv.(1913).15; se u. Skatmester 2 slutn.). |
Vortesyge | 1) (jæg.) sygdom hos agerhøns og ringduer (fjerkrækopper), der ytrer sig ved knuder paa hoved og fødder. Frem.DN.392. DJagtleks.1393. |
Ædelfalk | (jf. ædle falke u. ædel 2.1; jæg.) betegnelse for en gruppe falke (hvortil jagtfalken hører), der (i modsætn. til rødfalke) tager deres bytte i luften. PVJac.F.312f.DJagtleks.1397. billedl. og i sammenligning: CKMolb.Dante.II.135. Hertuginden: . . Jeg er alene her, ‚Äì en Ædelfalk, | Plukket af Krager.Recke.HB.174. |
Ædelvildt | jæg., l. br.d. s. s. ædelt vildt (se u. ædel 2.1). Blich.(1920).XXVII.66. Hvad hedder det?(1947).255. |
æse | 2) (jæg.) om hjortevildt (undertiden ogs. om andre arter haarvildt, fx. haren): afæde græs, blade olgn.; græsse (2.2). Kronvildet gik og æsede overalt. TABecker. En Familiehistorie.(1857).45. en eller to Bukke . . æsede ved en lille Lysning i Skoven. Rosenkrantz.H.38. Hjorte og rådyr spiser aldrig, de »æser«, herfra er undtaget dyrenes fortæring af bark. Jagt og Fiskeri.1952.41.sp.2. |
Øjegren | (jæg., zool.) øjentak; øjensprosse. BMøll.DyL.I.241. Brehm. DL.3III,3.105. |
Øjensprosse | øjentak. Vig Møll.HJ.192. DJagtleks.1400. |
Øjentak | (Øje-. Bl&T.). (jæg., zool.) den nederste, nærmest øjet siddende tak paa kronhjortens gevir; øjegren; øjensprosse. Den nederste Spids paa hver Stang hos kronvildt kaldes Øjentakken, der efter følger (hos ældre Hjorte) Istakken eller den anden Øjentak. VigMøll.HJ.192. |
Aadseljæger | Aadseljæger er den, der skyder umodent Vildt, f. Eks. grønne Ællinger, drægtige Dyr o. s. v. VigMøll.HJ.183. jf. Dania.III.230. |