Håndværkersprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (haandv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor et eller flere forskellige håndværk.

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (haandv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor et eller flere forskellige håndværk.

Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.

Fortandingen. flt. -er. (haandv.) vbs. til fortande: det at lade to m. tænder ell. udskæringer besatte dele gribe ind i hinanden; ogs. konkr., om den saaledes opstaaede sammenføjning ell. om delenes udskæringer. || (ur.) Kraftoverførelsen fra et Hjul til et andet i Uhre (sker ved) Hjulenes Fortanding. Urmageri.203. || (tøm.) tre Stykker stærkt Tømmer (forbindes) formedelst Fortandinger og Bolte. ForklTømrere.45. Gnudtzm. Husb.124. || (mur.) murafslutning ved mure, hvortil der senere skal mures forlængelser, tværmure olgn., af form som en brudt linie, hvor det ene skifte stadig staar lodret over det 2. ell. 3. nedenfor liggende; ogs. om de enkelte saaledes dannede indskæringer og fremspring. ForklMurere.10. JLange.I.296. Gnudtzm.Husb.36.
Karnisen. [kAr’nis] (haandv. ell. (nu især) dial. Kanis, Kanes. [ka’nis, -‘nes] Moth. K56. Halleby.223. jf. Feilb.). flt. -ser. (sv. d. s.; laant fra ty. karnies; jf. eng. cornice, fr. corniche, ital. cornice; af gr. koronís, krumning, snirkel; besl. m. Krone) 1) (især bygn.) led af en gesims med S-formet profil; ogs. undertiden (dagl.) om den hele kransgesims ell. om lister m. karnisprofil. Moth.K56. Træet . . gaaer op over Gesimsen af 2den Etage, og da Karnisen oven til hænger lidet foran udover, er Træet til Deels overskygget af Karnisen. Kraft.(KSelskSkr.VI.238). Zirater om Vinduer og Dørre, Listværk og Karnisser. OeconJourn.1758.381. *Rundt om Tallerkner og Fade af Tin velskurede glimred’ | Fra Karnissen. Pram.(Riber.II.33). Heib. Poet.IV.71. (de) lave Døre, som brede, ligeledes marmorerede Karnisser omgave. CBernh.I.77. Karnissen langs Loftet havde . . Lakuner i den Hulstav af Stuk, der forhen havde prydet det. Schand.TF.I.195. Sal.2XIII.620. Feilb. || sværd paa kanon: metalmassen mellem druehalsen og bunden. Mil TeknO.129. || (foræld.) paa geværlaas: kant omkring rundingen af panden, hvor den støder til den ydre side af laaseblikket. Mil TeknO.204. || (dial.) om forsk. gesimslignende led paa møbler. En Kaness var et Bræt oven over Sengene, som Omhængskappen var fastgjort i, og som dækkede en Tækkekæp, hvorpaa selve Omhænget ved Hjælp af Stropper hang, saa det kunde glide frem og tilbage. Halleby.223. om udskaaret træstykke, der anbringes foroven paa chatolskab, bornholmerur olgn. OrdbS.(bornh.).2) (nu næppe br.) d. s. s. Karnishøvl. Moth.1 K69. Cit.1902.(OrdbS.).
Kollerten. [‘kω l’∂rd] (sa. ord som I. Koller; haandv., jarg.) skorstensfejers jakke. Drachm.DG.71. OrdbS.
Kornuten. [kω r’nud] (kors Kornute. Cit. 1772.(CNyrop.Haandv.42)). flt. -ter. (fra ty. kors kornut, ogs. om hanrej og om student, der deponerer (sml. deponere 2, løbe hornene af sig u. Horn sp.45946ff.); af lat. cornutus, forsynet med horn, afl. af cornu, horn; jf. Kornel, I-II. Kornet; sml. Kanut; haandv., foræld.) bogtrykkersvend af lavere grad, som havde forsk. pligter over for den højere svendeklasse (postulaterne), indtil han (efter kortere ell. længere ventetid) blev optaget i denne ved at underkaste sig forsk. ceremonier (mindende om behøvling), hvorunder han bar en med horn forsynet hue. VSO.I.571. Cit. 1794. (CNyrop.Haandv.46). Iblandt Bogtrykker – Svendene skal den Forskiel, af Postulater og Cornuter, ophøre. Forordn. 21/3 1800.I.§7.3. CNyrop.Haandv.35. Sal.2 XIX.472. || hertil Kornut-svend (d. s. Cit. 1794.(CNyrop.Haandv.46). Aarbog f.Bogvenner.1924.27).
Kransegildeet. (ænyd. d. s. i bet. “gilde, fest, ved hvilken der blev bundet kranse”; jf. jy. kransebojle, -øl (Feilb.); til Krans 1.5; haandv., nu l. br.) gilde, der holdes for arbejderne, naar kransen er hejst paa et nybygget hus; rejsegilde. Tidsskr.f.Kunstindustri.1889.190. Hag.VI.376.
Kransetaleen. (til Krans 1.5; jf. ty. kranzrede; haandv.; især foræld.) tale, holdt (tidligere ofte af mestersvenden) ved rejsegildet, naar kransen sættes op. Winth. VIII.272. Levin.
kriderev. [kri’de?r∂] (haandv., nu næppe br. kredere. OeconH.(1784).II.57. HjælpeO.243). -ede. vbs. -ing (s. d.). (dannet (med romansk afl.-endelse) af Krid (Kridt); jf. II. kridte; fagl.) overtrække (en flade) med en kridtopløsning ell. en opløsning af lim og slæmmet kridt. Haandgern.569. Haandv.182. || spec. m. h. t. papir; især i forb. krideret papir, papir (beregnet til kunsttryk), der er afrevet med slæmmet kridt ell. bestrøget med kalkmælk og derpaa glittet; metalliquepapir (jf. Kridtpapir). Sal.X. 1025. Beretningen fremtræder som et lille Pragtværk, trykt paa krideret Papir. Pol. 15/12 1907.10. BibliotH.3I.421.
Krideringen. (haandv., nu næppe br. Kredering. HjælpeO.243). (fagl., jf.: “glarmesterord.” HjælpeO.243) vbs. til kridere; ogs. konkr., om det paaførte lag. Paa Pudsflader bruges undertiden i Stedet for Spatling Kridering, d. e. Strygning med Limfarve med Kridt som Pigment og paafølgende Afslibning. Gnudtzm.Husb.249. Forsiden (har) en Fremstilling af Dommedag, der dog forlængst har mistet ethvert Spor af Farver eller Kridering. KunstmusA.1921-23. 139.
Kridtsnoren. kridtet (sejlgarns)snor; især (jf. -linie; haandv.): snor til afsnoring. Moth.K340. Gnudtzm.Husb.126. Fleuron.VS.19.
Krumbilen. (nu næppe br. -bile. vAph. (1759). HFisker.Da.-Fr.Sø-Ordbog.(1839). 69). (haandv.) bil (økse), der anvendes til udhuling af træ olgn. (jf. -økse). VSO. MO. ForstO.
Kulhulet. 1) anker hul i dækket, hvorigennem kul kan styrtes ned i kulkasserne. Bardenfl.Søm.I.108. Scheller. MarO.2) (haandv.) rum under en smedeesse, hvor kullene opbevares; kulrum. Drachm. PV.23.3) (maaske omdannet af det sorte hul (se I. Hul 2); jf. ogs. -hytte 2 samt ænyd. kulhus, fængsel; dial.) i best. f.: fængslet; kachotten. Ingen vil holde den lille Bjørn (dvs.: en fisker) for uærlig Mand, om han saa sad nok saa længe i “Kulhullet” (Arresten). Drachm.STL.36.
kymigadj. [‘ky·mi] (fra nt. küm(e), svagelig, syg, sløj, besværet, mnt. kume (som adv.: næppe, med besvær; jf. ty. kaum); haandv., jarg.) om person, arbejde olgn.: ikke meget værd; sløj; daarlig. Dania. III.54. “Du synes maaske, at vi har det “lejfi”? Jeg for min Part synes, vi har det snart saa “kymig”, som vi kan faa det. Cigarfabrikanten.1926.Nr.6.2. Meyer.8
II. kæppev. [‘kæb∂] -ede. vbs. jf. II. Kæp. (af uvis oprindelse; maaske sa. ord som oldn. keppa, vise stor legemlig ell. aandelig styrke, og egl. aktiv til kæppes; jf. kæphøj; i bet. paavirket af I. Kæp (jf. I. kæppe), især udtr. som kæp i hjul; jf. kors det kæpper paa, det trænger paa, bliver nødvendigt, presserende (Moth.K94. VSO.)) især i forb. med adv., om hurtig, ivrig virksomhed. 1) (især dial.) om person: være i hurtig ell. ivrig bevægelse; fare (af sted, omkring osv.). Hos ham maatte han . . grave Haven, skyde og kæppe afsted i Ærinder. Fleuron.S.80. hun (dvs.: en kvinde, der kommanderer, regerer) kjæpper omkring så det ligner ingenting. OrdbS.(sjæll.). || (haandv.) i udtr. som kæppe en skorsten af, udføre en skorstensfejning paa en jappet, overfladisk, skødesløs maade. OrdbS.2) (dial. ell. dagl., næsten vulg.) om hurtig, ivrig ell. overmodig, kry, kæphøj tale. “Morgenbladet” . . kjæpper som et gammelt Fruentimmer lystigt igjen i Forvisningen om at . . dets Læsere ikke seer “Dagens Nyheder”. DagNyh. 31/8 1884.2.sp.2. Hvis et Barn eller et Tyende blev irettesat, og det saa kæppede imod, blev der sagt, at det var visnæset. Halleby.230. Han kjæppede nu paa, saa han gjærne fik sagt Amen, før han naaede hen paa sin Plads. AntNiels.GamleNielsen.(1888).32. MKorch.Godtfolk.II.(1924).83. Feilb. “Ved han maaske ikke, det er Juleaften i Morgen?” kæppede en Læredreng tilbage som Svar. NatTid. 25/12 1902.M.2.sp.2. || især i forb. kæppe op, snakke op; bralre op; kæfte op. Satan saa de Tyskere kæpper op. JVJens.M.IV.107. Frants kæppede op. EChristians.O.II.242. “Aa pyt,” kæpper Susanne op, “det faar han s’ Gu aldrig at vide.” DJacobson.Jeg husker–.(1923).82. jf.: (bedeklokken) kæppede op, ligesaa rapt som et forkælet Barn. Rørd.S.36.
lejfigadj. [‘laifi] (vist fra holl. lijvig, om tobaksblad: tyk, svær, afl. af lijf, liv; haandv.-jarg., især bl. tobaksarbejdere) egl. om tobak: let forarbejdelig; om arbejde: som gaar let fra haanden ell. er godt lønnet (mods. kymig); i videre anv. (vel delvis fra nt. leifig, hty. (ge)läufig, se geläufig): tiltalende; rar; flink; god. Meyer. Dania.III.54. *paa en frisk (dvs.: cigar) jeg altid sutter, | den er lejfig – se paa Røg’n. ACMeyer.Digt ogSang.(1903).118. Tidsskr.f. Tobak. 1/12 1924.9. Cigarfabrikanten.1926.Nr. 6.2(se u. kymig). Bravo! det er “lejfi”. smst.3.
Liggefilen. [1.2] (haandv., især guldsm.) stor, flad fil, der ligger fastspændt, mens arbejdsstykket føres hen over den. Hinnerup.Juv.577. VareL.2225.
Luffensubst. [‘lof(∂)n] (maaske fra ty. dial. lofen, sideform til ty. laufen (se løbe), ell. vbs. til et verbum, der findes i sv. luffa, humpe, tumle, løbe, no. loffe, luffe, drive omkring (vist til sv., no. dial. lubba, gaa tungt, sml. II. labbe); jf. ogs. (til I. Love?) nordfris. loffi (lüweri), krybe paa alle fire, samt eng. loaf, drive (omkring); sml. endvidere sv. luffare, vagabond, landstryger, no. loffer, eng. loafer, lediggænger, samt mht. (lant)loffer og Landløber; haandv.-jarg.) i forb. som gaa paa luffen, om rejsende haandværkssvend: drage fra sted til sted (især: i udlandet) for at arbejde i kortere ell. længere tid; gaa paa valsen. Dania.III.54. jeg valsede helt op i Tyskland, for dèr har jeg gaaet paa Luffen før, jeg har jo lært Smedeprofessionen. KLars.KV.21. sa. SF.97. en farende Svend paa “Luffen”. VilhAnd.S.75.
Lurenkigsubst. [‘lu?r(∂)n-] (vel af II. lure 1.1 og kigge ell. (maaske) omdannelse af Lutterkig (s. d.); haandv., nu vistnok l. br.) i forb. tage paa lurenkig, maale efter øjemaal, paa slump. (murerformanden) har loddet og maalt, saaledes at Murene nu staar i stiveste Vinkel og med knivskarpe Hjørner. (Mumlen fra Arbejdernes Side: Ja, her ta’r vi den ikke paa Lurenkig!). BerlTid. 2/9 1930.M.6.sp.3. OrdbS.
Lutterkigsubst. (vel til jy. lutte, kigge (se lytte), jf. jy. efter lut og kig (Feilb.II.469), samt Lyt (vbs. til lytte); haandv., især jy.) i forb. efter lutterkig, d. s. s. paa lurenkig (s. d.). RingkjøbingAmts Dagblad. 13/9 1930.6.sp.2. Feilb.II.117(u. 2. kik).
Lynsmeden. (haandv., jarg. ell. spøg.) arbejder (blikkenslager olgn.), som arbejder ved opsætning af lynafledere.
Lærekammeraten. 1) person, man staar (ell. har staaet) i lære sammen med.2) (haandv.-jarg.) d. s. s. Bænkknægt. OrdbS.
Lønneburschen. (haandv.) d. s. s. -dreng. -burs: Moth.L298. VSO.
Lønnedrengen. (Løn-. Cit.1700. (KbhDipl.VII.613). jf. VSO.). (ænyd. d. s., jf. ty. lohnjunge; haandv.) lærling, der (arbejder som svend og) faar løn (jf. Forbundter). Moth.L298. Kom Grønneg.II.327. Cit.1800. (CNyrop. Haandv.53). VSO.
Mesterlønen. [4] (især haandv.) den fortjeneste, en haandværksmester beregner sig af et vist arbejde. MO. S&B.
Nyrnbergeren. [‘nyrnbar()G∂r] flt. -e. 1) person, der bor i ell. stammer fra Nürnberg; (foræld.) person, der handlede med Nyrnbergerkram olgn.; galanterihandler. “Spring hen paa Torvet (dvs.: Gammeltorv i Kbh.), og kiøb noget Arabisk Pulver for en Mark.” – “Hos hvem skal jeg kiøbe det?” – “De fleste Nürenbergere plejer have det blant anden Kram.” Holb.Arab.8sc. jeg (har) været hos Nürnbergeren og kjøbt mig en Daase med et Portræt paa. PAHeib.Sk.I.157. En Borger (til en anden, som kommer ud fra en Nyrnberger): *“Hvor kommer du fra?” . . | “Jeg har været her inde og kjøbt lidt Stads, | Og Snurrepiberier og Fjas.”Heib.Poet.I.327. Næring som Galanterihandlere eller Nürnbergere. Lov 29/12 1857.§92.2) (haandv., sj.) m. h. t. drejearbejde: rift, ridse i træet, fremkommet ved, at drejestaalet glider ud; husar (2.2). CollO.
Omforandringen. [14.2] (nu især haandv.) handlingen at omforandre; ogs. om resultatet. Al Religion, i hvilken der dog er nogen Sandhed, Christendommen afgjort, tilsigter en total Omforandring med et Menneske. Kierk. XIV.262. De Dyr har jo slet ingen Metamorphose! . . der (er) ikke Tale om Forvandling, men kun Omforandring ved Væxt. Bergs.St.257. Der var en Mursvend og ha’de Omforandring a’ en Kælder. KLars.KV.38. Reparationer, Omforandringer og Oppresning udføres. Pol. 13/10 1926.16.sp.1.
Opstablingen. [-sda?blen, dagl. ogs.sdau’len] flt. -er. vbs. til-stable (1). 1) som vbs. vAph. (1759). Naar (pengestablen væltede) aabnede han regelmæssigt sine Læber til en lang, tør Skratten, for straks efter at begynde Opstablingen forfra. Aakj.VF.137. jf.: Opstabling . . Fagudtryk for det at lægge Tømmer el. Træ i Bunke paa en saadan Maade, at det kan lagres og tørres. FagO Snedk. billedl.: ved gjerrig Opstabling af Eneste- og Toskillinger (havde han) fortjent sig en kjøn lille Formue. Schand.S F.1. || (bogtr.) om satsarbejde, der ikke kræver megen omtanke. Opstabling af Fisk. Sal.2 XVIII.548.2) konkr., om hvad der er opstablet; stabel. det var ønskeligt, om der maatte opkomme saadan en Storm . . at alle disse Opstablinger (dvs.: fruentimmernes haarsætninger) kunde ryge af. Argus.1771. Nr.34.3. Skænken (i beværtningen) med en Opstabling af Flasker og Glas. Pont.SM.62. || (jf. -stable 2; dagl. (gldgs.) ell. haandv.) nedsæt., om noget, der er grimt opstillet, virker klodset, massivt, kunstigt. hæslig Opstabling. FagOSnedk.
I. Orten ell. (sj.) et (i bet. 1: Cit.1743. (Aakj.HS.93). i bet. 3: OrdbS.). [ω rd, ogs. o?rd] jf. (?) ôrt. Høysg.AG.48. flt. -er. (ænyd. d. s.; fra mnt. hty. ort, sted, vinkel; grundbet.: spids; egl. sa. ord som I. Od, II. Ort) 1) (jf. Fjæle-, Landsort; nu kun dial.) himmelegn; verdenshjørne; egn; sted; ogs.: by. de 4. Hoved – Vinde og Verdens Hiørner eller Orter. Pflug.DP.1196. kommer I ikke ihue blant andre af jer stormede Stæder en visz Ort kaldes Lund. KomGrønneg.V.127. Jylland (er) ingen u-Sundt Ort, mens et got friisk Land. Cit.1743.(Aakj.HS.93). Norkøping d. 12. Sept. 1753 . . Ieg har endnu en liden curiositets Reise at giøre her i Egnen, før ieg forlader Orten. Langebek. Breve.191. paa disse Orter (dvs.: egne).Junge. VSO. OrdbS.(sjæll.).2) (bjergv.) om (enden af) en vandret gang i en grube (mods. Skakt). EPont.Atlas.III.177. Fra disse Schachter udgaae 4 Hovedorter . . med mange Tverorter . . Disse Orter ere kun 5 Qvarteer høje, saa at Arbejderne ikke kunne staae oprette deri. CGRafn.(Phys Bibl.XV.5). VSO. OpfB.2III.79.3) (haandv.) trekantet opbygning af murværk til støtte af lange flugtsnore. Gnudtzm. Husb.44. OrdbS.
II. overlangadv. (og adj.). [ω u∂r’lan’] (nu næppe br. -langt. vAph.(1759). – dial. -langs. VSO. (lollandsk). Etlar.SB.332. Levin. AaseHans. S.78. Kværnd. FrGrundtv.LK.276. OrdbS. (Ærø,Sjæll.). jf.JHSmidth.Ords.105. MDL.). (jf. no. over (yver) lang, i mag, meng. overlong, langs med, mnt. overlank, overlanges, for længst, ty. dial. überlang, holl. overlang(s), samt sv. dial. överlång, adj., langsom; til III. over 2.4 og 3 og lang i substantivisk anv. (se lang 1.1 og 2.2), jf. bornh. ouer en lång (Esp.460); egl.: efter længderetningen, paa den lange led, paa langs || i overlangs foreligger forb. af præp. over og adv. langs i substantivisk adv., jf. langs 2) 1) m. h. t. rumforhold.
1.1) (anker ell. haandv. ell. dial.) efter længderetningen; paa langs; især (mods. (flytte) firkantet u. firkantet 1) om flytning i (forlængelse af) længderetningen. Fregatten (skal) over lang (dvs.: i rækkefølge) af een Side, skyde fem Skud. MR.1713.245. Striberne i Tøiet gaae overlangs. JHSmidth. Ords.105. Træet skal flækkes overlangs. smst. fure (dvs.: skubbe, skyde) overlang. Scheller.MarO. hale overlang. smst.246. flytte en bjælke over lang dobbeltbrudt streg over lang med den dobbeltbrudt streg
1.2) (nærmende sig tids-bet.; anker, nu næppe br.) i forb. ro overlang, ro med lange tag; ro kraftigt. SøLex.(1808). VSO.
1.3) i forb. som komme en overlangs (jf.: entre langs Siden, entrer de long en long (Fisker.SøO.32), samt langs 3.2; sml. ogs. ænyd. glda. over-lange, -længe, overkomme, faa magt over, ty. überlangen || sj.) komme op paa siden af et skib, der forfølges; overf.: faa bugt med; overliste. han vil dreie os en Knap, hvis han kan komme afsted dermed . . Jeg begriber blot ikke, hvordan vi skal komme ham overlangs og faae ham til at bekjende. Etlar.SB.332.2) (som modsætn. til udtr. som tage overtvært; jf. lang 2; især dial.) m. h. t. tidsforhold: langsomt; lidt efter lidt; efterhaanden; idet man giver sig god tid. spiis overlang og med Betænksomhed og tyg tillige Maden vel. Bøeg.S.201. Saa kommer engang, hvad man venter over lang. Grundtv.(Aarbog f.Bogvenner.1919.6). Harboe.MarO. Fisker.SøO. Man ser jo fromme, blide Mennesker, hos hvem (en forandring i livsanskuelse) næsten kan foregaa umærkeligt . . og efterhaands, overlang. JakKnu.LF. 152. jeg vil snart tage det mere over langs, selv om jeg vil læse noget herhjemme i Ferien. AaseHans.S.78. MDL.397(Falster). Esp.460. Feilb.II.377. || (dial.) som adj.: langsom. OrdbS.(bornh.).
Pibeungeen. 1) (haandv., foræld.) betegnelse for de yngre skomagersvende (som ved optagelsen i svendenes lav fik en kridtpibe, der blev knækket over af de ældre svende, saa at den unge svend kun beholdt spidsen i munden). Nord.SkomagerTidende. 16/6 1887.3.sp.1. CNyrop.Haandv.66. 201.2) [II.1] (dial.) lille, ikke flyvedygtig fugleunge, navnlig: dueunge. FrGrundtv. LK.104. OrdbS.(jy.).3) [II.3.2] (dagl.) pibet (II), pibevornt barn. en “Pibeunge” eller “Tøsedreng”. Schand.IF.299.
II. Polereren. [po’le?r∂r, -le? (r) R] (ogs. Poler. [po’le?r] CollO. OrdbS.(kbh.). jf.: Tømmer-Poleer. Cit.1777.(CNyrop.Haandv. 174)). flt. -e. (fra ty. polier(er), pa(r)lier, mht. parlier(er), til mht. parlieren, af fr. parler (se parlere), ell. omdannet af fr. parleur (se Parlør (1)); haandv., foræld.) den ældste ell. øverste svend (der mæglede mellem mesteren og svendene); mestersvend; formand (II.3.3). en gammel Muursvend . . *“I er . .” – “Mestersvend, | Polerer.” Oehl. XI.305. Levin. CNyrop.Haandv.90. jf. ssgr. som Mur-, Tømmerpolerer. || (jf. u. Parlør 1; sj.) billedl. vi træffe . . H. J. Trojel og H. K. Rask som Absolutismens og Christian VIII.s Parliers eller Polerere, for at bruge den gængse Udtale. Borchsen.LiteræreFeuilletoner.(1880).121.
Pressekammeret. (jf. -stue; haandv.) kammer med presse; spec. om rum i farveri, hvor presning af klæde finder sted. Den gl.By.1927.49. AarbSorø.1931.71.
Rabarberarbejdeet. (haandv., jarg.) daarligt haandværkerarbejde (saaledes som det i sin tid udførtes i rabarberkvarteret). Gadeordb.2 FagOSnedk.
Rambakkeren. [‘rAmbag∂r] flt. -e. (af uvis oprindelse; vulg. ell. jarg.) nedsæt. betegnelse for en offentlig pige (prostitueret) ell. for en (usædelig) kvinde i al alm. Betjentene . . spurgte roligt: “Hvem bor for Tiden paa Kvisten?” – “Je’ ve’ sgu ikke hva’ de’ æ’ for et Par Rambakkere,” svarede (værtinden). “Men de æ’ tilmeldte!” CGjerløv.Synd.(1915).80. smst. 129. i sa. bet. Rambaks-tæve ell. (m. omtydning) rambagt tæve. OrdbS. || ogs. som skældsord i al alm. (til mænd ell. kvinder) ell. spec. (haandv.-jarg.) om en (for) hurtig og ikke helt omhyggelig murer- ell. tømrersvend; endvidere nedsæt. om en (daarlig) hest.
Regimentsstaven. (ogs. -stab. se bet. 3). (efter ty. regimentsstab) 1) kors d. s. s. -stab. vAph. (1759).447.2) (jf. -stok 1; til I. Regimente 1) kors kommandostav. vAph.(1772).I.117.3) (haandv., foræld.) d. s. s. Regimente 2. Nest efter Laden kom 2 Svenne med Regiments-Stabene. Cit.1724.(CNyrop.Haandv. 131).
Rejsehøjdeen. [II.4.3] (haandv., dial.) m. h. t. bygning(s murværk): den højde, ved hvilken en bygning er færdig til rejsning (af tagkonstruktionen). Pol. 10/7 1925.7.sp.3. OrdbS.(Taasinge).
Reolfremspringet. [II.2] (haandv.) den (i reglen i bordhøjde) fremspringende del af reol, hvis nederste del er bredere end den øverste. Arbejdsløn.41.
Retskedeen. (Retteskede. CollO.). (efter nt. richtscheet, hty. richtscheit; jf. -holt, -skinne; haandv.) lang, lige liste ell. lineal af træ ell. jærn, staal, brugt til undersøgelse af, om noget er lige, plant. Wagn.Tekn.33. Gnudtzm.Husb.43.
Retskinneen. (Rette-. Bl&T.). (jf. -holt; haandv.) retskede af jærn ell. staal. TeknMarO. Thaulow.M.I.75.
Rundrapperen. (vel til V. rappe 3 og III. rund 5.1; haandv., jarg.) spøg. betegnelse for et tænkt værktøj, hvormed man gaar let hen over noget; i forb. som det har faaet med rundrapperen, det er sjusket gjort. OrdbS.
Sadelbliket. 1) (jf. -baand 2; nu næppe br.) (baandformet) stykke blik, jærn olgn., som fastgøres til undersiden af sadelbommens buer for at holde disse stramt sammen. vAph. (1759). Larsen.2) (jf. I. Sadel 3; haandv., sj.) blikplade, hvormed en tagrygning dækkes. Mohr&Nissen.Ty.-da.Ordbog.II.(1904). 465.
Sadelbliket. 1) (jf. -baand 2; nu næppe br.) (baandformet) stykke blik, jærn olgn., som fastgøres til undersiden af sadelbommens buer for at holde disse stramt sammen. vAph. (1759). Larsen.2) (jf. I. Sadel 3; haandv., sj.) blikplade, hvormed en tagrygning dækkes. Mohr&Nissen.Ty.-da.Ordbog.II.(1904). 465.
sammensømmev. [4.1] [-söm’∂] vbs. -ning. (haandv.) samle v. hj. af søm. Sammensømning af to Bræddelag. Thaulow.Træ.(1912).192.
Sekskantvinkelen. spec. (haandv.) om lineal (vinkel), som bestaar af to hinanden i en stump vinkel skærende grene, og hvormed en sekskant kan tegnes (afridses). FagOSnedk.
Skomagerarbejdeet. (ænyd. d. s. i bet. 1) 1) arbejde ell. virksomhed som skomager; ogs. konkr., om fodtøj. Kjøbmænds Ret til at falholde Skomagerarbeide i Kjøbstæderne. KancSkr. 28/5 1816. Heeland. SkomagerietsHistorie.(1926).60.2) (jf. Skomager 2; især haandv.) daarligt, dilettantisk arbejde; fuskerarbejde. Samtidig rejste der sig rundt om (et selvbygget hus) store, smukke Villaer . . hendes Hus stak slemt af. Faglærte Murere kaldte det “Skomagerarbejde”. Pol. 9/8 1934.3.sp.2. Bogtrykkerbladet. 1934.130.sp.1.
Skosfelsubst. vist alm. udtalt [‘sgosvæl’] og skrevet Skosvel: Meyer.5-8 jf. MHamm.FO.II.7. (fra ty. schoss-fell (nt. schotfell); 1. led er ty. schoss, skød; om 2. led se II. Fel; haandv., foræld.) skødskind. Meyer.5-8 spec. om et lignende dække, der fastgøres til arbejdsbordet (fx. hos guldarbejdere). jf. MHamm.FO.II.7.
Skruensieren. [‘sgru·∂nsi·er] (Skruezi(ehe)r. MR.1795.692. Skovdyrkn. (1865).41). (vel fra nt., jf. ty. schraubenzieher; 2. led af ty. ziehen, drage, trække (jf. Hertug); haandv., nu sj.) skruetrækker. MHamm.FO.II.6. Bøgh.DD.1866.183. Sal.2 XXI.670.
Skrævestodderen. 1) [I.2] (kbh., jarg.) vigtig, opblæst fyr (som staar og driver paa gadehjørnerne). OrdbS.2) (til I. skræve 4 ell. overf. anv. af bet. 1; jf. Skræver; haandv.-jarg.) bræddekryds, der anvendes til midlertidig afstivning ved rejsning af tagværk olgn. OrdbS.
Skænkesvenden. (Skænk-. Cit.1850.(CNyrop.Haandv. 113). Skænker-. vAph.(1764)). (foræld.) hjælper ved udskænkning; især: kældersvend. MO. CollO. || (haandv.) om hjælper ved lavsceremoni. Cit.1850.(CNyrop.Haandv.113).
Slagsnoren. [I.2.1] (efter ty. schlagschnur; haandv., l. br.) kridtsnor (der, efter at være udspændt, ved sit slag mod arbejdsstykket afsætter en kridtstreg). S&B. Larsen.
Slagstoken. [I.1.1] 1) (arkæol.) redskab (af ben, hjortetak) til at løsne flintflækker med. Soph Müll.VO.166. JohsBrøndst.DO.I.111.2) (haandv.) lille ambolt, med ell. uden horn, brugt af blikkenslagere, kobbersmede. Nord ConvLex.V.306. TeknMarO.
Smaløkseen. (haandv.) bindøkse. FRFriis.KA.39. Wagn.Tekn.499. Sal.2 XXV.818.
smerglev. [‘smarGl∂] -ede. vbs. -ing. (ty. schmirgeln (schmergeln); afl. af Smergel; fagl., især teknikhjul og haandv.) polere, pudse, rense, slibe med smergel. NordConvLex. V.318. Geværløb smergles ved at føre en indstøbt Blykolbe igjennem med Smergel og Olie. Wagn.Tekn.256. *Skramlets (dvs.: cyklens) røde Styr | og rusthæse Klokke var smerglede for Dagen. Børup.LN.67. || i forb. m. adv. (jf. afsmergle): det er forbudt at smergle geværer af dobbeltbrudt streg jf.: Reparationer (paa vaaben), som Udsmergling. MR.1856.104.
II. Smutteen. [‘smud∂] flt. -r. (no. dial. smotta, smuthul, smalt pas ell. indløb, split i klæder; til III. smutte 1, sideform til II. Smut; jf. oldn. -smótt (analogisk sideform -smátt) i ísmótt, hvad man kryber ind i, hyller, klæder sig i, starfsísmótt, arbejdsklæder, hofuðsmátt, halsaabning i klæder, til II. smyge; sml. ogs. I. Smug (og Ismugklæder); næsten kun dial.) 1) skjulested; smuthul; krog. Moth.S542. VSO. (“paa Lolland og Falster”). sml. Rietz.634 (skaansk).2) snæver indgang ell. gennemgang; spec. dels (nu næppe br.) om skjult, hemmelig indgang (Moth.S542), dels om aabning, hul i gærde, hvorigennem man kan smutte ind paa marken (JHSmidth.Ords.140. jf. Rævesmutte om aabning i gærde, hvorigennem ræven kan smutte. Moth.R168. VSO.V.R21); dels om smal passage ml. bygninger (der bruges som smutvej); smut (II); smøge (I). Moth.S542. Londons mange Smutter. Grundtv.Myth.558. Der laa tre gamle, brøstfældige Rønner i en Smøge – “Smutten” kaldet. Pont.FH.83. (byen) med snørklede Gyder, Krinkelkroge og Smøger og Smutter. Bergstedt.J.32. Feilb.3) aabning i noget, hvorigennem man kan krybe ind i det (fx. om aabning i tag. MDL.), ell. (især) split, slidse i klædningsstykke, spec. kvindeskørt. MDL. Thorsen.175. Halleby.219. Folkedragter.142.4) (haandv.-jarg.) dels om diagonalt halveret tagsten; stump tagsten, dannet ved borthugning af nakken (og som let smutter mureren af haanden); dels (jf. Smutter 2) om bajer, som mureren indskyder (kniber sig) mellem spise- og drikketiderne. OrdbS.
Snorslaget. [I.1.5] (haandv.) slag med en udspændt (kridt)snor, hvorved der afsættes linier (paa tømmer, der skal saves ud i planker olgn.); afsnoring; ogs. om den derved afsatte linie (Leth.(1800). MO.). man saaer (spinat) i smaa lange Render . . af to Fingers Dyb trukne efter Snorslag. vAph.Nath.VII.548. Paa alle disse Stykker (dvs.: af tilhuggede bjælker) gjøres nu langs med de skraat tilhuggede Sider et Snorslag i en Afstand af omtrent 1/12 til 1/7 af den hele Tykkelse. ForklTømrere.16. VSO. MO. UfF.
Spartlingen. (haandv., spec. mal.) vbs. til spatle; ogs. konkr., om selve spartelmassen. HFB.1933.374. jf. Bred-, Fin-, Pletspartling ofl. Malerfaget.[1935].120f.
Spatel[‘sba?d(∂)l] ell. (især i bet. 2; haandv. (mal.))
Spildetiden. tid, der gaar til spilde; om overflødig fritid: WilliamSørensen.ProfessorRørdam og “Kjøkkenmøddingerne.”(1915).12. || især (haandv.) om tid, der gaar til spilde under arbejde, fx. ved materialemangel, ved overgang til nyt arbejde. FagOSnedk.
Spjældskraberen. (Spjælde-. OrdbS.). (vel til Spjæld 1, jf. Spjæld 5; haandv.-jarg.) person, der arbejder paa spjæld (se u. Spjæld 5); ogs. om arbejder, der underbyder de organiserede arbejdere, ell. om ikke-udlært, selvlært haandværker, som tager arbejde nu og da, daarlig haandværker. Ekstrabl. 4/2 1931.6.sp.5. BerlTid. 11/3 1934. Sønd.5.sp.4.
Spjældskraberiet. (Spjælde-. Aftenbladet. 9/7 1933.7.sp.6). (til Spjæld 1 ell. Spjældskraber; haandv.-jarg.) det at arbejde paa spjæld, være spjældskraber. Fagtidende for Malere.1909.14.
II. sprekkev. [‘sbrag∂] (ogs. skrevet spreche, sprække). -ede. vbs. (sj.) -ning (se u. bet. 3). (ænyd. sprecke, jf. glda. syæ spreek, tale; fra ty. sprechen, nt. spreken; jf. Sprekker, Sprikvort samt Speaker, I. Sprog, II. sprokke) 1) tale; snakke. Feilb. UfF. især (jarg., spøg.): tale tysk (navnlig: paa ufuldkommen, gebrokken maade ell. som udtryk for hovenhed olgn.); undertiden ogs.: tale paa (andre) fremmede sprog. Grønb.SV.113. M. var den eneste, der kunde etpar Brokker af Jødesproget, han gav sig til at sprække op, saa Kromanden forbavset saae sig om. Rørd. Va.226. oftest i forb. sprekke tysk. *Sprekke Tydsk, og Eeder flette, | Knebelbarter op at sætte, | Vinder ikke Skaane Land. Reenb.II. 196. Man sprekkede tydsk og parlerede fransk. Blich.(1920).XXI.191. KLars.KV.33.2) (nu næppe i rigsspr.) tale højrøstet ell. brovtende; prale. *Hand sprekket af hand var saa stærk. Schandrup.K1r. jf. Achton Friis.DSØ.II.174 (nordsjællandsk). m. obj.: (æselet, der ved sin skryden har jaget vildt op) *Sprekker store Ting, og praler | Om hans Skraal og store Brum. Reenb.II.196.3) (jf. ty. ich spreche brugt som forsikring (Grimm. Wb.X,1.2815) og sprechen abs. om dommeren ell. parterne i en retssag (smst.2832f.); haandv., foræld.) om haandværksmester: antage en svend ved at tiltale ham paa særlig maade, med udtrykket “jeg sprekker (jeg)”. Cit.1748.(CNyrop.Haandv.52). det ved Skoemager-Lauget i Kjøbenhavn indførte, saa kaldte, Sprechen . . afskaffes. Reskr. 8/3 1757. Sprechningen. CNyrop.Haandv.225.
Spændegrejerpl. (haandv.) redskaber, hvormed noget sammenspændes; spændeværktøj. Bænkplads ønskes tilleje af Snedkersvend. Adgang til Bloktvinger, Spændegrejer og Fællesværktøj. Pol. 8/4 1941.22.sp.4.
Stangboret. (haandv.) spec. om (snegle)bor, hvis angel er stærkt forlænget og øverst danner et øje, i hvilket man indsætter en løs stang til omdrejning af boret. Amberg. Haandv.143. FagOSnedk.
Stempeljærnet. (af Stempel 1.1, stemple 1.1; haandv.) jærn til at stemple (huller, fx. i pap) med. Paparbeideren.(1835).35.
Stifthammeren. [I.1] (haandv.) hammer, der har en lang, tynd pen og en lille bane (til at slaa stifter i). FagO Snedk.
Stiftsylen. [I.1] (jf. -bor; haandv.) syl til at bore smaa huller (til stifter) med; pløksyl. Stifte-: Larsen.
Stikbejtelen. (-betel. Moth.1S554). (fra ty. stech-, stichbeitel; til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; haandv., nu l. br.) bredt stæmmejærn til afstikning af spaaner olgn. Funch.MarO.I.43. Sal.VI.454.
Stikbilen. (holl. steekbijl; til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; haandv.) en slags stæmmejærn, stikøkse til udstikning af huller. Amberg. FagOSnedk.
Stikboret. 1) (til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; haandv.) lille bor uden borsving til boring af smaahuller; flad-, platbor; lige syl. Sal.2 III.670. Træsløjd.150. jf. (sj.): et Par Øjne havde han – som Stikbor. MaanedsMag. 1913.303.sp.2.2) (til II. Stik 4 ell. II. stikke 5.1; fagl.) jordbor til overfladeundersøgelse i nogenlunde blød jord. LandbO.I.360.
stikborev. vbs. -ing. især (haandv.) til -bor 1: Træsløjd.332.
Stikjærnet. (ogs. Stikke-. i bet. 1.1: Wagn.Tekn.500. OpfB.4III.33. i bet. 2: OrdbS.). (ty. stecheisen) 1) (til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3) redskab, hvormed noget løsnes ell. fjernes ved stikning.
1.1) (jf. -mejsel; haandv.) lille stæmmejærn, der føres frem ved tryk med haanden; lille staalmejsel. Amberg. TeknMarO.
1.2) (gart., landbr.) redskab, hvormed tidsler stikkes. JELange.Vilde Planter.(1922).14.
1.3) sværd mejsellignende redskab til løsning af jorden i minegange. Reiserer. Krig.(1898).139. OrdbS.2) (til II. Stik 2.4 ell. II. stikke 2.5; sko., foræld.) kamlignende redskab, forstikker, hvormed der afsættes mærker for stingene. Lundb. Heeland.Skomageriets Historie.(1926).145.
Stikmejselen. (til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; haandv., foræld.) stikjærn (1.1). Amberg. VSO.
Stikpasseren. (holl. steekpasser; til II. Stik 2.3 ell. II. stikke 2.4; haandv.) forholdsvis svær passer, hvis spidser er hærdede, saa de kan ridse. TeknMarO. Thaulow.M.I.84.
Stikøkseen. (ty. stichaxt; til II. Stik 2.2 ell. II. stikke 2.3; haandv.) stikbil. Moth.S817. VSO.I.112. Thaulow.Træ.(1912).175.
Stødladet. (ogs. Støde-). (jf. -klods, -lade, -slæde 2 samt Studselad; haandv.) til II. støde 4.3: redskab anv. ved stødning af (tynde bræders ell. listers) kanter. FagOSnedk.
Stødladeen. (Støde-. Den gl.By.1932-33.117). (haandv.) d. s. Haandgern.59.
Stødsaven. (haandv.) en med et enkelt haandtag forsynet (bred, lidt afsmalnende) sav(klinge), der kun skærer ved den ene savbevægelse (bort fra den savende); fukssvans. Thaulow.Træ. (1912).169. FagOSnedk.
svejfev. [‘svaif∂] -ede. vbs. -ning (s. d.). (fra ty. schweifen (oht. sweifan, dreje, svinge, dingle; jf. oldn. sveipa); besl. m. svæve og III. svøbe; jf. Svejf, Svejfer, Gesvejfning) 1) (haandv., især snedk.) udskære, tildanne, forme ell. udsmykke i svungne, buede linier. Amberg. man lærte sig at hamre og drive Guldet, svejfe og lodde det til den yderste Fuldkommenhed. VVed.BB.163. FagOSnedk. Feilb. LollO. || især i part. svejfet brugt som adj. gallerier med dukker (jf. I. Dukke 4), schweifede og udskaarne. Cit.1723.(KbhDipl.VIII. 562). Et sveifet lavt Taarntag, som løber sammen i en Spids. ForklTømrere.67. en Rørsofa af svejfet Træ. JPJac.II.229. Linierne i Pollajuolos Figurer ere . . for stærkt svejfede, ud- og indbugtede, uagtet deres Tørhed. JLange.MF.368. et elegant svejfet Overskæg. Nathans.WB.28. jf. opskaaren fading u. opskære 1.2: 2 opsvejfede Vogne. SorøAmtstid. 13/3 1912.3.sp.8. (jf. (især dial.) ved sammenblanding m. I. svejse: (en) flot Fjedervogn med stoppede Agestole, let opsvejset. Odsherred.1930.25.sp.2. den tostolede opsvejsede Fjedervogn. AarbHolbæk.1941.143. jf. udsvejset.2) kors strejfe om. de nordiske Landes Indbyggere . . sveifede omkring, uden nogen visse Boliger. CThestrup. Danmarks ogNorgesKrigs-Armatur.(1756).70.
Svejfningen. (vbs. til svejfe; jf. Gesvejfning, Gesvejsning, Udsvejfning) især (haandv.) tilsvejfe 1. 1) som vbs. NordConvLex.V.443. Sveifning eller Udsveifning bestaaer i, med Hammeren at give Mundingen af et Kar en vaseformig Udvidelse. FRFriis.KA.152. FagOSnedk.2) konkr., om svejfet ornament ell. konstruktionsdel; ogs. i videre anv.: udbuning; indbuning; svungen linie. vAph. (1772).III(u. Svejf[s]nit). (støvleskaftet skal) nøie slutte til Benets Sveifning mellem Læggen og Hælen. Skomageren.(1832).78.
Svendefatteren. (jf. -mutter; haandv.-jarg.) leder af et svendehjem. LindskovHans. NH.104. Værløse.Jonna.(1938).95.
Svendemutteren. (haandv.-jarg.) svendefatters hustru. Værløse.Jonna.(1938).93.
Svingelboret. [I.2] (haandv.) d. s. s. Stangbor. D&H. FagOSnedk.
Sværdfegeren. [-fe·()G∂r] (ogs. -fejer. Moth.S981. JJuel.295. PEMüll.Isl.158. VSO. MO. DanmarksRiges Breve.2R.III.(1939).208. – 1. led ogs. Svær(d)t- olgn. Holb.Bars.I.1. Resol. 28/4 1739.§22. Hallager.245. Lov 29/12 1857.§18). (glda. swer(d)fei(e)r, -feyger (Skraaer.II.136. 145.244.335), swertfæger(e) (smst.296); fra mnt. swertveger, hty. schwertfeger; til mnt. vegen, hty. fegen, fjerne rust ved polering, pudse, rense (jf. II. feje 2.1, opfeje 2); egl.: haandværker, som polerer, pudser sværd; haandv., foræld.) haandværker, som forsyner kaarde- og sværdklinger med fæster; ogs.: (fabrikant og) forhandler af sidevaaben (jf. -smed). Øllegaard Svertfegers. Holb.Bars.I.1. Handverks-Folkene, saasom Bøssemagerne . . Svertfeyere. Slange.ChrIV.204. HFEw. VT.II.239. Om 20 Aar vil Skomagerhaandværket være lige saa uddødt som Sværdfegernes . . og Rokkedrejernes Professioner. KnudPouls.Va.54. || hertil bl. a. Sværdfeger-arbejde (Amberg. BerlTid. 11/10 1943.Aft. 4.sp.6), -haandværk (Reskr. 4/1 1698. Reskr. 18/12 1829), -lav (ophævet 1898. Reskr. 4/1 1698. BerlTid. 11/10 1943.Aft.6.sp.4), -mester, -skraa (smst.sp.1), -svend, -sølv (merkurstav ægte bladsølv. VareL.489), -traad (foræld.; guld- ell. sølvtraad til bevikling paa kaarde- ell. sabelhæfter. Amberg.).
Sætgipsen. (til II. sætte 8.1; haandv.) uoprørt gips, der i størknet tilstand bliver meget haardt og derfor bruges til større gesimser ell. loftsdekorationer. TeknLeks.I.525.
Tengselen ell. (sj.) et (MDL. FrPoulsen.Ægyptens Kunst.(1924).64). [‘tæn’s(∂)l] (ogs. skrevet Tængsel.nu sj. Tingsel. Hallager.128. Rask. Fynske BS.63 Fort Nut. XII.185. DF.VI.60. LollO. jf. MDL. VSO. VII.17). flt. tengsler. (ænyd. d. s. og tenxle, tingsel, sv. dial. tängsla; omdannelse af et andet ord: run. (som tilnavn) þæxla (DRun.), sv. dial. täxla, no. teksel, oldn. þexla, økse, mnt. dessele (holl. dissel), oht. dehsala (nht. de(i)chsel), jf. Diksel; haandv., især bødk.) kortskaftet økse med krummet blad og med æg, der (som ved skarøksen) ligger paa tværs af skaftet, benyttet især af bødkere og træskomagere til grovere udhuling. Moth.T21. Haandgern.121. *Med “Studser, Krøs og Tengsel” faar | han (dvs.: bødkeren) Fadet lavet færdig. Haandværkersangbogen.(1919).102. || (dial., nu næppe br.) redskab, hvormed lyng, hjælme olgn. planter afhuggedes. Cit.1763. (AarbVends.1926.306). MDL.
tiplev. [‘tebl∂, ‘tibl∂] -ede. (fra nt. tippeln; jf. isl. tipla, trippe; maaske sammenhørende m. III. tippe og VII. tip; haandv., foræld.) om haandværkssvend: vandre; være paa valsen. mange af de gamle (haandværkssvende), der har prøvet at “tiple” ud ad Landevejen med “Berlineren” over Skulderen. Pol. 4/2 1937.11.sp.1.
Traadkanten. (haandv.) i udtryk for, at tapetbaner sættes med kun en traads bredde ind over hinanden. Malerfaget.[1935]. 158.
tværløbenpart. adj. 1) (fagl.) om træ (ved): rundgroet (-løben). Suenson.B.II.15. tværløbet Træ. FagOSnedk.2) (haandv., dial.) besværlig at have med at gøre. Den (høvl) er for tværløben. OrdbS. || om person: tvær (2.2); egensindig; vrangvillig. UfF.
Ugelisteen. spec. (jf. -seddel; haandv.) om fortegnelse over det af en haandværker (svend) i ugens løb udførte arbejde. Amberg. MurJernbeton.410.
Ugeseddelen. (ænyd. d. s., om fortegnelse over ugens forraadsforbrug) spec. (haandv.) d. s. s. -liste. MalPrisl.5. FagO Snedk.
Ulvetanden. (nu vist kun dial. Ul(v)- (Ulf-). Høegh.AJ.262. Skomageren.(1832).22. UfF. jf. Feilb.Ulvs-. UfF. jf. Ulfs-: Moth.U51. PEsbach.HesteCuur.(1727).66). (ænyd. ulve- og ulvstand (RostgaardsS.4°161.[40]), glda. (flt.) ulf tænder (Suso.35); jf. -tandet) 1) en ulvs tand (ofte i billedl. udtr. for vold, grumhed). *Som et Lam i Ulve-Tænder | Maae hand (dvs.: Jesus) følge hvor de (dvs.: præsternes tjenere) render. Kingo.SS.IV.334. CFrim.AS.171 (se u. -klo 1). VSO. Feilb. uegl.: *Hr. Ridder, I er en ærlig Mand | Og ønsker ei, at Danmark slides af Ulvetand. Hauch.SD.II.231. || (foræld.) om saadan tand brugt af børn i tandbrudsalderen (som et legetøj) til at bide i (if. overtroen gav den let tandbrud, jf. Kalk. IV.642. Feilb.). Moth.U51. jeg havde kastet min Rangle fra mig, førend jeg var to Maaneder gammel, og vilde ikke bruge min Ulve-Tand, førend mand havde taget Bielderne af den. Spectator.I.3. Ulvetand, tandamulet. Nationalmuseets Særudstilling.Barnet. (1949).13. || (jf. bet. 2) uegl., om hvad der minder om en ulvs tand (tænder). *hørt jeg har om hans (dvs.: en trolds) Hest og ham, | De bide med Ulvetænder. Grundtv.PS.VII. 169. (han) saa hende smile med alle sine hvide Ulvetænder. Branner.TMS.208. Stilen (raader) over andre Motiver, f. Eks. de saakaldte “Ulvetænder” (der ikke er andet end den spiraliserede Buerække). Johs Brøndst. DO.II.223.2) (jf. -tap; zool., vet. ell. dial. (landbr.)) om særlig dannet (spids) tand hos visse pattedyr (hund, svin, hest); spec. dels om (smaa) sorte tænder hos nyfødte individer (der kan genere ved patningen og derfor i reglen fjernes), dels om (tand foran) forreste kindtand (spec. hos hesten) ell. i al alm. om abnorm ell. unaturlig stillet enkelttand. Moth. U51. Viborg.S.36. LandbO.IV.639.641. Boers. VetF.299.384. MDL. Feilb. UfF.3) redskab(s-del), i formen mindende om en ulvetand (1).
3.1) (haandv., nu næppe br.) om glittetand (af ben ell. jærn). vAph.(1772).III. Skomageren.(1832).22.
3.2) teknikhjul særlig form af stødfilet savtand. Wilkens.MT.186. Tekn Leks.I.443.
Valgtavleen. (jf. Valg sp. 29041ff.; haandv., foræld.) tavle hos visse svendelav (snedkere ell. skomagere) over de mestre, hos hvem svendene efter eget valg kunde søge arbejde. Val-: Cit.1724.(CNyrop.Haandv.131). AarbFrborg. 1908.145. RibeBysHistorie.(1929).208 (om forhold 1675).
Vandrebogen. (ænyd. d. s. (i titel paa bog (af Hans Christensen Sthen), indeholdende bønner, leveregler olgn. for rejsende)) 1) bog, som en vandrende, (fod)rejsende fører med sig, ell. som (kan) bruges af vandrende.
1.1) kors bog, hvori studenter og andre unge paa udenlandsrejse samlede underskrifter af lærere, velyndere ofl. (jf. u. Stambog 4). Moth.V29.
1.2) (haandv., især foræld.) en (1828 indført) bog, der tjener som legitimation for en rejsende haandværkssvend og skal paategnes af politiet i de byer, han kommer igennem. Forordn. 10/12 1828.§3. en Haandværkssvend . . ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. Bang.S.378. man (skal) anmode . . om fra den 15de Januar 1887 . . ikke at kræve Forevisning af Vandrebøger . . af de Haandværkssvende, der ere forsynede med . . Rejsebøger (udstedt af deres foreninger). Cirk.Nr.171 31/12 1886. || billedl. jeg tumlede om paa Fliserne. Jeg var nok lige paa et hængende Haar ved at blive indskrevet i den store Vandrebog (dvs.: at dø). Drachm.I.242.
1.3) (foræld.) bog, som en person medfører paa sin rejse, og hvori han gør optegnelser om rejsen m. m. Det skriver jeg i din Vandrebog. HCAnd.SS.IV.73. i 1848 drog min Fader . . med sin Vandringsstav . . Nord paa, Mil for Mil . . Jeg gemmer som en Skat hans Vandrebog, i hvilken han med sin smukke Haandskrift har indført Tidens baade de kry og de rørende Yndlingssange. Bobé.Livsdagen lang.(1947).15.
1.4) bog, rejsefører, der indeholder oplysninger af interesse for vandrere, ell. bog, der giver anvisning paa vandreture. Vandrebogen. SophiePetersen &RFabricius.(bogtitel.1936). MWeisBentzon. 65 Cykle- ogVandreture.(1940).7.
1.5) (foræld.) om bog med opbyggeligt indhold, leveregler olgn. til brug paa rejse ell. under livsvandringen. jf.: Saligheds Vandre-Bog eller Haandledning til Himmelen. Lolck.(bogtitel.1708).2) [3.3] (skol.) en bl. forhenværende skolekammerater cirkulerende bog med optegnelser af interesse for kammeraterne. AarbVends.1931.43. Zahlensere 1943! Find Vandrebogen frem, støv den af og send den videre. De utaalmodige. Pol. 15/6 1945.18.sp.6.
II. vegnev. i bet. 2.1: [‘vain∂] i bet. 2.3: [‘ve· Gn∂] (ofte skrevet vej(g)ne, vajne. se u. bet. 2. tidligere ogs. vægne. Grundtv.Saxo. II.42. jf. MO.II.1574. – dial. vøgne. Krist. Ordspr.64. vøjne. BDiderichsøn.FriderichsBerg.(1705).A3r. Korch.Godtfolk.(1920).140. – nu næppe br. (vel ved tilknytning til hveg, hvege) hvegne. Moth.1H411. VSO.II.679. Funch.MarO.II.61. MO.I.999). -ede. vbs. -ing (s. d.). (ænyd. vegne (i bet. 1 og 2), æda. wegnæ, om legemsdel: blive blød, slap (Harp. Kr.125); dels (i bet. 1) svarende til sv. vekna, fsv., no. dial., oldn. vikna, give efter for tryk, føje sig; til (participiumsstammen i) vige; dels (i bet. 2) svarende til sv. vekna, no. veikne, afl. af III. veg; jf. II. vege) 1) (dial.) intr.
1.1) i egl. bet.: bøje sig, give efter for tryk, vægt, slag olgn. træet hvegner af frugt. Moth.1H411. Feilb. Isen vegner. UfF.
1.2) miste sin spændstighed, fysiske kraft; slappes; synke sammen. *Ej vegnet, men end rank i Ryg. AntAnd. Fyen.(1901).59. Han retter sig, stiv i sin Vrede og Mistro . . “Du var ikke bange af dig, Erik.” Prinsen smiler smigret, hans Krop vegner. ThitJens.D.I.184.
1.3) overf. anv. af bet. 1.1-2: blive mat, svag; ogs.: opgive sin modstand, lade sig overtale, bevæge, røre. Hanß hierte vêgner. Moth. V77. *Dagen selv maa vøyne (anm.: bøye sig og ligesom blive dunckel). BDiderichsøn. Friderichs-Berg.(1705).A3.r *Modet vegner mat og mygt. AntAnd.Fyen.(1901).61. *saa mangt et Mod i Kampens Brus er vegnet. Lunde.Fynske Digte.(1926).135. de vegner ikke ved det (dvs.: giver ikke efter, lader sig ikke gaa paa). UfF.2) trans.
2.1) bøje noget i en bue ell. vinkel; refl.: bøje sig (i en bue): en lang, tynd Stang, som kun understøttes i sine Endepunkter, vegner sig i Midten. VSO. Korch.Godtfolk.(1920).140. i forb. m. ud: rette (en bue, skævhed) ud. Mandslingen (dvs.: en pukkelrygget) . . rakte sig, som skulde han veigne Puklen ud i eet Stræk. Aakj.SV. VIII.90. || i rigsspr. kun (haandv.) m. h. t. søm, der er slaaet gennem bræt olgn.: bukke, bøje dets fremstikkende ende, spids om i en (nogenlunde) ret vinkel og faa den til at lægge sig henad (ell. forsænket i) brættets flade; m. h. t. split (2.2), der er stukket gennem noget: bøje splittens to ender fra hinanden (Tuxen.Søfart.473. Da Eng. TeknO.). vêgne et søm. Moth.V77. Hvor Sømmene drives helt igjennem Træet, “vegnes” de, idet Spidsen bukkes om og drives tilbage igjen noget fra Hullet. Wagn.Tekn.538. Sømmet vejnes nu, idet Knibtangen (eller et særligt Vejnejærn) holdes mod Sømstumpen. Grunth.Besl.82. (mor havde) faaet en Fisker til at vajne Sømmene i mine Støvler. And Nx.LK.60. Skiverne slaas sammen med Søm, hvis Spidser “vajnes”, saaledes at de igen gaar ind i Skiven. Randstrup.Slibe bogen.(1935). 61. i sa. bet. vegne’om: UfF. jf.: Portringe med omvejnede Kramper. PNørlund. (Nord.Fortidsminder.IV,1.(1948).63). || hertil (smed.) betegnelser for redskaber, hvormed hesteskosøm vegnes: Vegne-jærn, -tang (Grunth.Besl.82).
2.2) (ikke i rigsspr.) gøre (en haard masse) blød. Moth.V77. *Haardt mod Haardt, skal an det gaae, | Jern og Staal at vægne. Grundtv.Saxo.II.42. jf. bet. 2.3: *I mine skiære Hænder . . | Hvis skiulte Kramme-Kraft i eders fingred Krop | Selv Steene veigned har, og Døde vecked op. Poul Ped.DP.11.
2.3) (nu kun højtid., sj.) billedl. anv. af bet. 2.2: gøre svag, eftergivende, veg (III.2) ell. formilde, blødgøre (2). vegne et hart hierte. Moth.V77. *Den Lykken vegner, er ej Lykken værdig! Rørd.Tre Strænge.(1897).11. han rørtes af hendes Lidelse, lod sig vegne af hendes Angst. sa.KK.158. *Kan hænde, at Tiden har vegnet mit Sind, | Thi jeg gyser ved Kys af din iskolde Vind. NatTid. 26/10 1920. M.6.sp.3.
Vegningen. flt. -er. (ofte skrevet Vejning). (haandv.) vbs. til II. vegne 2.1 (ell. II. vege 1): det at vegne et søm ell. den ved vegningen dannede ombøjning ell. den ombøjede del af sømmet. Ved (heste-) Skoens Paalægning bemerkes . . Sømmenes Veining. Viborg & Neerg.HB.89. Rask. Fynske BS.67. Forinden den gamle Sko brækkes fra Hoven, maa Sømmenes Vejninger omhyggelig aabnes. Grunth.Besl.69. Enkelt Vegning . . ved een Ombøjning (dvs.: af sømmet). Træsløjd.277. Dobbelt Vegning. smst.278. daarligt “gemte” Sømvejninger. Sal.2XXII.466.
vidtberømtpart. adj. (jf. u. III. vid 6.2). Holb.Hex.III.3. Disse Damer kunne nu engang ikke bruge deres Øine uden at tale det vidtberømte Sprog (dvs.: koketteriets). Kofoed-Hansen.KA.I.119. den vidtberømte Dr. Freud. Soya.HF.28. (haandv.:) Lavet omtales altid (ved møderne) som “det ærbare”, “det vidtberømte” (osv.). Sal.2XXII.663.
Vimmelen ell. (nu dial.) et (Rostgaard.Lex.V69 b (men smst.V68 c fk.). Feilb.). (sj. skrevet Hvimmel. Recke.(OrdbS.). jf. u. Vimmelbor. ogs. Vimle. Guts Muths.(1802). 84. Cit.1903.(OrdbS.). UfF. jf. u. Vimmelbor). best. f. vim(me)len; flt. (dial.) d. s. (Feilb.) ell. vimmeler (MO.1 VareL.1141) ell. (især) vimler (Cit.1707.(Aarb Præstø. 1925.91; vimbler). VSO. FagOSnedk.). (ænyd. wimel; fra mnt. wimmel, wem(m)el (jf. eng. wimble og glholl. wimpel, weme); afl. af mnt. wemmen, mht. wimmen (jf. u. II. vimle, II. vimse); sml. no. vind(e)bor og ty. windelbohrer, til (en afl. af) III. vinde; haandv. (især gldgs. ell. dial.)) vimmelbor; ogs. spec. (jf. -skaft 1) om borsving. Cit.1744. (PJensen.Snesere.(1883).122). MO. Wagn. Tekn.242. TeknLeks.I.70. UfF.
Vimmelboret. (sj. skrevet Hvimmel-. Recke. (OrdbS.). jf. MO.I.1009. især dial. Vimmels-. UfF. l. br. Vimle-. sml. NordConvLex.2V.995). (jf. Vimmel og Vimmel-skaft 1, -sving, -tøj, Borsving samt Dreje-, Drue-, Omslagsbor; haandv. (især gldgs. ell. dial.)) spigerbor. Amberg. (gaden) Vimmelskaftet . . har faaet (sit navn) af sin . . Lighed med Skaftet paa Snedkernes Vimmelboer. CBernh.III.20. Tekn Leks.I.596. AarbFrborg.1918.19.
Vimmelskaftet. 1) (jf. -sving, -tøj; haandv. (især gldgs. ell. dial.)) skaft til et vimmelbor; borsving. Moth.V183. Wagn. Tekn.502.539. TeknLeks.I.70. UfF.2) (jf. u. -sving og Spigerbor) i best. f., som navn paa krogede (krumtap-, vinkelbøjede), bugtede færdselsveje (især gader); saaledes i Holbæk, Horsens og Rønne (se HMatthiess.Gader.61. Stedn.X.16); om sejlløb i Roskilde Fjord (i et knæk vest om Kølholm s. f. Frederikssund): AFang.IK.12. || som gadenavn i Kbh. (jf.: Schoboderne . . som nu kaldes Wimmelschafftet. Cit.1597.(KbhDipl.II.492). Wdi Kledeboderne eller Wimmelskafft. Cit.1627. (smst.I.639)); især (og nu kun) om gaden ml. Amagertorv og Nygade (før anlægget af Nygade henimod 1700 krummede færdselslinien til Gammeltorv gennem Skoubogade); billedl. ell. i sammenligning: Herren seer ud bag til ligesom den (dvs.: taillen) var giort efter Vimmelskaftet. Herrens Rumpe er Amager Torv; Faldet i Ryggen Vimmelskaftet. Holb.Tyb.II.2. et Helmisse-Øg . . af det slags der har som et Bøsse-Sigte bag over Krydset, og ret et Naturlig Vimmelskaft langs hen ad Ryggen. Phønixb.FM.1726.Nr. 4.2. Gaderne (i Mannheim) ere . . anlagte efter Snor, der gives ingen Vimmelskafter deri. Bagges.L.II.244.
Vimmelsvinget. (haandv. (især gldgs. ell. dial.)) vimmelbor; vimmelskaft (1). PolitiE. Kosterbl. 18/8 1922.2. NordsjællF.IV.34. || (jf. -skaft 2; sj.) om bugt paa vej, færdselslinie. Et Vimmelsving bag om Flyvepladsen berøver Vejen en stor Del af dens Værdi som Strandvej. Pol. 17/4 1921.9.sp.6.
Vimmeltøjet. (haandv. (især gldgs. ell. dial.)) vimmelbor; vimmelskaft (1). UfF. Vimmels-: Sjæll Bond.96. UfF. Cit.1948.(OrdbS.).
Vinkeljærnet. Molb.HO. 1) (jf. -skinne, -stykke) vinkelbøjet jærn; jærnstykke med L-formet tværsnit; spec. (jf. Hjørnejærn) om (flade) jærnstykker til samling ell. understøtning. MO.1 Funch.MarO.II.148. Ligefligede Vinkeljærn . . uligefligede Vinkeljærn (dvs.: med lige, resp. ulige lange flanger). Suenson.B.I.163.2) (haandv.) om værktøjer.
2.1) vinkel (5.3), vinkelmaal (2) af jærn. MO.1 FagO Snedk.
2.2) d. s. s. Gedefod beg. Bornholms Tidende. 26/2 1920.1.sp.3. FagOSnedk. Feilb.3) (herald.) heraldisk figur, bestaaende af to vinkelhager (3.2), og mindende om et vinkeljærn (2.1). PBGrandjean.Heraldik.(1919).156.
Zinkstøberen. (jf. u. Billedstøber; haandv.) person, der støber ting af zink. PVGrove.Den sjæll.Øgruppe.(1870).194. Krak.1949.II.4200. jf. Zink-støberi (S&B. Sal.2XXV.623), -støbning (OpfB.1V.144. Berl Konv.XXIV. 67).
Æredriken. (ogs. Æres-) skaal, der drikkes til ens ære; især (haandv.) om velkomst (2). vAph.(1764).8. CNyrop. Haandv.291. Æres-: smst.93.114.217.
Ærindegeselen. spec. (haandv., foræld.): den yngste svend paa værkstedet, der skulde opkræve sygepenge (2) m. m. Ærind-: Cit.1887.(CNyrop.Haandv. 64).
Øjefilen. [I.16.4] (haandv., foræld.) fil, hvormed naalemageren filede øje paa naalene. Amberg. VSO.IV.O22.