Garversprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (garv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor garverfaget.

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (garv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor garverfaget.

Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.

afkødev. -ede. (garv., nu næppe br.) fjerne alle køddele fra (en hud). en dobbelt sammenlagt allerede afkiøddet Huud. JFBergsøe. Garverens Haandværk.I.(1810). 134.
angarvev. [‘angAr’v∂] -ede. vbs. -ning. (efter ty. angerben; garv., nu l. br.) give en første garvning; forgarve. de for Kalken daarlig rensede Stykker (dvs.: af huder) (blev) mørke, fik en skjør Narv og angarvedes slet. NordiskGarvertidende. 4/5 1889. smst. 6/4 1889.
Barkekaret. [II.1.1] (garv.) stort kar, hvori huder nedlægges for at garves (jf. Barkgrube). Moth. B59. VSO. MO.
Barkeluden. [II.1.1] (garv.) MO.
Barkgrubeen. (garv.; jf. Barkekar). Barkgruben er . . et eller flere i Jorden nedgravne Træe-Kar, i hvilke Huderne blive lagte lagviis med Bark. Funke.(1801).I.584.
Barkkuleen. (garv.; jf. -grube). NicHolm.GA.37.
Barkluden. (garv.) d. s. MO. (jf. Barkerlud. vAph.(1764). samt Barkelud).
kors Benlingen. flt. -er. (ænyd. d. s.; fra nt. beenlink ell. ty. beinling, af bein, knogle; garv.) den del af en dyrehud, som har siddet lige over en knogle. (skindene blev) afkrængede hele med “Benlegender” og Klør. Cit.1740.(JySaml.II.73). VSO.
Bløseen. [‘blø·s∂] flt. -r. (fra ty. blösse, af bloss, bar, se II. blot)1) (sj.) blottelse. Nu falder Schawlet lidt ned og giver en lille Bløsze.Kierk.VI.67.2) (garv.) afhaaret hud. Sal.XII.48.
Borkniven. [II.3.1, 3] (Stød-. VSO. Haandgern.125).1) (garv.) skavejærn (2), hvormed (over)læderet renses paa kødsiden. JFBergs.G.36. VSO.2) (bødk.) bødkerredskab, der ligner en rund baandkniv med lige skaft. Haandgern.125.
Bryen. [bry?] (Bryd. NordiskGarvertidende. 6/4 1889). (fra ty. brühe, jf. ænyd. bry, suppe; garv.) garvestofopløsning; garvebad. Sal.XII.49. Ingeniøren.1897.264. Brydmaaleren eller Barkometeret er det eneste . . Redskab, hvormed man er i Stand til at skaffe sig Oplysning om en Bryds Værdi.NordiskGarvertidende. 1/6 1889.
kors brøndev. -ede. (afl. af Brønd 3.2; garv.) lægge (huder) i kalkvandsbad i en dertil indrettet grube ell. “brønd.” Hallager. 150.
Brøndkuleen.1) [1.2] (nu næppe br.) om dyb sænkning, hvori der findes en mineralsk kilde. en yderst møisommelig Sneglevei op igiennem den østlige Krog af Brøndkulen (i Pyrmont).Bagges.DV.VIII.403.2) [3.2] kors (garv.) brøndformet grube til behandling af huder og skind (jf. brønde). derefter blive Skindene brøndede i Brøndkulen. Hallager.150.
dollerev. [dω le?r∂] -ede. vbs. -ing (Opf B.2II.324). (fra fr. doler, lat. dolare, tilhugge; garv.) rense garvede huder for ujævnheder paa kødsiden. Skind, som ere meget beskadigede . . slibes (“dolleres”) med Pimpsten paa Kjødsiden.VBøgh.Garveriet.(1896).223. Sal.2VI.291. || hertil: Dolleremaskiner. VBøgh.Garveriet.(1896). 223.
kors Drivkaret. (jf. ty. treibbutte, -fass samt ty. treiben, lægge huder i “farve”; garv.) kar, hvori huder lægges i garverlud; bedekar. VSO.I.268.
Falsebuken. [4] (garv.) buk, hvorpaa læderet lægges under falsningen. OpfB.1VI.417.
forgarvev. [V.2.1] (garv.) give en første garvning (jf. angarve). OrdbS.
garadj. og (i bet. 2) adv. [ga?r; i bet. 2 ogs. gAr] (fra ty. gar, men opr. fælles-germansk ord: æda. gørst, bedst, run. ga(u)ruan (akk. m.), gers (gen.), gjort, dygtig, oldn. gorr, gl. part. adj. til gøre; jf. gare, garve, saagar)1) (som adj., især som præd. og ofte ubøjet) om beskaffenheden af et gennemarbejdet ell. færdigt behandlet raastof ell. arbejdsstykke.
1.1) teknikhjul om uædle metaller: ren; ublandet (mods. raa). Funke. (1801).III.390. ved en ny Omsmeltning i Flammeovn . . gjøres Kobberet “gart” dvs.: befries for de ledsagende Metaller. Wagn.Tekn.9. smst.356. || overf., om smelteovnens gang, naar den er tilpas, saa metallet bliver “gar”. Beskikningen (af malm) betinger . . Raajærnets Natur, idet en Ovn, naar den er i normal “gar” Gang, altid producerer samme Slags Jærn. smst.339. Sal.2XIII.34. ogs. om glasovn, naar glasset har naaet den rigtige temperatur til blæsning: OrdbS.
1.2) (garv.) om hud: helt gennemgarvet. Kalvskindet blev fuldkommen gar eller afgarvet i en Tid af sex Dage. HCLund.Samler.II.(1804).201. gøre Huderne færdige (“gare”). Sal.XII.49.2) (som adv.) til at betegne en stigning ell. forstærkning i udtrykket.
2.1) (vulg., lidt gldgs.) d. s. s. endog 2.1. Udi 3 Dage eller jeg troer gar 4 Dage, nej det var kun 3 Dage. Holb.GW.IV.9. *Folk (gaar) | Med ordentlige, smukke Klæder paa; | Og Nogle er gar pyntet fra Top til Taa. Oehl. SH.17. Maden blev der da ikke sparet paa. Hun havde jo gar Kogekone til Hjælp. Bergstrøm.M.4.
2.2) (dial.) foran nægtelse: aldeles, slet (ikke). Feilb.
Garverjærnet. (garv.) redskab til afskrabning af huder olgn. vAph.(1759). S&B.
Grubegarvningen. [I.1.1] (garv.) garvning, som foregaar i (bark)gruber. Sal.XII.49.
Hvidgarveren. (garv.) arbejder, der udfører hvidgarvning. AndNx.PE.III.354.
Hvidgarveriet. (garv.) hvidgarvning (mods. Barkgarveri). Funke. (1801).I.591. D&H.
haarev. [‘hå·r∂] -ede. vbs. (i bet. 3) -ing. (jf. sv. håra, eng. hair, ty. haaren; afl. af II. Haar)1) kors faa (blive beklædt med) haar. Moth.H88.2) (især fagl. ell. dial.) om dyr ell. (især) pelsværk og skind: tabe haar (jf. II. fælde 1.2). VSO. Dette Foerværk haarer stærkt. Levin. Bjørne- eller Ræveskind (er) slemme til at haare. VortHj.II3. 158. Feilb. hunden maa ikke komme ind i stuen, den haarer saa meget (haarer alting til) dobbeltbrudt streg || haare af, (nu næppe br.) d. s. Moth.H88. VSO.3) (jf. Haaremaskine; garv.) befri (skind ell. huder) for haar (uld); afhaare. haare Skindene. OrdbS. ogs.: haare Ulden af Skindene. smst.
Haaremaskineen. (garv.) maskine til at afhaare skind med. BerlTid. 8/3 1919.M.16.sp.2.
haarlosadj. [1.1] (garv.). Huderne blive (liggende) i Kalkene, indtil de ere “haarlosse”, dvs.: indtil Haarene lade sig løsne ved Tryk med Fingeren. OpfB.1VI. 412.
Haarremen. (jf. sv. hårrem, no. hårre(i)m; garv., nu næppe br.) haarsiden paa huder; narvside. Moth.H86. MO. D&H.
indkalkev. [4.3] [-kal’g∂] (garv.) udsætte (huder) for paavirkning af kalk (for at løsne haarene m. m.) ved at anbringe dem i kalkmælk, i en kalkgrube olgn. Til at indkalke (røite) Kalve- Faare- og Bukkeskindene . . udfordres en eneste Grube (dvs.: kalkgrube). JFBergs.G.681.
Kalkbadet. (Kalke-. JFBergs.G. 131). (garv.; jf. I. Kalk 3) kalkmælk til garvning. VSO. MO. jf. II. død 2.10: De tilstrækkelig udblødte Huder lægges først i det døde Kalkbad, det vil sige i gammelt Kalkvand, som allerede har tabt sin Ild. JFBergs.G.131.
Kalkbløden. (garv.) om (anbringelse af huder i) kalkbad. At lægge Skind i Kalkblød. MO.
Kalkgraven. (fagl. ell. nu især dial.).1) sted (grav), hvor der brydes kalk (jf. -grube). Moth.K21. VSO. Feilb.2) kalkkule (1). VSO. MO. Feilb.3) (garv.; nu næppe br.) et i jorden gravet hul, hvori huder kalkes (jf. -bad, -grøft, -kar, -kule 2). VSO.
Kalkgrøften. (garv.; nu næppe br.) kalkgrav (3). VSO.
Kalkkaret. (Kalke-. JFBergs.G.22). spec. (garv.) om et til kalkning af huder anvendt kar (jf. I. Kalk 3) ell. (tidligere) en stensat grav i jorden (jf. -bad, -grav 2, -grøft). Moth.K21. Kalkekarrene . . maae være nedgravede i Jorden. JFBergs. G.22. VSO.
kors Kalkkniven. (garv.) en slags kniv, hvormed garverne skraber fedt og kød af huderne; skavejærn. Kalkekniv. VSO.
Kalkkrogen. (jf. -tang; garv.) stang m. en stump krog til at opfiske huderne med efter kalkningen. OrdbS.
kors Kalkkrykkeen. (Kalke-. JFBergs.G.28.294). (fra ty. kalckkrücke; garv.) jærnstang, hvormed kalken omrøres i kalkbadet. vAph.(1764). VSO.
Kalkriveen. (garv.; nu næppe br.) redskab til at hugge kalken løs med i tønderne. Kalkerive. JFBergs.G.34. VSO.
Kalktangen. (Kalke-. JFBergs. G.28). (jf. -krog; garv.) tang, hvormed huderne lægges i ell. tages op af kalkbadet olgn. JFBergs.G.239. VSO. e. br.
kernigell. kærnig adj. [‘karni(G)] (fra ty. kernig; til I. Kerne; nu næppe br.) kernefuld. Moth.K434. || spec. (garv., jf. u. I. Kerne 3.3) om hud: som har faste, stærke fibre. JFBergs.G.4.
koldgarvetpart. adj. (ogs. -gar; jf. gar 1.2). [II.1.3] (garv.; nu næppe br.) om læder: garvet i kold barklud VSO. MO. jf.: Kold garlæder. JFBergs. G.311.
krispev. [‘kresb∂] -ede. (vel gennem ty. (jf. mht. krispen, holl. kerspen, eng. crisp) fra fr. crisper, rynke, kruse; af lat. crispare, til crispus, krøllet; jf. krisple) frembringe striber i (noget). Moth.K348. VSO. || nu især (garv.) d. s. s. krisple. Sal.2XIV.684.
krisplev. [‘kresbl∂] -ede. vbs. -ing (VSO.). (fra ty. krispeln, holl. krispelen, jf. krispe; garv.) opkruse narven (ved at bøje læderet med narven indad og forskyde den derved dannede fold parallelt med sig selv). Man krispler Kiødsiden (af en hud) fra Halen til Hovedet og paa tværs. JFBergs.G.356. Larsen. Sal.2XIV.684.
Kromgarvningen. (især garv.) garvning, hvortil der anvendes kromsalte. VareL.2451. OpfB.4III.405.
Kromlæderet. (især garv. ell. sko.) kromgarvet læder. Haandv.59. VareL.2451.
Kronlæderet. [1.2] (garv.) navn paa en slags læder, der fremstilles ved en kombination af hvidgarvning og semsgarvning. Sal.2XVI.214.
krusblankadj. (garv.) d. s. s. -narvet. JFBergs.G.441.
Krusebrætet. (garv.) d. s. s. Krispelbræt. OpfB.1VI.418.
kødev. (kødde. JFBergs.G.36.138. VSO.). [‘kø·ð∂, ‘køð∂] -ede. (til Kød 1.1; jf. afkøde; garv., nu næppe br.) fjerne alle køddele fra (en hud). Man søger . . at tage det overflødige Kiød og de unyttige Dele af Huderne bort, hvilket kaldes at kiødde Huderne. JFBergs.G.138. smst.36. VSO. MO.
Kødejærnet. (til køde; jf. -kniv; garv., nu næppe br.) alenlangt, knivformet redskab, hvormed kød- og fedtrester fjernedes fra huder. MO. Kiøddejernene. JF Bergs.G.28.
Kødekniven. (garv., nu næppe br.) d. s. MO. Kiøddeknivene. JFBergs. G.28.
Køderen. (til køde; garv., nu næppe br.) person (garversvend), der foretog afkødningen af huderne. Kiødder. VSO.
Kødsideen.1) (garv.) den side af hud, skind ell. læder, der har vendt indad mod kødet (modsat narvsiden, haarsiden). Moth.K446. JFBergs.G.15. et Huus . . betrukket med Hvalros-Hud; Kjødsiden vendte ud. HCAnd.V.190. Magasinerede Sager af almindeligt Læder . . indfedtes baade paa Narvsiden og paa Kødsiden. Munderingsvæsenet i Fredstid.(1908).43. Hage.4906.2) kors om kvindekønnet, spindesiden. Moth.K446. Langebek.Lex.K118a.
Kødspalten. (garv.) den del af spaltet læder ell. hud (spalt), der udgøres af læderets (hudens) kødside (modsat narvspalt og midtspalt). VareL.2713. Sal.2XXI.988.
logarvev. (til III. Lo; garv.) garve (sværere) huder ved at nedlægge dem i gruber i en opløsning af bark ell. andre garvestoffer (jf. hvidgarve), der giver læderet en rødbrun farve; rødgarve; barkgarve. S&B. || især som vbs. og i perf. part. brugt som adj. Rød eller Lohgarvningen. Sal.XII.49. Hage.4906.
Logarveren. (ænyd. lowgarber; garv.) arbejder, der udfører logarvning. And Nx.PE.III.355.
Læderbomen. (jf. -buk; garv.; nu næppe br.) en paa fire fødder hvilende bjælke, hvorpaa garverne lægger huderne, naar de er taget op af vand- ell. farvekarrene. JFBergs.G.505. VSO.
Læderbuken. (garv.; nu næppe br.) d. s. s. -bom. JFBergs.G.28. VSO.
Lædertoveren. (alm. skrevet -touger). (fra (m)nt. leddertauer; garv., nu næppe br.) haandværker, der tover (det garvede) læder (giver det en efterbehandling med udvaskning, barkning olgn. for at gøre det glat og jævnt). Hallager.81. JFBergs.G.223. VSO. MDL. MO. jf.: (N. N. har) drevet Lædertougeri. Skr. 11/12 1855.
Midtspalten. (garv.) den spalt, der, naar læderet spaltes med to snit, fremkommer som det ml. kød- og narvspalt liggende lag. Sal.2 XXI.988.
mineralgarvev. (garv. ell. sko.) behandle ved mineralgarvning; især i forb. mineralgarvet læder, minerallæder. Sal.XII.49.
Mineralgarvningen. (især garv.) garvning med uorganiske stoffer (alun-, krom-, jærngarvning; mods. vegetabilsk garvning). Haandv.59. Hage.4906.
Minerallæderet. (garv.) mineralgarvet læder. OpfB.2II.322.
narvev. [‘nArv∂; ‘na·rv∂] -ede. (fra ty. narben; jf. narvet samt narvsætte; garv.) frem bringe kunstig narv (1) paa læder. VSO. MO. D&H.
Narvejærnet. (garv.) jærn til at narve med. CollO. D&H.
narvetadj. [‘nArv∂t, ‘na·rv∂t; som sidste led af ssgr.nAr()v∂t,na·()rv∂t] (til Narv (ell. II. narve); garv., sko.) som har tydelig (ell. smuk) narv (1). Tougerne (bereder) langt mere narvet Læder . . end glattet Læder. JFBergs.G.361. VSO. Det Narvede Pergament, som bruges til Bind om Bøger. Hallager.150. || især som sidste led i ssgr.: som har en narv, overflade, af en særlig (ved første led angivet) art. se krus-, kryds-, lang-narvet. jf.: (skildpaddens hud var) kornnarvet som Kardevan.vAph.Nath.VII.265.
Oliegarvningen. (garv.) garvning v. hj. af olie (fx. tran). OrdbS.
Opstikkeren. til opstikke (ell. stikke op); især i flg. anv.:1) om person.
1.1) (fagl. ell. dial.) til opstikke 1: person, som hjælper tækkemanden med at sy (ved at stikke naalen op gennem taget). Moth.S818. HPHansen.TrangeKaar. (1932).16. Feilb.
1.2) (jf. Opstikkerske) kors til opstikke 4: person, som forfærdiger modepynt. VSO.2) (garv., foræld.) til opstikke 1: stang med en kløft i enden, der bruges til at hænge huderne op med til tørring og til at tage dem ned med efter tørringen. JFBergs.G.35. OrdbS.
opsvellev. [1.2] [-svæl’∂] -ede. vbs. -(n)ing (s. d.). (sv. uppsvälla; i bet. 1.2 vist efter nt. upschwillen, ty. aufschwellen; jf. -svullen, -svulle; nu næppe br.)1) d. s. s. -svulme 1.
1.1) i al alm. Lede-Moderne . . opsveller ved de Fugtigheder, der ere i Fermentationen. LTid.1725.298.
1.2) (garv.) om hud, der lægges i kalkvand, i syreopløsning olgn.: svulme op; svelle (op). Saasnart nu Huderne . . ere opsvellede . . saa ere de skikkede til at giennemtrænges af Garvestoffet. JFBergs. G.145.2) d. s. s. -svulme 2. den allerhøyeste (del af strandbredden), hvilken Søen aldrig naae, i hvor høyt dend end opsveller. LTid.1726.302.
Opsvellingen. (ogs. -svældning). [-svæl'(n)en] flt. -er. (nu næppe br.) vbs. til -svelle || til -svelle 1.1. Patienten var en Jomfrue . . som holdt denne tiltagende Opsvelling geheim. LTid.1724. 574. || konkr.: hvad der er opsvulmet; opsvulmet parti; opsvulmning. Forstoppelser og forhærdede Opsvældninger i Underlivets kirtelagttige Dele. HZetlitz.Huus- og Bonde-Raad.(1789).55. || (garv.) til -svelle 1.2. Hudernes Opsvelling. JFBergs.G.139.
Pibebarken. [I.2] (garv.) garvebark, som faas af grenene af gamle egetræer. VareL.3772.
platblankadj. (jf. -jærn 2, -læder; garv.) om læder: som er glattet og ikke har kunstig (kruset) narv (mods. krusblank). JFBergs.G.441.
Platjærnet.1) (jf. sv. plattjärn; nu næppe br.) d. s. s. Fladjærn. De kgl. Laugs-Artikler til 1730.I.135. VSO.2) (jf. -kugle, -slikkert; garv.; nu næppe br.) redskab til at glatte læder med. JFBergs.G.31.408.
Platkugleen. (jf. ty. plattstosskugel; garv., nu næppe br.) d. s. s. -jærn 2. JFBergs.G.31.
Platslikkerten. (jf. -jærn 2, -kugle; garv.) et i et stykke træ (haandgreb) indfattet metalblad til at glatte læder med (støde det plat (III.1.1)). VBøgh.Garveriet.(1896). 173.
Platstødningen. (garv.) se u. III. plat 1.1.
Pudsejærnet. (jf. -staal og Polerjærn). Amberg. || spec. (garv., dial.): pudsekniv. OrdbS. Pudse-kas se, en.1) (især sværd) kasse til opbevaring af (en soldats) pudsesager. Rist.S.244. Nat Tid. 23/1 1905.Middag.3.sp.3.2) (soldat.) militærstøvle. DSt.1918.54.
Pudsekniven. spec. dels (jf. -jærn; garv.) om skarp kniv til afskæring af fremspringende grundhaar (som bliver tilbage efter strygningen). JFBergs.G.34.329. dels (kurv.) om kniv, hvormed fremstikkende spidser i kurvefletningen afskæres. Lundb.
Pyren. [py?r] (sv. (dial.) pyr, m., kar til pyring (Rietz.174); fra eng. pure, hundegødning til garvning, af eng. pure, v., se I. pyre; garv.) blanding af forsk. organiske stoffer (dyreekskrementer, klid, surdej) ell. (nu især) et særligt præparat, hvormed man afkalker og blødgør huderne efter afhaaringen. Meyer.5 VBøgh. Garveriet.(1896).175. Sal.2XVI.212.
pyrev. [‘py·r∂] -ede. vbs. -ing (Sal.2 XVI.213. jf. Pyringsmiddel. smst.). (sv. (dial.) pyra (Rietz.174); fra eng. pure, rense med hundegødning, lægge i pyr (egl.: rense, af oldfr. purer, lat. purare, til purus, se III. pur); jf. I. pure, I. Pyr; garv.) behandle med pyr. VBøgh.Garveriet.(1896). 124.177. Sal.2XVI.213.
Pyrfarveen. [I] (jf. I. Farve 2.1 beg.; garv.) om (kar med opløst) pyr. VBøgh.Garveriet.(1896).177.
Pyrkaret. [I] (garv.). OrdbS.(bornh.,jy.).
Rundfarveen. [1.2] (ty. rundfarbe; betegnelsen, fordi opløsningen hældtes i runde kar; garv., foræld.) garvestofopløsning (bry), hvori kalveskind behandles (“drives”) efter kalkningen (2.2). JFBergs.G.338.
Rygstrimmelen. spec. [4.2] (garv.) om en (1 fod bred) strimmel af ryggen af en hud. JFBergs.G.146 (se u. Kernelæder).
Rækkebomen. [III.1.2] (jf. sv. dial. räkke-bol, -stol i lign. anv.; garv., foræld.) “et redskab, hvori skind settes, nâr de udstryges”. Moth.R61. VSO.
Rækkebænken. [III.1.2] (ty., nt. reck(e)bank (bet. 1-2); jf. ænyd. reckerbænk i bet. 1)1) (jf. u. III. række 5.6 samt Strækkebænk; nu kun arkais.) pinebænk. Moth.R61. dreie Skruerne om paa Rækkebænken. CBernh.III.231. smst.V.298.2) (garv., foræld.) bænk, hvorpaa man rækker huder. JFBergs.G.466.
Rækkeren. flt. -e. til III. række; især (jf. ogs. Maanerækker) i flg. anv.:1) (jf. Rækkebænk 2; garv., foræld.) til III. række 1.2: redskab, der brugtes ved strækning af læder; vistnok spec. om rækkespade. JFBergs. G.348.2) (jf. Oprækker; landbr., dial.) til III. række 2.2: person, som ved høstarbejde rækker høet, kornet osv. op paa vognen (hæsset, stænget osv.). Skattegraveren.1884.II.171. FrGrundtv.LK.249.
Rækkerammeen. [III.1.2] spec. (jf. -træ 2 osv. samt Rækker 1; garv.) om bjælke (anbragt i mandshøjde paa to knægte), til hvilken den ene kant af en hud fastgjordes, naar den skulde rækkes; se nærmere Aarb Præstø.1931.93.
Rækkespadeen. [III.1.2] (ogs. Ræk-. OrdbS.). (jf. -nagle; garv., næsten foræld.) redskab (bestaaende af en halvmaaneformet kniv paa et krykkelignende skaft), hvormed man under rækningen skraber og jævner huden. JFBergs.G.31. AarbPræstø.1931.94.
Rækketræet.1) [I.1] (nu næppe i rigsspr.) om (hver af) de enkelte stolper ell. planker i et rækværk, stakit ell. plankeværk. Moth.R60. Cit.1715.(Vider.III.140). VSO.V.R18. Feilb.2) [III.1.2] (garv., foræld.) træredskab til rækning af læder. VSO. MO.
Rækningen. flt. (i bet. (2-)3) -er. vbs. til III. række; især i flg. anv.:1) (især fagl.) til III. række 1(2). vAph.(1764).532. || (teknikhjul, nu l. br.) m. h. t. metal. Brünnich. M.253. PhysBibl.XIX.190. || (garv., sko.) m. h. t. huder ell. læder. Skomagb.31.2) til III. række 2. MO. næsten kun i ssg. Haandsrækning.3) til III. række 4.2; næsten kun (sværd) m. h. t. skyts: rækkevidde (2). Harboe.MarO. Fra . . Sandvigs Batterie giordes nu og da et enkelt Skud som for at prøve Rækningen. HBDhlp.I.41. Hensigten med den dobbelte Raket er at erholde en længere Brændetid og derved større Rækning. Bardenfl.Søm.I.284. endelig rækning, se endelig 1.4.
rødgarvev. vbs. -ning, jf. Rødgarveri (Funke.(1801).I. 583. Mohr&Nissen.Ty.-da.Ordbog.II.(1904). 437). (jf. -barke; garv.; især i perf. part. ell. som vbs.) bark-, logarve. De rødgarvede Lædersorter ere de varigste. OpfB.2II.314. || som vbs. VareL.(1807).II.174. OpfB.4III.403.
Rødgarveren. (garv.) person (arbejder), der er beskæftiget med rødgarvning. S&B. Bl&T.
Skavebomen. (ogs. Skav-. VareL.(1807).II. 173. VSO. jf. D&H. – sj. skrevet Skabe-. OpfB.1VI.410). (fra ty. schabebaum; jf. -bræt, -buk; garv.) indretning (bestaaende af et aflangt, halvrundt træstykke (en bom) og et kryds ell. to ben til understøtning af bommens ene ende, medens den anden ende hviler paa gulvet), hvorpaa skindene anbringes, naar de skal skaves (befries for haar, kød olgn.); hest (3.4). JFBergs.G.28. MO.
Skavebrætet. (fra ty. schabebrett; garv., foræld.) d. s. vAph.(1764). jf.: Skavbret . . Et glathøvlet Bret, hvorpaa Noget lægges, medens det skaves. VSO.
Skavebuken. (ogs. Skav-. Amberg. JFBergs.G.28. VSO. jf. D&H.). (fra ty. schabebock; garv.) d. s. vAph.(1764). MO. Kaper.5
Skavejærnet. (ogs. (nu især i bet. 1 og 3) Skav-. se ndf. – sj. skrevet Skabe-. OpfB.1 VI.410). (ænyd. skaffue-, skavjern; fra ty. schab(e)eisen; jf. -klinge, -kniv; fagl.)1) redskab af jærn til at skrabe med; skrabejærn. vAph.(1764). MO. Skav-: Moth.S259. Fag OSnedk.2) (jf. u. -kniv; garv.) knivlignende redskab, hvormed garveren skraber fedt, kødtrævler, (tidligere ogs.:) haar olgn. af huder. PhysBibl.VI.46. JFBergs.G.29. OpfB.1 VI.410.412. Skav-: VareL.(1807).II.173. VSO.3) (jf. -klinge; snedk., nu l. br.) tyndt staalblad, hvis kanter forsynes med en grat, og hvormed (høvlede) træflader skrabes glatte; sikling. Skav-: Amberg. AMikkelsen.Sløjdlære.(1894).273. Haandgern.27. jf. D&H.
Skavekniven. (ogs. Skav-. se ndf.). (ænyd. skaffuekniff; jf. -jærn, -klinge) kniv (knivlignende redskab) til at skave med. MO. jf. D&H. || spec.: dels (garv., nu næppe br.) d. s. s. -jærn 2. vAph.(1764). JFBergs.G.28.29. Skav-: Amberg. VSO. jf.: Skàu-knif . . Er et skomager redskab at skaue lær med. Moth.S259. dels (jf. -pind, -stikke; pott., især foræld.): redskab af jærn, hvormed (indersiden af) jydepotter glattes (inden brændingen). Skav(e)-: MylErich.Den jydskeHede.(1903).112. JCChristensen.Fra minBarndom.(1925).45. jf. Feilb. dels (dial.): redskab til at pudse ydersiden af træsko af med. Feilb.
Skavelapen. (garv., nu næppe br.) et slags læderforklæde, hvormed garveren beskytter sig mod fugtighed, naar han skaver. JFBergs.G. 27. Skav-: VSO.
Skavemaskineen. (garv.) maskine til at skave huder med. BerlTid. 8/3 1919.M.16. sp.2.
Skrabebomen. (garv.) skavebom. Bl&T.
Skrabekniven. (ænyd. d. s.; jf. -jærn samt Skavekniv; især fagl.) kniv til at skrabe med. VSO. D&H. jf. Feilb. (u. skrabejærn). om raderkniv: Moth.S341. om redskab anv. af skemagere: DF.1932.62f. || (garv.) skavejærn (2), -kniv. KMich.HE.51. D&H.
Skrubbestenen. (garv., foræld.) sten, hvormed narven paa huderne jævnes, glattes. JFBergs.G. 443.
Sletjærnet. (fagl.) spec. (jf. -maane og Sletteklinge; garv.) om et redskab (jærn) til at glatte huder med. Moth.S486. VSO. UfF. Slette-: vAph.(1764).616.
Sletmaaneen. (ty. schlichtmond; jf. -jærn, Sletteklinge samt Sligtemaane (u. sligte 2.2); garv.) stor, skarpkantet jærnskive (med et hul i midten til at gribe fat i) til glatning af huder. JFBergs. G.29.32. VSO.
Sletrammeen. (ty. schlichtrahm(en); garv.) træindretning til at udspænde huderne paa under sletningen. JFBergs.G.32.
Slettangen. (ty. schlichtzange; garv.) tang til udspænding af huderne (i sletrammen) under behandlingen. JFBergs.G.33.
Sletteklingeen. [II.1.1] (ty. schlichtklinge; jf. Slet-jærn, -maane; garv.) skarpt redskab til at glatte huder med. Cit. 1800. (CNyrop. Haandv. 53).
Slikkerten. [‘sleg∂rd] flt. -er. (efter nt. slicker, afl. af slick, fugtighed (se II. Slik), ell. af slicken, glatte (besl. m. ty. schleichen, se slege); garv.) redskab til glatning af læder (skavejærn, sikling olgn.). CollO. D&H. jf. Platslikkert.
Smørekvasten. (nu næppe br.) kvast til at smøre noget paa med; især (garv.) om redskab til at indgnide læder i talg, indsmøre huder i jærnsværte olgn. JFBergs.G.35.441.
Smørestoken. (garv., nu næppe br.) redskab, bestaaende af en klud paa en stang, brugt til oversmøring af huder med kalk. JFBergs.G.34.
Smørestueen. (garv., nu næppe br.) lokale i et garveri, hvor huderne indsmøres med birkeolie olgn. JFBergs.G.465.
snitfriadj. [2.2] (sml. snittet; garv.) om hud, læder: som ikke har snit(ter). VareL.2319.
snittetadj. (afl. af II. Snit; fagl.) som har snit (af en ell. anden form); fx. (garv., slagt.) til II. Snit 2.1 slutn., om hud: som bærer mærker af slagtekniven; fuld af snitter (mods. snitfri). VareL.2319. || til II. Snit 2.2, om bog; jf. guldsnittet (u. Guldsnit).
Spaltemaskineen. [II.2] spec. (jf. I. Spalt 2; garv.): maskine til spaltning af læder. Hag.VII.141. BerlTid. 6/3 1919.M.16. sp.2.
Spædeskindet. (til spæd 1.2 ell. forkortet af Spædekalveskind; især garv.) skind af spædekalv. PolitiE. Kosterbl. 29/9 1924.3.sp.2. Statstidende. 12/4 1941. 1.sp.3.
stollev. [‘sdω l∂] -ede. vbs. -ning (VBøgh.Garveriet.(1896).223. VareL.4537). (fra ty. stollen, afl. af ty. stolle (se I. Stolle), i bet.: cirkelrund skive (kniv), anv. af garvere (ved stolning); garv.) strække (række) og blødgøre garvet læder (ved at trække det over æggen af en cirkelformet kniv). VBøgh.Garveriet.(1896).223.
Strygebomen.1) [III.1.3] (garv.) skavebom. JFBergs.G.28.2) [III.9] (væv.) en mellem brystbommen og tøjbommen anbragt bom, hvorimod det færdige væv glider og strammes; strøgbom. UfF. jf. Amberg.
Strygekniven. [III.1.3] (jf. -jærn 3; garv.) en slags skavekniv, hvormed kalken stryges ud af hudens overhud. JFBergs.G.29.
Strygelapen.1) [III.1.5] (garv.) lille stykke haardtgarvet læder, hvorpaa garveren skærper sine knive under skavningen. OrdbS.2) [III.2.2] (vet.) tykt stykke tøj, som lægges om koden paa heste, der stryger sig. Feltart.VII.A.33.
Strækbænken. (jf. Rækkebænk; garv.) bænk, hvorpaa man strækker huder. OrdbS. Strække-: JFBergs.G.466.
Strækjærnet. navnlig:1) (jf. Strækker 2.2; garv.) mindre glittejærn. OrdbS. Strække-: CollO. OpfB.1VI. 417.2) rørlæggerværktøj, hvormed man strækker pakgarnet i muffen ved samling af støbte rør; strækmejsel. OrdbS.
Strøbarken. (jf. -kar; garv.) bark, der strøs paa huderne ved grubegarvning. Skomagerbogen.(1923).24.
Strøkaret. (jf. -bark; garv.) rundt, i jorden nedsænket trækar, hvori huderne nedlægges bestrøede med bark (ved grubegarvning). JFBergs.G.145. Skomagerbogen. (1923).22.
Surbadet. (jf. -bry, -grube; garv.) bad, hvis vædske er gjort sur (IV.1.2). JFBergs.G.209.
Surbryen. (jf. -bad; garv.) vædske, fremstillet ved udludning af den brugte bark fra grubegarvning. Skomagerbogen. (1923).22.
Surgrubeen. (jf. -bad, -bry; garv.) grube m. syreholdig bejdse; sur grube (se u. IV. sur 1.2). JFBergs.G.210.
Svedekasseen. (jf. -kiste).1) kasse ell. rum, hvori nogen ell. noget kan bringes til at svede.
1.1) afdeling ell. rum i badstue, badeanstalt olgn., hvor man kan faa svedebad; nu især (spøg.) om dampbadeanstalt. vAph.(1764).
1.2) (fagl.) rum ell. kasse, hvori noget bringes til at svede (3.1); dels (skibsbygn., snedk.): varmekasse, hvori træ gøres bøjeligt. OpfB.1II.464. TeknLeks.I. 516. || dels (garv.): kasse, hvori huder lægges til svedning. OpfB.1VI.412.2) (dagl.) overf., om sted, hvor man sveder; fx. (jf. I. Kasse 3.3) om seng: Det nyAarh.III,2.405.sp.1. man er krøbet i Svedekassen. CHans.F.75. || (jf. I. Kasse 3.2) om køretøj (jærnbanevogn). *Nye Lyntog – ikke mer | gamle Svedekasser. BerlTid. 28/5 1938.M.30.sp.4. || om (gammel) bygning, snævert rum, hvor man let faar det varmt. PNJørg.S.38. (vi) skal gøre “Skizzeprøve” (paa akademiet); vi bliver lukkede ind i en Svedekasse hver især. LTuxen.En MalersArbejde.(1928).233. || (jf. II. svede 2.3; jarg.) fængsel; kachot. *de fulde Folk han brang i Svedekassen. Rantzau. D.Nr.44. DagNyh. 19/8 1929.7.sp.4.
Svedekisteen. d. s. s. -kasse 1.2; dels skibsbygn., snedk.: JPaludan.Møen. II.(1824).121. TeknLeks.I.516. || dels garv.: JFBergs.G.314.
Svedestueen. (ænyd. svedstu(v)e; jf. -rum)1) (nu sj.) badstue; ogs.: rum, hvor svedekur gives (VSO.). Moth.S948. D&H.2) [II.3] d. s. s. -rum 2; fx. (garv.) i garveri: JFBergs.G.195.
Saalehuden. (til I. Saal 2; garv.) hud, der tilberedes til saalelæder. JFBergs.G.318.
Tovbordet. (til III. tove; garv.) bord til tovning af læder. JFBergs.G.30.
tovev. [‘tω u∂] (alm. skrevet touge). -ede. vbs. -ning (JFBergs.G.25. VareL.4537). (fra (m)nt. holl. touwen, egl.: forfærdige, gøre i stand; besl. m. II. To; garv.) færdigberede (garvet læder) ved udvaskning, bankning, indsmøring med fedtstof, falsning olgn. (jf. CNyrop.Haandv.240). Moth.T133. Touge . . den eene Huud til en Blank-Læders Huud. Chr.VI’sLaugs-Articler.(1748).5. JFBergs.G. 22. rødgarvet Læder, der er fremstillet af Kødspalt, og som kan være touget færdig paa forskellig Maade. VareL.4790. jf.: Tougningsstue. JFBergs.G.32.
Toveren. (alm. skrevet Touger). flt. -e. (garv., foræld.) til III. tove: person, der tover; lædertover. vAph.Nath.VII.658. Garverens og Tougerens Haandværk. JFBergs. (bogtitel.1810). jf. CNyrop.Haandv.240.
Tovstueen. (til III. tove; garv.) lokale, hvor tovning af læder finder sted. Ugeskr.fRetsv.1897.1130. Skomagerbogen.(1923).26.
Valkebrætet. bræt anvendt ved valkning.1) (jf. Strømpebræt) valkefjæl. Rostgaard.Lex.V12b. Wors. OE.298. Fr Grundtv.LK.131. Den lille Plæne . . er nyslaaet og rillet som et Valkebræt. Raae.TT.200.2) (garv.) krispelbræt. UfF.
Valkeskoen. spec. (jf. -handske; garv.): sko, som garverne bærer, naar de valker læderet ved stampning. S&B.
varmgaradj. (mnt. warmgar; jf. gar 1.2 og koldgarvet; garv., nu næppe br.) om læder: garvet i varm (1.3) barklud. varmgar Læder. JFBergs.G.311.
Vaskebejdseen. [I.2] (garv.) bejdse til udvaskning af huder. JFBergs.G.603.
Vækslæderet. (jf. u. vækse 1; garv., nu næppe br.) læder, som er garvet med anvendelse af voks; ogs. om fint forarbejdet læder, hvortil der er anvendt tælle; vokslæder. Amberg.598. JFBergs.G.386.
Ølbejdseen. (garv.) en af mask fremstillet bejdse (anv. til garvning). JFBergs.G.215.