Bogtrykkersprog

Ordene på denne side optræder i den historiske ordbog Ordbog over det danske Sprog (1918-1956) med den redaktionelle forkortelse (bogtr.). Forkortelsen angiver at ordet har været brugt indenfor bogtrykkerverdenen.

Se en beskrivelse af tabellens symboler og piktogrammer: Symboler og piktogrammer anvendt i Ordbog over det danske Sprog.

Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.

Aflæggemaskine	en. (bogtr., se aflægge 1.2). OpfB.1I.447.
afklaske	v. [‘au‘kllasg∂] -ede. vbs. -ning. (efter ty. abklatschen; især som vbs.) 1) (bogtr.). tage et (korrektur) aftræk ved (med en børste) at banke paa papir, som er lagt over satsen. Selmar.159. 2) afforme matricer m. m. i flydende metal olgn.; klichere. Sal.X.605.
Aflæggespaan	en. (Aflægspaan. VSO.). (bogtr., se aflægge 1.2). en tynd liste ell. lign., brugt ved aflægning af sats. Selmar.157.
Anlægsmærke	et. [1.1] (bogtr.) om linealer olgn., mod hvilke man lægger to af arkets kanter under trykningen for at sikre sig, at kolumnerne paa et blads to sider dækker hinanden. Sal.2III.566.
Anlægssteg	en (bogtr.) se Anlæg 1.1 slutn. Selmar.1140.
bestøde	v. [be’sdø?ð∂] -te. vbs. -ning. (efter nt. bestöten ell. ty. bestossen; fagl.) afhugge, afglatte kanterne af noget || (snedk., nu l.br.) afglatte enderne af et arbejdsstykke med en (be)stødhøvl; høvle over endetræ; støde. VSO. OrdbS. || (bogtr.) afglatte de færdigstøbte typer v. hj. af høvl, fil olgn. Selmar.215.
Bestødningsbord	et. (bogtr.) “bord”, hvor typerne (efter støbningen) afglattes. Selmar.2 15.
Bladviser	en. [3.1] (bogtr.; foræld.) ord nederst paa en side, som antyder næste sides begyndelse; kustode. Eilsch.Term.30. vAph.(1759). MO.
Blokskrift	en. [1] (bogtr.) svær form af antikvabogstaver; stenskrift. Selmar.1230f. Sal.V.804.
Blysteg	en. (bogtr.) lille blyklods, der anvendes, hvor der i satsen skal være en aaben plads. Selmar.115. Sal.III.193.
Bogstavkegle	en. [3] (bogtr.) typelegeme. OpfB.1VII.Register.36.
Bogstavmaaling	en. [3] (bogtr.) Bogstavmaaling (Typometri) er et Middel til uforanderlig at faststille Størrelsesforholdet mellem de forskjellige Skriftsorter.OpfB.1I. 432.
Brevliste	en. (bogtr.) reklamemæssige oplysninger olgn. trykt langs m. venstre side af brevpapir til forretningsbrug (jf. -hoved). Selmar.1330.
Buesats	en. [I.1.1] (bogtr.) sats m. bueformigt stillede linier. Selmar.2354.
Bundsteg	en. [I.1.2] (bogtr.) den del af papirbredden i et ark, der ligger ml. to kolumner, og hvori arket sammenfoldes; indre papirrand. Selmar.1139.
Burgis	subst. [‘bor-, ‘burgis] (fra ty. borgis, burgis, af fr. bourgeois; bogtr.) d. s. s. Bourgeois 2. S&B.
Børsteaftræk	et. [II.1] (efter ty. bürstenabzug; bogtr.) prøveaftryk, der tages ved afklaskning. Sal.2IV.456.
Diamantskrift	en. [4] (bogtr.) S&B.
Digelpresse	en. [II] (bogtr.) OpfB. III2.173.
Dobbeltsætning	en. spec. [2.4] (bogtr.): sætning af ord, som er sat een gang; “bryllup”. Selmar.159.
Drittelsats	en. (bogtr.) bogtrykkerarbejde, hvori mellemrummene ml. ordene kun er en drittel (3); kneben sats. Meyer.
Drægere	pl. (efter ty. träger af tragen, bære, drage; bogtr.) “Saaledes kaldes i Bogtrykkerier meget tynde smaa Bretter eller Splinter, som klistres paa Remmeken, at Skriften ei skal sætte sig for skarpt ud.”VSO.
Eftertrykker	en. (især bogh. ell. bogtr.) person, som eftertrykker (3) andres skrifter. Jeg gik hen, for at see den offentlige Tyv, Eftertrykkeren Schmieder, i hans store Boglade. Bagges.L.II.312. Heib.Pros.X.548. Bogtrykker Phønixberg . . er berygtet som Eftertrykker af Holbergs Comedier. Hrz. X.389. BibliotH.2282.
Falseapparat	et. [2] (bogb., bogtr.) automatisk virkende mekanisme, der kan false papirark (jf. -maskine 2). OpfB.1I.463. Sal.2VII.715.
Fantasiskrift	en. (bogtr.) skriftart, hvor typerne er forsynede med særlige forsiringer. Selmar.1265.
Farvevalse	en. (bogtr.) valse, som fører sværte over paa trykvalsen. Sal.2 VII.777.
Fileblok	en. (bogtr.) indretning til at fastholde typer i, medens de files til. Selmar.2276.
Finalestreg	en. [I] (bogtr.) vandret streg, der som afslutning sættes sidst i en bog olgn.; slutstreg. Selmar.1102.
Flademønster	et. (bogtr.) Man skælner mellem to Slags (typografiske ornamenter): de rene Flademønstre, som overalt give et fuldstændig fladt Billede, og Fladeornamenter med tegnet Relief. Selmar.1365.
Forbindelseslinie	en. 1) [2.1] (bogtr.) kortere linie m. mindre typer, der forbinder to linier i en titelsats. Selmar.2117. 2) [2.2] ( ell. fagl.) trafik- ell. kommunikationslinie. Sal.X.805. 3) [3.1] overf. den stærke politiske og litterære Agitation i Halvfjerdserne og Firserne . . rev Forbindelseslinjerne over og gjorde den nye Slægt fremmed for sine egne Fædre. Østrup.J.7. NMPlum.Forsagelsen vedDaaben.(1920).256.
Fordelsskib	et. [II.3] (bogtr.) mindre, smal jærn- ell. zinkplade (“skib”), hvorpaa sætteren ved aflægningen anbringer overskrifter, titler olgn., som kan benyttes uforandrede i den flg. sats. Selmar.158.
Fratager	en. [-‘ta?G∂r] spec. (bogtr.) til -tage 2.1: anordning (ved hurtigpressen) til udtagning af de trykte ark. OpfB.2II. 533.
Gadegespon	en. [4.3] (bogtr.) sætter, der arbejder i samme gade (4.3) som en anden (andre). Sal.2IX.650.
Galgepresse	en. [2.1] (efter ty. galgenpresse; bogtr., foræld.) stangpresse. OpfB.1 I.535.
Gespon	en. [ge’sbo?n] (nu næppe br. Gespan. Sal.2IX.650). flt. -er. (fra ty. gespan, gespon, ledsager, arbejdsfælle; bogtr.) om den ene af to ell. flere bogtrykkerarbejdere (især sættere), som arbejder paa samme sted, staar lige over for ell. med ryggen til hinanden, arbejder i samme “gade” (jf. Gadegespon): arbejdsfælle; sætterfælle; ogs. om svend, som har en lærling til oplæring, ell. om denne lærling. Meyer. Sal.2IX.650. BerlTid. 3/1 1924.M.39.sp.5. OrdbS.
Geviert	en. [ge’fi?rd, -‘fir’d] flt. -er. (fra ty. geviert; besl. m. II. fire; bogtr.) typelegeme, hvis endeflades tværsnit er kvadratisk. til Qvadraterne, Gefiirterne og Spatierne . . have Skrivtstøberne egne Forme. Hallager.329. OpfB.1I.437. Sal.2IX.656.
Gnuf	et. [gnof] (rimeligvis af gnuffe; bogtr.) vanskelig, meget blandet sats. Dania.III.53. Meyer.
Grundskrift	en. (bogtr.) skriftsnit, som er fremherskende i den løbende tekst; brødskrift. Sal.2X.179.
Grundstreg	en. (bogtr.) især i flt., om de kraftige lodrette og spidsvinklede streger i antikvaskrifterne. Selmar.235.
halvfed	adj. spec. (jf. fr. demi – gras og IV. fed 2.1; bogtr.) om en slags typer, hvis streger i tykkelse ligger imellem de fede og de almindelige (magre) typers. OpfB.1I.433. Selmar.231.
Halvgeviert	en. [1] (bogtr.). OpfB.1I. 437. Selmar.222.
Halvpetit	en. [1] (bogtr.; jf. -del 1 slutn.) smalt metalstykke (med keglestørrelse som det halve af petitkeglen), anv. til udspiling af det aabne rum ml. linierne i typesats. Selmar.224.
helfed	adj. spec. (jf. fr. (caractères) gras; bogtr.) om fede (IV.2.1) typer (i modsætn. til halvfede). Selmar.2251.
Hovedsteg	en. [9.3] (bogtr.) (bly)steg, der (an)-giver den forinden bogens beskæring lukkede papirrand over satsbillederne. Selmar.2154.
Hovedtitel	en. (bogtr.) fuldstændig bogtitel, indbefattende oplysninger om udgivelsessted og -tid, forlægger osv. Selmar.1288.
Hurtigpresse	en. (bogtr.) presse (trykkemaskine), der bevæges ved mekanisk drivkraft; spec. om trykkemaskine m. cylindrisk tryk af en flad trykform. Heib.Pros.X.224. (“Fædrelandet” er) Trykt med Hurtigpresse i det Brünnichske Bogtrykkeri. Fædrel.1844.sp.13976. Den første Hurtigpresse indføres (for Adresseavisen) (1825). Krak.Tidstavler.(1923).41.
Huskorrektur	en. (bogtr.) første korrektur, der som regel læses paa trykkeriet (og ikke af tekstens forf. ell. udgiver osv.). Selmar.159. KLars.(Pol. 16/6 1907. 9).
Hævespaan	en. (bogtr.) tynd liste ell. lign., hvormed satsen “hæves ud” (se I. hæve 1.1 slutn.). vAph.(1759). sa.(1772). II.350(u. Réglette).
Højætsning	en. [II.1.2] (bogtr.) fremstilling af trykforme med ophøjet tegning (højtryk) ved bortætsning. jf. Højætsningskunst. Aller.II.941. || ogs. om de paa denne maade fremstillede trykforme. OpfB.2II.546.
Haandpresse	en. (bogtr.) trykkeapparat (især bogtrykkerpresse), der betjenes ved haandkraft (jf. Hurtig-, Maskinpresse). Levin. den gammeldags Haandpresse, hvorpaa Avisen, der kun udkom 3 Gange om Ugen, blev trykt. Schand.F.301. Selmar.2 87.
Haarspatie	en. (bogtr.) spatie af meget ringe tykkelse. S&B. Selmar.222.
Imham	en. (Himphamp. LEft.1810. 98). (fra ty. immham(en), (h)imham, himphamp; sidste led muligvis ty. hamen, se Hamme; sammenblanding m. Himphamp har fundet sted; bogtr.) paa ældre haandpresser: snor, hvormed ræmmeken klappes ned over papiret, hvorpaa der skal trykkes. VSO.
Indstiksark	et. (bogtr.) ark, der lægges omkr. cylinderen ved trykning af træsnit. OpfB.1I.466.
Jomfrukolumne	en. (ogs. -klumme. Dania.III.53). (jf. u. Jomfru 2.5 samt -sats; bogtr.) kolumne (side) uden sætterfejl. Sal.2 XIII.147.
Jomfrusats	en. [2.5] (jf. -kolumne; bogtr.) sats uden sætterfejl. Sal.2 XIII.147.
Jomfruskrift	en. spec. (jf. ty. jungfernschrift; bogtr.; foræld.) om en skrift m. temmelig smaa typer: petit (jf. -stil). Langebek.Lex.I200c.
Jomfrustil	en. spec. (bogtr.; foræld.) d. s. s. -skrift. LTid.1735.167. VSO. Selmar.(Aarbogf.Bogvenner.1924.17).
Justerer	en. 1) (bogtr.) til justere 1; dels: person, der sørger for matricernes, skriftbilledets afpasning, tilretning (ved skriftstøbning); dels: person i et trykkeri, der tager de sammenstillede ord fra sættemaskinen og inddeler dem i lige brede linier. vAph.(1759). Selmar.29. Sal.XVII. 39. 2) (l. br.) til justere 2: d. s. s. Justermester 1. S&B.
Justernaal	en. (af justere 1; bogtr.) naal til undersøgelse af matricepladens dybde. Selmar.27.
Kapitalbogstav	et. [II.2] (bogtr., l. br.) om alfabetets store bogstaver ell. stort (udsmykket) bogstav i begyndelsen af et kapitel olgn. (jf. I. Kapital 3). VSO.I.558. Sal.X.174. Sal.2XIII.531.
Kapitalskrift	en. [I.3] (bogtr.) en slags (majuskel)skrift, bestaaende af de saakaldte “store bogstaver” i disses simple og rene form (jf.Kapitælskrift). Sal.2XVI.451.
Kapitalsteg	en. [I.2] (bogtr.) d. s. s. Anlæg(s-steg) (se Anlæg sp. 64310; jf. Kapitælsteg). Selmar.2154.
Kapitælskrift	en. [3] (især bogtr.) d. s. s. Kapitalskrift. OpfB.1II.375.
Kapitælsteg	en. [2] (bogtr.) d. s. s. Kapitalsteg. Selmar.2155.
Kassereol	en. [1.8] (bogtr.) skraa pult, hvorpaa den skriftkasse, som sætteren arbejder med, staar, og hvis underdel er forsynet med hylder til opbevaring af andre skriftkasser; reol. Bogtr. (1781).17. OpfB.1I.437.
Kiledriver	en. (bogtr.; nu næppe br.) kort træstykke, der tidligere anvendtes til at drive kilerne fast i kilerammen. Larsen.
Kileramme	en. (Kil-). (bogtr.) ramme (af smedejærn), i hvilken trykformen inden trykningen presses fast sammen v. hj. af kiler; slutteramme. Kil-: Bogtr.(1781).26. VSO. Kile-: OpfB.1 I.442. Sal.2XIII.840.
Kilesteg	en. (bogtr.) om rektangulære blokke (af træ, skriftmetal ell. jærn), som tildels udfylder rummet mellem typesatsen og jærnrammen; sluttesteg (jf. Bundsteg). Sal.2XIII.840.
kirkegotisk	adj. (bogtr.) især brugt substantivisk, om en slags gotisk trykskrift. OpfB.1I.435. Sal.2IX.918.
Klapperholt	en. [I.3.1] (bogtr.) d. s. s. Klopholt. vAph.(1759).
Klopholt	en ell. et (VSO. D&H.). (ogs. m. ty. form -holz. HjælpeO.20. Selmar.1 59). (fra ty. klopfholz; til kloppe; jf. Klapholt, Klapperholt) banketræ; især (bogtr.): plant træstykke, hvormed opstaaende bogstaver bankes ned (jf. kloppe 1). VSO. S&B. Selmar.159.
kloppe	v. [‘klωb∂] -ede. (ænyd. d. s.; fra mnt. kloppen, ty. klopfen (sml. Klopfægter); aflydsform til III. klappe; jf. Klopfisk osv.) banke; slaa; uden for dial. (se Feilb.) nu kun i flg. spec. anv.: 1) (bogtr.) nedbanke bogstaverne (ved at slaa med en trækølle paa et banketræ, klopholt), saa at satsen bliver ens høj. VSO. OrdbS. 2) ved bankning fjerne glas fra glaspiben. Bille-Top.35. jf. Afklopper (om person, der gør dette arbejde). Sal.2IX.768.
kompres	adj. [kωm’pras] adv. d. s. ell. kompresse (Tode.ØP. 71). (ligesom ty. kompress af lat. compressus, perf. part. af comprimere, se komprimere; især bogtr.) om skrift, sats: hvis bogstaver, ord ell. (nu især) linier staar ganske tæt sammen. (især som præd. ell. adv.). Til denne Machines Forklaring har hand sammenskreven en Tractat paa 5 compress-skrevne Ark. LTid.1739.796. 54 Sider in 4to, compres trykt. smst.1755.41. kompres eller ringe skudt sats. Selmar.2 61.
Kontratryk	et. (bogtr.) d. s. s. Gentryk 2. KMads.(KunstmusA.1918.106). Sal.2XIV.480.
Korpusartikel	en. [5] (bogtr.) artikel trykt med korpus; spec. om hovedartikel i et dagblad ell. tidsskrift. Meyer.3165. Larsen.
Korpusstil	en. [5] (bogtr.). Et Brev fra Fidelia oversat af Engelsk, trykt med Corpus Stiil. LTid.1754.233.
Krydssteg	en. (bogtr.) (bly)steg, som gaar paa tværs af middelstegen. VSO. Selmar.2154.
Kunsttryk	et. (jf. Kunstnertryk; bogtr.) kunstnerisk billedtrykning (fx. autotypi). Ludv. || især i ssg. Kunsttryk-papir (dvs.: krideret papir). PapirL.246. BibliotH.2393.
Kvadrathøjde	en. [I.3] (bogtr.) højden af kvadrater (samt skydelinier, regletter og blystege). Selmar.224.
Kvartark	et. [I.2.1, jf. I.3.1] (jf. -blad; bogtr.) blad (stykke papir) af størrelse som 1/4 ark. Bertels.Høysgaard.(1926).77.
Lapidar	en. [lapi’da?r] (forkortet af Lapidarskrift (2); bogtr.) betegnelse for skriftkarakterer, i hvilke alle træk er (omtrent) lige kraftige, og som mangler skraveringer; blokskrift; grotesk (I.2); stenskrift. Sal.2X.158.
Letter	et (JBaden.FrO. Meyer.1 310. Lundb.). [‘læd∂r] (ogs. m. fr. form Lettre. Meyer. Sal.2XV.724. flt. -s: Hallager. BB.43.Litter. Moth.L183). flt. -e (JBaden. FrO. JLange.BM.I.86) ell. letre (Meyer.1 310. JohsSteenstr.SD.36). (jf. sen. oldn. letr; fra ty. letter (litter), holl. letter, fr. lettre, af lat. littera; jf. Litteratur; bogtr.) trykbogstav; bogtrykkertype. (især i flt.). *Sang en Skiald vel nogen Tid | Om sin Sætters Møie? | Saae han Prøven af hans Fliid | Med et naadigt Øie? | Tilstod han, hvor haardt det er | Efter lærde Kragetæer | Letterne at føie? Tode.SJ.I.159. Kierk. VIII.97. JohsSteenstr.SD.36.
Linieblok	en. 1) [I.3.1] (bogtr.) om del af titelsats, bestaaende af en gruppe temmelig tæt forenede linier. Selmar.2263. 2) [I.3.4.] (jærnb.) om det forhold, at en banelinie er delt i “blokafsnit” (adskilte ved signaler efter bloksystemet). DSB.Tjen.I.15.
Liniefald	et. [I.3.1] (bogtr.) liniernes ordning (i en titelsats) med (harmonisk) til- ell. aftagende længde. Selmar.1246. smst.2260.
Læsetegn	et. [I.2.1] interpunktionstegn; spec. (nu vist kun bogtr.) om de tegn, der (som tankestreg, spørgsmaalstegn osv.) skal (lette læsningen ved at) være udtryk for tekstens meningsnuancer; meningstegn (materielle tegn). SvGrundtv.(Palladius. Visitatsbog.(udg.1872).XIII). Selmar.243f.69.
Mellemlinie	en. mellemliggende linie; spec. (bogtr.) d. s. s. Forbindelseslinie 1. vAph.(1759). MO. Selmar.1301. || uegl. (jf. Middellinie 2): (Aischylos) skyede al Over drivelse . . naar Heftigheden er paa Lav at overskride denne Mellemlinie, har han strax et Middel i Beredskab, hvorved han veed at stille den. PEMüll.(DLitTid.1812.472).
Middelsteg	en. (nu oftest Mittel-. Selmar.2154). [II.1] (efter ty. mittelsteg; bogtr.) den jærnramme, der skiller slutterammen i to lige store halvdele, ell. det brede mellemrum, der findes i slutterammens midte. VSO.
Mosaiktryk	et. (bogtr., foræld.) en art flerfarvetryk (Congrevetryk). Sal.2XVII.319.
Mønk	subst. (fra ty. mönch i sa. bet.; sa. ord som I. Munk (jf. I. Munk 2.3); bogtr., foræld.) i forb. slaa mønk, om mislykket trykning, ved hvilken dele af arket bliver trykt med ganske bleg skrift (paa grund af utilstrækkelig sværte) ell. slet ikke bliver ramt af typerne. Den gl.By.1928-29.56.
Naturselvtryk	et. [4.2] (jf. -tryk; bogtr.) (metode til fremstilling af) et primitivt tryk, der i tidligere tid anvendtes ved grafisk gengivelse af visse naturgenstande (blade, fjer olgn.), især saaledes, at genstanden under et stærkt tryk afsatte sit omrids i en blyplade, af hvilken der da toges en galvanoplastisk kliché. OpfB.1I.525. Sal.2XVII.722.
Naturtryk	et. [4.2] (bogtr.) d. s. s. -selvtryk. S&B.
Notetegn	et. [I.2.1] (bogtr.) tegn (taltegn, stjerne olgn.) i en tekst og foran den tilsvarende note. Selmar.196.
Næsegespon	en. (bogtr.) om (hver af) to bogtrykkeriarbejdere (sættere), som paa arbejdsstedet staar lige over for hinanden. Sal.2IX.650.
Oldtryk	et. (bibliot. og bogtr., l. br.) om bogtrykkerkunstens ældste frembringelser (før 1500 eller – som fx. for Danmarks vedk. – 1550); inkunabel; palæotyp. S&B. Sal.2XVIII.798.
Ombryder	en. [-‘bry?ð∂r] (jf. -brækker; bogtr.) sætter, der ombryder (glat) sats. Hr. C. H., Ombryder ved Søndagstillæget. Pol. 4/4 1929.6. sp.5. hertil (jf. u. Ombrækker): Ombryderfejl. Ugens Tilskuer.II.(1911/12).252. sp.3.
Ombryderi	et. (bogtr.) afdeling i et bogtrykkeri, hvor ombrydning foretages. I Sætteriet og Ombryderiet, hvis Stab er lige saa stor som Redaktionens . . regerer Faktoren. DagNyh. 31/3 1922.6.sp.3.
ombrække	v. [13.1 og 14.1] vbs. -ning. 1) (efter ty. umbrechen; jf. brække (om) 5.9; bogtr.) d. s. s. ombryde. vAph.(1764). VSO. MO. især som vbs.: Ombrækning. MO. OpfB.4 III.516. jf.: Ombrækningsarbejde. smst. 2) (dial.) refl. ombrække sig, om et (i baasen) bundet dyr: vride sig om og (være ved at) kvæles ell. brække halsen i bindslet. ZakNiels.K.24.
Ombrækker	en. (bogtr.) d. s. s. Ombryder. OpfB.2II.294. Selmar.2108. hertil (jf. u. Ombryder): Ombrækkerfejl. Rode.R.72.
Omløbsseddel	en. [1.2] (bogtr.) skema, der i et bogtrykkeri ledsager modtagne bestillinger, og paa hvilket de forsk. funktionærer efterhaanden noterer forbrug af raamaterialier, arbejdstid olgn. Sal.2XVIII.492.
Omslagning	en. (vbs. til omslaa 2.2; bogtr.) mods. Omstylpning: en paa forsiden trykt papirhobs vending over smalsiden (saaledes at den indre smalside falder der, hvor før den ydre smalside laa). Selmar.1104. BibliotH.3I.449.
omstylpe	v. [13.1] [-‘sdyl’b∂] vbs. -ning. (jf. -slaa 2.2, -slagning; bogtr.) vende en (paa forsiden trykt) papirhob over bredsiden; stylpe om. Papiret vendes saaledes (omstylpes), at den Ende af Papirets Smalside, som før første Tryk ligger op til Cylinderen, ogsaa ved andet Tryk gør det. Sal.2XVIII.497. især som vbs.: Omstylpning. Selmar.1104. BibliotH.3I.449.
omtrykke	v. [14.2] vbs. -ning (vAph. (1759). VSO. MO.), jf. Omtryk. (fagl.) trykke (noget mislykket, fejltrykt) en gang til (i ændret form). lade en Kiole, et Schavl omtrykke. VSO. || især bogtr. nogle Blade (maatte) omtrykkes. LTid.1726.240. JFBergs.G.60. Omtrykt Blad.Biogr.Haandleks.II.(1923).49.
Oprømmer	en. [-‘rom’∂r] især i flg. anv.: 1) (bogtr.) til -rømme 1.3, om den person paa et trykkeri, der besørger oprømningen af satsen. Selmar.168. 2) (mnt. uprumer (nt. oprümer, ty. aufraümer); jf. -driver 2, -rømnings-bor samt Blyknægt) til -rømme 2: redskab, der bruges til oprømning af huller; rival; ogs. om bor, hvormed man fjerner saa meget af træet ell. jærnet omkr. et hul til en skrue, at der kan blive plads til skruens hoved. Moth.1O70. Mil TeknO. FagOSnedk.
Oplagsbog	en. (til Oplag 4; bogtr. ell. bogh.) skrift, som en boghandler selv har forlagt; en boghandlers forlagsartikel. en Boglade til Debit paa Fremmede saavel som Husets egen Oplags-Bøger. EPont.Atlas.II.113. “Hedder nu sædvanligen Forlagsbog.” VSO.
Opvalser	en. [11.1, jf. 12] [-‘val’s∂r] (til valse op ell. ty. aufwalzen; bogtr., foræld.) bogtrykker (især: lærling), der v. hj. af farvevalsen forsynede formen med tryksværte (“farve”). Den gl.By.1928-29.55.
Ordinærstil	en. [1.2] spec. (bogtr.) om mellemstor skriftgrad (cicero; ml. storstil og petit). Selmar.(Aarbog f.Bogvenner.1924.17).
Overlægning	en. flt. -er. (jf. -læggelse samt Overlæg) vbs. til overlægge (og lægge over). 1) (jf. overlægge 1) det at anbringe noget oven over ell. oven paa noget andet; fx. (bogtr.) om anbringelse af skydelinier olgn. over ordene i en linie for at opnaa rigtig linieafstand: Til Under- og Overlægning bør man saa vidt muligt undgaa at stykke smaa Skydelinjer og systematiske Udslutninger sammen, da de let bringer Satsen til at ride. Selmar.1156. || ( ell. ) til overlægge 1: d. s. s. Overlæg 1 beg. Scheller.MarO. 2) til overlægge 3; dels (nu næppe br.): d. s. s. Overlæg 2.1; dels (jf. Overlæg 2.2; nu l. br.): drøftelse mellem flere; samraad. Ikke des mindre kom denne Sag siden i Overlegning ved de fraskildte Rigs-Collegier. LTid.1734.301. alt hvad der flyder fra hans Pen, er med en besønderlig Flid og Overlegning udarbeidet. smst.1746.502. de to Mænd havde talt om at udvise Træet til Hugst, men vare blevne overraskede af Frøkenen midt i deres Overlægninger. Schack.386. han (har) at sammenkalde Medrederne til Overlægning eller paa anden Maade indhente deres Mening. LovNr.56 1/4 1892.§13.
Paketsats	en. (efter ty. paketsatz, til fr. paquet, (udbundet) stykke sats; bogtr.) glat sats, som sættes i stykker (paa 50 linier) af et hold sættere, og som derefter af holdformanden (ombrækkeren) inddeles i lige store sider, forsynes med sidetal osv. Sal.2XVIII.755. jf.: det franske mise-en-page system eller paketsats-systemet.Selmar.2108.
Patentfolio	en. (til I. Patent 4; bogtr.) format som et ikke-sammenlagt helark. NyerupPRasm.DV.I.297.
Patentformat	et. (til I. Patent 4; bogtr.) format, som fremkommer, naar arket ikke foldes sammen. SvDahl. Ordbog f. Bogsamlere. (1919).82.
Perlegrad	en. (jf. -skrift; bogtr.) d. s. s. I. Perle 2.4. D&H.
Perleskrift	en. (jf. -grad; bogtr.) d.s.s. I. Perle 2.4. vAph.(1764). VSO. Sal.XIV. 208.
Pladetryk, Pladetrykning	et, en. tryk(ning), der udføres ved hjælp af (graverede ell. ætsede) metalplader || (bogtr.) om reproduktion (kobberstik osv.), nodetryk olgn. -tryk: Sal. XIII.414. || (bogb.) dekoration af bogbind ved trykning med graverede plader. -tryk: BibliotH.3I.315. -trykning: smst. 316.
pladetrykt	part. adj. (bogtr., bogb.) fremstillet ell. (om bogbind) dekoreret ved pladetryk. SvDahl.Ordbog f. Bogsamlere.(1919).84. BibliotH.3I.317.
Plakatskrift	en. (bogtr.) særlig stor (den største anvendte) skrift. OpfB.1I.433. PapirL.370.
Presbørste	en. (til I. Presse 3.2; bogtr., foræld.) børste til at tage børsteaftræk med. Cit.1792. (Den gl.By.1928-29.48).
Pressebengel	en. 1) [I.3.2] (jf. -stang; bogtr.) stang, hvormed skruen i en haandpresse omdrejes; bengel (1). vAph.(1759). VSO. MO. 2) [I.4] (jf. Bengel 2; sj.) nedsæt. betegnelse for journalist. D&H.
Pressebjælke	en. [I.3.2] (Pres-. Larsen.). (bogtr.) pressestolpe; spec. d. s. s. -bom 2. vAph.(1764). VSO. MO.
Pressedigel	en. [I.3.2] (bogtr.) d. s. s. II. Digel. vAph.(1759). VSO. MO.
Pressekarm	en. [I.3.2] (jf. Karm 3.3; bogtr., nu næppe br.) træramme, hvori formen lægges i bogtrykkerpressen. vAph.(1759). VSO. S&B.
Presseramme	en. [I.3.2] (bogtr.) en (med tykt papir beklædt) ramme i en bogtrykkerpresse, der tjener til at beskytte papiret under trykningen; ræmmeke. VSO. MO. S&B.
Presserevision	en. [I.3.2] (bogtr.) det som regel i trykkeriet foretagne sidste eftersyn af satsen inden rentrykningen. BibliotH.3 I.451.
Pressestolpe	en. [I.3.2] (jf. -bjælke, -bom 2; bogtr.) om (hver af) de tværbjælker, der foroven og forneden forbinder haandpressens sidestykker, og hvoraf den øverste er forsynet med en skruegang, i hvilken skruen bevæger sig. VSO. MO.
Primaform	en. (jf. Prim 5; bogtr.) den halvdel af satsformen, hvor arkets første side findes. Sal.2 III.564.
Primsignatur	en. (Prima-. Meyer.8). (til Prim 5; bogtr.) det tal, der (til vejledning for bogbinderen) anbringes nederst paa hvert arks første side. Sal.2XIX.553.
Prægetryk	et. (især bogtr.) om (fremstilling af) ophøjet ell. fordybet tryk; relieftryk. PapirL.349.357.
Prøveark	et. (jf. I. Prøve 2.2; især bogh., bogtr.) ark, der tjener som prøve paa et planlagt værk. de allerede udkomne Prøve-Ark. LTid.1731.425. Ludv. || tidligere spec. om korrekturark. vAph.(1759). VSO. MO.
Pudser	pl. [‘pus∂r] (fra ty. putzen, egl. flt. af ty. butz (butzen, putz), klump (af smuds); jf. Lokpuds samt III. Puds og Bussemand 2.2; bogtr.) om smuds i (skrifttype og i) bogstavbillede. Selmar.296.
Paalæggeapparat	et. (til I. paalægge 1.1; bogtr.) d. s. s. Paalægningsapparat. PapirL.283.
Paalægger	en. (til I. paalægge 1). 1) (jf. Paalægningsapparat; bogtr.) arbejder, der (med haanden) fører arkene (paa paalægningsbordet) hen til trykcylinderen. OpfB.1 I.454. 2) maskine ell. apparat til paalægning af noget; spec. om maskindel til paalægning af uld i en kardemaskine: En moderne Grovkartemaskine med Selvpaalægger og Baandoverføring. Hannover. Tekstil.II.358.
Paalæggerske	en. (bogtr.) kvindelig paalægger. Pol. 8/4 1917.16.sp.1. Bogtrykkeren.1934.Juli.1.sp.1.
Paalægningsapparat	et. (jf. Paalæggeapparat samt Paalægger(ske); bogtr.) mekanisme, der automatisk fører arkene hen til trykcylinderen (i en hurtigpresse). Sal.2 XVIII.730.
Paalægningsbord	et. (se u. Paalægger; bogtr.). Sal.2XVIII.730.
Relieftryk	et. 1) (jf. Højtryk 1; især bogtr.) tryk, hvorved det trykte træder reliefagtigt frem paa den ene side af papiret; prægetryk; spec. om tryk med ophøjede bogstaver til brug for blinde; blind(e)tryk. Meyer.1 OpfB.1I.470. PapirL. 357. 2) (jf. -fotografi) om en slags lystryk (2.1). OpfB.1VIII.88.
Rentryk	en (Kierk.VI.93) ell. (nu) et. [III.5.1] (bogtr.) vbs. til -trykke; ogs.: færdigtrykt (rentrykt) stand (i forb. som foreligge i rentryk); især (konkr.): rentrykt(e) ark. Den, der sendte et gnidret Ark i Bogtrykkeriet, (tør) naar han modtager en nydelig Reentryk, neppe . . vedkjende sig dette som sit Eget. Kierk.VI.93. Schand.Fort.179.
rentrykke	v. [III.5.1] vbs. -ning, jf. Rentryk. (bogtr.) trykke i færdig form (efter korrekturlæsning, korrigering). de reentrykte Ark. Hauch.SR. II.124. JLange.III.158. Tjenerf.121.
Respektblad	et. (efter ty. respektblatt, jf. fr. feuille d’honneur; bogtr.) andet (ubetrykte) blad i cirkulærer, indbydelser olgn. Sal.2XX.33.
Reviderark	et. (til revidere 1; bogtr., foræld.) revisionsark. Høysg.(DGrammat.VI.217).
Revisionsaftryk	et. [2.1] (jf. -ark; bogtr.) aftryk, som ved presserevisionen efterses og sammenlignes med sidste forfatterkorrektur før rentrykningen. Selmar.1143.
Revisionsark	et. [2.1] (jf. Reviderark; bogtr.) d. s. FGuldb.II.317. Meyer.8
Rullepresse	en. (bogtr.) en slags litografisk presse. OpfB.2II.563.
Rundskrift	en. [1.5] (bibliot., skol.) skriveskrift med stærkt afrundede og brede bogstaver; navnlig (jf. dog BibliotH.3I.56) om skrift fra 19. og 20. aarh. OpfB.1VIII. 77. TomKrist.H.54. ogs. (bogtr.) om typografisk efterligning heraf: Selmar.1232. || hertil bl. a. Rundskrift(s)-bogstav (OpfB.1VIII.77), -pen (smst. BerlKonv.XVIII.334).
Rækkeindfatning	en. [I.3] (bogtr.) baandmotiv til rammer olgn., bestaaende af en række i samme orden gentagne smaafigurer. Selmar.1367.
Ræmmike	en. [‘ram’ig∂] (ogs. skrevet Remmeke, Rem(m)ike, Ræm(m)eke. – nu l. br. Ræmmeken, en. Den gl.By.1928-29.52). flt. -r. (laant fra nt., dim. til ramm, jf. (i sa. bet.) hty. rähmchen, til rahmen, se III. Ramme; bogtr.) smal jærnramme, der klappes ned over dækkelen i en bogtrykkerpresse; presseramme. Bogtr.(1781).25. Opf B.1I.448. Sal.2X.578. jf.: 6 RemmikeRammer. Cit.1792.(Den gl.By.1928-29.46).
Røsken	en. [‘røsg(∂)n] (ofte skrevet Røsgen). flt. -er. (fra nt. rös(e)ken, hty. röschen (rössgen); dim. til nt. roos, hty. rose, se I. Rose; bogtr., foræld.) typografisk ornament af form som en lille roset; forsiringstype, der brugtes til opbygning (ved sammenstilling) af omramninger, baandornamenter tværs over siden olgn. Bogtr.(1781).14. Friser, Initialer, Vignetter og “Røskener” fik man “færdigsyede” fra de tyske Skriftstøbere. Aarbog f.Bogvenner.1917.91. Selmar.2 373. || hertil Røsken-figur (LTid.1759.353), -frise (EhrencrM.F.X.54), -linie (Bogtr. (1781).16), -ramme (Da.Folkebøger.I.(1915). 235), -vignet (Ehrencr M.F.X.55) ofl.
Røvgespon	en. (bogtr., jarg.) om gadegesponer, der under arbejdet vender ryggen til hinanden. OrdbS.
Samletitel	en. [6.6] (bogtr.) om den fælles titel, der trykkes foran hvert bind af en forfatters samlede værker. Selmar.1288.
Sammenfatningsbue	en. (bogtr., l. br.) bue, klamme (fx. {…}), der forbinder ord ell. nodetegn (accolade). HBrix.AP.III. 284.
Sammenfatningstegn	et. (bogtr., l. br.) d. s. S&B.
Samtryk	et. (bogtr.) d. s. s. Sammentryk 2. BerlKonv. VIII.101.
Satsbræt	et. [2.3] (bogtr.) d. s. s. Formbræt 2. Selmar.282.
Satsreol	en. [2.3] (bogtr.) reol til satsbrædder; formreol. Selmar.282.
Sedes	en. [se’de?s] flt. -er. (af lat. in sedecimo, i 16delt format; især bogtr.) bogformat, der fremkommer, naar et ark papir krydsvis sammenfoldes (falses) 4 gange, saa at der bliver 16 blade (32 sider); ogs. om bog i dette format. En Bog in Folio . . er saa stor, som en Bibel . . en Sedez . . er allermindst. Holb.Bars.II.6. vAph.(1759). Selmar.1103. Bogvennen.1926.128.
Sekundaform	en. [II.1] (bogtr.) den halvdel af satsformen, hvori arkets anden side findes. Sal.2III.564.
Sekundasignatur	en. (jf. II. Sekund 3, II. sekunda 1 samt -form; bogtr.) det tal, der (til vejledning for bogbinderen) anbringes nederst paa hvert arks tredje side (som hører til sekundaformen). Selmar.190. PapirL.368.
Sirskrift	en. (bogtr.) fantasi-, prydskrift. Selmar.1reg.
Skeletskrift	en. (bogtr.) skrift (antikva) med ganske tynde streger (uden fortykkelser ell. dobbeltstreger). OpfB.1I.435.
Skibstunge	en. [2.3] (ty. schiff(s)-zunge; bogtr., foræld.) bevægelig klap ell. plade paa et skib (af ældre konstruktion) til sats. VSO. Skib-: Amberg.
Skriftfamilie	en. [2.2] (bogtr.) d. s. s. -garniture. Selmar.2102.
Skriftgarnitur(e)	et. [2.2] (jf. -familie; bogtr.) d. s. s. Garnitur(e) 1.3. Selmar.174.
Skrifthøjde	en. spec. [2.2] (jf. -tykkelse; bogtr.) om et typelegemes højde (maalt vinkelret paa skriftbilledet). NordConvLex.V.299. Selmar.113.
Skriftkammer	et. [2.2] (bogtr.) kammer til opbevaring af skrift (typer). Selmar.285.
Skriftkasse	en. [2.2] 1) (bogtr.) en flad kasse ell. skuffe, bestemt til at indeholde de for sætteren nødvendige typer, fordelte i forsk. rum ell. fag; sættekasse. vAph.(1759). Bogtr.(1781).3. Faktoren (slog) i Bordet, saa Typerne dirrede og dansede i Skriftkassen. Schand.Fort.110. Selmar.131. 2) (bogb.) en (med haandtag forsynet) form, hvori bogbinderen (forgylderen) har de sammenstillede typer, hvormed han trykker titel olgn. paa en bog(s ryg). VSO. Haandgern.447.
Skriftkegle	en. [2.2] (bogtr.) d. s. s. I. Kegle 4. Selmar.223.
Skriftkombination	en. spec. [2.2] (bogtr.) om det forhold, at der til hovedlinien paa en tryksag er brugt en skrift med en fra grundskriften meget afvigende form. Selmar.2295.
Skriftlegeme	et. [2.2] (bogtr.) typelegeme. Selmar.15.
Skriftlinie	en. (især til I. Skrift 2; fagl. ell. ) linie (I.3.1) i en bog ell. (i alm. spr. især) et brev, manuskript olgn. vAph. (1759). VidSelskSkr.I,2.308. MO. jf. I. Linie 3.1 slutn.: Mellem de fine, uroligt bølgende Skriftlinjer (i søsterens breve) havde hun tydelig læst om et Savn. Pont.BH.19. || (bogtr.) spec. om skriftbilledernes nøjagtige, retliniede stilling paa typelegemerne (saa at skriften staar paa (lige) linie). Selmar.29.46.
Skriftordner	en. [2.2] (bogtr.) indretning (tynd blikstrimmel), der skal holde typerne paa plads i skriftkassen. Selmar.1240.
Skrifttykkelse	en. spec. [2.2] (jf. -højde, -vidde; bogtr.) om typelegemets tykkelse (maalt paa tværs af skriftbilledet). Selmar.225.
Skriftvidde	en. spec. [2.2] (jf. -tykkelse; bogtr.) som udtryk for (regelmæssig) vandret afstand ml. skriftbilledernes forskellige linier. Selmar.28.
Skraasats	en. (bogtr.) sats, der er sat i en skraa (hældende) linie. Selmar.2357.
Skraasteg	en. (bogtr.) blysteg af skraa form, anv. til at fastholde satsformen under trykningen. OpfB.1I.442.
Skydelinie	en. 1) [4.3] (bogtr.) især i flt., om udfyldningsmateriale, hvormed en sats skydes. MO. Selmar.223. 2) [7] (, foræld.) 2.1) sigtelinie; ogs. om projektilets bane: skudlinie. vAph.(1759). MilTeknO.258. 2.2) linie, hvorfra der skydes; ildlinie. vAph.(1759). MR.1834.216. D&H.
Skøntryk	et ell. en (Hallager.121). (jf. ty. schöndruck; bogtr.) den først (paa papirarkets ene side) trykte halvdel af et ark (mods. Gentryk 2). NordConvLex.V.291. Selmar.1104.
Slutningsstreg	en. (bogtr.) d. s. s. Slutstreg. Selmar.2138.
Slutningstitel	en. (bogtr., foræld.) d. s. s. Sluttitel. SvDahl. Ordbog f. Bogsamlere.(1919).60.
Slutningsvignet	en. (bogtr.) d. s. s. Slutvignet. Sal.2XXV. 126. billedl.: Ved et Tilfælde er netop denne groteske Figur (dvs.: løjtnant von Buddinge) bleven min Slutningsvignet paa Olaf Poulsens Kunst. VilhAnd.FM.196.
Slutskrift	en. (bogtr., foræld.) d. s. s. -titel. BibliotH.3I. 117.
Slutstreg	en. (jf. Slutningsstreg) streg, der sættes under slutningen af noget skrevet (trykt) for at markere enden; spec. (bogtr.): d. s. s. Finalestreg. Selmar.3231. ofte i (billedl.) udtr., der betegner afslutning (af et skriftligt arbejde). Recke.KL.143. i Siena havde (jeg) sat Slutstregen under min Bog om den hellige Katerina. Jørg.DB.9.
Sluttebord	et. (til II. slutte 2.1; bogtr.) bord med solid jærnplade, hvorpaa kolumnerne reguleres og formen sluttes; slutteplan. Sal.2III.565.
Sluttekile	en. (til II. slutte 2.1; bogtr.) om hver af de jærnvinkler, der (to og to sammen) anbringes ml. slutterammen og formen. Bl&T.
Slutteplan	et. (til II. slutte 2.1; bogtr.) d. s. s. -bord. Selmar.2145.
Slutteramme	en. [II.2.1] (ogs. Slut-. OrdbS.). (bogtr.) kileramme. Sal.2XXI.781.
Sluttesteg	en. [II.2.1] (bogtr.) d. s. s. Kilesteg. Selmar.2154.
Sluttetøj	et. [II.2.1] (bogtr.) det udfyldningsmateriale og de arbejdsredskaber, hvormed en satsform sluttes (II.2.1). Sal.2XXI.781.
Sluttitel	en. (jf. -skrift; bogtr., foræld.) om et slags titelblad (angivelse af trykker, trykkested, -aar) bag i gl. bøger (kolofon). Bl&T.
Slutvignet	en. (jf. Slutningsvignet; bogtr.) typografisk udsmykning ved slutningen af en bog ell. et kapitel (cul de lampe). SvDahl. Ordbog f.Bogsamlere.(1919).29. billedl.: den næsten staaende Slutvignet (paa filmen) er det lykkelige, forenede Elskerpar. UGad. Filmen.(1919).31. HBrix.AP.IV.36.
Smalfolio	en. (bogtr., bibliot.) folioformat med forholdsvis smal side (mods. Tværfolio). Larsen. De gamle kirkebøger (præsenterer sig) undertiden som tværfolio eller smalfolio. JySaml.4R.III.25.
smudsaftryk ell. smudsaftræk	(Mohr & Nissen. Ty.-da.Ordbog.II.(1904).524), et. (bogtr.) prøveaftryk, som trykkeren tager af formen før og under tilretningen. S&B. e. br.
Smudspapir	et. papir, der beskytter mod, tager mod smuds; dels (nu sj.): indpakningspapir. Primon.Lexicon. (1807).166. Meyer.8612. || dels (bogtr.): papirrulle, som ved i rotationspressen at løbe sammen med den trykte papirflade befrier denne for den mest vaade sværte. MaxKjær Hansen. Salg ogReklame.(1930).171.
Smudstitel	en. (især bogtr.) om en bogs forkortede titel, anbragt paa et blad, der sidder foran det egentlige titelblad (og beskytter det mod smuds), ell. om selve dette blad, smudstitelbladet; tidligere ogs. om titel(blad) til hver enkelt del af et skrift m. fællestitel ell. undertitel. Bagges. L.I.XXXI. Lad Agnete blive saa godt udstyret som mueligt, spalt hende godt og giv hende Smudstittel. HCAnd.BC.I.182. han . . lod Bogen synke, og der gled et lille, ubeskrevet Blad – Smudstitlen – ud. Drachm. F.II.187. Selmar.1287. || hertil Smudstitelblad. Pol. 15/9 1918.5.
Snalle	en. [‘snal∂] flt. -r. (rimeligvis fra ty. schnalle, smæld, knips (med fingrene), dørklinke, spænde (med fjedrende (smækkende) lukkeindretning, dorn) ofl.; til ty. schnallen, schnalzen, smække, smælde ofl., vel besl. m. schnell, se snel; jf. snalre samt I. Snelle; fagl. ell. dial.) spænde ell. sløjfe (I.2.1) paa en rem (fx. paa seletøj); ogs.: klemme(skrue). Anders . . eftersaa alle Skagler, Snaller, Spænder og Syninger. Værløse.Jonna. (1938).69. UfF. || (bogtr.:) en Snalle med Skrue. Cit.1792.(Den gl.By.1928-29.46). smst. 55.
Spaltekorrektur	en. (bogtr.) korrekturark af sats, der er sat op i spalter (se I. Spalte 2 slutn.).
Spaltesats	en. [I.2] (bogtr.) sats i spalter. Selmar.1150.
Spaltesteg	en. [I.2] (bogtr.) skydelinie ell. blysteg, der bruges til at adskille spalter (i tilfælde, hvor der ingen spaltestreg anvendes). Kaper.
Spaltestreg	en. [I.2] (bogtr.) lodret streg som grænse mellem to spalter. Selmar.1146. BerlKonv.XX.86.
Spaltesætter	en. [I.2] (bogtr.) typograf, der (navnlig ved avistryk) stadig fylder og afsætter vinkelhagen (mens en anden typograf ordner og samler linierne til spalter, osv.). Sal.III.266.
Spidskolumne	en. (bogtr.) sidste side i en bog ell. et afsnit (der undertiden, især tidligere, sattes op i form af en (paa spidsen staaende) trekant); spids (I.2.3). Selmar.198.
Spis	en. [sbi?s] (oftest skrevet Spies olgn.). flt. -er. (fra ty. spiess, d. s., egl.: spid (jf. I. Spid, III. Spids); bogtr.) (aftryk paa papiret af en) mellemrumstype, som under trykningen har hævet sig op i højde med skrifttyperne. Spiizer og urigtige Bogstave. Høysg.(DGrammat.VI.218). En . . i Aftrykket synlig Udslutning kaldes en Spis. FRFriis.Korrekturlæsning.(1876).37. det værste er dog den irriterende slette Maskinsats, hvor Spiess’erne sidder tæt som Lampesod ind mellem Bogstaverne. Aarbog f.Bogvenner. 1924.166.
stereotypere	v. [sdereoty’pe?r∂] -ede. vbs. -ing (Ursin.FK.22. Krak. 1931.II.3368). (ty. stereotypieren, fr. stéréotyper; af II. stereotyp (1); jf. Stereotypi) 1) (bogtr.) som udtryk for en spec. i Frankrig (omkr. 1800) udformet trykningsmetode, hvorved der fremstilles en omvendt form af originalsatsen og derpaa af denne tages en afstøbning (i letsmelteligt metal), hvormed trykning da kan udføres; fremstille ell. trykke (bøger osv.) med stereotyper (1.1). JNHøst. Bogen blev stereotyperet i to Formater. Brandes. IX.501. 2) (jf. stereotypisere; , l. br.) m. h. t. fremstilling, karakteristik olgn.: gøre stereotyp (II.2). Heib.Pros.V.347. For den, som i Sophus Claussen kun sér den “Satyr”, han er bleven stereotyperet til at være, vil disse Sider være en . . uventet Aabenbaring. Jørg.UF.41.
stereotypisk	adj. [sdereo’tybisg] (især bogtr.) d. s. s. II. stereotyp 1. JBaden.FrO. fremstillet ad stereotypisk Vej. Sal.2XXII.282.
Stereotypist	en. [sdereoty’pisd] flt. -er. (eng. stereotypist; til stereotypere (1), Stereotypi (1); jf. Stereotypør; bogtr.) bogtrykker, der udfører stereotypering (støber stereotypplader). DagNyh. 2/3 1911.4. sp.1. NatTid. 20/9 1922.Aft.6.sp.4.
Stereotypør	en. [sdereoty’pø?r] flt. -er. (fr. stéréotypeur, af stéréotyper, se stereotypere (1); bogtr.) d. s. Meyer.6 BerlTid. 23/12 1931. Aft.7.sp.6.
Stjernepresse	en. (bogtr.) rullepresse (med stjerneformet vinde). OpfB.1I.537.539. OpfB.4III.652.
Storstil	en. 1) (bogtr.) stor skriftgrad (mittel). Selmar.(Aarbog f.Bogvenner.1924.17). 2) [4] (sj.) den store stil (se I. Stil 4.2); storstilethed. Løvenborg forener Storstil med rig og livfuld Afveksling i Bygningsanlægget. Bobé.(AarbHolbæk.1939. 12).
Stregbillede	et. 1) [1.1] (bogtr.) ornament, ramme af streger betragtet som et skriftbillede. Selmar.2 394. 2) [1.3] (jf. -tegning; fagl.) billede, der er frembragt ved tegnede, ridsede ell. ætsede streger og fremtræder i sort og hvidt. OpfB.3 III,3.87.
Stregekasse	en. (til Streg 1.1; bogtr.) kasse, der indeholder (ornament-, ramme-, slut-)streger. Selmar.1237.
Stregesats	en. (til Streg 1.1; bogtr.) sats, hvori streger anvendes som indramning, ornamenter. Selmar.2394.
stumpfin	adj. (maaske til II. stump 2; bogtr.) om stregmateriale: hvis billede (trykgivende parti) viser en streg, der er lidt kraftigere end en fin streg, men tyndere end en halvfed. Selmar.2253.
Styklinie	en. (bogtr., nu næppe br.) et (ved afklipning, afhugning osv. fremkommet) mindre stykke stregmateriel. Bogtr.(1781).15. Cit.1792.(Den gl.By.1928-29. 47).
Styksats	en. (ty. stücksatz; til I. Stykke (2.5, 6.2) 7.1; bogtr.) d. s. s. Paketsats. Selmar.3451.
stylpe	v. [‘sdylb∂] (ogs. stølpe. [‘sdølb∂] Feilb.BL.51. jf. u. opstylpe samt Feilb.). -ede. (jf. ænyd. stylpe (om krængende bølger. Kalk.IV.136), glda. stilpe, vende (en skaal) med bunden opad; fra mnt. stulpen, ty. stülpen; sideform til stelpe; jf. Stolp) vende (noget) om (saa at det ligger, falder, vender modsat af den tidligere stilling). Feilb. BL.51. || m. h. t. ærme, bukseben: d. s. s. opstylpe (2). MDL. Feilb. UfF. || uden for dial. nu kun bogtr. i udtr. stylpe (papiret) om, d. s. s. omstylpe. Selmar.2140. Sal.2 XVIII.497.
Svibelfisk	en. (fra ty. zwiebelfisch, egl.(?) om en af bogtrykkersvende ikke yndet fiskeret med løg (jf. Selmar.2105); snarere opr. som navn paa ringeagtede smaafisk som løje (Aspius alburnus), derefter om smaafisk i stime og (sml. ital. pescherello) om sats, der ligner en fiskestime; jf. I. Fisk 3.4; bogtr.) ødelagt sats, hvor typerne, navnlig typer af forsk. størrelse, er faldet mellem hinanden. Bøgh.DD.1866.181. Selmar.387.
Særtitel	en. (bogtr.) særlig titel for (skrift, bind, der er) del af et større værk med (anden) fælles titel. D&H. VilhAnd.Litt.IV.734.
Sættebræt	et. (sml. Sætbræt). 1) [II.10.4] (jf. Sætterbræt; bogtr.) form- (2), satsbræt. Amberg. Selmar.137. Sæt-: Cit.1792.(Den gl.By.1928-29. 46). 2) [II.11] (jf. -fjæl; dial.) især i flt.: kæpskinner. Sæt(te)-: UfF.
Sættedjævel	en. [II. 10.4] (bogtr., l. br.) sætternisse. OpfB.3III,2. 156.
Sættefejl	en. [II.10.4] (bogtr.) sætterfejl. OpfB.3III,2.156. TypogrOrd.106.
Sættehage	en. [II.10.4] (jf. Sæthage; bogtr., l. br.) vinkelhage. TypogrOrd.106. jf. smst.354.
Sættelinie	en. [II.10.4] (bogtr.) strimmel af messing ell. zink, som sætteren bruger ved sætning i vinkelhagen. vAph.(1759). TypogrOrd.106.
Sættemaade	en. (jf. -kunst) maade at (sammen)sætte paa; især: 1) (bogtr.) til II. sætte 10.4. OpfB.3III,2.168. TypogrOrd.106. 2) [II. 14.4] maade at komponere paa; manér. Amberg.II.554. EAbrah.T.189.
Sættepult	en. [II.10.4] (jf. -bord, -reol; bogtr.) pult (med reolhylder til sættekasser), ved hvilken en sætter arbejder. Sætteriet – eller som det altid kaldtes Trykkeriet – fandtes i en Stue lige over for Dagligstuen . . Den dobbelte Sættepult indtog den største Del af Rummet. Schand.F.300. BibliotH.3I. 439.
Sætterbræt	et. (bogtr., nu næppe br.) sættebræt (1). Bogtr.(1781).1. Magazin f. Kunstnere ogHaandværkere.II.(1828).162.
Sættereol	en. [II.10.4] (jf. -pult; bogtr.) kassereol. Selmar.255.
Sætterfejl	en. (jf. Sættefejl; bogtr.) fejl i trykt skrift, der skyldes sætteren. Magazin f.Kunstnere ogHaandværkere.I.(1827).106. ufrivillige Sætter- og Trykfejl. LJac.Dansk Sprog.(1927).164.
Sætterkasse	en. (bogtr.) sættekasse. vAph.(1764). Som saa mange andre af det ældre Slægtleds socialdemokratiske Politikere kom L. R. fra Sætterkassen. Han var Typograf ved “Demokraten” i Aarhus. Pol. 17/4 1941.7.sp.1.
Sætterske	en. spec. (bogtr.) til II. sætte 10.4: kvindelig sætter (1.1). Kbh. 30/9 1904. 4.sp.5.
Sætterskib	et. (jf. Sætteskib; bogtr., sj.) skib (2.3), hvori sætteren anbringer de satte linier. vAph.(1759).
Sætteskib	et. [II.10.4] (bogtr., sj.) d. s. s. Sætterskib. TypogrOrd.296.
Sødkaal	en. [‘sø?ð-] (vel dannet som modsætn. til Surkaal 3; bogtr.-jarg.) betaling, som en sætter har til gode for udført, men ikke afregnet arbejde. B.T. 11/11 1931.9.sp.4.
Sølvstil	en. (jf. ty. silberschrift samt -type; bogtr., foræld.) bogtrykkerskrift af ringe størrelse; nonpareille. vAph.(1759). Hallager.329. VSO. MO.
Sølvtype	en. (bogtr., foræld.) type i skriften sølvstil. PMøll.(1855). II.113.
sørgerandet	adj. (jf. randet 1) 1) (især bogtr.) forsynet med sørgerand (1). (han) aabnede langsomt det sørgerandede Blad. Bang.T.18. Pol. 16/5 1912.5. 2) (dagl., spøg., l. br.) om negl: som har sørgerand (2). KWerner.FattigeFolk.(1907).4.
Tavlebind	et. [I.2.1] (jf. -værk 1; især bogtr.) bind (4.2) helt ell. delvis bestaaende af tavler. Kulturminder.1944.152.
Tavleværk	et. 1) [I.2.1] (jf. -bind; især bogtr.) bogværk bestaaende af ell. udstyret med tavler. kostbart udstyrede Tavleværker. Bogvennen.1927.109. 2) se Tavlværk.
Tegnfejl	en. [II.2.1] (skol., bogtr.) fejl m. h. t. interpunktion (tegnsætning). Det sidste Komma er en oplagt Tegnfejl. Pol. 30/12 1941.7.sp.6.
Tekstbillede	et. (mods. Planche, Tavle olgn.; jf. -illustration; bogtr.) billede, illustration, indsat i teksten til en bog. Bl&T.
Tekstbind	et. (mods. Tavlebind olgn.; især bogtr.) del af større (videnskabeligt) værk, der indeholder den egl. tekst. DRun.IX. Spectator.1945.28.
Tekstskrift	en. (ty. textschrift; bogtr.) d. s. s. Tekst 3. LNielsen.BoghistoriskeStudier. (1923).30.
tiltrykke	v. vbs. -ning (VSO.). (bogtr.) 1) gøre en trykt tilføjelse til noget; tilføje under ell. efter trykning. Paa sidste Blad er tiltrykt en Trykfeilsliste. VSO. Skautrup.(DGL.V.LXI). 2)trykke (noget) færdigt; trykke rent. (avis-udgiveren) skal lade sine adviser af hannem revidere, førend de bliver tiltrøkte. Cit.1701.(Stolpe. D.II.348).
Tornespatium	et. (til I. Torn 4.2; bogtr.) tynd blikplade med to skarpe spidser paa hver side (brugt ved ordning og opbevaring af typer i skriftkasser). Selmar.1239.
tressere	v. [tra’se?r∂] -ede. (sideform til dressere, jf. holl. dresseeren, fr. dresser, tilpasse olgn. (se dressere (2-3)); nu næppe br.) ordne, tilpasse paa en vis maade. 1) (bogtr.) bringe typerne i satslinien til at staa lige; kloppe (1). Moth.T168. jf. VSO. || hertil Tresser(e)-bræt (jf. Klopholt). Moth.T168. jf. VSO. 2) (kog.) m. h. t. madvarer: gøre i stand til (pyntelig) anretning, servering; anrette, servere paa en pyntelig, tiltalende maade. Huusm.(1793).53. jf.: Salattresse af haardkogte Æg. CMüller.Koge-Bog.(1785).133. 3) m. h. t. dyr: afrette; dressere (3.1). Leth.(1800). Amberg.
Trykarbejde	et. arbejde, der udføres ved trykning; fx. [4] om metalarbejde v. hj. af optrykning. Trykke-: IngBygn.1941.143. || især [5.1] (bogtr.): arbejde, der udføres i et bogtrykkeri; typografisk arbejde. Trykarbejdernes Prisansættelse. BibliotH.2427. Trykke-: vAph.(1772).III.
Trykark	et. [5] (bogtr.) trykt ark (som del af bog ell. tryksag). Katalog, et Arbejde paa fire Trykark. JLange.II.359. Korrekturark eller Trykark af den danske Bibeltekst. LJac. DanskSprog.(1927).171.
Trykballe	en. [5.1] (jf. Trykkerballe; bogtr., foræld.) balle (I.1.2) til sværtning af sats; sværteballe. S&B. TypogrOrd. 244.
trykbar	adj. (ty. druckbar; til trykke 6; jf. trykkelig; bogtr.) om sats, kliché olgn.: som lader sig (af)trykke. Forsøg paa at gøre Dybtrykket, om ikke lige saa hurtigt trykbart som Højætsningen var i Bogtrykpressen, saa dog betydelig hurtigere trykt. BibliotH.2457.
Trykbogstav	et. [5.1] (nu næppe br. Trykke-. Mall.SgH.661). (jf. -skrift, -type; bogtr.) bogstavtegn anv. ved bogtryk; type. LTid.1743. 594. Meyer.81122. || om skreven efterligning. FOhrt.Danmarks Trylleformler.I.(1917).105f.
Trykcylinder	en. [5.1] (jf. -valse; bogtr.) cylinder i bogtrykkerpresse. OpfB.1I.460. BibliotH.2423.
Trykdug	en. [5] (jf. -filt; bogtr.) overtræk (af filt olgn.) paa en trykcylinder. Typogr Ord.138.
Trykevne	en. [5.1] (især bogtr.) papirs modtagelighed for trykfarve. PapirL.392.
Trykfilt	en ell. et. [5] (jf. -dug; især bogtr.). TypogrOrd.244.
Trykform	en. (i bet. 1 ogs. Trykke-. LTid. 1744.34. OpfB.1VI.536. D&H.). 1) (til Tryk 4-5 ell. trykke 5-6; fagl.) redskab, hvormed der tages aftryk, fx. ved tøjtrykning; spec. (bogtr.): form (3.1). VSO. Manufact.(1872). 296. BibliotH.2399. 2) [2.3] (fon.) trykstærk form (2.6). Brøndum-Nielsen.GG.I.174.
trykfærdig	adj. [5] (ogs. trykke-. Cit. 1788.(Kirkehist Saml.6R.I.95). VSO. jf. Glahder.Retskr.). (jf. -klar; især bogtr.) om manuskript olgn.: færdig til at gaa i trykken. Brandes.Br.II.75. De fysisk-økonomiske Indberetninger til Rentekammeret blev gjort omtrent trykfærdige, men videre kom de ikke. Pol. 18/10 1941.13. sp.1.
Trykgang	en. [4-5] (især bogtr.) i forb. m. num. olgn., som angivelse af, hvor mange gange noget skal trykkes. Et uforsigtigt Valg af Kliché . . kræver maaske endnu en Trykgang, der fordyrer Arbejdet. Bogtrykkerbladet.1937.149. TypogrOrd.332.
Trykkedame	en. (bogtr.) trykkerske. Socialdem. 23/2 1947. Sønd.5.sp.4.
Trykkermærke	et. (bogtr.) en bogtrykkers ell. et bogtrykkeris (navn som) firmamærke. UBirkedal.WilliamMorris.(1908).29. TypogrOrd.202.
Trykkerske	en. flt. -r. (jf. Trykkedame; bogtr.) kvindelig trykker (1.3) ell. trykkeriarbejder. Kbh. 12/10 1904.4. sp.6.
Trykmanuskript	et. [5] (især bogtr.) manuskript, der benyttes som trykforlæg. FBrandt.SK. 7. LNielsen. Danmarks middelalderlige Haandskrifter.(1937).104.
Trykspejl	et. [5] (bogtr.) aftryk af sats paa papirflade; trykt del af en bogside. TypogrOrd.245.
Trykstil	en. [5] (bogtr., nu næppe br.) trykskrift. Rask.Retskr.85.
Tryktype	en. [5] (bogtr.) trykbogstav; især om bogstaver, streger, mindre vignetter olgn. i modsætn. til udslutningsmateriellet. TypogrOrd.245. jf.: Tanken . . kalder Tryktypernes frygtelige og usaarbare Frihedsskarer under Vaaben. Madelung. Opbrud.(1909).124.
Trykværk	et. 1) (del af) maskine, hvormed der kan udøves et vist tryk, ell. hvormed noget kan sammenpresses; navnlig i flg. anv.: 1.1) [1.2] større trykpumpe, især som del af ældre tiders (brand)sprøjter og vandværker. det til . . St. Nicolay Kirkens Trykværk hørende Mandskab under Brand-Major Preislers Direction. MR.1739.672. et Trykværk, hvormed man kunde bringe virkeligt . . Vand paa Skuepladsen. Oehl.Er.II.178. alt Mandskabet (blev) commanderet til Slukning af Ilden ved Trykværket. PalM.IL.III.448. Nystrøm.S.49. 1.2) [4] (foræld.) en art prægepresse. JBeckmann.Technologie.(overs.1798).617. 1.3) [5] (bogtr.) om del af rotationspresse. (bladets) store Rotationspresse er en 6-Rulle Maskine med 14 Trykværker. FrNygaard.KK.16. Berl Konv.XVIII.285. 2) overf. 2.1) om indre drift, tilskyndelse. JBaden.DaL. 2.2) (jf. Drejeværk 1) vistnok om indviklet, kompliceret fremgangsmaade; machinationer; intriger; list; lumskeri. en Skinberømmelse, der kan erhverves ved Trykværk og ved smaalige Kunster. Hauch.SR.I.38. sa.LDR.42. 3) [5] (efter ty. druckwerk; sj.) trykt bog; tryk (5.4). gamle og sjældne Trykværker. PLMøll. B.219.
Træbloktryk	et. (bogtr., foræld.) det at trykke noget paa den maade, at skriften overføres paa en træblok og udskæres i relief paa denne, som derefter benyttes indsmurt med sværte ved trykningen; ogs. konkr., om hvad der trykkes paa den anførte maade. Bogvennen.1926.3.
træfri	adj. (især bogtr.) om papir: som er fremstillet af ren cellulose, ikke indeholder træslib. PapirL.393. Anden udgave, på træfrit, limet trykpapir. Plesner.B.100.
Trætavle	en. (ænyd. trætaffle) tavle, plade af træ; spec. om træplade med udskaaret skrift, billede olgn. LTid.1739.536. (hendes) Billede, sammenklinet med Vox paa en Trætavle. Ing.VS.I.202. OpfB.2II. 481. || hertil Trætavle-tryk, (bogtr.) d. s. s. Tavletryk 1. Larsen. Selmar.36.
Tværfolio	en. (jf. -oktav og -format; bogtr., bibliot.) folio(format), hvis langside ligger paa tværs (i forhold til arkets fals, bogens ryg). Leth.(1800).218. JySaml. 4R.III.25 (se u. Smalfolio). KMads.Franske Illustratorer.(1929).65.
Tværformat	et. (jf. -folio, -oktav; bogtr., bibliot.) format, hvis langside ligger paa tværs. Selmar.1218. SvDahl.Ordbog f.Bogsamlere.(1919).114.
Tværoktav	en. (jf. -folio og -format; bogtr., bibliot.) oktav(format), hvis langside ligger paa tværs (i forhold til arkets fals, bogens ryg). Leth.(1800).218. (haandskrift-) Formatet er Tværoctav (10 × 14 cm.), det, som jeg har hørt kalde Stambogsformat. CElberling. Breve fra en Bogelsker.(1909).68. AarbKbhAmt.1941-42.64.
Typelegeme	et. [4] (jf. Skriftlegeme; bogtr.). Sal.XVI. 155. Ligaturer er den tekniske betegnelse for to bogstaver, som . . forenes paa ét typelegeme. Selmar.242.
Typelus	en. [4] (bogtr., jarg.) et sprøjt fra den fugtede sats op i ansigtet paa sætteren. TypogrOrd.114.
Tøjkasse	en. spec. [I.2.1]: (bogtr.) beholder (kasse), hvori man samler det kasserede skriftmateriel. Selmar.387. TypogrOrd.115.
Udgangskolumne	en. [4.2] (bogtr.) spidskolumne. Selmar.2137.
Udgangslinie	en. [4.2] (bogtr.). Udgangslinjerne udfyldes med Kvadrater. Selmar.155. Bogvennen.1928. 28.
Udgangspille	en. [4.2] (jf. I. Pille 2.2; bogtr., nu sj.). S&B.
Udhængsark	et. (ogs. Udhænge-. SvDahl.Ordbog f.Bogsamlere.(1919). 114. Topsøe-Jensen. Mit eget Eventyr.(1940). 11). (jf. Udhæng 3.2 samt ty. aushängebogen; bogtr.) om hvert af de første rentryk af et ark, som sendes til forfatteren, udgiveren og event. flere (betegnelsen skal hentyde til, at disse ark hængtes ud til tørring for hurtigt at kunne afleveres). Amberg. HCAnd.BC.V.421. Typogr Ord.336.
Udhængseksemplar	et. (bogtr.) bogeksemplar, bestaaende af udhængsarkene. (forfatteren) forskaanes for at give UdhængsExemplaria til Folkene (dvs.: trykkeriets personale). LTid.1754.204. Bl&T.
Udhævespaan	en. (til -hæve 1 og hæve ud (u. I. hæve 1.2); bogtr.) d. s. s. Hævespaan, Sættelinie. Typogr Ord. 116.
Udlæggeapparat	et. (bogtr.; jf. Udlæggerbord, -pind). TypogrOrd.116.
Udlægsbord	et. (bogtr.) udlægger-, udlægningsbord. Sal.2XXIV.166.
Udlægsbænk	en. (bogtr.) udlæggerbænk. Cit.1792. (Den gl. By. 1928-29.46).
udpuns(l)e	v. [-‘pon’s(l)∂] (fagl.) puns(l)e (ud ell. bort). || vbs. Udpunsling ell. Udpunsning, spec. (bogtr.) konkr., paa en støbt skrifttype: hulrum (tomrum) inden for skriftbilledets indre konturer. Selmar.339.
udrafle	v. vbs. -ing (s. d.). (bogtr.) udtage typer af sættekassens rum (hvis disse bliver for fulde); rafle (II) ud. TypogrOrd.117.
Udrafling	en. flt. -er. (bogtr.) vbs. til I. -rafle; ogs. konkr. (i flt.), om de typer, der tages ud. Selmar.286. TypogrOrd. 117.
Udskærekniv	en. [1.1] (bogtr.). Uregelmæssigheder i Trykket . . maa afhjælpes; med Udskære- eller Tilretningskniven udskæres det, som træder for skarpt frem. Dengl.By.1928-29.52.
Udslutning	en. flt. -er. vbs. til -slutte og slutte ud, spec. (bogtr.) til -slutte 2: 1) som vbs.: justering (af satsens linier). NordConvLex.V.641. for stram ligesom ogsaa for løs Udslutning giver Anledning til at danne Spieser. Bogtrykkeren.1934. Juni.6.sp.2. 2) typelegeme, hvormed udslutning (1) iværksættes; udslutningstype. Et Brædt med Mittel brudne Cifre og Udslutninger, i Tutter. Bogtr.(1781).14. Selmar.224.
udslutnings-	i ssgr. (bogtr.) til -slutning 1 og især 2, fx. Udslutnings-højde, -kasse, -kile, -materiale, -materiel, -steg, -tast (paa sættemaskine), -type ofl., se Selmar.115. PapirHaandbog.(1934).26. TypogrOrd.117f.
Udtegning	en. [-‘tai’nen[ng]] flt. -er. vbs. til -tegne. VSO. spec.: 1) (bogtr.) til -tegne 2; ogs. konkr., om tegn ell. mærke. Naar et vist Antal Sider, som skulle trykkes samtidigt . . ere satte, gøres der en Udtegning eller et tydeligt Mærke med Blyant efter det sidst satte Ord i Manuskriptet. Selmar.159. || hertil Udtegnings-blad, det manuskriptblad, hvorpaa sætteren har afmærket, hvor langt han er kommet. smst.63. 2) (nu næppe br.) til -tegne 3. især i et Stykke . . hvor saa uendelig lidet skeer, (er) Caracterernes Udtegning og Skattering i høi Grad . . Dialogiseringens Værk. Rahb.E.I.294.
Underbaand	et. [2] (bogtr.) baand, der presser arket mod cylinderen under trykningen. Bogtrykkeren. 1934.Juli.5.sp.1.
Underbjælke	en. [2] nedre, nederste bjælke. Ræven lod sig øjeblikkelig dumpe ned fra Broen . . I samme Nu rev Strømmen den ind mod Underbjælkerne. EBertels.D.102. || (bogtr.) nederste rigel paa bogtrykkerpresse. PLMøll.B.141. || (fagl.) den del af stangen, der findes under mundstykket i en kandar; bom (I.2.6). PWBalle.R.99.
underfile	v. [17.4] [-‘fi?l∂] vbs. -ing. (efter ty. unterfeilen; bogtr.) tilfile et (skrævende) skrifttegns typelegeme. som vbs.: Selmar.2275.
Undernote	en. [2.5] (bogtr.) note, der knytter sig til et ord, sted i en fodnote og sættes under denne (med mindre skrift end fodnotens). Selmar.2133.
vaseformet	adj. (ogs. -formig. Kunstudstill.(1879).114. VSO. se ogs. ndf.). af form som en vase. En vaseformet Skaal. Kunstudstill.(1879).193. Vaseformet Ur (jf. Vaseur). Mit bedste Kunstværk.(1941).114. || (bogtr.) om sats paa titelblad: bestaaende af ulige lange linier i en saadan følge, at hele satsbilledets omrids minder om en vases. “vaseformig” sat Titel. Sal.2XXIII.518.
Vaskebørste	en. (Vask-. se ndf.). børste anv. ved vask, afvaskning olgn. S&B. JVJens.RF.16. || (bogtr., især foræld.) børste anv. ved afvaskning af den benyttede satsform. Cit.1792. (Dengl.By.1928-29.48). Vask-: vAph.(1764).
Vaskerbræt	et. flt. -ter ell.-bræder (Bogtr.(1781).19). 1) vaskebræt (1). 2) (bogtr., foræld.) vaskebræt (2). vAph. (1764). Bogtr.(1781).19.
Vidertryk	et ell.en. [‘vi•ð∂r-] (l. br. (ved tilknytning til videre-) Videre-. Larsen. Sal.2III.566.Vide-. se ndf.). (efter ty. widerdruck; jf. Gentryk (2), Modtryk (2.2); bogtr.) trykning af papiret paa den anden side (efter at skøntrykket er foretaget); ogs. om den hertil svarende trykform. OpfB.1 I.456. Selmar.2140. Naar den ene Form eller Side, som kaldes Skjøntrykken, er bleven reent aftrykt, tages den anden Form (Videtrykken) i Pressen, rettes til og trykkes. Hallager.121. || hertil Vidertryks-form (jf. Form 3.2), -maskine (ogs. i forb. skøn- og vidertryksmaskine, maskine, der trykker begge sider paa een gang), -presse og Vidertryk-side.
Vrøvlelinie	en. (bogtr.-jarg.) linie i maskinsats, hvori sætteren har lavet en trykfejl, og som han derefter udfylder med meningsløse typer; “idiotlinie”. Information. 10/7 1945.2.sp.4. Bom.S.II. 40.
Værkarbejde	et. [II.3.3] (jf. -sats; bogtr.) arbejde med sætning og trykning af bøger og ugeskrifter (mods. Accidensarbejde). Sal.III. 265. Selmar.394.
Værkfarve	en. [II.3.3] (bogtr.) sværte (farve), der anvendes ved alm. værkarbejde. Sorte Bogtrykfarver inddeles efter faldende Kvalitet i Pragttrykfarver, Illustrationsfarver og Værkfarver. Bogtrykkerbogen.(1946). 441.sp.1.
Værkgespon	en. (bogtr.) hver af de arbejdere i et bogtrykkeri, der arbejder paa (sætningen, trykningen af) sa. værk (II.3.3). Sal.2IX.650.
Værksats	en. [II.3.3] (bogtr.) d. s. s. -arbejde. Selmar.1279. Typogr Ord.121.
Værkskrift	en. [II.3.3] (ty. werkschrift; jf. -arbejde, -sats; bogtr.) almindelig bogskrift; brødskrift. OpfB.1 I.432.
Værksætter	en. [II.3.3] (bogtr.) sætter af bøger og tidsskrifter (mods. Accidenssætter). Selmar.3257.278.
Værktryk	et. [II.3.3] (bogtr.) om trykningen af et værks alm. sats (mods. trykningen af illustrationer, farvetryk m. m.). Sal.2III.563. || ogs. om værktrykpapir. Selmar.3412f.
Vaadstereotypi	en. (bogtr.) stereotypering, hvorved matricen tages af formen i vaad tilstand (og stilles i tørreovnen); koldstereotypi. TypogrOrd.354.