Foreningen af Leksikografer i Danmark (LEDA) inviterer til medlemsmøde og foredrag med Henrik Køhler Simonsen, ph.d. og ekstern lektor ved CBS.
Foredraget handler om såkaldt augmenteret skrivning (Augmented Writing, forkortet AW), en teknologi der automatiserer og understøtter skribenters arbejde på en lang række områder.
I mange sektorer foregår automatisering, robotisering og anvendelse af kunstig intelligens. Det gælder også i kommunikationsbranchen, hvor kunstig intelligens i stigende grad anvendes til at understøtte tekstforfatteres arbejde ved hjælp af teknologier som AW.
Køhler Simonsen vil med udgangspunkt i en empirisk analyse og test af 16 forskellige AW-teknologier redegøre for hvad AW er, og hvad det i øjeblikket kan. Der vil også være mulighed for selv at teste forskellige AW-teknologier.
Derudover vil Køhler Simonsen diskutere en række teoretiske overvejelser om AW, herunder på hvilken måde AW både synes at kunne udfordre og bidrage til leksikografien.
Alle er velkomne, og der vil blive serveret kaffe og te i pausen.
- Tid og sted: Den 25. september 2019, kl. 15.00, Københavns Universitet, Njalsgade 76, lokale 4 A.0.56.
- Læs mere på LEDA’s hjemmeside.