“Der findes folk, som har den opfattelse, at ødelæggelsen af det danske sprog er nært forestående, hvis ikke de redder det fra almindelige menneskers umådeholdne og lemfældige brug.” Sådan indleder journalist, historiker og satiriker Mikkel Andersson sin kronik.
Citatet henviser til de såkaldte sprogpedanter og til en kronik fra 8. november 2012 med titlen “Lær det nu bare…”, hvor to selverklærede af slagsen, Susanne Staun og Mich Vraa, argumenterer for at det er et alvorligt problem hvis ikke sproget udvikler sig i retning af “stadig større klarhed og præcision”. Ifølge Mikkel Andersson ligger der under dette “den forestilling, at hvis det ikke var for deres indsats [sprogpedanternes, red.], ville sproget langsomt falde fra hinanden, og vi ville miste evnen til at udtrykke os nuanceret og præcist (…) en sært ahistorisk idé, der vidner om en mangel på viden om sprogenes udvikling.”
For sproget udvikler sig og forandrer sig hele tiden, og derfor må sprogpedanterne ifølge Mikkel Andersson “opgive deres korstog og acceptere, at sproget ændrer sig, og at både grammatik, betydninger og udtale til stadighed bliver både vulgariseret, raffineret og omdefineret af den almindelige pøbel, der taler sproget i stort antal. Hvad værre er: Det er præcis den udvikling, som har skabt det dansk, vi kender.”
Læs mere…
- Læs Mikkel Anderssons kronik “Hurra for det lemfældige sprog” (Politiken d. 20. februar 2013).
- Læs Mich Vraa og Susanne Stauns kronik “Lær det nu bare…” (Politiken d. 8. november 2012).