Grammatik er ikke medfødt
Indenfor sprogvidenskaben har man i vid udstrækning troet at grammatik er medfødt. Forskningsprojektet PROGRAM (Information PROminence and GRAMmar in mind and brain) peger nu i anden retning.
Forskningen indikerer at hjernen i pressede situationer sorterer grammatiske ord og elementer fra “først”. Forskningsleder Kasper Boye fortæller: “Hvis man eksempelvis skal læse sætningen ‘Peter har købt en cykel’, vil den udfordrede hjerne kun opfatte de såkaldte leksikalske ord ‘Peter’, ‘køb’ og ‘cykel’, mens de grammatiske elementer som hjælpeverbet ‘har’, bøjningsendelsen ‘t’ og den bestemte artikel ‘en’ træder i baggrunden.”
Tværfagligt studie om hjernens organisering
Evnen til at forstå og bruge grammatik er et resultat af evolution og ikke en medfødt struktur, viser forskningen. Projektet viser derudover at der tilsyneladende ikke findes et bestemt område der tager sig af grammatik.
Neurolog og professor ved Københavns Universitet Jesper Mogensen håber at forskningsresultaterne også kan give ny viden om måden hjernen overordnet er organiseret på.
Fra et neurologisk perspektiv viser projektet at hjernens evne til at bruge grammatik er et resultat af hvordan hvert enkelt menneske bruger sin hjerne individuelt. ”Hjernen er ikke født med en grammatik, men udvikler den undervejs, og det er interessant”, siger Jesper Mogensen.
Diagnosticering af patienter kan forbedres
Patienter der lider af agrammatisme, har svært ved at genkende, læse og skrive grammatiske elementer, og denne lidelse håber forskerholdet at projektet kan gøre os klogere på.
- Læs mere om projektet PROGRAM i artiklen “Ny dansk forskning rokker ved vores forståelse af grammatik” i Politiken fra den 5. april.
- Besøg PROGRAMS hjemmeside.