Henning Holmen Møller, der er ansvarlig for det italienske konsulat i Århus og præsident for Det Dansk-Italienske Handelskammer i Danmark, har skrevet læserbrevet “Italiensk til ingen nytte?” i Jyllands-Posten d. 2. april.
I læserbrevet tager Henning Holmen Møller udgangspunkt i den beskydning af de humanistiske fag der finder sted for øjeblikket, og han fremhæver de kompetencer humanister har.
Ved en konference i Udenrigsministeriet d. 31. januar 2013 blev det fastslået at Italien er et vigtigt eksportmarked for Danmark, og at dette eksportpotentiale ikke udnyttes optimalt. På baggrund heraf spørger Henning Holmen Møller hvorfor danske virksomheder sender sælgere ud på de internationale markeder som ikke har nogen viden om de pågældende landes kultur, sprog og politik, når nu der uddannes kompetente og specialiserede humanister ved landets universiteter.