Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Fokus på stavefærdigheder

En undersøgelse om stavning viser at danske skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave siden 1970’erne. Det sværeste ord er “ændrer”, som op mod 60 % af eleverne ikke kan stave til. Undersøgelsen er en del af et projekt som Dansk Sprognævn står bag for at kortlægge stavefærdighederne i de danske skoler.

“Piger er bare bedre end drenge. Også helt i toppen, blandt de allerbedste stavere med 0-2 fejl i diktaterne, er der klart flest piger. Drenge begår især flere dobbeltkonsonantfejl. Det er en fejltype, som har at gøre med forholdet mellem lyd og skrift, og som man især finder hos de svageste stavere,” siger seniorforsker Jørgen Schack fra Dansk Sprognævn i artiklen Fire ud af ti drenge staver dårligt i Berlingske.

I Jyllands-Posten kan man i artiklen Sprogforsker: Unge dømmer hinanden hårdt på stavefejl læse om en undersøgelse Marianne Rathje, adjunkt ved Syddansk Universitet, sammen med en gruppe forskere er i gang med om stavekompetencer på to uddannelser hvor eleverne ellers burde ligge i top. Det drejer sig om danskstudiet og journaliststudiet på Syddansk Universitet.