I anledningen af udnævnelsen af professorerne Pia Quist, Dorthe Duncker og Tanya Karoli Christensen inviterer NorS (Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab) til tre tiltrædelsesforelæsninger med efterfølgende reception fredag den 19. november.
Professor Pia Quist: Sprog og identitet. Fra praksisfællesskab til livsforløb
Pia Quist er cand.mag. i dansk og samfundsfag og har siden 2006 været tilknyttet Nordisk Forskningsinstitut og Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU. Pia Quist forsker primært i sociolingvistik og dialekter med særligt fokus på emnerne sprog og sted og sprog og mobilitet.
Professor Dorthe Duncker: Perspektiv på sprogforskningen — sprogforskerens perspektiv
Dorthe Duncker er cand.mag. i dansk og datalingvistik, og hendes forskningsinteresser centrerer sig om dynamikken i konventions- og normdannelsesprocesser fra renæssancen til i dag og om grundlaget for sproglig kommunikation. Dorthe Duncker har siden sin ph.d.-afhandling fra 2000 arbejdet med digital tekstvidenskab (digital humaniora).
Professor Tanya Karoli Christensen: Sprogsystem og sprog(mis)brug. Hverdagssprogets skjulte sider
Tanya Karoli Christensen er cand.mag. i dansk og filosofi. Den funktionelle grammatik danner basis for hendes forskning i dansk sprog og sprogbrug. Tanya Karoli Christensen har i flere år arbejdet med retslingvistiske analyser, og hun er således blandt de få lingvister i Danmark der jævnligt bistår retssystemet med sproglige analyser i straffe- og civilsager.
Efter de tre tiltrædelsesforelæsninger er NorS vært for en reception.
- Tid og sted: fredag den 19. november 2021, kl. 14-16, auditorium 23.0.50, Søndre Campus, Københavns Universitet.
- Læs mere om arrangementet og de tre nyudnævnte professorer på NorS’ hjemmeside.