Sproglig selvkolonisering gør os dummere
Danmark er i fuld gang med en sproglig selvkolonisering i den ensidige satsning på engelsk. Dermed afskærer vi os fra at følge med i hvad der foregår i fx Tyskland og Frankrig, og vi bliver ganske enkelt dummere. Det mener professor i tysk ved Handelshøjskolen Per Øhrgaard. Han siger i et interview til Politiken:
“Politisk, økonomisk og kulturelt er det helt fatalt, at vi på den måde sjofler, hvad der ellers er af sprog i verden. Monopoler er ikke til gavn for økonomien. Sådan er det også med sprog. Når vi kun lærer os engelsk, ender vi som en lille provins i stedet for at vende os mod verden og blive internationale” (Politiken, 22. juli 2008).
Uddannelsesinstitutioner har en del af skylden
Per Øhrgaard giver den seneste gymnasiereform en del af ansvaret. På gymnasierne har man nemlig skåret ned på fremmedsprogsundervisningen, og man lærer eleverne at bestille en kop kaffe på tysk, men ikke at læse og lytte. Også de videregående uddannelser har medvirket til den ensidige satsning på engelsk. Her er der fx nedlagt flere sprogfag.
Læs hele interviewet med Per Øhrgaard i Politiken, 22. juli 2008.