Indholdet på denne side er mere end 12 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

DR tilbyder oplæsning af undertekster

DR tilbyder oplæsning af undertekster til personer der har svært ved at se eller læse. Tiltaget vil ifølge DR kunne hjælpe mere end en halv million danskere.

Det er nu muligt at få undertekster læst op når man ser DR1. Det offentliggør DR på deres hjemmeside dr.dk.

Formålet er at personer der enten har svært ved at se eller læse, kan forstå indholdet af indslag hvor der ikke tales dansk.

Hver gang der i et indslag eller en udsendelse vises undertekster, vil en talesyntese automatisk læse de pågældende undertekster op. De oplæste undertekster findes på kanalen DR1Syn der betegnes som en tvillingekanal til DR1. Alle med et digitalt tv har adgang til denne kanal og kan få glæde af de oplæste undertekster.