Med disputatsen foreligger der for første gang en omfattende og bredt dækkende samlet beskrivelse af officiel dansk retskrivning og dens historie i de sidste ca. 250 år – fra første gang myndighederne blandede sig i hvordan borgerne skulle stave, og til den seneste udgave af Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn. Afhandlingen bygger på et stort arkivmateriale og andet kildemateriale der tidligere kun har været udnyttet i begrænset omfang, og består af to bind på tilsammen 1202 sider.
Offentligt forsvar 7. maj 2010
Disputatsen forsvares for den filosofiske doktorgrad 7. maj 2010 kl. 13.15 på Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, i lokale U55. Forsvaret indledes med en kort forelæsning af Henrik Galberg Jacobsen og vil derudover indeholde indlæg fra de officielle opponenter, direktør Jørn Lund, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og professor Hans Basbøll, Syddansk Universitet. Derudover har professor Ernst Håkon Jahr, Universitetet i Agder (Kristiansand), der sammen med de to andre opponenter har udgjort det bedømmelsesudvalg der har indstillet afhandlingen til forsvar, meddelt at han vil opponere ex auditorio. Der er offentlig adgang til forsvarshandlingen.
Læs mere om doktorafhandlingen på Sprognævnets hjemmeside.