Carmen Fought og Karen Eisenhauer fra Carolina State University har i deres nylige artikel “A quantitative analysis of gendered compliments in Disney Princess films” undersøgt hvordan ‘kønnet sprog’ (gendered language) præsenteres for børn i animationsfilm.
I undersøgelsen har forskerne analyseret dialogen i Disneys prinsessefilm fra perioden 1937-2013, dvs. bl.a. filmene “Snehvide” (1937), “Den lille Havfrue” (1989) og “Frozen” (2013).
Studiet viser at andelen af komplimenter relateret til udseende og givet til kvindelige karakterer er faldet i de seneste års Disneyfilm, dvs. i filmene “The Princess and the Frog” (2009), “Tangled” (2010), “Brave” (2012) og “Frozen” (2013). I samme periode og film er andelen af komplimenter relateret til de kvindelige karakterers præstationer og evner steget.
Ifølge forskning som Fought og Eisenhauer trækker på, spiller animationsfilm en central rolle for børn når de konstruerer deres kønsidentitet. Studiets resultater kan således medvirke til at belyse hvordan ideologier om sprog og køn præsenteres for børn.