Indholdet på denne side er mere end 13 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Det Konservative Folkeparti vil gøre dansk stil obligatorisk til studentereksamen

I 2009 var De Konservative med til at afskaffe skriftlig dansk som obligatorisk eksamen i gymnasiet, men nu fortryder de: Dansk stil skal have sin særstatus tilbage.

“Det er en del af dannelsestabet, at folk ikke kan udtrykke sig. At folk simpelthen ikke bliver trænet i at udtrykke sig skriftligt. Hvis man ikke kan mestre sit eget sprog, hvad kan man så? Fordelen ved prøven i skriftligt dansk er, at den tvinger én til at få hold på tankerne og give dem videre, så andre kan forstå dem”, udtaler kulturminister Per Stig Møller til Berlingske Tidende

Ved gymnasiereformen i 2009 mistede eksamen i dansk stil sin status som obligatorisk, og i øjeblikket afgøres det ved udtræk hvilke skriftlige eksamener en klasse skal op i. Det er ifølge Per Stig Møller en fejl, og konsekvensen er at man får en generation som ikke kan udtrykke sig på skriftligt dansk. Derfor skal dansk stil ifølge De Konservative have sin særstatus tilbage og igen være obligatorisk eksamen for alle studenter i Danmark.