Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Den Europæiske Sprogdag 2013

Den 26. september er europæisk sprogdag, og det bliver fejret i hele Europa.

Siden 2001 har vi i Europa fejret Den Europæiske Sprogdag den 26. september. Tanken bag dagen er at den skal sætte fokus på vigtigheden af gode fremmedsprogskompetencer.

I anledning af Den Europæiske Sprogdag afholdes der i år to internationale konferencer i Vilnius. Den ene, “Unity in diversity: languages for mobility, jobs and active citizenship“, finder sted den 25.-26. september og sætter fokus på hvordan sprogkompetencer forbedrer mobilitet, jobmuligheder og aktiv deltagelse i foreningsliv. 

Den anden konference, “Translation and Interpretation in Europe“, afholdes af EFNIL (European Federation of National Institutions for Language) den 27.-28. september med temaet oversættelse og forståelse i Europa.

Dansk Sprognævns direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen, deltager i begge konferencer. Læs mere på Sprognævnets hjemmeside.

Også herhjemme fejres Den Europæiske Sprogdag. Bl.a. har Sproglærerforeningen opfordret landets skoler til at komme sprogdagen i hu med spændende sproglige aktiviteter. I den forbindelse har de udarbejdet 50 idéforslag til relevante aktiviteter for skoleeleverne.