Indholdet på denne side er mere end 10 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Den Danske Ordbog tilføjer over 450 nye ord

Kender du en ‘tonser’ der kunne bruge en pause i ‘terapihaven’? Årets første opdatering af Den Danske Ordbog giver plads til en lang række ord der ikke før har været beskrevet i ordbogen.

Blandt de nye tilføjelser findes udtryk fra sportsverdenen som fx lammetæv, fantomredning og andenbold. Der er også hjælp at hente hvis man skal beskrive vores farverige og nuancerede verden. I listen støder man nemlig på ord som avocadogrøn, cognacfarvet, brunorange og lortebrun. Der er også gjort plads til fem nye faste udtryk, heriblandt en god cigar og en tur i høet. Bliver man i de kærlige udtryk kan også farvelkys, møsse og husmandsknald nævnes.

Derudover er der blevet tilføjet fremmedord som fx bradykardi, coulis og dygong. Ord der har været nedprioriteret af plads- og tidshensyn, har også fundet vej til ordbogen. Blandt disse findes cementblander og møgsvin. 

Se listen med de nye ord på Den Danske Ordbogs hjemmeside.